Kristne lever op til sandheden

„Derfor aflæg løgn og tal sandhed, hver med sin næste; vi er jo hverandres lemmer.“ — Ef. 4:25.

 1. Hvorfor bør der ikke findes løgn i Guds menighed under nogen skikkelse?

JEHOVA GUDS nye verdens samfund er i funktion nu. Over hele verden udvælger Jehova mennesker og oplærer dem til liv i den nye verden. Han venter af dem, at de renser sig, bevarer sig rene og holder sig adskilt fra den gamle tingenes ordning under Satan. De kan ikke tillade sig at leve efter, hvad der er skik og brug i verden. Nogle af de ting, vi bør gøre, nævnes i Kolossenserne, det tredje kapitel. Versene 9 og 10 formaner os: „Lyv ikke for hverandre, da I jo har afført jer det gamle menneske [den gamle personlighed, NW] med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes til sand erkendelse efter hans billede, der skabte det.“ Tiden kræver, at de kristne er varsomme med, hvordan de lever. Det er klogt at undgå sådanne ting, som fører til, at vi må lyve og gøre vold på sandheden. „Er der nogen viis og forstandig iblandt jer, så skal han ved sin gode færd lade det komme frem i gerning med visdommens sagtmodighed. Men huser I bitter misundelse og egennytte [stridbarhed, NW] i jeres hjerter, så ros jer ikke løgnagtigt på trods af sandheden!“ (Jak. 3:13, 14) I disse ord ligger der den indrømmelse, at hvis vi huser misundelse eller stridbarhed i vort hjerte, og vor hjertetilstand ikke er ret, vil det ikke vare længe, før vi tyr til løgn. Den ene urette handling fører den anden med sig, den ene løgn trækker den anden med sig. Der bør ikke findes løgn i Guds menighed under nogen skikkelse. Løgn er uret, og Jehova fordømmer den.

 2. Hvad sker der med dem, som lyver i menigheden?

² Både før i tiden og i vor egen tid har vi set eksempler på, at nogle har forsøgt at lyve i Guds menighed, og det har altid ført til vanskeligheder, navnlig for dem, der løj. Grunden til, at nogle lyver, kommer med usandheder og bedrager andre, er ofte den, at de lider af menneskefrygt eller huser personlig stolthed. Apostlenes Gerninger, det femte kapitel, beretter: „Men en mand ved navn Ananias og hans hustru Safira solgte en ejendom, og han stak med sin hustrus vidende nogle af pengene til side og kom kun med en del af dem og lagde dem for apostlenes fødder. Da sagde Peter: Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet imod helligånden og stukket nogle af pengene for jorden til side? Kunne du ikke have beholdt den, dengang den var din, og da den var solgt, havde du så ikke fri rådighed over pengene? Hvordan kunne du dog få i sinde at gøre dette? Det er ikke mennesker, du har løjet for, men Gud. Da Ananias hørte disse ord, faldt han om og udåndede. Og der kom stor frygt over alle, som hørte det.“ Hans hustru samtykkede i hans løgnagtige forehavende, og hun fik samme dom. De gjorde sig skyldige i hykleri. De ønskede at tage sig ud af noget i andres øjne, noget, de ikke var. Hvis de havde fortalt sandheden, hvis de bare havde sagt, at de gav en del af de penge, de havde fået for ejendommen, ville de ikke have begået nogen uret. Det var deres hjerter, det var galt fat med. Jehova ransagede deres hjerters lønligste kroge for at forvisse sig om deres motiver og for at finde ud af hvorfor de handlede, som de gjorde. Han så, at deres hjerter var onde. Det resulterede i, at de blev ramt af Jehovas ugunstige dom. Ananias og Safiras tilfælde viser, at man kan blive udstødt for at lyve, for Jehova udstødte dem for tid og evighed. Løgn og usandhed betaler en ussel løn.

Sandheden blandt brødre indbyrdes

 3, 4. a) Hvilken slags vidnesbyrd må vi aflægge under en sag, der behandles af menighedens tjenere? b) Hvilke faktorer, der kan forlede os til løgn, bør vi undgå? c) Nævn nogle bibelske eksempler på den fortræd, falske vidner kan volde.

