„Heurekadramaet“ hjalp mange til at finde sandheden

„HEUREKA!“ Dette ord betyder: „Jeg har fundet!“ Da guldfeberen rasede i Californien i det 19. århundrede, kunne man høre dette råb når en guldgraver havde fundet guld. Men Charles Taze Russell og de andre Bibelstudenter havde fundet noget af langt større værdi — sandheden fra Bibelen. Og de var ivrige efter at dele den med andre.

Da man nåede sommeren 1914, havde flere millioner i større byer set „Skabelsens Fotodrama“, en otte timer lang forestilling der var produceret af International Forening for Bibelstudium (IBSA). Med imponerende levende billeder, strålende farvelysbilleder, en fascinerende fortæller og smuk klassisk musik førte denne bibelbaserede produktion tilskuerne med fra skabelsen og videre op gennem menneskenes historie, helt frem til slutningen af Jesu Kristi tusindårsrige. — Åb. 20:4.a

Men hvad med dem der boede i små byer og ude på landet? For at tilfredsstille alle sandhedshungrende mennesker udgav IBSA i august 1914 „Heurekadramaet“ — en transportabel version af „Fotodramaet“ minus filmstykkerne. Der var tre typer at vælge imellem, som alle fandtes på flere sprog: „Heureka X“-sættet bestod af hele den indspillede fortælling og musik. „Heureka Y“-sættet indeholdt alle lydoptagelser plus smukt farvelagte lysbilleder. Og „Heureka-Familiedramaet“, der var beregnet til hjemmebrug, indeholdt dele af fortællingen og udvalgte sange. Man kunne også købe grammofoner og lysbilledapparater til favorable priser.

Eftersom Bibelstudenterne hverken behøvede en filmfremviser eller et stort lærred til denne gratis forevisning, kunne de tage den med ud på landet og nå nye distrikter med budskabet om Riget. „Heureka X“-sættet, der kun bestod af lydoptagelser, kunne afspilles både om dagen og om aftenen. „Heureka Y“-lysbilledapparatet kunne køre uden strøm ved hjælp af en karbidlampe. „Vi kan vise disse billeder næsten hvor som helst,“ lød det i en rapport i den finske udgave af Vagt-Taarnet. Og dét gjorde Bibelstudenterne!

I stedet for at leje store teatre fandt opfindsomme Bibelstudenter ofte frem til gratis faciliteter, som for eksempel skolestuer, retsbygninger, jernbanestationer og endda dagligstuer i store huse. Mange forevisninger fandt sted udendørs, med et „filmlærred“ lavet af et stort hvidt lagen der var hængt op på siden af en lade. Anthony Hambuch skrev: „Farmere opbyggede et lille stadion i deres frugtplantager ved at lægge bjælker ud hvor folk kunne sidde og nyde programmet.“ Bror Hambuchs „Heureka“-hold brugte en „Dramavogn“ til deres udstyr, bagage og camping- og køkkengrej.

Der kom alt fra en håndfuld til flere hundrede for at overvære „Heureka“-forestillingerne. I en lille flække i USA med 150 indbyggere dukkede 400 op til en forevisning i en skolebygning. Et andet sted gik nogle 8 kilometer hver vej for at se „Heurekadramaet“. I Sverige blev Charlotte Ahlbergs naboer, der var forsamlet i hendes lille hus, „virkelig rørt“ da de hørte optagelserne. I en afsidesliggende mineby i Australien kom omkring 1.500 til en forevisning. Watch Tower rapporterede at „professorer og studerende [på highschools og universiteter] er henrykte over billederne og de vidunderlige lydoptagelser“. „Heurekadramaet“ var endda populært de steder hvor man havde biografer.

„Heurekadramaet“ blev et nyttigt redskab i Bibelstudenternes „klasseudvidelsesarbejde“, hvor man sendte talere ud for at påbegynde nye studieklasser. Hvor mange der så „Heurekadramaet“, er vanskeligt at sige. Mange „Drama“-sæt var konstant i brug. Men i 1915 rapporterede kun 14 ud af 86 „Drama“-hold regelmæssigt. I årsrapporten beklagede man de ufuldstændige tal, men oplyste ikke desto mindre at over én million havde set „Dramaet“. Omkring 30.000 havde anmodet om bibelsk litteratur.

„Heurekadramaet“ har måske kun efterladt sig et vagt spor i historien, men fra Australien til Argentina, fra Sydafrika til De Britiske Øer, Indien og Caribien så millioner af mennesker åbenbart denne unikke forestilling. Mange af dem fandt Bibelens sandhed — der er langt mere værdifuld end guld — og kunne udbryde: „Heureka!“