Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w26 november s. 8-13
  • Hyrder som virkelig hjælper fårene

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hyrder som virkelig hjælper fårene
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2026
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • LÆR AF “DEN GODE HYRDE”
  • HVORDAN MAN BLIVER EN GOD HYRDE
  • DET GIVER STOR GLÆDE AT TAGE SIG AF JEHOVAS FÅR
  • I hyrder, efterlign de største hyrder
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2013
  • Vogt Jehovas dyrebare får med nænsomhed
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1993
  • Kristne hyrder! — ’Gør større plads i jeres hjerte!’
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2000
  • Ældste, tag jeres ansvar som hyrder alvorligt
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1985
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2026
w26 november s. 8-13

11.-17. JANUAR 2027

SANG NR. 103 Hyrder er gaver

Hyrder som virkelig hjælper fårene

“Jeg vil sætte hyrder over dem som virkelig vil lede dem.” – JER. 23:4.

FOKUS

Hvad ældste kan lære af Jesus, og hvordan de kan tage sig godt af Jehovas får.

1-2. (a) Hvordan hjælper de ældste os? (b) Hvad har Jehova gjort for at sikre sig at vi får den åndelige hjælp vi har brug for? (Se også boksen “Hyrder på Bibelens tid”).

KAN du komme i tanke om et tidspunkt i dit liv hvor en kærlig ældste hjalp dig? Måske gav han dig et godt råd fra Bibelen på et tidspunkt hvor du var på vej ud på et sidespor. Det kan også være at han trøstede dig efter at du havde mistet en du elsker. Eller måske mindede han dig om hvor meget Jehova elsker dig, i en periode hvor du følte dig modløs. En søster fra Spanien der hedder María,a siger: “Alt det de ældste gør som hyrder, viser at de virkelig har omsorg for mig. Deres besøg viser at de rigtig gerne vil lære mig at kende og prøve at forstå hvordan de kan hjælpe mig på den bedste måde.”

2 Jehova ved at vi har brug for hjælp og støtte fra de ældste. Derfor lovede han sine tjenere at han ville give dem hyrder som virkelig ville lede dem. Det skulle være mænd efter hans hjerte, nogle der ville bruge kundskab og indsigt når de tog sig af hans tjenere. (Jer. 3:15; 23:4) Jehova opfyldte det løfte på den bedst mulige måde da han sendte Jesus til jorden. Senere sørgede Jesus for at der blev udnævnt ældste som skulle være hyrder i menigheden. (Ef. 4:7, 8, 11) I den her artikel vil vi først se på Jesus’ eksempel som hyrde, derefter vil vi se på hvad der gør en ældste til en god hyrde, og til sidst vil vi se på hvorfor det er alle anstrengelserne værd at tage sig godt af Jehovas får.

Hyrder på Bibelens tid

Bibelen sammenligner ældste med hyrder. Hvorfor? Tænk over hvad der kendetegnede bogstavelige hyrder på Bibelens tid:

  • De arbejdede hårdt. En hyrde førte sine får til grønne græsgange og sikrede sig at de fik mad nok. (Ezek. 34:14) Hvis de var kommet til skade, hjalp han dem og forbandt deres sår. (Ezek. 34:4) Både når der var høje temperaturer om dagen og meget koldt om natten, tog han sig af sin hjord. – 1. Mos. 31:40.

  • De var ansvarsfulde og pålidelige. En god hyrde talte sine får hver aften og tjekkede om de alle sammen havde det godt. Uden deres hyrde ville fårene let kunne fare vild, blive spredt, eller endda blive dræbt. (Ezek. 34:5, 6) Fårene kunne genkende hans stemme og reagerede kun på dén, og de følte sig trygge ved ham. – Joh. 10:2-5.

  • De var modige. En hyrde gjorde alt hvad han kunne, for at beskytte sine får. Han tog kampen op mod tyve og rovdyr, deriblandt løver, ulve og bjørne, selv når det kunne koste ham livet. – 1. Sam. 17:34, 35.

LÆR AF “DEN GODE HYRDE”

3. Hvorfor kunne Jesus kalde sig selv “den gode hyrde”? (Johannes 10:11, 14)

3 Jesus beskrev sig selv som “den rigtige [eller “gode”] hyrde”. (Læs Johannes 10:11, 14 og fodnoten). Hvordan var han det? Han elskede fårene så meget at han gav sit liv for dem. Han sagde også: “Jeg kender mine får, og mine får kender mig.” Han forstod hver enkelts behov og udfordringer og ville gerne give dem ny styrke. (Matt. 11:28, 29) På grund af den måde han var på, følte folk sig draget til ham og stolede på ham.

4-5. (a) Hvorfor bad Martha og Maria Jesus om hjælp? (b) Hvad gjorde Jesus for at hjælpe dem?