³ I vort samkvem med vore brødre må vi holde os til sandheden. Vi må bevare menigheden ren, ubesmittet og sandfærdig. I Ordsprogene 6:19 siger Jehova til os, at han hader falske vidner, der farer med løgn. Hvis vi siger sandheden, vil alt gå rigtigt til. En broder står måske anklaget for et eller andet, og hans sag er til behandling på et møde mellem tjenerne i menigheden, og disse forlanger en direkte udtalelse. Spørgsmålet er, om han har handlet ret eller uret. Den, som er indkaldt som vidne, må sige sandheden om sin broder, selv om det skulle medføre lidt forfølgelse eller bebrejdelse fra de verdsligt sindede. Frygt for en eller anden form for gengældelse bør ikke påvirke hans vidnesbyrd. Nogle primitive folkeslag i verden forledes til at lyve af frygt for trolddomskunst, men Jehovas vidner behøver ikke at nære en sådan frygt; Guds fulde rustning beskytter dem. (Ef. 6:11-20) Slægtskabsbånd eller klanfølelse — en forkvaklet opfattelse af loyalitet — bør heller ikke få nogen til at fordreje sandheden i et forsøg på at holde hånden over en ugerningsmand. Nogle mennesker har den indstilling altid at ville tækkes sådanne, som de anser for overordnede, og siger derfor, hvad de tror vil behage dem at høre. Ønsket om at kildre et menneskes øre bør aldrig få os til at sige noget usandt under en afhøring i menigheden eller andetsteds. Den, som ønsker at behage Jehova, må aflægge et sandfærdigt vidnesbyrd. Der kan ikke være både løgn og sandhed i den kristnes mund. — Jak. 3:10, 11.

⁴ Jehova har ikke behag i en løgner, hvis falske vidnesbyrd er til fals for en indbildt fordel. Under en afhøring må man ikke sige usandheder for at bringe den indstævnte i vanskeligheder. Den løgnagtige lægger sig for had hos Gud. Han tror måske, at han med sit vidnesbyrd kan indsmigre sig hos nogen eller opnå personlig fordel, men han pådrager sig uvægerligt Jehovas ugunst. „Sanddru vidne lyver ikke, det falske vidne farer med løgn.“ (Ordsp. 14:5) Man kan gøre et menneske meget ondt, hvis man under sit vidnesbyrd sværger falsk. Nabot døde på et par menederes udsagn. (1 Kong. 21:8-13) Falske vidner trådte frem mod Jesus og var medvirkende til hans død. Falske vidner fældede Stefanus. Mened er uret. Det er en form for løgn. Sådanne eder er især onde, når de gør andre fortræd, og det gør de så godt som altid. — Matt. 26:60, 61; Ap. G. 6:10, 11.

 5. Hvordan og hvornår er det tilrådeligt at rense sig for falske beskyldninger?

⁵ Vi kan måske se stort på tom snak og bagvaskelse, men hvis nogen sværger falsk imod dig for en domstol, er du i din gode ret til at forsvare dig og fremlægge beviser, der gendriver de løgne, der er blevet fortalt. De bør ikke få, lov til at blive stående i retsprotokollen som en anklage imod dig. Apostelen Paulus forsvarede sig, da han blev ført frem for herskerne. Med Jesu sag forholdt det sig anderledes. Han stod foran en pøbelsværm og for onde mennesker, der ikke havde nogen retfærdighedsbegreber. Et langvarigt argument ville ikke have ført til noget som helst. Fremdeles vidste han, at tiden var kommet, da han skulle give sit liv hen. Når onde mennesker aflægger falsk vidnesbyrd, kan det fylde os med øjeblikkelig harme, men vi bør bevare fatningen og ikke på noget tidspunkt svare igen med løgn. Vi vil holde os til Guds lov og følge hans retfærdige principper og fortælle sandheden. De onde må bære ansvaret for deres egne handlinger. — Sl. 119:69, 70.

 6, 7. Hvad bør vi gøre for at beskytte brødrenes interesser og bevare enheden i menigheden?

