“Vær modig ... og tag fat på arbejdet”
“Vær modig og stærk og tag fat på arbejdet. Vær ikke frygtsom eller skrækslagen, for Jehova ... er med dig.” – 1 KRØN. 28:20.
SANGE: 60, 29
1, 2. (a) Hvilken vigtig opgave fik Salomon? (b) Hvilken bekymring gav David udtryk for?
SALOMON fik til opgave af Jehova at føre tilsyn med et af de vigtigste byggeprojekter nogensinde – templet i Jerusalem. Bygningsværket skulle være “overmåde storslået, til berømmelse og hæder i alle landene”. Og hvad der var vigtigere, templet skulle være “den sande Gud Jehovas hus”. – 1 Krøn. 22:1, 5, 9-11.
2 Salomons far, kong David, havde tillid til at Gud ville støtte projektet, men han var også bevidst om at Salomon var ung og uerfaren. Ville han påtage sig opgaven, eller ville hans alder og manglende erfaring holde ham tilbage? Hvis Salomon skulle kunne gennemføre projektet, måtte han være modig og tage fat på arbejdet.
3. Hvad kunne Salomon lære af sin far om mod?
3 Salomon havde uden tvivl lært en hel del om mod af sin far. Som ung havde David kæmpet mod vilde dyr for at beskytte sin fars får. (1 Sam. 17:34, 35) Han havde også vist et helt utroligt mod da han gik ud for at møde den kamptrænede soldat Goliat. Med Guds hjælp og en glat sten besejrede David denne gigantiske kriger. – 1 Sam. 17:45, 49, 50.
4. Hvorfor havde Salomon brug for mod?
4 David var tydeligvis den helt rigtige til at tilskynde Salomon til at være modig og bygge templet. (Læs 1 Krønikebog 28:20). Uden mod kunne Salomon risikere at blive så handlingslammet at han slet ikke gik i gang med arbejdet, hvilket ville være værre end at der kom nogle nederlag undervejs.
5. Hvorfor har vi brug for mod?
5 Ligesom Salomon må vi have hjælp fra Jehova for at kunne vise mod og udføre vores arbejde. Vi vil nu se nærmere på nogle personer i fortiden der viste mod. Og derefter vil vi komme ind på hvordan vi kan være modige og fuldføre det arbejde vi er blevet betroet.
DE VISTE MOD
6. Hvorfor gør Josefs mod indtryk på dig?
6 Josef viste mod da Potifars kone forsøgte at lokke ham til at gå i seng med hende. Han har helt sikkert været klar over at det kunne få meget alvorlige konsekvenser for ham at afvise hende. Alligevel afslog han modigt og beslutsomt at gøre noget umoralsk. – 1 Mos. 39:10, 12.
7. Hvordan viste Rahab mod? (Se indledningsbilledet).
7 Rahab viste også stort mod. Da to israelitiske spioner kom til hendes hjem i Jeriko, kunne hun være blevet grebet af frygt og have afvist at hjælpe dem. Men Rahab stolede på Jehova. Hun skjulte modigt mændene og sørgede også for at de slap sikkert væk igen. (Jos. 2:4, 5, 9, 12-16) Rahab havde tro på at Jehova er den sande Gud, og var overbevist om at han på en eller anden måde ville give israelitterne landet. Hun lod ikke frygt for andre mennesker, heller ikke for kongen i Jeriko og hans mænd, gøre hende handlingslammet. I stedet handlede hun modigt og reddede både sig selv og sin familie. – Jos. 6:22, 23.
8. Hvilken virkning havde Jesus’ mod på apostlene?
8 Jesus’ trofaste apostle var også modige. Ved flere lejligheder havde de set Jesus vise mod, og det har uden tvivl hjulpet dem til at gøre det samme. (Matt. 8:28-32; Joh. 2:13-17; 18:3-5) Da saddukæerne for eksempel forbød dem at undervise i Jesus’ navn, nægtede de at lade sig kue. – Apg. 5:17, 18, 27-29.
9. Hvordan hjælper 2 Timoteus 1:7 os til at se hvordan vi kan få mere mod?
9 Josef, Rahab, Jesus og apostlene havde en indre styrke der fik dem til at gøre det rigtige. Denne styrke bundede ikke i at de stolede på sig selv, men i at de havde tillid til Jehova. Når vi i dag kommer ud for situationer der kræver mod, er det derfor vigtigt at vi sætter vores lid til Jehova, ikke til os selv. (Læs 2 Timoteus 1:7). I den forbindelse vil vi se nærmere på hvordan man som ung og som forælder kan vise mod, og hvordan brødre og søstre kan vise mod i menigheden.
