STUDIEARTIKEL 11
SANG NR. 129 Vi vil holde ud
Lad ikke skuffelser slå dig ud
“For mit navns skyld er du blevet ved uden at give op.” – ÅB. 2:3.
FOKUS
Vi kan holde ud i vores tjeneste for Jehova selvom vi oplever noget der skuffer os.
1. Nævn nogle af velsignelserne ved at høre til Jehovas organisation.
DET er en stor gave at høre til Jehovas organisation i de her kaotiske sidste dage. Jehova har sørget for at vi har en stærk åndelig familie vi kan holde os til mens forholdene i verden bare bliver værre og værre. (Sl. 133:1) Han hjælper os også til at have tætte familierelationer. (Ef. 5:33 – 6:1) Og han giver os den indsigt og visdom vi har brug for for at have indre fred.
2. Hvad er vi nødt til at gøre, og hvorfor?
2 Men hvis vi skal kunne blive ved med at tjene Jehova trofast, kræver det at vi gør en bevidst indsats. Hvorfor? Fordi vi måske indimellem bliver såret over noget andre gør eller siger. Vores egne ufuldkommenheder kan også gå os på, især hvis vi begår de samme fejl igen og igen. Det er vigtigt at vi ikke giver op (1) hvis en trosfælle sårer os, (2) hvis vores ægtefælle skuffer os, og (3) hvis vi bliver skuffet over os selv. Lad os se på de tre punkter og på hvad vi kan lære af nogle fra Bibelen der stod i lignende situationer.
HOLD UD HVIS EN TROSFÆLLE SÅRER DIG
3. Hvilken udfordring kan vi komme ud for?
3 Udfordringen. Det kan være at nogle af vores trosfæller har personlighedstræk der irriterer os. Vi kan også komme ud for at nogle skuffer os eller behandler os tankeløst eller uvenligt. De ældste kan også begå fejl. Den slags kan få nogle til at tvivle på at det er Guds organisation. I stedet for at blive ved med at tjene Jehova “skulder ved skulder” sammen med deres brødre og søstre trækker nogle sig væk fra dem der har såret dem, eller stopper måske helt med at komme til møderne. (Sef. 3:9) Men er det klogt? Lad os se hvad vi kan lære af en person fra Bibelen der kom ud for lignende udfordringer.
4. Hvilke udfordringer kom Paulus ud for?
4 Eksempel fra Bibelen. Paulus vidste udmærket godt at hans brødre og søstre var ufuldkomne. For eksempel kom han ud for at nogle i menigheden fejlbedømte ham kort tid efter at han var blevet kristen. (Ap.G. 9:26) Senere var der nogle der bagtalte ham. (2. Kor. 10:10) Paulus var også vidne til at en bror med stort ansvar tog en dårlig beslutning der kunne have fået andre til at trække sig væk fra Jehova. (Gal. 2:11, 12) Og en af dem Paulus arbejdede nært sammen med, nemlig Markus, skuffede ham dybt. (Ap.G. 15:37, 38) De her situationer kunne have fået Paulus til at holde op med at komme sammen med dem der havde såret eller skuffet ham. Men han bevarede et positivt syn på andre og blev ved med at være aktiv i tjenesten. Hvad hjalp ham så han ikke blev slået ud?
5. Hvad hjalp Paulus til at holde sig nær til sine brødre og søstre? (Kolossenserne 3:13, 14) (Se også billedet).
5 Paulus elskede sine brødre og søstre, og det hjalp ham til ikke at fokusere på deres fejl men på deres gode egenskaber. Hans kærlighed til dem hjalp ham også til at gøre det han selv tilskyndede til i Kolossenserne 3:13, 14. (Læs). Lad os se på hvordan han reagerede over for Markus. Selvom Markus forlod Paulus på hans første missionsrejse, blev Paulus ikke ved med at være vred på ham. Da Paulus senere skrev et varmt brev til menigheden i Kolossæ, roste han Markus og sagde at han var en værdifuld medarbejder der var “til stor trøst” for ham. (Kol. 4:10, 11) Og mens han var fængslet i Rom, ønskede han specifikt at Markus skulle komme og hjælpe ham. (2. Tim. 4:11) Det er altså helt tydeligt at Paulus tilgav sine brødre og søstre og holdt sig nær til dem. Hvordan kan vi efterligne ham?