⁶ Der gives lejligheder, hvor vi må tage hensyn til brødrenes interesser og beskytte dem. Hvis du bliver udspurgt om din broders forhold, og spørgsmålene er af personlig karakter, og den, som stiller dem, ikke er en af de ansvarshavende menighedstjenere, der under en afhøring har ret til at få besked, vil det være bedst, at du som en kristen broder passer dine egne sager, beskytter din broder og holder tand for tunge. Bær ikke ved til bålet ved at hjælpe sådanne, som snager i andres sager. Det er med andre ord klogt at afholde sig fra sladder, bagtalelse, rygtesmederi og fra at finde fejl hos brødrene. Husk, Jehova hader ikke alene det falske vidne, men også dem, som sætter splid mellem brødre. Der bør ikke hviskes om nogen broder. Hvis du mener, at en eller anden har båret sig galt ad, og du synes, at du må tale om det, så gå direkte til den broder, der har begået fejlen, og tal med ham om det. Begynd ikke en hviskekampagne. Vi bør, for at sige det rent ud, hver især passe vore egne sager, og disse bør være i overensstemmelse med Jehovas ord. Gør vi det, bringer vi ikke os selv i vanskeligheder, fordi vi har blandet os i noget, der ikke kommer os ved. — Ordsp. 16:28; 18:8; Matt. 24:48-51; 1 Pet. 4:15.

⁷ Kommer en broder, der har brug for åndelig hjælp, til dig for at tale med dig om sine problemer, sine personlige vanskeligheder eller om noget, han måske har gjort for år tilbage, der var forkert, men som dog ikke krævede udstødelse, så vejled ham som en moden kristen broder og vis ham, hvordan han kan få sine forhold bragt i orden. Hjælp ham på enhver mulig måde. Men husk, hver ting har sin tid. Bring ikke dine brødre i forlegenhed i nødens stund. Det er ikke nødvendigt at fortælle alt, hvad du ved, til alle og enhver. Hjælp din broder, men gå ikke rundt og tal til højre og venstre om hans problemer, hans familievanskeligheder eller andre ting, som han har betroet dig i sin nød. Vis din broder kærlighed. Gør det for at bevare enheden i Guds organisation. — Ordsp. 11:13.

8-10. a) Hvilken handlemåde over for vore brødre beviser, at vi elsker Gud? b) Hvordan kan bagvaskelse og tom snak volde fortræd blandt brødre og vise mangel på kristen kærlighed?

⁸ Om nogen påstår, at han er en kristen, og at han elsker Gud, må han også elske sin broder. Hvis han ikke elsker sin broder, lever han på en løgn. „Hvis nogen siger: Jeg elsker Gud og hader sin broder, så er han en løgner; thi den, der ikke elsker sin broder, som han har set, han kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham, at den, som elsker Gud, skal også elske sin broder.“ — 1 Joh. 4:20, 21.

⁹ Hvis en broder for tyve år siden begik et fejltrin og gik til bekendelse og fik tilgivelse, bør vi ikke blive ved med at rippe op i den samme gamle historie. Det er ikke at vise broderkærlighed. Hvis du virkelig elsker din broder, vil du ikke sladre og snadre om ham. Ganske vist bør vi sige sandheden, når vi taler, men vi behøver ikke at fortælle alt, hvad vi ved om vor broder. Har han fået tilgivelse, er sagen dermed forbi, den er bragt ud af verden, og den skal ikke være det stående samtaleemne i rigssalen uge efter uge eller blandt menighedens medlemmer. Hvor er vor barmhjertighed henne, hvis vi bliver ved med at bagtale var broder eller publicere hans fejl? Hvorledes kan det fremme enheden? Hvordan kan det hjælpe til at bevare harmonien og glædens ånd i menigheden? Hvis vi føler trang til at tale, er der mange sandheder om Riget og mange erfaringer fra arbejdsmarken, vi kan drøfte.

¹⁰ De, som sår splid ved at beskæftige sig med sladder og tom snak eller bedrager ved at føre falsk lære, har ikke Jehovas organisations interesser på hjerte. I Titus 1:10-12 taler Paulus om dem, som er genstridige og farer med intetsigende snak og bedrager, og han viser, at sådanne kan ødelægge hele familier med deres løgnelære. Om „kreterne“ siger han, at de lyver bestandig. I Tit 1 vers 9 påpeger han, at de tilsynshavende brødre i menigheden skal irettesætte dem, som siger sandheden imod. Sandheden bør holdes i hævd i Guds menighed.

Vi må handle ret og redeligt

11. a) Hvilken forbindelse er der mellem oprigtighed og sandfærdighed? b) Kan uærlige mennesker slutte sig til Guds menighed for en tid?