4 I Johannes, kapitel 11, ser vi hvordan Jesus var et godt eksempel i at være hyrde da han rejste hen til Martha og hendes søster, Maria, i Betania. De havde virkelig brug for støtte fordi deres bror, Lazarus, var død få dage tidligere. Jesus elskede dem alle tre meget højt. (Joh. 11:5) Han boede ofte hjemme hos dem, han kendte dem godt, og de var nære venner. Det kan godt være at Martha og Maria var skuffet over at Jesus ikke havde forhindret Lazarus’ død. Men de var sikre på at Jesus ville trøste dem i den svære tid. Når ældste i dag sørger for at have et nært venskab med deres brødre og søstre, vil det være lettere for dem at hjælpe dem åndeligt.

5 Det tog Jesus to dage at rejse til Betania, og der var også nogle farer forbundet med det. Folk i det område havde prøvet at slå ham ihjel. (Joh. 11:8) Men en god hyrde er villig til at bringe ofre for at hjælpe sine brødre og søstre der har brug for det.

6. Hvordan trøstede Jesus Martha?

6 Da Jesus nærmede sig Betania, havde Lazarus været død i fire dage. Martha kunne ikke lade være med at tænke på at Jesus kunne have helbredt Lazarus. (Joh. 11:21) Så på en venlig måde hjalp Jesus hende til ikke at fokusere på det der var sket, men på det der ville ske. Han sagde: “Din bror skal opstå.” (Joh. 11:23) Derefter lyttede Jesus opmærksomt til Martha og styrkede igen hendes tro ved at minde hende om at Jehova havde givet ham magt over døden. (Joh. 11:24, 25) Ældste i dag kan opmuntre andre ved at lytte tålmodigt til dem og styrke deres tro på Jehovas løfter.

7. Hvordan påvirkede det Jesus at se Lazarus’ familie og venner ved graven? (Se også billedet).

7 Før Jesus oprejste Lazarus, betragtede han dem der var ved graven. Lazarus’ søster Maria og andre var i tårer. Hvordan påvirkede det Jesus? Da Jesus så deres sorg, “sukkede han ved sig selv og blev stærkt berørt”. Derefter “begyndte [han] at græde”. (Joh. 11:33, 35) Hvor er det et stærkt eksempel på Jesus’ store empati. Hans medfølelse var meget ægte, og det rørte folk. (Joh. 11:36) Det eksempel lærer os at en god hyrde kan sætte sig ind i hvordan hans brødre og søstre har det. – Rom. 12:15.

Jesus græder sammen med Maria, Martha og andre på vej hen til Lazarus’ grav.

Jesus, Martha, Maria og andre sørger over Lazarus’ død. (Se paragraf 7)


8. Hvordan sikrede Jesus sig at hyrdearbejdet ville fortsætte efter at han var vendt tilbage til himlen?

8 Jesus elskede sine får og var en kærlig hyrde. Og han opfordrede sine disciple til også at være det. Efter sin opstandelse betroede han Peter, og i udvidet forstand også de andre apostle, den opgave at tage sig af fårene. Han understregede at hans “lam”, hans “små får”, ville have brug for hyrder.b (Joh. 21:15-17) Peter tog virkelig den opgave til sig. Flere år senere opfordrede han sine medældste til at blive ved med at tage sig af de små får, som Jesus elskede så højt. – 1. Pet. 5:1, 2.

HVORDAN MAN BLIVER EN GOD HYRDE

9. Hvorfor er det et stort ansvar at være hyrde? (Apostlenes Gerninger 20:28)

9 Paulus opfordrede de ældste i Efesos til at tage deres opgave som hyrde meget alvorligt. (Læs Apostlenes Gerninger 20:28). Ældste i dag forstår også at det er et stort ansvar de har fået betroet. En ældste ved navn David siger: “Det føles som om Jesus har sagt til mig personligt: ‘Kan du se de her små får? De er mine, men jeg vil gerne have at du hjælper mig med at tage mig af dem.’” Det er et enormt ansvar. Nogle gange kan en ældste måske føle at han ikke er kvalificeret til opgaven og ikke er i stand til at trøste dem der har mistet en, styrke dem der kæmper åndeligt, eller opmuntre nogle der er nedtrykte. (1. Thess. 5:14) Der er ingen tvivl om at ældste kun kan klare deres opgave fordi Jehova giver dem styrken til det. (Flp. 4:13) Men der er nogle ting en ældste selv kan gøre for at blive en endnu bedre hyrde. Lad os se på nogle af dem.

