Tungens forbløffende opbygning

EN LILLE muskel — andet er det ikke. Men hvor er denne muskel dog forbløffende i sin opbygning! Tungen kan forme alle lydene i de hundreder af sprog mennesket kender. Den er også en smagsekspert der kan skelne mellem sødt og surt, varmt og koldt, salt og bittert, på en måde der fryder mennesker overalt på jorden. Uden tungen ville man faktisk have meget svært ved at spise.

Ja, dette forbavsende alsidige organ er også indrettet således at det uden besvær kan føre maden rundt i munden, placere maden rigtigt så tænderne kan tygge den godt, og til sidst skubbe maden ned i svælget, hvor den bliver sunket.

Hvis maden smagte Dem i dag og fik Deres tænder til at løbe i vand, har Deres tunge en stor del af æren for det. Tungen hjælper også til med at blande spyt i den mad vi spiser, så vi derved skånes for at få mavebesvær senere. Ved hjælp af smagssansen, der hovedsagelig har sæde i tungen, kan den endda meddele os om maden er god eller dårlig. Derfor smager en husmoder på maden, så hun kan vide om den er som den skal være, eller om den skal krydres en smule mere. Et lille nip er nok til at røbe for hende om maden har de rigtige ingredienser.

Kompliceret opbygning

Tungen ser måske ikke ud til at være andet end en simpel muskel, men et nærmere studium vil vise at den faktisk er et ret kompliceret organ, hvis opbygning vidner om stor intelligens. Tungen har muskler som sidder på forskellige ledder, og derfor er den så usædvanlig bevægelig og smidig. Nogle af musklerne går på langs, andre på tværs, og nogle lodret. Dette gør det muligt at gøre tungen kortere eller længere, at bevæge den op eller ned, at bevæge tungespidsen i forskellige retninger eller at gøre tungen smal og bøje dens sider opad. Det er denne smidighed der gør det muligt for tungen at føre maden rundt i munden, skubbe den ind mellem tænderne eller endda finde en ganske lille sten som er kommet ned i maden.

Foruden at tungen er dækket med slimhinder, findes der på dens overflade fire slags ganske små fremspring, kaldet papiller. En gruppe af disse er små kegleformede fremspring som dækker hele overfladen, siderne og tungespidsen. Hos dyr af kattefamilien dannes der ved hjælp af disse fremspring en ’raspetunge’ hvormed de nemt kan slikke kødben helt rene for kød.

En anden gruppe udgøres af små fremspring på størrelse med et knappenålshoved. I form minder de om ganske små paddehatte. De er for det meste placeret på spidsen og siderne af tungen; deres farve er lyserød, og de fleste af dem indeholder særlige smagsløg.

Der findes endnu en gruppe fremspring på tungen, men kun i et antal af syv til ti i alt. De er grupperet tværs over den bageste del af tungen, omgivet af smagsløg. De kan ses med det blotte øje.

Videnskabsmænd taler om endnu en fjerde gruppe som findes på tungens sider og i folderne af slimhinden på den bageste del af tungen.

Man kan vist ikke sige at tungen bare er en simpel muskel, vel? Dens opbygning er uhyre indviklet, og den er af uvurderlig betydning. Den er utroligt følsom over for smagsindtryk og varme, og desuden er den mere følsom over for berøring end tilfældet er med nogen anden del af legemet.

Forbavsende variationer

Blandt dyrene kan man iagttage en stor og forbløffende variation i tungens bygning. Tænk for eksempel på slangens tvedelte tunge. Nogle tror at en giftslange bider med sin spillende tunge og derigennem lader giften løbe over i byttet, men det er ikke rigtigt. Det bruger den tænderne til. Slangens tunge er ikke alene tvedelt, den er også meget smal og følsom. Af og til stikker den tungen ud af munden for at undersøge luften. Når den derefter med tungespidsen berører en bestemt fordybning, kaldet Jacobsons organ, på mundens indvendige overside, bibringes slangen et lugtindtryk ved hjælp af de „lugtmolekyler“ fra luften der har sat sig på tungen. Man kan ligefrem sige at slangen bruger tungen til at lugte med. Den har endda en slags skede hvor tungen kan opbevares så den ikke bliver beskadiget mens den ikke er i brug.