SITUATIONER DER KRÆVER MOD
10. Hvorfor har unge brug for mod?
10 Unge kristne står ofte i en situation hvor de har brug for mod for at glæde Jehova. De kan lære meget af Salomon, der viste mod ved at træffe gode beslutninger der bidrog til at byggeriet af templet kunne blive fuldført. Forældre kan og bør selvfølgelig give deres børn gode råd, men der er nogle vigtige beslutninger som unge selv må træffe. (Ordsp. 27:11) Det kræver mod at træffe gode beslutninger i forbindelse med valg af venner og underholdning, moralsk renhed og dåb. Hvorfor? Fordi unge der ønsker at være et svar i Jehovas hånd, går stik imod det Satan vil have dem til at gøre.
11, 12. (a) Hvordan viste Moses stort mod? (b) Hvordan kan unge efterligne Moses?
11 En af de vigtigste beslutninger unge må træffe, drejer sig om hvad de vil med deres liv. I nogle lande bliver der lagt stort pres på unge for at få dem til at tage en høj uddannelse og stræbe efter at få et velbetalt job. I andre lande kan den økonomiske situation få unge til at føle at de bør fokusere på at hjælpe til med at dække familiens materielle behov. Uanset hvilken situation du står i, kan du lære meget af Moses. Han voksede op hos Faraos datter, så han kunne let have valgt at fokusere på at opnå position og økonomisk sikkerhed. Forestil dig det enorme pres han må have været udsat for fra familie, lærere og vejledere. Men i stedet for at bukke under for presset valgte Moses modigt at lade tjenesten for Jehova komme på førstepladsen. Efter at have forladt Egypten og al dens rigdom fortsatte han med at vise mod ved at stole fuldstændigt på Jehova. (Hebr. 11:24-26) Moses blev velsignet af Jehova og vil komme til at opleve endnu flere velsignelser i fremtiden.
12 Unge der sætter sig åndelige mål og gør tjenesten for Jehova til det vigtigste i deres liv, vil også blive velsignet for deres mod. Jehova vil hjælpe dem så de og deres familie kan klare sig materielt. En ung mand i det første århundrede der hed Timoteus, fokuserede på at nå åndelige mål – og du kan vælge at gøre det samme.a – Læs Filipperne 2:19-22.
13. Hvorfor havde en ung søster brug for mod for at kunne nå sine mål?
13 En ung søster fra Alabama i USA havde brug for mod for at nå sine åndelige mål. Hun skriver: “Da jeg var yngre, var jeg meget genert. Jeg kunne nærmest ikke snakke med de andre i rigssalen, og det var endnu værre at skulle banke på fremmede folks døre.” Med hjælp fra sine forældre og andre i menigheden nåede hun alligevel sit mål om at blive pioner. Hun siger: “I Satans verden bliver det at skaffe sig en højere uddannelse, berømmelse, penge og en masse materielle ting betragtet som gode mål. Men ofte er det nærmest umuligt at opnå, og hvis man prøver, giver det kun stress og bekymringer. Tjenesten for Jehova giver mig til gengæld stor glæde og tilfredshed.”
14. Hvad kan kræve mod af forældre?
14 Kristne forældre har også brug for mod. For eksempel beder din arbejdsgiver dig måske jævnligt om at arbejde over på tidspunkter som du har sat af til familiestudium, tjeneste og møder. Det kræver mod af dig at blive ved med at sige nej og på den måde være et godt eksempel for dine børn. Det kan også være at nogle forældre i menigheden giver deres børn lov til at gøre noget som du ikke ønsker at dit barn skal gøre. Forældrene spørger dig måske hvorfor dit barn ikke kan få lov. Vil du vise mod og taktfuldt forklare hvad der ligger til grund for din beslutning?
15. Hvordan kan tankerne i Salme 37:25 og Hebræerne 13:5 hjælpe forældre?
15 Noget andet der kræver mod af forældre, er at hjælpe deres børn til at sætte sig åndelige mål og nå dem. Nogle forældre kunne for eksempel være betænkelige ved at tilskynde deres børn til at have som mål at blive pioner, tjene hvor der er større behov, komme på Betel eller deltage i teokratiske byggeprojekter. De er måske bange for at deres børn ikke vil kunne sørge for dem eller for sig selv i fremtiden. Men det er et udtryk for visdom når forældre viser mod og har tillid til at Jehova vil holde det han lover. (Læs Salme 37:25; Hebræerne 13:5). Forældre der viser mod og stoler på Jehova, lærer deres børn at gøre det samme. – 1 Sam. 1:27, 28; 2 Tim. 3:14, 15.
