Min store Skaber lagde mærke til mig

Jeg voksede op i Paris, og de fleste omkring mig troede ikke på en Gud, så det gjorde jeg heller ikke. I stedet troede jeg på evolutionsteorien. Det var det jeg havde lært i skolen, så jeg gik ud fra at det var sådan det hang sammen. Og fordi jeg syntes det lød logisk, gjorde jeg aldrig mere for at undersøge hvordan livet var opstået.

Mine forældre kunne ikke lide religion. De tænkte at hvis der fandtes en Gud, ville verden ikke være så fyldt med ondskab og uretfærdighed. Og på grund af alt det hykleri der var inden for religion, syntes jeg at det var skørt at tro på at der fandtes en kærlig Gud. Jeg kunne endda finde på at gøre nar af dem der troede på Gud.

I dag tror jeg ikke bare på at der findes en Skaber, men også på at han elsker mig på trods af mine svagheder. Lad mig fortælle hvad der overbeviste mig om det, og hvordan det har forandret mit liv fuldstændigt.

I slutningen af teenageårene skulle jeg aftjene min værnepligt og blev sendt et år til Fransk Guyana i Sydamerika. På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om hvor stor betydning det smukke og fjerntliggende sted ville få senere i mit liv.

Da jeg var 20, vendte jeg tilbage til Paris, hvor mit liv kom til at dreje sig om at arbejde en masse i hverdagene og feste og drikke i weekenden. Men det føltes tomt, og jeg havde ikke noget virkeligt mål i livet. Al den korruption, racisme og fattigdom der var i samfundet, gik mig på. Uskyldige mennesker led, og overalt blev naturen og miljøet ødelagt. Jeg ønskede at det hele skulle blive bedre, men jeg kunne ikke se nogen løsning. Det fik mig til at drømme om at komme tilbage til Sydamerika.

JEG SØGTE EFTER ET BEDRE LIV I REGNSKOVEN

Jeg vendte tilbage til en af de små landsbyer midt i regnskoven i Fransk Guyana hvor jeg havde været da jeg tjente i militæret. Mit håb var at jeg ville blive mere lykkelig hvis jeg var tæt på naturen, røg marihuana og bare nød livet. Men efter noget tid endte mit liv med at være som før, hvor jeg arbejdede hele ugen for at kunne feste i weekenden.

I den periode var der en der gav mig en bibel. Jeg begyndte at læse i den og håbede at den kunne hjælpe mig til at få et bedre liv. Men jeg forstod ikke det jeg læste.

Nogle af mine venner prøvede også at finde meningen med livet. De spurgte om jeg havde lyst til at komme og bo sammen med dem i deres bofællesskab i regnskoven, et sted de kaldte “Enheden”.

Det var et enkelt liv, hvor vi følte os frie. Vi gjorde lige det vi havde lyst til, og skulle ikke stå nogen til regnskab. Vi vågnede ved solopgang, gik i seng ved solnedgang, dyrkede vores egen mad, spillede musik og røg marihuana. Vi passede godt på naturen omkring os og delte alt det vi havde, med hinanden. Og fordi vi ikke havde lyst til at slå dyr ihjel, var vi vegetarer. Vi havde ikke særligt stor respekt for autoritet, og vi brød ofte loven hvis det var nemmere for os og ikke gik ud over andre.

Vi ønskede at hele verden skulle blive ligesom vores lille samfund. Der var ikke nogen der bestemte over andre, og vi havde respekt for hinanden uanset vores baggrund. Men på et tidspunkt gik det op for mig at vi alle havde vores egne selviske ønsker og fejl og mangler. Derfor endte vi med at have de samme problemer som man har alle andre steder. Nogle boede kun i vores fællesskab i nogle dage, andre i nogle uger eller måneder. Men jeg var der i over to år.

Da jeg boede i regnskoven, så jeg hvor gavmildt jorden sørger for alt det vi har brug for. En dag besluttede jeg mig for at tælle frøene i en papaya, men der var så mange at jeg måtte give op. Jeg tænkte: “Hvorfor giver jorden os sådan en overflod af alting? Den er som et hjem der er gjort klar til at nogle skal komme og bo der.” Det gik op for mig at det ikke kunne være kommet af sig selv. Men hvem har sørget for alt det til os? Der måtte være en Skaber! Men jeg vidste ingenting om ham.

