Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w26 august s. 2-7
  • Afvis Satans taktik – stol på Jehova og Jesus

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Afvis Satans taktik – stol på Jehova og Jesus
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2026
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • SATAN GAV ET FORKERT BILLEDE AF JEHOVA OG JESUS
  • SATAN BLIVER VED MED AT LYVE OM JEHOVA OG JESUS
  • TRO PÅ AT JEHOVA OG JESUS ELSKER DIG HØJT
  • Du kan vinde kampen!
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2026
  • ”Sandhedens Gud” holder altid hvad han lover
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2026
  • Hav tillid til ham der har al magt i universet
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2026
  • Vær på vagt – Satan prøver at opsluge dig!
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2015
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2026
w26 august s. 2-7

5.-11. OKTOBER 2026

SANG NR. 55 Frygt dem ikke!

Afvis Satans taktik – stol på Jehova og Jesus

“Afvis Djævelen, så vil han flygte fra jer.” – JAK. 4:7.

FOKUS

Bliv ikke narret af Satan, der prøver at få os til at tro at Jehova og Jesus ikke elsker os.

1. Hvilken taktik bruger Satan for at få os til at vende Jehova ryggen?

FRA det øjeblik vi beslutter os for at tjene Jehova, bliver Satan og hans dæmoner vores fjender. Men Satan ved at han ikke kan vinde over os så længe vi holder os til Jehova. Derfor prøver han at få os til at vende Jehova ryggen så vi mister hans hjælp og støtte. Noget af det han gør, er at prøve at få os til at tvivle på at Jehova og Jesus elsker os. – 2. Kor. 11:14; Jak. 1:6.

2. Hvorfor er det vigtigt at vi har tillid til Jehova og Jesus?

2 Soldater der er i kamp, er nødt til at stole på deres overordnede. Hvis ikke de gør det, vil de måske ignorere de anvisninger de får, og det kunne koste dem livet. Vi er alle sammen soldater i en åndelig kamp, en kamp imod “de onde åndemagter”. (Ef. 6:12) Satan ved at hvis vi mister tilliden til Jehova og Jesus, er der større chance for at vi afviser deres hjælp og støtte. Derfor gør han alt hvad han kan, for at nedbryde vores tillid til dem. I den her artikel vil vi komme ind på hvordan Satan brugte den taktik i fortiden, og hvordan han bruger den i dag. Vi vil også se på hvordan vi kan undgå at tro på Satans løgne. Den næste artikel vil handle om to andre måder Satan angriber os på.a

SATAN GAV ET FORKERT BILLEDE AF JEHOVA OG JESUS

3. Hvordan ødelagde Satan Evas tillid til Jehova?

3 Ikke længe efter at Adam og Eva var blevet skabt, satte Satan sig for at få dem til at vende Jehova ryggen. Han narrede Eva til at tro at hendes Skaber ikke ville hende noget godt. Han spurgte hende: “Har Gud virkelig sagt at I ikke må spise af alle træerne i haven?” (1. Mos. 3:1-5) Satan overbeviste Eva om at Jehova havde givet hende og hendes mand nogle helt urimelige begrænsninger. Desværre gjorde Eva, og senere Adam, præcis det Satan havde håbet på. De vendte sig væk fra Jehova – ham der havde givet dem alt. – 1. Mos. 3:6.

4. Hvilke løgne om Jehova prøvede Satan at få Job til at tro på?

4 Satan stoppede ikke da han havde fået Adam og Eva til at tro på sine løgne. På Jobs tid fik han for eksempel tre såkaldte venner til at bilde Job ind at Jehova ikke elskede ham, og at han var ligeglad med om han var trofast. (Job 22:1-3) Satan gik også ud fra at de personlige tragedier Job blev ramt af, ville få ham til at vende Jehova ryggen. Men selvom Job var hårdt presset, blev han ved med at være trofast og gav aldrig slip på sit venskab med Jehova. – Job 27:1, 5.