16. Hvordan har nogle forældre hjulpet deres børn til at sætte sig åndelige mål, og hvilke resultater har det medført?
16 Et par fra USA hjalp deres børn til at sætte sig åndelige mål. Manden siger: “Allerede inden vores børn havde lært at gå og tale, fortalte vi dem om hvor stor glæde det giver at være pioner og at hjælpe til i menigheden. Nu er det blevet deres mål. Det at de sætter sig åndelige mål og når dem, hjælper dem til at stå imod presset fra Satans verden og fokusere på det der virkelig betyder noget – deres forhold til Jehova.” En bror der har to børn, har skrevet: “Mange forældre bruger meget tid og energi på at hjælpe deres børn til at nå mål inden for sport, hobbyer og uddannelse. Men det giver meget mere mening at bruge tid og energi på at hjælpe sine børn til at nå mål der bidrager til at de bevarer et godt forhold til Jehova. Det har været en stor fornøjelse at se vores børn nå åndelige mål og at have fulgt dem på deres rejse.” Ja, Jehova vil velsigne forældre der hjælper deres børn til at sætte sig åndelige mål og nå dem.
MOD I MENIGHEDEN
17. I hvilke situationer er der brug for mod i menigheden?
17 Der er også behov for at vise mod i menigheden. For eksempel kræver det mod af ældstebrødre at tage sig af udvalgssager og at hjælpe trosfæller der er på hospitalet og befinder sig i en kritisk tilstand. Nogle ældste besøger også fængsler for at dække indsattes åndelige behov. Menighedens singlesøstre har også brug for mod hvis de skal kunne benytte sig af de mange muligheder de har for at udvide deres tjeneste. De kan blive pionerer, flytte til et område med større behov, udføre arbejde for Bygge- og Projekteringsafdelingen eller søge om at komme på Skolen for Kristne Forkyndere. Nogle får endda mulighed for at komme på Gileadskolen.
18. Hvordan kan ældre søstre vise mod?
18 Det er også en stor velsignelse at have ældre søstre i menigheden, og vi holder meget af dem. Nogle kan ikke gøre så meget i tjenesten som tidligere, men de kan stadig vise mod og være med i arbejdet. (Læs Titus 2:3-5). Der er for eksempel behov for mod hvis en ældre søster bliver spurgt om hun vil tale med en yngre søster om hendes tøjvalg. Hun vil ikke skælde søsteren ud men tilskynde hende til at tænke over hvordan hendes tøj virker på andre. (1 Tim. 2:9, 10) Når ældre søstre giver udtryk for deres bekymring på en kærlig måde, kan det have en positiv virkning.
19. (a) Hvordan kan døbte brødre vise mod? (b) Hvordan kan Filipperne 2:13 og 4:13 hjælpe brødre til at opdyrke mod?
19 Døbte brødre må også ‘være modige og tage fat på arbejdet’. Det er til stor gavn for menigheden når brødre er villige til at påtage sig mere ansvar. (1 Tim. 3:1) Men nogle holder sig måske tilbage. Det kan være at en bror ikke føler sig værdig til at tjene som menighedstjener eller ældste på grund af tidligere fejltrin. Andre igen føler sig måske utilstrækkelige i forhold til opgaven. Hvis du har det på den måde, kan Jehova hjælpe dig til at overvinde negative følelser og opdyrke mod. (Læs Filipperne 2:13; 4:13). Husk at Moses heller ikke følte sig kvalificeret til at gøre det Jehova bad ham om. (2 Mos. 3:11) Men Jehova hjalp ham, og med tiden fik han det mod der skulle til for at udføre sin opgave. Noget der kan hjælpe en døbt bror til at opdyrke et lignende mod, er at bede inderlige bønner til Jehova og læse i Bibelen hver dag. Han kan også meditere over bibelske beretninger om nogle der var modige. Og han kan ydmygt bede de ældste om oplæring og være villig til at udføre en hvilken som helst opgave i menigheden. Er du en døbt bror? Så vil vi gerne tilskynde dig til at vise mod og gøre alt hvad du kan, for menigheden!
“JEHOVA ... ER MED DIG”
20, 21. (a) Hvad forsikrede David Salomon om? (b) Hvad kan vi være sikre på?
20 Kong David understregede over for Salomon at Jehova ville være med ham under hele tempelbyggeriet. (1 Krøn. 28:20) Salomon har uden tvivl tænkt meget over sin fars ord, og han lod ikke sin alder eller manglende erfaring blive en hindring. Han viste stort mod, tog fat på arbejdet og færdiggjorde med Jehovas hjælp det prægtige tempel på syv et halvt år.
21 Uanset om du er ung eller forælder, eller om du er en bror eller søster i menigheden, kan Jehova også hjælpe dig. (Es. 41:10, 13) Når vi viser mod i forbindelse med tilbedelsen af Jehova, kan vi være fuldstændigt sikre på at han vil velsigne os – både nu og i fremtiden. Så ‘vær modig og tag fat på arbejdet’!
a I Vagttårnet for 15. juli 2004 gives der praktiske forslag i artiklen “Sæt dig åndelige mål til pris for din Skaber”.