Fuldfør din tjeneste ved hjælp af Registeret
1 Som indviede kristne gør vi alt hvad vi kan for at fuldføre vor tjeneste. For at hjælpe os til at gøre dette har Jehova tilvejebragt en overflod af vejledning og opmuntring i en lang række værdifulde publikationer. I Register til Vagttårnets publikationer 1986-1988 har vi en god hjælp til at udnytte dem bedre.
2 Hvordan kan Registeret hjælpe os til at fuldføre vor tjeneste? Ved at vise os vej til den vejledning og de forklaringer vi tidligere har fået. Registeret er blevet udarbejdet med det verdensomspændende brodersamfund i tanke. Børn og bedsteforældre, nyinteresserede og ældste — alle kan finde henvisninger til det de har brug for.
Hvordan man kan finde det man har brug for
3 Hvis du er interesseret i betydningen af et bestemt skriftsted, er det lettest at du først slår op i skriftstedsregisteret. Har én citeret Johannes 10:30 i et forsøg på at bevise treenighedslæren? Skriftstedsregisteret henviser dig til en forklaring på hvorfor Jesus sagde dette. Du kan desuden få større udbytte af dit personlige studium af Bibelen hvis du bruger skriftstedsregisteret til at finde en forklaring på vers der virker forvirrende eller uklare.
4 Emneregisteret anviser forskellige veje til de samme nyttige oplysninger. For eksempel vil du måske gerne læse noget om hvad du skal gøre hvis din ikketroende ægtefælle forbyder dig at tage jeres børn med til møderne. For at finde svaret kan du se under overskrifterne „Ægtemænd“, „Hustruer“, „Børn“, „Modstand“ eller „Møder“. Hvis det du søger ikke findes under den første overskrift du ser under, må du prøve en anden. Dette gælder ethvert emne. Spørg dig selv: ’Hvem drejer det sig om? Har det at gøre med et bestemt sted? En bestemt egenskab eller færdighed? En fremherskende følelse? Et mål?’ Når du finder en overskrift der ser rigtig ud, så se først på krydshenvisningerne umiddelbart under overskriften. Det kan du i mange tilfælde spare tid ved, fordi du måske får øje på en anden overskrift der er mere dækkende.
5 Hvis vi øver os i at bruge Registeret kan det i høj grad hjælpe os til at fuldføre vor hellige tjeneste. Både vore familier, vore menigheder og dem vi studerer med vil have gavn af at vi bliver dygtigere til at bruge dette redskab. Kommende numre af Rigets Tjeneste vil behandle nogle specifikke områder hvor Register til Vagttårnets publikationer kan yde os en uvurderlig hjælp til at fuldføre vor tjeneste.