„Dit ord er sandhed“
„Du må ikke sige falsk vidnesbyrd“
IFØLGE det niende af de ti bud var det forbudt at vidne falsk mod en anden. Vi læser således: „Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste!“ (2 Mos. 20:16) At vidne falsk mod en anden blev af den store dommer, Jehova Gud, betragtet som en meget alvorlig forseelse. Dette ses af den straf han forlangte at det falske vidne skulle lide. Og hvad var det? Han skulle lide den straf han havde søgt at bringe over en anden:
„Når et ondsindet vidne optræder mod nogen og beskylder ham for lovbrud, skal begge de stridende fremstille sig for [Jehovas] åsyn, for de præster og dommere, der er til den tid, og dommerne skal undersøge sagen grundigt, og hvis det viser sig, at vidnet er et falsk vidne, der har aflagt falsk vidnesbyrd mod sin broder, så skal I gøre med ham, som han havde til hensigt at gøre med sin broder; du skal udrydde det onde af din midte. Når da de andre hører det, vil de gribes af frygt og ikke mere øve en sådan udåd i din midte. Du må ikke vise skånsel: liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod!“ — 5 Mos. 19:16-21.
For yderligere at understrege alvoren i at vidne falsk, krævede Loven at de hvis vidneudsagn dømte en anden til døden, skulle være de første til at deltage i henrettelsen af forbryderen ved stening. Vi læser således: „Vidnernes hånd skal først løfte sig imod ham for at slå ham ihjel, siden alle de andres hånd. Således skal du udrydde det onde af din midte.“ Netop dette krav ville få et vidne til at være forsigtigt! — 5 Mos. 17:7.
Det strenge krav om at den der aflagde vidnesbyrd om en lovovertræders skyld skulle føre an i henrettelsen af den skyldige, kan have fået nogle til ikke at ville vidne mod den skyldige. Men Guds lov tillod ikke nogen at blive fritaget for at vidne i en sag når de havde kendskab til forbrydelsen. Loven erklærer tydeligt: „Hvis nogen, når han hører en forbandelse udtale, synder ved at undlade at vidne, skønt han var øjenvidne eller på anden måde kender sagen, og således pådrager sig skyld. . . .“ Enhver der kendte til en alvorlig forsyndelse og som undlod at fortælle om den, gjorde sig delagtig i forbrydelsen. Den der foregav ikke at have set eller hørt noget uret, levede på en løgn og gjorde sig derved i lige så høj grad skyldig i det forkerte som den der under ed ville vidne falsk mod sin broder. — 3 Mos. 5:1; Sl. 50:18.
Blandt dem der ondskabsfuldt overtrådte det niende bud var Jesu Kristi fjender. De fik fat i nogle mænd som vidnede falsk imod Jesus. Men i begyndelsen gik det som det så ofte går i sådanne sager: „Mange kom ganske vist med falske vidnesbyrd mod ham, men vidnesbyrdene stemte ikke overens.“ Til sidst dømte de Jesus til døden ved falskeligt at anklage ham for gudsbespottelse. Skønt alle de der her overtrådte det niende bud ikke straks blev straffet, kom de dog senere til at undgælde for deres forbrydelse, nemlig ved Jerusalems og hele nationens ødelæggelse — som Jesus netop havde advaret om. — Mark. 14:56-60; Matt. 23:35, 36.
Århundreder tidligere gjorde den onde kong Akab og hans hustru Jesabel sig skyldige i en lignende forbrydelse. For at kunne erhverve sig en af sine naboers, Nabots, vingård tillod Akab Jesabel at føre falske vidner der svor at Nabot havde forbandet Jehova Gud. Resultatet var at Nabot blev slået ihjel, og Akab kunne således tage Nabots vingård i besiddelse. På grund af denne morderiske gerning advarede Gud Akab om at både han og Jesabel ville lide en voldsom død, hvilket de også gjorde. — 1 Kong. 21:1-26; 22:34-38; 2 Kong. 9:30-37.
Ikke blot falsk vidnesbyrd i juridisk forstand men al løgn fordømmes i Guds ord. „I må ikke lyve, I må ikke bedrage hverandre.“ „Den, der farer med løgn, går under.“ Blandt de ting Jehova hader, er „løgnetunge“. Jehova „tilintetgør dem, der farer med løgn“. — 3 Mos. 19:11; Ordsp. 19:9; 6:17; Sl. 5:7.
Jesus Kristus regnede „falsk vidnesbyrd“ med til sådanne onde gerninger som mord, ægteskabsbrud og tyveri. Apostelen Paulus gav denne vejledning: „Lyv ikke for hverandre.“ „Derfor aflæg løgn og tal sandhed, hver med sin næste.“ Ordene i Åbenbaringen 21:8 som understreger alvoren i at lyve, regner „alle løgnerne“ med til dem der vil blive tilintetgjort for evigt i den anden død. — Matt. 15:19; Kol. 3:9; Ef. 4:25.
Det alvorlige i at lyve og i at sige falsk vidnesbyrd er måske lettere at indse når man gør sig klart at alle menneskehedens vanskeligheder begyndte da Satan fortalte Eva den første løgn, nemlig at hun ikke skulle dø selv om hun spiste af den forbudte frugt. Med denne løgn vidnede han også falsk mod Jehova Gud. Det er sandt som Jesus sagde, at Satan er „løgnens fader“. — 1 Mos. 3:4; Joh. 8:44.
Beretningen om Ananias og Safira viser hvordan Gud ser på løgn i sager der vedrører den kristne menighed. De foregav at give hele udbyttet fra salget af deres ejendom til den første kristne menighed i Jerusalem, sådan som andre havde gjort, men de beholdt en del af udbyttet selv. De var ikke tvunget til at sælge deres ejendom, og da endnu mindre til at give hele udbyttet til deres kristne brødre. Men i et forsøg på at blive velanset i andres øjne, løj de apostlene lige op i ansigtet. For at understrege over for alle i menigheden hvor afskyelig en sådan løgn er i Jehovas øjne, straffede Gud både Ananias og Safira med døden. „Der kom stor frygt . . . over alle, som hørte dette.“ Hvis vi vil behage Jehova Gud, må vi afsky løgn; vi må altid tale sandt. — Ap. G. 5:1-11.
I Bibelen ser vi at sandhed er knyttet til Jehova Gud, til Jesus Kristus, til Guds ord og til Guds hellige ånd eller aktive kraft. Derfor kaldes Jehova for „sandhedens Gud“. (Sl. 31:5, New World Translation) Apostelen Paulus skrev om Gud: „Det er umuligt for Gud at lyve.“ (Hebr. 6:18, New World Translation) Om Guds søn, Jesus Kristus, læser vi at han var „fuld af nåde og sandhed“. Og Jesus omtalte sig selv som „vejen og sandheden og livet“. (Joh. 1:14; 14:6) Om Guds ord sagde Jesus: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Og Jesus omtalte Guds hellige ånd eller aktive kraft som „sandhedens Ånd“. (Joh. 14:17; 15:26; 16:13) Ikke så mærkeligt at apostelen Peter kunne omtale den sande kristendom som „sandhedens vej“. — 2 Pet. 2:2.
Alle Jehova Guds sande tjenere og Jesu Kristi virkelige disciple bør derfor være meget omhyggelige med aldrig at aflægge falsk vidnesbyrd. Ja, måtte de altid give agt på rådet om at være „sandheden tro“. — Ef. 4:15.