Kamæleonen har en speciel, teleskopisk tunge der er usædvanlig lang i forhold til dyrets størrelse. Langsomt og tålmodigt lister dette lille dyr sig ind på sin middagsmad, indtil det er tilstrækkelig tæt på. Så stikker det lynhurtigt tungen ud, og et velsmagende insekt sidder fast på tungen. Frøen har en tunge som er næsten magen til; den er lang og stikker ud af munden; frøen bruger den nærmest som en fluesmækker til at fange insekter med.

Myreslugerne er verdensmestre når det drejer sig om at bevæge tungen hurtigt. Når de river et termitbo itu med deres kraftige poter, begynder tungen at arbejde — så hurtigt at det næsten ikke kan ses. Deres næse er lang, og tungen farer ud af munden så hurtigt som et riffelskud. Den er lang og dækket med en klæbrig masse. Myreslugeren behøver altså bare at trække tungen ind i munden igen, og straks har den en herlig ret termitter. Det forindiske skældyr har på samme måde en lang, ormeagtig tunge hvormed det fanger de myrer det spiser til middag.

Også fugle har tunger der er bemærkelsesværdige i deres bygning. For eksempel er spættens tungespids klæbrig og har modhager, så dens tunge er ideel til at fange maddiker med og pille dem ud af træer der er ved at gå i forrådnelse. Den smukke lille kolibri bruger sin forbløffende tunge som et sugerør! Den flyver fra blomst til blomst og samler nektar. Selv om kolibrien er meget lille — nogle arter er kun seks til otte centimeter fra næb til halespids — er den dog for tung til at blomsterne kan bære dens vægt. Derfor flyver den tæt hen til hver blomst, holder sig svævende i luften og suger den søde væske op gennem sin lange, tynde tunge.

Den blodsugende lampret, en fisk der minder om en ål og lever ved kysterne i Middelhavet og Nordatlanten, har en usædvanlig tunge. Dens tunge er en stærk muskel, dækket med en hornagtig overflade. Med denne muskel suger lampretten sig fast, enten på en klippe eller på en fisk for at suge næring af den.

Planteædere som giraffen har også en tunge der er mageløst indrettet. Giraffens tunge kan blive op til halvtreds centimeter lang, og den kan hurtigt sno sig rundt om grene og blade og rive dem af, lige til at spise.

Førstepræmien for den største tunge må gå til hvalen. Efter sigende kan tungen på en tredive meter lang hval veje over 3000 kilo. Det siges at tungen på en bestemt syvogtyve meter lang blåhval, da den blev vejet sammen med de tilhørende muskler, var omtrent lige så tung som en mellemstor elefant. Tænk på hvilken styrke der skal til for at bevæge så stor en tunge!

Men vi må ikke glemme at tungen ikke bare kan bruges til at skrabe, rive, suge og jage med — den kan også bruges til vask og førstehjælp. Huskatten vasker sig jo hver dag nok så net med sin tunge, og mange andre dyr gør det samme. Og er det ikke rigtigt at katte, hunde og andre dyr omhyggeligt bader og renser deres sår med tungen? Eller, for at tale om os selv, hvis vi mister en tand — har vi så ikke fundet at tungen er meget interesseret i sagen, at den omhyggeligt og yderst forsigtigt undersøger stedet?

Omhu for tungen — og dens rette brug

Dette bemærkelsesværdige og vigtige organ fortjener afgjort vor største omhu, for selv dette føjelige lem kan blive misbrugt. Ganske interessant siger Encyclopædia Britannica at kronisk tungebetændelse kan komme af irritation der skyldes syge tænder, en dårligt tilpasset tandprotese, eller overdreven rygning. Eftersom denne betændelse kan føre til kræft, siger omtalte leksikon: „Behandlingen kræver at enhver irritationskilde fjernes . . . Rygning må opgives varigt og fuldstændigt . . . og alt andet som muligvis kan give anledning til irritation bør undgås.“

Det er også godt at undgå den irritation der skyldes at tungen bruges til upassende tale. Vrede og hårde ord irriterer andre og gavner ingen. „Død og liv er i tungens vold,“ siger det inspirerede ordsprog. (Ordsp. 18:21) Man kan opøve sin tunge til at tale gode ord og til at hjælpe andre, men først må man opøve sit sind i harmoni med den visdom der kommer fra tungens store Skaber, Jehova Gud. Da kan vi bruge tungen til fremme af fred og lykke blandt vore slægtninge og venner, alt sammen til ære for Skaberen, hvis visdom ses i tungens forbløffende opbygning.