Kristenhedens præster og moral

I AVISERNE kan man ofte læse om præsternes syn på utugt og ægteskabsbrud. Deres udtalelser viser at et stigende antal af dem tolererer det som Jehova Gud udtrykkeligt fordømmer. (1 Kor. 6:9, 10) Går De ind for Bibelens moralnormer? Gør Deres kirke? De følgende oplevelser fortæller hvad nogle har gjort da de blev klar over de faktiske forhold.

En ældre mand i England skriver: „Min kone og jeg prøvede forskellige kirkeretninger, idet vi håbede at finde en tro der ville bringe os nærmere til Gud. Ingen af dem gav os den åndelige føde og styrke vi trængte til. Til sidst inviterede vi en præst fra den anglikanske kirke, da vi tænkte på at tilslutte os hans kirke.

Til vores forbavselse og skuffelse, fordømte han ikke vor tids blasfemi, utugt og prøveægteskaber. Han sagde at blasfemi var en af nutidens udtryksformer og ikke noget man skulle bekymre sig om. Med hensyn til at ugifte par deler seng, var hans kommentar: ’Ja, hvis de ikke ser tingene med vore øjne, må vi være forstående og se tingene med deres øjne.’ Med andre ord, acceptere deres syndige adfærd eller se gennem fingre med den.

I mellemtiden havde to Jehovas vidner besøgt os. Efter at vi hurtigt var blevet af med præsten, erklærede min kone: ’Jeg ved hvor vores religion findes. Det er hos Jehovas vidner.’ Og nu er vi Jehovas vidner, fordi de respekterer Guds høje moralnormer der er optegnet i Bibelen.“

En dame fra Illinois, U.S.A., skriver: „Vi var aktive medlemmer af metodistkirken. Min mand var to gange formand for søndagsskolen og var medlem af kirkens bestyrelse. Jeg var søndagsskolelærerinde i to år.

Da Jehovas vidner besøgte os blev jeg meget interesseret i deres budskab om Guds rige. Det var slet ikke min hensigt at slutte mig til dem, men jeg var meget interesseret i Bibelen, og jeg ønskede at lære mere om den. Derfor tog jeg imod deres tilbud om et bibelstudium. Efter nogle få måneders studium opdagede min mand og jeg at vi havde lært mere om Bibelen end vi havde i alle de år vi var kommet i metodistkirken.

Vi besluttede at forlade falsk religion så hurtigt som muligt. To ting hjalp os til det. Det ene var at en af søndagsskolebøgerne ligefrem lærte om en udvikling i direkte modstrid med skabelsesberetningen i Første Mosebog. Det andet var at en metodistpræst fra Morton, Illinois, holdt en prædiken om det gavnlige ved utugt. Siden har han skrevet en bog der forsvarer det. Han blev ikke udelukket af kirken, men stod stadig på god fod med metodistkirken. Nu kommer vi regelmæssigt i Jehovas vidners rigssal og deler det vi lærer, med andre.“

Fra Canada skriver en anden dame: „Jeg kom i nitten år i Den forenede Kirke. Ofte spurgte jeg min præst og andre om betydningen af Åbenbaringen, men ingen kunne forklare den. Da en dame fra Jehovas vidner besøgte mig, bad jeg hende om at forklare mig visse dele af Åbenbaringen. Jeg var lykkelig over at høre hendes svar på spørgsmål som jeg havde tumlet med i elleve år.

På dette tidspunkt udsendte Den forenede Kirke sin nye læseplan. Vejledningen til læreren beskyldte Bibelen for at indeholde myter. Den benægtede jomfrufødselen og nedvurderede de første elleve kapitler i Første Mosebog.

Præsten sagde at man kunne have førægteskabelig kønslig omgang så længe det ikke plagede ens samvittighed. En søndagsskolelærerinde forlod sin mand, og selv om hun levede sammen med en anden mand, blev hun budt velkommen i kirken med åbne arme.

Efter at jeg i Vagttårnet havde læst om nødvendigheden af at forlade falsk religion, følte jeg mig ikke længere hjemme i kirken. Derfor brugte jeg to af sommermånederne til et dybtgående, personligt studium af Bibelen ved hjælp af en af Vagttårnets publikationer.

Da jeg om efteråret vendte tilbage til kirken følte jeg mig udenfor. Jeg blev bedt om at undervise ud fra den nye læseplan, men min samvittighed tillod mig det ikke. Jeg besluttede derfor at forlade kirken for bestandig. Jeg fortalte præsten at jeg ikke kunne acceptere kirkens lære og at jeg forlod den. Han sagde at jeg ikke skulle tilslutte mig en anden kirke, for hvad jeg havde fundet i hans kirke, ville jeg også finde i enhver anden.

I dag glæder jeg mig over den vidunderlige åndelige føde der bliver serveret i Jehovas vidners rigssal. Jeg har indviet mit liv til Jehova og symboliseret det ved vanddåben i januar 1967.“