Skal man tro alt hvad man læser?

„JEG ved kun hvad jeg læser i avisen.“ Disse ord havde den amerikanske cowboy, filosof og humorist Will Rogers som valgsprog.

Hvad mener De? Er det klogt at tro alt hvad man læser?

En stor del af de offentlige nyhedskilder prøver sikkert at holde sig så nær til sandheden som muligt. Ved hjælp af det trykte ord kan man få en hel del sandfærdige og værdifulde oplysninger.

Det må imidlertid huskes at næsten alt hvad der i denne verden udgives på tryk, udgives med indbringende salg for øje. Nogle journalister, redaktører og udgivere skriver for at imødekomme bestemte ønsker og interesser, og de er måske bange for at støde deres læsere og annoncører. Andre kredser måske om det sensationelle eller det bizarre for at tiltrække læsere, selv om sandheden derved bliver fordrejet.

Selv om en journalist skriver en artikel i god tro, hvor har han så sine oplysninger fra? Hvilken kilde har han benyttet? Var det en pålidelig kilde, eller byggede oplysningerne blot på rygter? Og er kilden, eller den artikel der er skrevet ud fra den, trods alt præget af personlige fordomme så kendsgerningerne ikke er fremstillet uden partiskhed?

Mange læsere har desuden en tendens til at tro det de helst vil tro, i stedet for at vurdere argumenternes styrke. Hvis kendsgerningerne derfor er fremstillet fordomsfuldt og med slagside eller ligefrem er forfalskede, vil nogle mennesker med glæde tro det de læser, hvis det er det de helst vil tro. Men er det klogt og sikkert at læse på den måde, og er det til ens eget bedste?

På den anden side kan det også være at et eller andet som man tror på, virkelig er fuldstændig sandt. Men hvis man prøver at støtte sin tro ved at benytte sig af „beviser“ der ikke er tilstrækkelig underbygget og som senere bliver afkræftet, kan det ende med at man bliver svækket i sin tillid til noget der egentlig er sandt.

Officielle udtalelser

Hvis man skal fæste lid til noget, må det være troværdigt. I de senere år er folk i stadig højere grad blevet opmærksomme på at nyhedskildernes oplysninger ikke altid er troværdige. Man læser noget og finder senere ud af at det var helt forkert. Der er således ikke altid overensstemmelse mellem det der rapporteres og det der viser sig at være tilfældet.

Et berømt eksempel på dette har vi i noget der fandt sted i 1960. Den amerikanske præsident Dwight Eisenhowers regering blev grebet i at fortælle en direkte usandhed om et amerikansk U-2-fly der gik tabt over Sovjetunionen. Regeringstalsmænd hævdede at flyet var et vejrtjenestefly der ved et uheld var kommet ind over Sovjetunionen.

Flyet var imidlertid blevet skudt ned dybt inde i Rusland, og piloten taget til fange. Så måtte regeringsembedsmænd indrømme at det virkelig var et „spionfly“, og at sådanne flyvninger havde fundet sted i omkring fire år med deres vidende. Det blev altså afsløret som en bevidst usandhed at flyet var faret vild.

I bogen Anything but the Truth [Alt andet end sandheden] af William McGaffin og Erwin Knoll, hedder det: „J. R. Wiggins, redaktøren for Washington Post, har bemærket at ’en regering der er alt for hurtig til at forsvare sin ret til at lyve i en krisesituation, aldrig vil komme til at mangle hverken løgne eller kriser’.“

Man gør altså klogt i at være forsigtig når man læser om de politiske forhold i verden. Men også når man læser om andre ting, er en rimelig skepsis på sin plads. Det gælder for eksempel når man læser at visse opdagelser har bekræftet Bibelens sandfærdighed.

Er „den manglende dag“ blevet fundet?

Tilfældet med den såkaldte „manglende dag“ er et eksempel på dette. For nogle måneder siden udsendte en amerikaner ved navn Harold Hill fra Baltimore i Maryland (U.S.A.) en artikel der blev optrykt i mange aviser i hele landet og også nåede her til Europa.