¹¹ Jehova har „sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad HERREN kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud“. (Miks 6:8) At øve ret eller være oprigtig falder godt i tråd med at sige sandheden. Det er egenskaber, som de kristne må eje. Kristne er brødre, som er ærlige og oprigtige over for hinanden, og som hjælper hinanden. Men en barmhjertig kristen skal ikke bestandig finde sig i en uret adfærd fra deres side, som kommer ind i organisationen, og som ikke er besjælet af gode motiver. Det sker, at der kommer personer til møderne, eller at nogle slutter sig til den nye verdens samfund, som ikke af hjertet er oprigtige, som ikke er ærlige, og som ikke elsker sandhed og retfærdighed. De omtales undertiden som „snyltere“ og er mennesker, der øver svig og bedrag og går omkring og låner penge eller varer eller brødrenes ejendele, og som inderst inde overhovedet ikke agter at betale tilbage og heller aldrig gør det. De smykker sig udadtil med et skær af kristendom, men de lader sig udelukkende drive af selviske motiver. Judas var en tyv, og hans omsorg for de fattige var ikke andet end hykleri. — Joh. 12:6.

12. a) Er det en god skik at låne penge hos brødre? b) Hvilken foranstaltning traf Jehova blandt fortidens Israel, for at ærligheden kunne bevares iblandt dem, og hvad krævedes der af synderen, for at han kunne gøre sin fejl god igen?

¹² Det er ikke altid en god skik, at brødre låner penge hos andre brødre. Der kan til tider være god grund til det, men ofte fører det til vanskeligheder i menighederne. (Luk. 6:35) Hvis brødre gør forretninger sammen, træffer aftaler om pengetransaktioner eller levering af varer, bør de holde deres løfter, tale sandheden og sky al uærlighed. For at imødegå fejlhuskning og hindre misforståelser vil det være klogt, at alle sådanne transaktioner sker skriftligt. Svindel, snyderi og uærlighed er synder i Guds øjne. Blandt fortidens Israel havde Jehova truffet foranstaltning til soning af sådanne synder. Det blev pålagt den, der havde forset sig, at gøre sin fejl god igen hos sin broder og ind for Jehova. „Når nogen forsynder sig og gør sig skyldig i svig mod HERREN, idet han frakender sin næste retten til noget, der var ham betroet, et håndpant eller noget han har røvet, eller han aftvinger sin næste noget, eller han finder noget, som er tabt, og nægter det, eller han aflægger falsk ed angående een af alle de ting, som mennesket forsynder sig ved at gøre, så skal han, når han har forsyndet sig og føler sig skyldig, tilbagegive det, han har røvet, eller det, han har aftvunget, eller det, som var ham betroet, eller det tabte, som han har fundet, eller alt det, hvorom han har aflagt falsk ed; han skal erstatte det med dets fulde værdi med tillæg af en femtedel. Han skal give den retmæssige ejer det, den dag han gør bod [den dag hans skyld bliver bevist, NW]. Og til bod skal han af småkvæget bringe HERREN en lydefri væder, der er taget god; som skyldoffer skal han bringe den til præsten. Da skal præsten skaffe ham soning for HERRENS åsyn, så han finder tilgivelse for enhver ting, hvormed man pådrager sig skyld.“ — 3 Mos. 5:21-26; 19:11-13.

13. Har Jehova forandret sit ærlighedsprincip i vore dage?

¹³ Selv om vi som kristne i dag ikke lever under den samme præsteordning som fortidens Israel, har vi alligevel pligt til at være ærlige og oprigtige og betale enhver gæld og indfri ethvert løfte. Vi ønsker ikke at franarre vore brødre noget, men bør gøre alt godt igen og bede om Jehovas tilgivelse for enhver uret, der er blevet begået. Brødre vil være oprigtige over for hinanden i alle forretningsanliggender og holde løgn, uærlighed og bedrag borte fra deres midte.