10. Hvad er vigtigt for at kunne være en god hyrde? (Ordsprogene 27:23 og fodnoten)

10 Lær fårene godt at kende. (Læs Ordsprogene 27:23 og fodnoten).c Det er selvfølgelig vigtigt at vi respekterer vores brødres og søstres privatliv og ikke blander os i ting der ikke kommer os ved. (1. Pet. 4:15) Men som David, der blev citeret tidligere, siger: “Det er først når vi rigtig forstår hvad vores brødre og søstre kæmper med, at vi kan finde de bedste bibelvers til dem.”

11. Hvad godt kommer der ud af det når ældste lytter og viser empati?

11 Lyt med empati. Ældste kan finde ud af hvad deres brødre og søstre har brug for, ved at lytte opmærksomt til dem. (Jak. 1:19) Tænk over hvordan nogle ældste hjalp en søster der hedder Catherine. Hendes mand forlod hende og deres tre børn. Hun siger: “De ældste stillede mig gennemtænkte spørgsmål og lyttede til hvert eneste ord jeg sagde. På den måde fik de mig til at føle mig set og elsket. Jeg mærkede at de virkelig gerne ville forstå hvad jeg gik igennem, og at de følte med mig. Den samtale mindede mig om at Jehova ikke havde forladt os.”

12. Hvordan kan ældste bruge Bibelen på en god måde på hyrdebesøg?

12 Brug bibelvers der passer til hver enkelts behov. (Tit. 1:7, 9) Når en ældste ved hvad hans brødre og søstre kæmper med, kan han meget bedre hjælpe dem.d En ældste der hedder Andrew, siger: “Jeg prøver at finde bibelske principper og beretninger der passer til mine brødres og søstres specifikke behov. Jeg kigger ofte i Brug Bibelen i dit liv.” En erfaren ældste der hedder Elihú, bruger også den publikation. Han siger: “Jeg kigger ofte under emnerne ‘Bekymring’, ‘Skuffelse’ og ‘Modløshed’ når jeg skal forberede mig til hyrdebesøg. Det er nogle følelser mange kæmper med hver dag, og jeg har fundet nogle rigtig opmuntrende vers som mine brødre og søstre føler passer lige på dem.” Catherine, der blev nævnt i den forrige paragraf, fortæller: “En ældste læste Esajas 26:3 sammen med mig. Mine døtre og jeg læste det vers igen og igen. De ord var lige hvad vi havde brug for at høre og hjalp os igennem de sværeste dage.”

13. Hvad gør en ældste imødekommende? (Se også billederne og boksen “I er alle brødre”).

13 Vær imødekommende. Selvom Jesus havde meget at se til, tog han sig altid tid til at tale med andre, også børn. (Luk. 18:15, 16) Hvad kan vi lære? En god hyrde er åben og tilgængelig og glæder sig over det når nogle kommer hen og taler med ham, både unge og gamle. Selv korte samtaler før og efter møderne kan styrke vennernes tillid til en ældste og deres venskab med ham. “Hvis en ældste ofte spørger mig hvordan jeg har det, og tidligere har tilbudt mig hjælp, er det meget nemmere for mig at snakke med ham,” siger en søster ved navn Lauren. “Og hvis der så er noget lidt mere alvorligt jeg er nødt til at tale med nogen om, føler jeg mig tryg ved at gå til ham fordi jeg ved at han er oprigtigt interesseret i mig og er der for mig.”

Collage: En ældste tager sig tid til at være sammen med dem i menigheden. 1. En ældste og hans familie spiller et brætspil sammen med nogle venner. 2. En søster og hendes datter der var med til spilleaftenen, snakker med ældstebroren og hans familie i rigssalen.

En god hyrde er en god ven for sine brødre og søstre og en de har tillid til. (Se paragraf 13)


“I er alle brødre”

De ældste arbejder hårdt for at hjælpe vennerne i menigheden, og Bibelen opfordrer derfor til at man viser dem ære. (1. Tim. 5:17) Men betyder det at en ældste skal forvente at andre tiltaler ham med en særlig titel eller bruger et meget formelt sprog over for ham, et sprog der ville indikere at han er vigtigere end andre i menigheden? Nej, en ældstes mål er at betjene sine brødre og søstre, ikke at spille herre over dem. (Luk. 22:25-27; 1. Pet. 5:2, 3) Desuden siger Bibelen at alle kristne skal vise hinanden ære. (Rom. 12:10) I nogle kulturer er det almindeligt at unge bruger et lidt mere respektfuldt sprog når de taler med nogle der er ældre end dem selv. Det er der ifølge Bibelen ikke noget i vejen med, faktisk siger den at vi skal vise respekt for de ældre. (3. Mos. 19:32) Men ydmyge ældste ønsker ikke særbehandling, som om de var mere værd eller vigtigere end andre i menigheden. I stedet prøver de at få deres brødre og søstre til at slappe af i deres selskab og føle sig trygge. Mange ældste gør det lettere for andre, også de unge, at henvende sig til dem ved at opfordre dem til at tale med dem som de ville gøre med en nær ven. Det er noget der baner vejen for god og åben kommunikation. Hvor er det vigtigt at ældste aldrig prøver at få det til at virke som om de er hævet over resten af menigheden. De husker det Jesus mindede sine disciple om: “I er alle brødre.” – Matt. 23:8-12.