5. Hvordan prøvede Satan at forhindre folk i at slutte sig til Jesus? (Matthæus 11:19)

5 Da Jesus kom til jorden flere hundrede år senere, prøvede Satan at forhindre folk i at blive hans disciple. Det gjorde han blandt andet ved at få religiøse ledere og andre der hadede Jesus, til at fortælle løgne om ham. Og til sidst fik de ham endda henrettet som en forbryder. – Læs Matthæus 11:19; 27:27-31; Mark. 14:55, 56; Joh. 8:41-45.

6-7. Hvordan angreb Satan de første kristne?

6 Efter Jesus’ død vendte Satan sin opmærksomhed mod Jesus’ disciple. Det første han gjorde, var at prøve at få folk til at tvivle på om Jesus overhovedet var blevet oprejst. Han fik sat en falsk historie i omløb, der sagde at disciplene bare havde stjålet Jesus’ lig. (Matt. 28:11-15) Og i tiden efter det prøvede Satan at skræmme menigheden ved hjælp af forfølgelse. Satan ønskede at de skulle blive så bange at de ikke turde udføre det arbejde Jesus havde betroet dem. – Ap.G. 7:57 – 8:1; 12:1-3; 28:22.

7 Selvom nogle af de første kristne gav efter for presset, holdt de allerfleste ud og nægtede at tie stille. De havde gennemskuet at Satan og dæmonerne var deres virkelige fjender. (Ap.G. 4:18-20; 1. Pet. 5:8) I dag prøver Satan også at få os til at holde op med at tjene Jehova. Hvilke metoder bruger han?

SATAN BLIVER VED MED AT LYVE OM JEHOVA OG JESUS

8. Hvordan bruger Satan falsk religion til at lære folk løgne om Jehova og Jesus?

8 En af de metoder Satan bruger allermest i dag, er at skjule sandheden om Jehova og Jesus. Som “løgnens far” bruger han falsk religion til at sprede løgne om dem. (Joh. 8:44) Han har for eksempel gjort folk blinde for hvem Jehova og hans Søn virkelig er. (2. Kor. 4:3, 4) I mange kirker får man at vide at Faren og Sønnen er den samme. Resultatet bliver at folk ignorerer Faren, som de ikke kender navnet på, og i stedet tilbeder Sønnen. Men den slags tilbedelse godkender hverken Jehova eller Jesus. (Matt. 4:10; Joh. 4:23) Når folk er blevet forblindet på den måde, kan det være svært at overbevise dem om hvordan det virkelig forholder sig, og nogle af dem prøver måske endda at sætte en stopper for vores forkyndelse.

9. Hvordan har Satan brugt falsk religion til at hindre folk i at lære Jehova at kende? (Jeremias 23:26, 27)

9 Det er vigtigt at kende en andens navn hvis vi gerne vil være vedkommendes ven. Satan ønsker ikke at folk skal blive Jehovas venner, og derfor prøver han at forhindre dem i at lære hans navn at kende. Det har han brugt falsk religion til. (Læs Jeremias 23:26, 27). Bibelen siger at Jehovas navn er som “et stærkt tårn” der kan beskytte os, men Satan har sørget for at navnet er blevet udeladt af mange bibeloversættelser. (Ordsp. 18:10) Han har også udbredt den løgn at det er Jehova der er skyld i lidelser. Mange har derfor svært ved at se Jehova som en de kan blive ven med og få et nært forhold til. (Jak. 4:8) Men Satan sætter også ind på dem der allerede kender Jehova, og prøver at underminere deres tro.

10. Hvorfor kunne en der tjener Jehova, blive vred på ham?

10 Når vi kommer ud for nogle personlige problemer, vil Satan gerne udnytte det og få os til at tro at Jehova er ligeglad med os. Han håber at vi vil blive vrede på Jehova fordi han tillader at vores problemer fortsætter. (Ordsp. 19:3) Hvis man har det sådan, kunne man endda komme til at tænke: “Hvorfor skulle jeg blive ved med at leve efter Jehovas love og principper? Det gør alligevel ikke nogen forskel!” Den tankegang er meget farlig fordi den kan gøre en sårbar over for Satans taktik.

