„Dette er vejen. Gå på den!“

Beretningen om Emilia Pederson

Fortalt af Ruth E. Pappas

MIN mor, Emilia Pederson, kom til verden i 1878. Hun blev skolelærer, men hendes egentlige ønske var at bruge sit liv på at hjælpe andre med at komme nær til Gud. Et vidnesbyrd om dette var en stor kiste som stod i vores hjem i den lille by Jasper i Minnesota, USA. Den havde min mor anskaffet sig for at kunne bringe sine ejendele til Kina, hvor hun gerne ville tjene som missionær. Da hendes mor døde, måtte hun imidlertid opgive sine planer og blive hjemme for at passe sine små søskende. I 1907 giftede hun sig med Theodore Holien. Jeg blev født den 2. december 1925 som den yngste af syv børn.

Min mor havde nogle bibelske spørgsmål som hun brændte efter at få svar på. Det ene havde at gøre med læren om et helvede hvor onde mennesker pines i ild. Da en forstander for den lutherske kirke kom på besøg, spurgte min mor ham hvor i Bibelen hun kunne finde støtte for denne lære. Han svarede hende faktisk at uanset hvad Bibelen siger, er det nødvendigt at lære folk om et brændende helvede.

Hendes åndelige sult blev stillet

Omkring år 1900 tog mors søster Emma til Northfield i Minnesota for at studere musik. Hun boede hos sin lærer, Milius Christianson, hvis kone var bibelstudent, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Emma nævnte at hun havde en søster som var en flittig bibellæser. Inden længe skrev fru Christianson et brev til min mor med svar på hendes bibelske spørgsmål.

En dag kom en bibelstudent ved navn Lora Oathout med tog fra Sioux Falls i South Dakota for at forkynde i Jasper. Mor studerede det bibelske læsestof hun fik, og i 1915 begyndte hun at dele de bibelske sandheder med andre ved at uddele det læsestof som Lora skaffede.

I 1916 hørte mor at Charles Taze Russell ville være til stede ved et stævne i Sioux City i Iowa, og det ville hun gerne overvære. Mor havde nu fem børn, og den yngste, Marvin, var kun fem måneder gammel. Alligevel tog hun hele børneflokken med sig på den omkring 160 kilometer lange togrejse til Sioux City for at overvære stævnet. Hun hørte broder Russells foredrag, så „Skabelsens Fotodrama“ og blev døbt. Da hun var kommet hjem, skrev hun en artikel om stævnet, som blev offentliggjort i avisen Jasper Journal.

I 1922 var mor blandt de omkring 18.000 tilhørere ved stævnet i Cedar Point, Ohio. Efter det stævne holdt hun aldrig op med at tale om Guds rige. Ja, ved sit eksempel sagde hun i virkeligheden: „Dette er vejen. Gå på den!“ — Es. 30:21.

Forkyndelsen bærer frugt

I begyndelsen af 1920’erne flyttede mine forældre uden for byen Jasper. Far havde en blomstrende forretning og en stor familie at forsørge. Han studerede ikke Bibelen så meget som min mor gjorde, men han støttede helhjertet forkyndelsen og åbnede vores hjem for rejsende tilsynsmænd, der dengang blev kaldt pilgrimme. Når en rejsende tilsynsmand kom på besøg, var der ofte omkring hundrede til stede i vores hjem — stuvet sammen i stuen, spisestuen og soveværelset.

Da jeg var omkring syv år, ringede min moster Lettie og sagde at hendes naboer, Ed Larson og hans kone, gerne ville studere Bibelen. De tog ivrigt imod de bibelske sandheder og indbød senere en anden nabo, Martha Van Daalen, en mor med otte børn, til at være med ved studiet. Martha og hele hendes familie blev også bibelstudenter.a

Omkring samme tidspunkt begyndte Gordon Kammerud, en ung mand der boede nogle få kilometer fra os, at arbejde sammen med min far. Folk havde advaret Gordon og sagt: „Pas på med chefens døtre. De har en mærkelig religion.“ Men Gordon begyndte at studere Bibelen og blev hurtigt overbevist om at han havde fundet sandheden. Han blev døbt tre måneder senere. Hans forældre fik også tro, og vi tre familier — Holiens, Kammeruds og Van Daalens — blev nære venner.

Styrket af stævnerne

Mor var blevet så opmuntret af at overvære stævnet i Cedar Point at hun ikke ønskede at gå glip af et eneste stævne. Så langt tilbage jeg kan huske, var jeg derfor med på de lange rejser til sådanne begivenheder. Stævnet i Columbus, Ohio, i 1931 var særlig mindeværdigt, for ved den lejlighed antog man navnet Jehovas Vidner. (Es. 43:10-12) Jeg husker også tydeligt stævnet i Washington, D.C., i 1935 hvor man i et historisk foredrag gav en forklaring på den ’store skare’ der er omtalt i Åbenbaringen. (Åb. 7:9) Mine søstre Lillian og Eunice var blandt de mere end 800 som blev døbt ved dette stævne.

Som familie rejste vi til stævne i Columbus, Ohio, i 1937; Seattle, Washington, i 1938; og New York City i 1939. Vi rejste sammen med familierne Van Daalen og Kammerud samt nogle andre, og vi camperede undervejs. Eunice giftede sig med Leo Van Daalen i 1940, og de blev pionerer. Samme år giftede Lilian sig med Gordon Kammerud; også de blev pionerer.

Stævnet der blev holdt i St. Louis, Missouri, i 1941, var noget særligt. Her modtog tusinder af børn og unge bogen Børn. Dette stævne var et vendepunkt for mig. Kort tid efter, den 1. september 1941, blev jeg pioner, og det samme blev min bror Marvin og hans kone, Joyce. Jeg var 15 år gammel.