6-7. Hvad kan hjælpe os til at blive ved med at elske andre til trods for deres fejl? (1. Johannes 4:7)
6 Hvad vi kan lære. Jehova siger at vi skal blive ved med at elske vores brødre og søstre. (Læs 1. Johannes 4:7). Hvis en ikke lige behandler os sådan som man kunne forvente af en der tjener Jehova, må vi gå ud fra at han faktisk gerne vil gøre det rigtige og bare er kommet til at handle tankeløst. (Ordsp. 12:18) Jehova elsker sine trofaste tjenere på trods af alle deres fejl. Han opgiver os ikke når vi gør noget forkert, og han bliver heller ikke ved med at være vred. (Sl. 103:9) Vi er meget taknemmelige for at Jehova tilgiver os, og vi må efterligne ham ved at tilgive hinanden! – Ef. 4:32 – 5:1.
7 Vi må også huske at jo tættere vi kommer på afslutningen, jo vigtigere er det at vi holder os nær til vores brødre og søstre. Vi må regne med at flere og flere bliver forfulgt. Og måske kommer vi selv i fængsel på grund af vores tro. Hvis det sker, har vi mere end nogensinde før brug for hinanden. (Ordsp. 17:17) En ældste fra Spanien der hedder Josep,a fortæller hvordan det var da han og nogle andre brødre sad fængslet på grund af deres neutrale standpunkt: “Vi boede meget tæt sammen og havde ikke noget privatliv, og derfor kunne man let blive irriteret. Vi måtte lære at leve med hinandens forskelligheder og være parate til at tilgive. Det hjalp os til at holde sammen og beskytte hinanden. Vi var omgivet af en masse andre indsatte der ikke tjente Jehova. På et tidspunkt kom jeg til skade, og min arm blev lagt i gips, så der var nogle ting jeg ikke selv kunne klare. Men en af de andre brødre vaskede mit tøj og hjalp mig med andre praktiske ting. Jeg mærkede ægte broderkærlighed da jeg havde allermest brug for det.” Den her erfaring viser hvor vigtigt det er at vi har det godt med hinanden og får løst problemer med det samme!
HOLD UD HVIS DIN ÆGTEFÆLLE SKUFFER DIG
8. Hvilken udfordring kommer man ud for når man er gift?
8 Udfordringen. Ingen ægteskaber er perfekte. De der er gift, “vil komme ud for nogle vanskeligheder”. (1. Kor. 7:28) Hvorfor er det sådan? Fordi et ægteskab består af to ufuldkomne mennesker der har forskellig personlighed og kan lide forskellige ting. Ægtefællerne har måske også forskellig baggrund og kultur. Og når først man er blevet gift, får man måske øje på nogle personlighedstræk hos den anden som man ikke havde lagt mærke til før. Alt det kan skabe gnidninger. Nogle giver hinanden skylden i stedet for at anerkende at de hver især har et ansvar, og at de derfor må samarbejde om at løse problemet. Måske kommer det endda så vidt at den eneste løsning de kan se, er at gå fra hinanden eller at blive skilt. Men er løsningen virkelig at opgive sit ægteskab?b Lad os se hvad vi kan lære af en person fra Bibelen der levede i et ekstremt svært ægteskab men alligevel ikke gav op.
9. Hvilken udfordrende situation var Abigajil i?
9 Eksempel fra Bibelen. Abigajil var gift med Nabal, og Bibelen siger om ham at han var en hård mand der opførte sig dårligt. (1. Sam. 25:3) Det må have været svært for Abigajil at leve med sådan en mand. Kunne hun have fundet en let udvej? Ja. Der opstod en mulighed for at slippe ud af ægteskabet da David kom for at slå Nabal ihjel fordi han havde fornærmet ham og hans mænd. (1. Sam. 25:9-13) Abigajil kunne bare være flygtet og ladet David gøre som han havde tænkt sig. Men det gjorde hun ikke. Hun overtalte David til ikke at slå Nabal ihjel. (1. Sam. 25:23-27) Hvad fik hende til at reagere på den måde?