Harold Hill skrev at videnskabsmænd ved rumforskningscenteret Greenbelt i Maryland beskæftigede sig med at finde solens, månens og planeternes position ved hjælp af elektronhjerner, for at bestemme hvor himmellegemerne ville befinde sig i fremtiden. Da man lod elektronhjernerne gennemgå det ene århundrede efter det andet, skulle det, ifølge det opgivne, have vist sig at der et sted i fortiden manglede et helt døgn, 24 timer. En af videnskabsmændene skulle da have husket Bibelens beretning fra Josuabogen, kapitel 10, hvori der står at ’solen tøvede næsten en hel dag’. Det hævdedes dernæst at elektronhjernen ved en ny gennemgang af materialet fandt nøjagtig hvor lang tid der kom til at mangle på Josuas tid, nemlig 23 timer og 20 minutter.

Artiklen fortsatte så med at spørge hvor de sidste 40 minutter var blevet af. Den samme videnskabsmand skulle da have husket at Bibelen i Anden Kongebog, kapitel 20, fortæller om et tegn der blev givet kong Ezekias som et bevis på at han ville komme sig af sin sygdom. Tegnet var at skyggen på et solur skulle gå „ti streger“ tilbage, hvilket svarer til 40 minutter. Ud fra de to beretninger i Bibelen skulle man altså kunne finde frem til de 24 timer, som elektronhjernen efter sigende registrerede som manglende.

Men var hele denne historie sand? Der blev sendt et brev til hr. Hill hvori han blev bedt om at sende flere detaljer angående det han havde offentliggjort. Han skrev som svar: „Jeg har desværre forlagt det materiale der bekræfter de steder og navne som har relation til beretningen om ’den manglende dag’, men jeg skal med glæde sende det til Dem når jeg støder på det.“ Det er nu mange måneder siden. Indtil dato er der ikke fremkommet nogen dokumentation.

Desuden sendte de engelske udgivere af bladet Vågn op! en forespørgsel til det pågældende rumforskningscenter ved Greenbelt i Maryland (National Aeronautics and Space Administration’s Goddard Space Flight Center). I brevet blev centerets ledere bedt om at bekræfte historien. Chefen for centerets informationskontor, Edward Mason, svarede pr. brev: „Vi kender intet til hr. Harold Hill og kan på ingen måde bekræfte artiklens omtale af ’den manglende dag’.“ Edward Mason tilføjede: „Skønt planeternes positioner indgår som en nødvendig del af vore elektronhjerners beregning af rumfartøjers kredsløb, er jeg ikke bekendt med at ’astronauter og rumforskere ved Greenbelt’ har haft nogen tilknytning til hr. Hills historie om ’den manglende dag’.“

Er det blevet bekræftet at elektronhjerner virkelig er kommet til det påståede resultat? Man gør bedst i ikke at betragte sagen som bekræftet før der fremkommer et solidt bevismateriale, især i betragtning af at hr. Hill hævder at han ’personligt har set Herren Jesus Kristus’.

i øvrigt forekommer det mildest talt besynderligt at en beretning der er næsten identisk med den ovennævnte, kan findes i bogen The Harmony of Science and Scripture af Harry Rimmer. Men denne bog udkom allerede i 1936! I et kapitel der på dansk ville hedde „Nutidsvidenskab og Josuas lange dag“, omtaler Rimmer en bog der er skrevet i 1890 af en professor C. A. Totten fra Yale-universitetet, og hævder at denne bog „beviser sagen uden at levne en skygge af tvivl“.

I Rimmers udgave af professor Tottens beretning er det „en dygtig astronom“ der siges at have opdaget at jorden var 24 timer ude af trit med sin egen tidsplan. Da astronomen prøvede at bevise dette, siges det at han ved astronomiske beregninger fandt frem til at „den manglende dag“ kun var 23 timer og 20 minutter lang. Professor Totten fortæller da at han selv henledte astronomens opmærksomhed på at Josua ikke havde talt om at det var en hel dag, men „næsten en hel dag“. Da skal han efter sigende have fundet at beretningen om kong Ezekias var forklaringen på de resterende 40 minutter.

Disse to historier er næsten identiske. Men den nyeste, den fra 1970, tilskriver opdagelsen til rumforskere og datamaskiner ved Greenbelt-centeret (hvor man dementerer påstanden). Ifølge den anden forklaring, den fra 1936, skyldes opdagelsen „en dygtig astronom“ der nævnes i en bog som en anden mand har skrevet i 1890!

Bibelens sandfærdighed rokkes imidlertid ikke, selv om forskellige påståede forklaringer ikke kan bekræftes. Bibelen er Guds ord. Den taler sandt, for Gud kan ikke lyve. (2 Tim. 3:16, 17; Joh. 17:17; Tit. 1:2) For kristne er det til overflod blevet bevist at Bibelen er hvad den giver sig ud for at være: Guds ord. De føler ikke behov for, og det ville heller ikke være klogt, at søge støtte for deres tro i noget der ikke er tilstrækkeligt bevist.