Jeg fortsatte med at læse i Bibelen. Men nu ville jeg gerne prøve at finde ud af hvad Gud ønskede af mig. Jeg begyndte at bede og at lave korsets tegn uden overhovedet at vide hvorfor man gjorde det. Jeg spekulerede på om Skaberens navn kunne være Jah, fordi det blev nævnt i flere af de sange vi sang i vores lille samfund.

JEG LÆRER MIN GAVMILDE FAR AT KENDE

Når jeg tænker tilbage på dengang jeg begyndte at bede, føler jeg at Skaberen lagde mærke til at jeg gerne ville lære ham at kende. En af mine venner fra det samfund jeg boede i, havde mødt nogle Jehovas Vidner og fået bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden.a Da jeg læste den, blev jeg meget begejstret! Jeg elskede tanken om at kunne komme til at leve for evigt på en jord der var blevet omdannet til et paradis. Det var det jeg hele tiden havde haft lyst til – at bo i perfekte, fredelige omgivelser på jorden sammen med dem jeg elsker, uden nogensinde at skulle dø. Jeg ville gerne lære den Skaber der havde lovet os så fantastisk en fremtid, bedre at kende.

Jeg forstod at jeg blev nødt til at ændre den måde jeg levede på, men jeg kunne også godt se at jeg havde behov for hjælp til det. En anden af mine venner studerede med en missionærbror der hed Michel, så jeg bad ham om at sætte mig i kontakt med ham.

Den dag jeg mødte Michel, inviterede han mig til et stævne i Matoury, tæt på hovedstaden, Cayenne, mere end 240 kilometer væk. Jeg havde meget langt hår og usoigneret skæg. Mine bukser var lilla og pink, og jeg havde en alt for stor bluse på. På trods af mit udseende viste brødrene og søstrene mig stor kærlighed og sørgede for transport, mad og logi til stævnet. Deres måde at være på overbeviste mig om at jeg havde fundet sandheden.

Ved stævnet blev 1. Timotheus 5:8 behandlet. Det vers fortæller at en god far vil tage sig godt af sin familie. Jeg lærte at Jehova selv følger det princip og tager sig godt af dem der er en del af hans familie. Så jeg tænkte at hvis jeg satte Jehovas vilje først i mit liv, ville jeg ikke skulle bekymre mig om noget, for Jehova ville dække mine behov. Når jeg så på Michels liv, blev jeg overbevist om at det forholdt sig sådan. Han fokuserede på at gøre Jehovas vilje, og alligevel manglede han ikke noget og var glad.

Det jeg lærte ud fra Bibelen, fik mig til at lave nogle forandringer. Jeg besluttede at stoppe med at ryge tobak og marihuana. Lige efter at jeg havde truffet den beslutning, smed jeg det jeg havde tilbage af det, ind i et bål og røg aldrig igen. Jeg begyndte også at være med til nogle af møderne. Ved et møde spurgte jeg en bror om han ville klippe mit lange hår af. Så det gjorde han lige der i rigssalen.

Nogle uger senere forlod jeg det lille samfund i regnskoven og vendte tilbage til Frankrig. Jeg fandt en rigssal og fortsatte mit bibelstudie. Mine forældre kunne se at jeg havde forandret mig meget. Jeg var stoppet med at ryge, og jeg drak mig ikke længere fuld eller tog til vilde fester. Mine forældre var glade for at jeg havde fået et bedre liv, men de var ikke så begejstrede for min nye tro. Desværre var jeg nok lidt for direkte når jeg prøvede at forkynde for dem. Senere fandt jeg ud af at jeg skulle være mere venlig og respektfuld når jeg snakkede med dem om sandheden.

I 1996 blev jeg døbt. Jeg bad til Jehova og sagde at jeg gerne ville være missionær ligesom Michel. Det virkede til at være den bedste måde jeg kunne vise Jehova hvor taknemmelig jeg var.

FLERE GAVER FRA MIN FAR, JEHOVA

I min menighed var der en smuk søster der hed Claudine. Hun var meget flittig i forkyndelsen, og hendes kommentarer til møderne viste at hun virkelig elskede Jehova. Jeg kunne godt tænke mig at lære hende bedre at kende. Men først ville jeg gerne vide om hun også kunne tænke sig at blive missionær. Det kunne hun! Vi blev gift i april 2000.