10. Hvad var det måske der motiverede Abigajil til at holde ud?
10 Abigajil elskede Jehova og havde respekt for hans normer for ægteskabet. Hun har uden tvivl vidst hvad Gud sagde til Adam og Eva da han indstiftede det første ægteskab. (1. Mos. 2:24) Og derfor vidste hun at Jehova betragtede ægteskabet som helligt. Hun ville gerne glæde Jehova, og det motiverede hende til at gøre alt hvad hun kunne, for at redde sin husstand, derunder sin mand. Hun handlede hurtigt for at forhindre David i at slå Nabal ihjel. Og hun var også parat til at sige undskyld for noget hun slet ikke havde gjort. Der er ingen tvivl om at Jehova elskede denne modige og uselviske kvinde. Hvad kan gifte mænd og kvinder i dag lære af Abigajils eksempel?
11. (a) Hvad forventer Jehova af dem der er gift? (Efeserne 5:33) (b) Hvad gjorde Carmen for at værne om sit ægteskab, og hvad kan vi lære af det? (Se også billedet).
11 Hvad vi kan lære. Jehova siger at de der er gift, skal respektere ægteskabsordningen og blive sammen selv hvis deres ægtefælle er svær at leve sammen med. Det må glæde Jehova meget når han ser ægtepar arbejde målrettet på at løse problemer og vise hinanden uselvisk kærlighed og respekt. (Læs Efeserne 5:33). Vi kan lære meget af Carmen. Omkring seks år efter at hun var blevet gift, begyndte hun at studere med Jehovas Vidner, og senere blev hun døbt. “Min mand var bestemt ikke glad for min beslutning,” siger Carmen. “Han blev faktisk jaloux på Jehova, og han talte grimt til mig og truede med at forlade mig.” Men Carmen holdt ud i sit ægteskab. I 50 år gjorde hun alt hvad hun kunne, for at vise kærlighed og respekt. “Som årene gik, blev jeg bedre til at forstå min mands følelser og at tale med ham på en venlig måde. Tanken om at ægteskabet er helligt i Jehovas øjne, fik mig til at gøre alt hvad jeg kunne, for at få det til at fungere. Fordi jeg elsker Jehova, opgav jeg aldrig mit ægteskab.”c Hvis du oplever problemer i dit ægteskab, kan du være sikker på at Jehova vil støtte dig og hjælpe dig til at holde ud.
HOLD UD HVIS DU BLIVER SKUFFET OVER DIG SELV
12. Hvilke følelser kan vi få hvis vi begår en alvorlig synd?
12 Udfordringen. Måske får vi lyst til helt at give op hvis vi begår en alvorlig synd. Bibelen siger at det kan få os til at føle os “sønderknust”. (Sl. 51:17) En bror der hedder Robert, havde i mange år arbejdet målrettet på at blive menighedstjener. Men så begik han en alvorlig synd, og det gik op for ham at han havde svigtet Jehova. “Min samvittighed ramte mig med voldsom kraft,” siger han. “Jeg havde det forfærdeligt. Jeg hulkede og bad til Jehova. Jeg tænkte at Jehova nok aldrig ville lytte til mig igen. Hvorfor skulle han det? Jeg havde jo svigtet ham.” Hvis vi begår en synd, kan vi også have lyst til helt at opgive os selv fordi vores sønderknuste hjerte tror at Jehova har opgivet os. (Sl. 38:4) Hvis du har det sådan, kan det være en trøst at se på en person fra Bibelen der blev ved med at tjene Jehova selvom han havde begået en alvorlig synd.
13. Hvilken alvorlig synd begik Peter, og hvad gik forud?
13 Eksempel fra Bibelen. Natten før Jesus blev henrettet, begik Peter en række fejl der endte med den værste synd i hans liv. Det begyndte med at han var lidt for selvsikker og påstod at han i hvert fald ville være trofast, selv hvis de andre apostle svigtede Jesus. (Mark. 14:27-29) Da de kom ud i Getsemane Have, kunne Peter ikke holde sig vågen men faldt i søvn flere gange. (Mark. 14:32, 37-41) Senere flygtede han da en bevæbnet flok kom for at arrestere Jesus. (Mark. 14:50) Til sidst nægtede Peter tre gange at han kendte Jesus, og han sværgede endda på at han talte sandt. (Mark. 14:66-71) Hvordan reagerede han da det gik op for ham hvor alvorlig en synd han havde begået? Han brød sammen og græd voldsomt og var sikkert ødelagt af skyldfølelse. (Mark. 14:72) Det er ikke svært at forestille sig hvor knust Peter må have været da hans ven Jesus blev henrettet nogle timer senere. Han må have følt sig helt værdiløs!