Er Noas ark blevet fundet?

I det forløbne år har der også været megen omtale af en ekspedition der er blevet sendt ud for at finde Noas ark på Ararats bjerg. Meget af omtalen knytter sig til en mand ved navn Fernand Navarra og hans antagelser.

Den 13. juni 1970 skrev bladet Science News: „I 1955 fandt Fernand Navarra, en fransk fabrikant og amatøropdagelsesrejsende, en mængde træ, anslået til 50 tons, begravet i isen i en gletscherfinger på Ararats bjerg i det østlige Tyrkiet. Fundstedet ligger i 14.000 fods [over 4000 meters] højde, flere tusind fod over trægrænsen, og mere end 300 miles [480 kilometer] fra de nærmeste nogenlunde høje træer. . . . Navarra har hævdet at det forarbejdede stykke træ stammer fra Noas ark i Bibelen.“

Nogle anslog at træet var mellem 4000 og 5000 år gammelt. Andre undersøgelser, blandt andet ved hjælp af kulstof-14-metoden, tydede dog på at det var af noget nyere dato, skønt nyere kulstof-14, dannet i den øvre atmosfære og bragt ned sammen med sne og regn, kunne have haft nogen indflydelse på dette resultat.

I 1969 fandt man mere træ i nærheden af fundstedet fra 1955. I sommeren 1970 skulle der have været foretaget yderligere efterforskning under ledelse af det amerikanske selskab Search Foundation, Inc. Men de tyrkiske myndigheder forbød ekspeditionen at rejse til Ararats bjerg, af „sikkerhedsgrunde“, sagde man. Det blev siden forsøgt at omstøde afgørelsen.

Men det er ikke første gang nogen har hævdet at de har fundet arken. I århundredernes løb er der fremkommet mange sensationelle beretninger. Nogle hævder at de har set et skib. Andre mener at have set forstavnen af et skib. Endnu en beretning siger at et eftersøgningshold har fundet og undersøgt flere rum i noget der kunne ligne et skib. Men det har aldrig været muligt at få påstandene efterprøvet og bekræftet uden for al tvivl.

For omtrent ti år siden fandt man på Ararats bjerg konturerne af noget der kunne se ud som en båd. Flere blade offentliggjorde billeder der viste omridsene. Men forskere tog ud til stedet og fandt at det kun var en usædvanlig jordformation. Det sted man nu interesserer sig for ligger dog et andet sted på bjerget.

Men det er stadig klogt at være forsigtig. Selv om træet virkelig skulle stamme fra tiden før Vandfloden, er det jo ikke sikkert at arken var sin tids eneste menneskegjorte træbygning. Kunne vandet ikke have skyllet dele af forskellige bygninger som Vandfloden havde knust, op forskellige steder, for eksempel på Ararats bjerg? Er det ikke også muligt at der blev bygget en træbygning på Ararats bjerg længe efter vandfloden på Noas tid?

Nogle ønsker måske at tro at det er Noas ark der ligger deroppe, og så hævder de dogmatisk at det virkelig er den, før der foreligger sikre beviser for at det er rigtigt. Men hvad nu hvis det senere bliver bevist at det ikke er arken? Ville disse mennesker da blive svækket i deres tro på Vandfloden og på Bibelens beretning om Noas ark? Da ville det ikke være første gang at folk har fået deres tro ødelagt ved at fæste lid til dårligt underbyggede „beviser“, skønt det de oprindelig troede på var rigtigt nok.

Indtil der foreligger langt flere vidnesbyrd end der gør nu, vil det ikke være klogt at fæste alt for stor lid til sådanne fund for at kunne bekræfte Bibelen. Egentlig behøver kristne slet ikke den slags. De har Guds eget ords udsagn. Han var selv øjenvidne til alt hvad der skete. Vi har også beretningen fra Noa, som var øjenvidne til hvad der skete på jorden. Og vi ved at Jesus Kristus selv bekræftede at den verdensomspændende vandflod var en historisk kendsgerning. — 1 Mos. 6:1 til 8:22; Luk. 17:26, 27.