Året efter begyndte vi begge to som pionerer. Noget tid efter det besluttede vi os for at lære kinesisk så vi kunne støtte en kinesisk gruppe i en menighed i nærheden. Jeg syntes det var utroligt svært at lære sproget. Man skulle tænke på en helt ny måde og være kreativ når man fortalte andre om sandheden. Hvis jeg skal være helt ærlig, blev jeg aldrig særligt god til at tale kinesisk. Men jeg gjorde mit bedste, og den skønne tid vi havde med vores kinesiske brødre og søstre, vil vi aldrig glemme. De år var en stor gave fra Jehova, men de var også en god oplæring til de opgaver vi ville få senere.

UDFORDRINGER JEG MÅTTE OVERVINDE

Gennem årene har jeg måttet overvinde flere forskellige udfordringer. For eksempel havde jeg følelsen af at uanset hvor meget jeg gjorde for Jehova og for mine brødre og søstre, var det aldrig godt nok. Så jeg brugte alt for lang tid på at forberede de opgaver jeg havde. Men alligevel var jeg ofte utilfreds og ked af det fordi jeg ikke levede op til de urimeligt høje krav jeg havde til mig selv. (Præd. 7:16) Jeg var nødt til at lære at Jehova er en kærlig Far der ikke forventer perfektion men er glad når vi gør vores bedste.

I Paris fik jeg til opgave at være vikar for kredstilsynsmanden. Jeg følte mig alt for ung og uerfaren til det. Men jeg lærte at med Jehovas hellige ånd kan vi klare meget mere end vi kan på egen hånd.

Jeg har også kæmpet med en anden udfordring. Lige siden jeg var barn, har jeg haft en sygdom som gør at jeg sveder rigtig meget, især på mine hænder. Det bliver værre i stressende situationer, for eksempel hvis jeg skal tale foran mange mennesker til et stævne. Men symptomerne mindskes når jeg beder Jehova om hjælp til at være rolig. Problemet er ikke væk, men når jeg stoler på Jehova, bliver jeg mindre presset og sveder ikke lige så meget.

I 2011 gav Jehova os det vi havde drømt om så længe – vi blev udnævnt som missionærer i Ny Kaledonien, en øgruppe der ligger i det sydvestlige Stillehav, mere end 16.000 kilometer væk fra Paris. I den opgave var der også udfordringer. Vi skulle vænne os til at spise nogle helt andre ting, for eksempel kassava, taro og yams. Vi skulle også vænne os til at blive vækket meget tidligt om morgenen af haner der galede, og gøende hunde. Noget andet der også var anderledes, var måden de lokale kommunikerede på. Nogle gange svarede de ikke med ord men hævede bare øjenbrynene.

Jehova har også hjulpet os til at tilpasse os når vi har fået en ny opgave. Vi har tjent som missionærer, og vi har også været nogle år på Betel. Vi har været på Skolen for Kristne Forkyndere, og nu er vi i kredstjenesten. Uanset hvilken opgave vi har haft, har vi oplevet hvordan Jehova har hjulpet os med sin hellige ånd. Han har lært mig at det at have personlige svagheder ikke nødvendigvis gør en mindre brugbar for ham, så jeg beder ofte til ham om hjælp til at kunne klare de opgaver der skal udføres. Selvom jeg stadig synes at det er svært at skulle tale foran mange mennesker, så har Jehova hjulpet mig til at kunne opmuntre og give vejledning til de menigheder vi besøger.

I alle de forskellige opgaver vi har haft, har Claudine været en stor hjælp og støtte. Hun er meget tålmodig og bærer over med alle mine ufuldkommenheder. Hun er altid klar til at forkynde for folk hun møder, og klager aldrig over varmen eller over de udfordringer der kan være i kredstjenesten.

Ved mit første stævne lærte jeg at Jehova, vores store Skaber, altid tager sig af dem der er en del af hans familie. Og det har jeg selv oplevet. Han har givet mig så mange gaver. Han har hjulpet mig til at have det rigtige syn på autoritet og til at blive mere ydmyg. Jeg stoppede med at være sammen med de venner jeg havde før, så jeg kunne leve efter Jehovas principper. Men til gengæld gav Jehova mig så mange gode og sande venner. Jeg har fået en fantastisk hustru, og jeg glæder mig til at vi for evigt vil kunne nyde de gaver der kommer fra Jehova. – Mark. 10:29, 30.