11. Hvordan sår Satan tvivl om Jehovas moralnormer? (Se også billedet).

11 Satan bruger blandt andet sociale medier til at skabe tvivl om Jehovas moralnormer. Her giver mange udtryk for synspunkter der viser at de synes at Bibelens moralnormer er gammeldags, og at alle bare skal følge deres eget hjerte. Det er meget tydeligt at “verdens hersker” er dygtig til at udviske grænserne mellem hvad der er rigtigt og forkert. – Joh. 14:30; Esa. 5:20; 1. Tim. 4:1, 2.

En ung søster sidder i sit soveværelse og scroller igennem en masse posts på et socialt medie. Hun ser to mænd der bliver gift, folk der danser på en natklub, en influencer der får en masse likes for sin selfie, to mænd der bokser, og en kvindelig politiker der vinker til en masse mennesker.

Satans verden bombarderer os med indtryk der kan ødelægge vores syn på hvad der er rigtigt og forkert. (Se paragraf 11)


12. Hvorfor skal vi ikke lytte til det folk i verden siger om hvad der er rigtigt og forkert.

12 Hvis vi lytter til hvad folk i Satans verden siger er rigtigt og forkert, kunne vi lige så stille komme væk fra Jehova. En ung søster vi her vil kalde Shannon, fortæller: “Det tog et stykke tid før det gik op for mig at mit syn på hvad der er rigtigt og forkert, var blevet påvirket af det vi lærte i skolen, og af dem jeg var sammen med. Jeg brugte en masse tid på at se hvad folk på sociale medier sagde, og efterhånden smittede deres holdninger af på mig. Det gjorde at jeg kom længere og længere væk fra Jehova, min familie og mine brødre og søstre.” Senere fandt Shannon heldigvis vejen tilbage til sin Far, Jehova, og gav ikke længere Satan lov til at påvirke hendes tankegang. Hvad var det der hjalp hende?

13. Hvad kan vi lære af Shannons erfaring?

13 Det gik op for Shannon at hun skulle gøre noget meget målrettet for at blive ved med at være venner med Jehova og Jesus. Hun siger: “Jeg bad til Jehova, og så fulgte jeg op på mine bønner ved at foretage research i vores publikationer. Videoen Unge spørger: Hvordan får jeg virkelige venner? hjalp mig meget.b I den er der en ung søster der kom ud for mange af de samme udfordringer som jeg havde. Hun tog mod til sig og bad sine forældre om hjælp. Jeg gjorde det samme. Mine forældre, de ældste og nogle modne søstre i menigheden hjalp mig til at hade det Jehova hader, og vælge venner der elsker ham. Det gik op for mig at det ikke kun handler om at komme til møderne og at gøre ens forældre glade, men om at gøre sandheden til sin egen og blive ved med at have et nært, personligt forhold til Jehova.”

TRO PÅ AT JEHOVA OG JESUS ELSKER DIG HØJT

14. Hvordan kan vi undgå at Satan svækker vores tro? (Se også billedet).

14 Hvis vi skal blive ved med at være venner med Jehova, er det vigtigt at vi tænker over hvem vi er sammen med. (Jak. 4:4) Vi må også passe på at vi ikke tror på alt hvad vi læser og hører. Hvis vi tror på noget der egentlig er halve sandheder eller direkte løgne, kunne vi komme frem til nogle forkerte konklusioner. Men hvis vi studerer Bibelen og vores publikationer og ofte er sammen med modne brødre og søstre, vil vi ikke så nemt blive ført på vildspor. Jo bedre vi kender sandheden, jo lettere vil det være for os at stå imod Satans forsøg på at svække vores tro. – Ordsp. 13:20; Ap.G. 17:11.