Da stævnerne ofte blev holdt i høsttiden, havde mange af brødrene i vores landbrugssamfund svært ved at overvære dem. Efter stævnerne gennemgik vi derfor programmet i vores baghave, så de der ikke havde været til stede, også kunne få gavn af det. Det var nogle dejlige sammenkomster.

Gilead og fremmede distrikter

I februar 1943 oprettede man Gileadskolen for at oplære pionerer til missionærtjenesten. I den første klasse var der seks medlemmer af familien Van Daalen — brødrene Emil, Arthur, Homer og Leo; samt deres fætter Donald; og Leos kone, min søster Eunice. Det var med blandede følelser vi tog afsked med dem, for vi vidste ikke hvornår vi ville få dem at se igen. Efter afslutningshøjtideligheden fik de alle seks tildelt distrikt i Puerto Rico, hvor der på det tidspunkt højst var omkring en halv snes forkyndere.

Et år senere udgik Lilian og Gordon såvel som Marvin og Joyce fra Gileads 3. klasse. De blev også sendt til Puerto Rico. Senere, i september 1944, overværede jeg som 18-årig Gileads 4. klasse, og i februar 1945 sluttede jeg mig til mine søskende i Puerto Rico. Det var en helt ny verden der nu åbnede sig for mig! Det var noget af en udfordring at lære spansk, men inden længe ledte flere af os over 20 studier. Jehova velsignede arbejdet, og i dag er der over 25.000 Jehovas Vidner i Puerto Rico!

Familien rammes af tragedie

Leo og Eunice blev i Puerto Rico efter at deres søn, Mark, var blevet født i 1950. I 1952 planlagde de at tage hjem på ferie for at møde familien. De rejste med fly den 11. april. Tragisk nok styrtede flyet i havet kort efter at det var lettet. Leo og Eunice døde, og man fandt den to-årige Mark flydende på havet. En af de overlevende tog ham op i en redningsbåd. Han fik kunstigt åndedræt og reddede livet.b

Fem år senere, den 7. marts 1957, da min mor og far var på vej i bil til rigssalen, punkterede de. Mens min far var ved at skifte dæk ved vejsiden, blev han påkørt af en bil og dræbt på stedet. Der kom cirka 600 til begravelsen, og det var et stort vidnesbyrd for folk i hele omegnen, hvor far var højt respekteret.

Nye opgaver

Kort inden far døde, var jeg blevet tildelt distrikt i Argentina. Jeg ankom til byen Mendoza ved foden af Andesbjergene i august 1957. I 1958 blev George Pappas, som udgik af Gileads 30. klasse, også sendt til Argentina. George og jeg blev gode venner, og vi giftede os i april 1960. I 1961 døde min mor i en alder af 83. Hun havde vandret trofast i sandheden og hjulpet adskillige til at gøre det samme.

I omkring ti år boede George og jeg sammen med andre missionærer i forskellige missionærhjem. Derefter tilbragte vi syv år i kredstjenesten. I 1975 vendte vi tilbage til USA for at hjælpe nogle i familien som var syge. I 1980 blev min mand indbudt til at tjene som kredstilsynsmand i det spansktalende distrikt. Dengang var der omkring 600 spansktalende menigheder i USA. I de efterfølgende 26 år besøgte vi mange af dem, og vi oplevede at antallet af menigheder steg til langt over 3000.

De har gået på „vejen“

Mor havde også den glæde at se flere af de unge i hendes familie tage heltidstjenesten op. For eksempel begyndte Carol, min ældste søster, Esters, datter, som pioner i 1953. Hun giftede sig med Dennis Trumbore, og de har virket i heltidstjenesten lige siden. Esters anden datter, Lois, giftede sig med Wendell Jensen. De udgik fra Gileads 41. klasse og tjente i 15 år som missionærer i Nigeria. Mark, hvis forældre døde i et flystyrt, blev adopteret af Leos søster, Ruth La Londe, og hendes mand, Curtiss. Mark og hans kone, Lavonne, var pionerer i mange år og har også opdraget deres fire børn til at ’gå på vejen’. — Es. 30:21.

Orlen, den eneste af mine søskende som endnu lever, er nu midt i 90’erne. Han tjener stadig trofast Jehova. George og jeg er også glade for fortsat at kunne virke i heltidstjenesten.

Arven fra mor

Jeg har nu en af mors skattede ejendele — hendes skrivebord. Det var en bryllupsgave som hun havde fået af min far. I en af skufferne ligger hendes gamle scrapbog, som er fyldt med breve samt udklip fra de avisartikler som hun skrev for at aflægge vidnesbyrd om Riget. Nogle af disse breve og udklip er fra begyndelsen af 1900-tallet. I skrivebordet ligger også de højt skattede breve som mor fik af sine børn mens de var i missionærtjenesten. Jeg elsker at læse disse breve igen og igen! Min mors breve til os var også altid opmuntrende og fyldt med positive tanker. Mor opnåede aldrig selv at blive missionær, men hun brændte for missionærtjenesten, og det smittede af på de generationer der fulgte efter. Hvor jeg glæder mig til at hele familien vil blive genforenet med mor og far i det jordiske paradis! — Åb. 21:3, 4.

[Fodnoter]

[Illustration på side 17]

Emilia Pederson

[Illustration på side 18]

1916: Mor, far (med Marvin); nederst, fra venstre til højre: Orlen, Ester, Lilian og Mildred

[Illustration på side 19]

Leo og Eunice, kort før deres død

[Illustration på side 20]

1950: Fra venstre til højre, øverst: Ester, Mildred, Lilian, Eunice og Ruth; nederst: Orlen, mor, far og Marvin

[Illustration på side 20]

George og Ruth Pappas i kredstjenesten i 2001