14. Hvordan bør en kristen bære sig ad, når han ønsker at få det tilbage, som han har lånt en anden?

¹⁴ Fra tid til anden modtager Selskabet indberetninger fra enkelte brødre eller fra menigheder, og disse beretninger viser, at visse uærlige og umoralske personer har indsneget sig i menigheden. (Jud. 4) Vi ved, hvordan vi skal handle over for de umoralske, men hvad skal vi gøre med sådanne, der snylter på deres brødre eller kun kommer iblandt dem for at låne penge og, som salmisten siger, „låner og bliver i gælden“? (Sl 37:21) Hvad kan vi gøre i sådanne tilfælde? Hvis en broder i sin godhed og kærlighed låner en, der giver sig ud for at være en broder, af sine penge eller ejendele og aftaler et tidspunkt for tilbagebetalingen, og når tidsfristen er udløbet får det svar, at låntageren ikke vil betale beløbet tilbage, så kan broderen gå til ham, der lånte penge eller andre ting af ham, og bede ham om at betale det hele tilbage. Det er rigtigt at gå til din broder, hvis du har et udestående med ham, og tale med ham derom. (Matt. 18:15-17) Hvis han ikke vil betale, hvad han skylder, kan broderen, der lånte ham beløbet eller noget af sin ejendom, tale med menighedstjeneren og bede om at få sagen frem for tremandsudvalget i den forsømmelige skyldners overværelse. Når sagen udvikler sig på denne måde, vil man forstå, hvor fordelagtigt det er at have en skriftlig aftale, underskrevet af begge parter, fremfor kun at have et ord at holde sig til. Bliver den ene parts forsømmelighed fastslået, kan tremandsudvalget fastsætte en begrænset, men rimelig tidsfrist til afvikling af gælden eller til at gøre det godt igen, han har forbrudt.

15. a) Hvad kan menigheden gøre, hvis en broder nægter eller undlader at betale det tilbage, som han har lånt? b) Vil det nogen sinde være rigtigt at indstævne en låntager for de verdslige domstole for at inddrive gælden? c) Hvad bør man overveje, inden man anlægger sag?

¹⁵ Hvis den skyldige nægter at bringe sagen i orden, er broderen så berettiget til at anlægge sag mod låntageren for landets domstole? Bibelen råder os til at bringe sådanne sager frem for de modne brødre i menigheden og ikke for domstolene. (1 Kor. 6:1-10) Men er en uærlig i pengesager, kan han udstødes af menigheden. Fra da af bør man ikke have noget med ham at gøre. At blive udstødt af menigheden er den største straf, mennesker kan idømme en sådan person, for når modne brødre handler efter Skriftens ord og formaninger, handler de på Jehovas vegne, og dommen er fra hans ord. Om en besvegen broder vil indstævne en udstødt for domstolene eller ej bliver hans egen sag. Den udstødte er ikke længere en broder, og menigheden står magtesløs i et sådant tilfælde, og landets domstole er den eneste instans, man kan ty til. Men det vil være klogt først at overveje, hvor meget det vil koste i tid og penge. Retssager er bekostelige, og enden på det kan blive, at alle pengene går til at betale sagførersalær med. Det er også nødvendigt at tænke på den vanære, en sådan offentlig aktion kan kaste over arbejdet. Det er grunden til, at en broder ikke bør anlægge sag mod en anden broder for de verdslige domstole; det kan bringe vanære over menigheden. Paulus’ argument slår fast, at det er bedre at lade sig besvige end at bringe vanære over menigheden. Men med en udstødt stiller sagen sig anderledes, skønt folk i almindelighed ikke vil vide, at den anklagede er udstødt. Anlægger en broder sag, bør det være for at få sine penge tilbage og ikke for at hævne sig. Enhver, der vil gå til sådanne yderligheder for at inddrive en gæld, burde fra begyndelsen have haft en skriftlig aftale. Hvis den besvegne broder vælger at lade sagen falde, kan den overlades i Jehovas hænder, han, som ransager menneskehjerterne og kender vore motiver og belønner dem med liv, som gør det rette. — Rom. 12:17-19; 1 Kor. 5:11-13; Hebr. 10:26-31.

16. Hvordan kan brødre vise en skyldner barmhjertighed?

¹⁶ I mange tilfælde må vi vise barmhjertighed. En broder har måske lånt et ganske ringe beløb og fuldstændig glemt at betale det tilbage, uden mindste tanke om at franarre sin broder noget. Der bør gives ham lejlighed til at betale beløbet tilbage, og hvis hans hjerte er ret, vil han ønske at få sin gæld ud af verden. Nogle brødre er måske ikke selv i trang og derfor rede til at eftergive, hvad en broder skylder dem. (Matt. 6:12; 18:23-35; Luk. 7:41-43) Men ingen har ret til at vente, at hans gæld bliver eftergivet ham; det behøver den ikke at blive, men måske en broder med et kærligt hjerte føler sig tilskyndet til at slå en streg over den. Hvis det drejer sig om en syg og fattig broder, kan menighedens tremandsudvalg under afhøringen foreslå, at gælden bliver eftergivet, men der kan kun være tale om et forslag; långiveren må selv træffe den endelige afgørelse. Det viser, hvor vigtigt det er, at det er forstandige og modne brødre, der tjener i tremandsudvalget.