Inden for næsten alle racer og kulturer kan man finde vandflodsberetninger med mange fælles træk. Det kan ikke være tilfældigt at disse beretninger er så udbredte. Det er også blevet fastslået at millioner af levende skabninger engang i fortiden fandt en pludselig død i vandmasserne, og i mange tilfælde blev de lynhurtigt nedfrosset. For eksempel i Alaska og Sibirien har man fundet rester af disse dyr i enorme mængder. Nogle af dyrene frøs så hurtigt at der stadig var planterester i deres mund og mave.

Selv om resterne af Noas ark virkelig blev fundet og identificeret med sikkerhed, ville bibelkritikere da være mere overbeviste om Bibelens nøjagtighed? Ville de begynde at stole på den og dens Forfatter? Hvordan er det, har Dødehavsrullerne med Esajas’ bog overbevist kritikerne så meget at de har fået større tro på Bibelen og dens Forfatter end de havde før? Nej, i stedet har de i årevis mundhuggedes om detaljer som stavemåde, bogstavernes form, essæernes lære, og så videre. De har ikke fattet hvad der er det væsentlige med hensyn til bevarelsen af Guds ord og med hensyn til at tro på Bibelen og på Ham der lod den nedskrive.

Ville de der tvivler på at den jordomspændende vandflod har fundet sted, ’lade sig overbevise hvis en [måske Noa selv] opstod fra de døde’ og viste dem hvor arken lå? (Luk. 16:31) Sandsynligvis ikke. Jesus oprejste flere mennesker fra de døde, og det overbeviste ikke dem der kritiserede ham. Da Jesus oprejste en mand ved navn Lazarus ville de religiøse kritikere endda have at Jesus skulle dræbes! Og ikke nok med det, de besluttede ligefrem „at de også ville slå Lazarus ihjel“! — Joh. 11:45-53; 12:9-11.

Nej, det er ikke beviser for Bibelens sandfærdighed der mangler. Kendsgerningerne viser til overflod at Bibelen er Guds ord. Det der mangler for kritikernes vedkommende er den rette hjertetilstand. De ønsker ikke at tro. Og de vil heller ikke underlægge sig Jehova Guds ordning eller hans morallove.

Lukkede øjne når der foretages dåb?

Endnu et eksempel på hvor vildledende og direkte forkert en nyhedsmeddelelse kan være, er en artikel som nyhedsbureauet Associated Press har sendt fra Mufulira i Zambia.

Også danske aviser har bragt forskellige versioner af historien; her bringer vi nyhedsmeddelelsen som den kom fra Associated Press: „Medlemmerne af Vagttårnssekten skal holde øjnene helt lukkede når deres medtroende gennemgår dåbsritualet. Heldigvis var der en som havde øjnene åbne da Davison Kapysa blev dyppet i Kafuefloden hvor 200 Vagttårnsmedlemmer var til stede. En krokodille greb fat i Kapysas ene ben, men den ene tilstedeværende der snød og kiggede, råbte gevalt før dyret kunne drage af med sit offer.“

Den læser der ikke ved bedre kunne ud fra denne beretning forledes til at tro at Jehovas vidner skal lukke øjnene når de er til stede ved en dåbshandling og én døbes. Men hvis Associated Press havde spurgt en hvilken som helst repræsentant for Jehovas vidner, ville bureauet have fået at vide at oplysningen er forkert, og at sandheden er lige det modsatte. Når Jehovas vidner er til stede ved en dåbshandling er de der for at være iagttagere og øjenvidner. Det kunne de vel næppe være hvis de holdt øjnene lukkede mens andre blev døbt!

Læs med omtanke

Da verden i dag er så fuld af propaganda, er det godt at være varsom. Når man læser om vigtige emner bør man analysere de foreliggende kendsgerninger. Man må spørge sig selv: Er det jeg læser velunderbygget, eller er det bare rygter? Kommer det fra en pålidelig kilde? Hvis bevismaterialet er tvivlsomt, så vent indtil det bliver tilstrækkelig bekræftet.

Endnu en ting er værd at tænke på: Hvem er det mest sandsynligt vil publicere sandheden — de der er indviet til sandhedens Gud, Jehova, og som ikke arbejder for økonomisk vinding, eller de der søger profit, de der må tænke på deres annoncører og som er bundet af andre kommercielle interesser? Svaret ligger lige for.

[Illustration på side 4]

Er det rigtigt at videnskabsmænd ved hjælp af elektronhjerner har bekræftet en beretning fra Bibelen?

[Illustration på side 5]

Har man fundet noget af Noas ark?