14. Hvad hjalp Peter til at blive ved med at tjene Jehova? (Se billedet).
14 Peter holdt ud og blev ved med at tjene Jehova, og det var der flere grunde til. Han isolerede sig ikke men tog hen til sine åndelige brødre, der uden tvivl har trøstet ham. (Luk. 24:33) Og da Jesus blev oprejst, viste han sig for Peter, helt sikkert for at opmuntre ham. (Luk. 24:34; 1. Kor. 15:5) Senere sagde Jesus til sin ven at han ville få større ansvar, uden overhovedet at nævne det Peter havde gjort. (Joh. 21:15-17) Peter vidste udmærket at han havde begået en alvorlig synd, men han betragtede ikke sig selv som fuldstændigt håbløs. Hvorfor ikke? Fordi han var sikker på at Jesus ikke betragtede ham som håbløs og ikke havde opgivet ham. Og Peters åndelige brødre blev ved med at støtte ham. Hvad kan vi lære af Peters eksempel?
15. Hvad ønsker Jehova at vi skal være helt overbevist om? (Salme 86:5; Romerne 8:38, 39) (Se også billedet).
15 Hvad vi kan lære. Jehova ønsker at vi skal være helt overbevist om at han elsker os og er parat til at tilgive os. (Læs Salme 86:5; Romerne 8:38, 39). Når vi gør noget forkert, får vi dårlig samvittighed. Det er normalt og helt på sin plads. Men det skal ikke få os til at tænke at Jehova ikke kan elske os og ikke vil tilgive os. Noget der er vigtigt, er at vi hurtigt får hjælp. Robert, der blev nævnt tidligere, siger: “Jeg begik en synd fordi jeg stolede for meget på mig selv og troede at jeg sagtens kunne modstå en fristelse.” Det gik op for ham at han var nødt til at tale med de ældste. Han siger: “Så snart jeg havde taget det skridt, kunne jeg mærke Jehovas kærlighed gennem den hjælp de ældste gav mig. De opgav mig ikke. De hjalp mig til at forstå at Jehova ikke havde forladt mig.” Vi kan også være sikre på at Jehova elsker os inderligt og tilgiver os når vi angrer vores synder, søger hjælp og gør en indsats for ikke at begå de samme fejl igen. (1. Joh. 1:8, 9) Hvis vi har tillid til det, kan vi undgå at blive slået helt ud når vi begår en fejl.
16. Hvorfor er du besluttet på at blive ved med at tjene Jehova?
16 Det gør Jehova meget glad når han ser alt det vi gør for at blive ved med at tjene ham her i de sidste dage, hvor livet kan være meget svært. Med Jehovas hjælp kan vi holde ud trods skuffelser. Vi kan vise vores brødre og søstre kærlighed og tilgive dem hvis de kommer til at såre os. Vi kan vise vores dybe kærlighed til Jehova og vores respekt for ægteskabet ved at gøre alt for at løse problemer der opstår. Og hvis vi begår en synd, kan vi søge Jehovas hjælp, tage imod hans kærlighed og tilgivelse og blive ved med at tjene ham. Vi kan være sikre på at Jehova vil give os mange velsignelser hvis vi ‘ikke opgiver at gøre det der er godt’. – Gal. 6:9.
HVORDAN KAN VI HOLDE UD I TJENESTEN FOR JEHOVA ...
hvis en trosfælle sårer os?
hvis vores ægtefælle skuffer os?
hvis vi bliver skuffet over os selv?
SANG NR. 139 Se det for dig – alt er nyt!
a Nogle af navnene er ændret.
b Guds ord siger at ægtefæller skal blive sammen, og gør det klart at det at flytte fra hinanden eller blive separeret ikke giver nogen af parterne ret til at gifte sig igen. Men der er dog visse alvorlige situationer hvor nogle af Jehovas tjenere har overvejet at gå fra deres ægtefælle. Se slutnote 4, “Separation”, i Et håb om en lys fremtid.
c Se også videoen på jw.org Bliv ikke narret af verdens falske fred! – Darrel og Deborah.