14. Hvad lærer du af Juans erfaring?

14 Vis kærlighed. Jesus sagde at hans disciples kendetegn ville være kærlighed. (Joh. 13:35) Og det er også kærlighed til Jehovas får der kendetegner en god hyrde. Juan, der i dag tjener som ældste, fortæller hvordan han selv fik hjælp fra en kærlig hyrde: “Da jeg begyndte at studere Bibelen, havde jeg mine op- og nedture, både følelsesmæssigt og åndeligt. Men på grund af den kærlighed en ældstebror viste mig, blev jeg ved med at studere og komme til møderne. Det han gjorde, hjalp mig til at undgå den frygtelige fejl at forlade Jehova. Ældstebrorens kærlighed og tålmodighed hjalp mig til at forstå hvordan Jehova ser på mig, og det opmuntrede mig til ikke at give op.”

DET GIVER STOR GLÆDE AT TAGE SIG AF JEHOVAS FÅR

15. Hvorfor giver det glæde at tage sig af Jehovas får? (Apostlenes Gerninger 20:31, 35)

15 Det er ikke altid let at være hyrde. Paulus sagde at hans kærlighed til Jehovas får og hans omsorg for dem nogle gange kunne give ham bekymringer og endda søvnløse nætter. (2. Kor. 11:27, 28) Men da han talte om det han havde gjort som hyrde, citerede han den gode hyrde, Jesus: “Der er større glæde ved at give end ved at få.” (Læs Apostlenes Gerninger 20:31, 35). Javier, der har været ældste i mere end 30 år, har det på samme måde. Han siger: “Det har styrket min egen tro og kærlighed til Jehova at tage mig af mine brødre og søstre. Når jeg besøger dem, bliver jeg mindet om at Jehova har stor omsorg for alle der elsker og tjener ham af hele deres hjerte.”

16. Hvorfor sammenlignede Paulus sig selv med en mor?

16 En god hyrde minder på flere måder om en omsorgsfuld mor. Paulus brugte den sammenligning da han tænkte tilbage på det han havde gjort for at hjælpe vennerne i Thessalonika. (1. Thess. 2:7, 8) En mor bringer rigtig mange ofre for sin lille baby, men det er også noget der giver hende utrolig stor glæde. Og ligesom en mor bliver glad og stolt når hun ser sit barn vokse og gøre fremskridt, blev Paulus meget stolt når han så sine brødre og søstre i Thessalonika gøre åndelige fremskridt. (2. Thess. 1:3, 4) Det samme oplever ældste i dag. Det giver dem stor glæde at hjælpe deres trosfæller og se deres fremgang. Miguel, den ældste der hjalp Juan, siger: “Det var virkelig en gave at få lov at hjælpe Juan, og jeg er så stolt af at han i dag selv er ældste.”

17. Hvorfor er du taknemmelig for at Jehova har givet os hyrder?

17 Hvor er vi taknemmelige for at Jehova har givet os trofaste hyrder i de her svære sidste dage. Vi ser tydeligt hvordan de efterligner den gode hyrde, Jesus. Og vi værdsætter alt det de gør for også at blive gode hyrder, og det de gør for at styrke og opmuntre os. De er højt elsket, både af os og Jehova! – 1. Thess. 5:12, 13.

HVAD VIL DU SVARE?

  • Hvordan viste Jesus at han var “den gode hyrde”?

  • Hvad kan ældste arbejde på for at blive gode hyrder?

  • Hvorfor giver det de ældste stor glæde at tage sig af Jehovas får?

SANG NR. 109 Elsk hinanden inderligt og af hjertet

a Navnene er blevet ændret.

b Jesus omtalte sine disciple som “små får” for at vise at han elsker dem meget højt.

c Ordsprogene 27:23 handler om hvordan bogstavelige hyrder skulle tage sig af fårene. Men opfordringen i verset gælder selvfølgelig også åndelige hyrder.

d De ældste ved selvfølgelig godt at de ikke kan fortælle andre hvad de skal gøre. (2. Kor. 1:24) Hver enkelt tjener for Jehova har selv et ansvar for at træffe sine egne beslutninger. (Gal. 6:5, se studienoten). Se også Vagttårnet for 15. januar 2013, s. 27-28, par. 2-4.

    Danske publikationer (1950-2027)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2026 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del