Collage: Søsteren fra det tidligere billede har personligt studie og mediterer over hvad hun kan gøre for at bevare sit tætte venskab med Jehova. 1. Hun går tur med hunden på en strand. 2. Hun er ude i naturen og hygger sig med gode venner. 3. Hun er med i standforkyndelsen. 4. Hun får et opmuntringsbesøg af to ældste mens hun er indlagt på hospitalet.

Når vi styrker vores venskab med Jehova, kan vi stå imod Satans angreb. (Se paragraf 14)


15. Hvordan kan vi styrke vores tillid til at Jehova og Jesus er med os?

15 Når vi studerer Bibelen og lærer Jehova og Jesus godt at kende, vil det blive tydeligt for os at de altid vil være med os. (Ordsp. 22:19) Bibelen er fyldt med beretninger om mænd og kvinder med en stærk tro. Når vi tænker dybt over hvordan Jehova og Jesus tog sig af dem, vil det også styrke vores tillid. Jehova og Jesus beskriver også selv hvor højt de elsker mennesker. For eksempel siger Jehova at hans følelser for os er stærkere end dem en ammende mor har for sin lille baby. (Esa. 49:15) Han elsker alle der værdsætter hans navn, og betragter dem som “en dyrebar ejendom”. (Mal. 3:16, 17, fdn). Og Jesus sagde at det var hans kærlighed til mennesker der fik ham til at give sit liv for os. – Joh. 15:12, 13.

16. Hvorfor er det godt for os at tænke over hvordan Jehova har hjulpet os og andre? (Salme 118:5, 6)

16 Når vi tænker over hvordan Jehova og Jesus støtter os i vores liv, kan det overbevise os om at de elsker os. Vi kan tænke tilbage på tidspunkter hvor vi har følt at Jehova virkelig har været der for os. Sådan nogle minder kan give os lige den styrke vi har brug for. Vi kan også spørge vores brødre og søstre om hvordan de har oplevet Jehovas hjælp. (Ordsp. 22:17) Det vil styrke vores tillid til at Jehova og Jesus vil være på vores side – uanset hvad vi kommer ud for. – Læs Salme 118:5, 6.

17. Hvilken forsikring giver Jesus alle der elsker ham og hans Far? (Johannes 10:29)

17 Vi ønsker alle sammen at bevare vores nære venskab med Jehova og Jesus. Men vi ved også at Satan og dæmonerne vil blive ved med at forsøge at svække vores tillid til dem. Og det vil de gøre lige indtil den dag hvor Jehova fjerner dem. (Åb. 20:1-3, 10) Hvis vi skal kunne tackle vores fjenders angreb, må vi styrke vores forhold til Jehova og blive helt overbevist om at han og Jesus elsker os. Så vil det gå som Jesus lovede: Ingen vil kunne rive os “ud af Farens hånd”. – Læs Johannes 10:29; Jak. 4:7.

18. Hvad vil vi se på i den næste artikel?

18 Den næste artikel handler om to andre metoder Satan bruger i sin krig mod os. Han forsøger at skabe splittelser i menigheden og udsætter os for modstand udefra. Hvordan kan vi klare kampen? Det vil vi se på.

HVAD VIL DU SVARE?

  • Hvordan har Satan givet et forkert billede af Jehova og Jesus i fortiden?

  • Hvilke løgne spreder Satan om Jehova og Jesus i dag?

  • Hvad overbeviser dig om at Jehova og Jesus er på din side?

SANG NR. 150 Søg Gud! Han vil beskytte dig

a Selvom Satan ikke er direkte skyld i alle vores problemer, så står han bag “verdens ånd”, som påvirker vores modstandere og får dem til at behandle os dårligt. Mange af vores problemer står Satan altså enten direkte eller indirekte bag. – 1. Kor. 2:12; 1. Joh. 5:19.

b Unge kan finde flere gode råd til hvordan man kan få et stærkt venskab med Jehova, på jw.org under “Teenagere og unge”, på siden “Dit forhold til Gud”. I JW Library® kan du gå ind i artikelserien “Unge spørger” under emnet “Dit forhold til Gud”.

    Danske publikationer (1950-2027)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2026 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del