17. a) Hvad må en tjener være forsigtig med, når han advarer menigheden mod en uærlig person? b) Kan en broder, der har forset sig, atter blive genoptaget i menigheden?

¹⁷ Hvis det bliver meddelt menigheden, at en person nægter at betale, hvad han skylder, eller går omkring og låner penge eller andet hos menighedens medlemmer, bør det være menighedstjeneren, der bringer meddelelsen, og han bør belægge sine ord med omtanke og ikke komme med bagtaleriske påstande, men blot meddele de foreliggende kendsgerninger, eller at en person er blevet udstødt for uærlighed eller bedrageri. Så vil menighedens medlemmer være klar over, hvad der går for sig, og kunne værne om deres egne og deres brødres interesser. „Hans ondskab kommer frem i folkets forsamling.“ (Ordsp. 26:26, 18, 19) Hvis en, som er blevet udstødt, senere betaler alt, hvad han skylder, kan han blive genoptaget, fordi hans handling viser en ret hjertetilstand. Genindsættelsen vil afhænge af tremandsudvalgets skøn. Dette er en god grund til ikke at anlægge sag mod en broder ved domstolene for at inddrive en gæld.

18. Hvordan vises det i Jesu lignelse i Lukas 16:1-8, at han ikke godkendte uærlighed?

¹⁸ I den lignelse, der er gengivet i Lukas 16:1-8, vises det, at Jesus ikke godkender eller bifalder uærlighed. Han godkender aldrig uretfærdighed. Nogle har ment, at „herren“, der nævnes i lignelsen, er identisk med Jesus Kristus, som fremholdt lignelsen, men det er ikke tilfældet. Han roser ikke den utro godsforvalter. Den utro godsforvalters herre nævnes blot i forbigående, fordi han ikke kunne lade være med at beundre den utro forvalters snedighed. Jesus viste, hvordan verdens børn bruger deres midler til at sikre deres fremtid. „Lysets børn“ bør ligeledes have deres fremtid for øje og bruge deres evner og ejendele, så de kan behage Jehova og vinde det evige livs varige rigdomme. — Se Vagttaarnet for 15. maj 1948.

Beskyttelse mod fjender

19. Hvad kan en kristen gøre for at beskytte sine interesser, når han bliver stillet over for fjendske mennesker?

¹⁹ Når onde mennesker søger at skade en kristen eller nogle af hans brødre eller Guds organisation, og de kommer og udfritter om rent personlige forhold, er den kristne så forpligtet til at svare sådanne onde mennesker? Hvad kan vi gøre for at værge eller beskytte vore interesser i vanskelige tider eller under forfølgelse? Hvis du ved, at et menneske har ondt i sinde over for en broder, og vedkommende spørger dig om, hvor din broder opholder sig, behøver du ikke at svare. Jesus affejede tit et spørgsmål med et andet spørgsmål, der stillede hans modstandere i et dårligt lys. Det viser også, at man godt kan holde onde mennesker hen uden at give dem svar. (Matt. 15:1-6; 21:23-27; 22:15-21) Der kan gives tilfælde, hvor det betragtes som en forbrydelse at være et vidne for Jehova, som vi så det under let nazistiske regime i Tyskland. Hvis nogen kom og spurgte en mand, om han var et af Jehovas vidner eller ej kunne han, hvis han svarede ja, blive arresteret på stedet og fængslet. I et sådant øjeblik måtte vedkommende selv bestemme, hvad han ville gøre. Hvis han mente det fuldt forsvarligt at sige: Jeg er kristen, kunne han gøre det eller også helt lade være at svare. Dermed ville han ikke fornægte Kristus, som omtalt i Mattæus 10:33. I den Dominikanske Republik er det for tiden ulovligt at være et vidne for Jehova. Denne strenge lov blev indført af landets diktator i et forsøg på at standse den forkyndergerning, der bliver udført der. Det ville derfor være uklogt at gå rundt og fortælle alle og enhver, at man er et af Jehovas vidner, men være klogere stille og roligt at fortsætte sit arbejde med at fortælle folk om det gode budskab, Bibelen rummer, og beskytte sig selv og Jehovas organisation ved at undlade at svare på spørgsmål fra Per og Povl. — Sl. 39:1.

20. Hvornår kan man i de Forenede Stater nægte at vidne mod sig selv?

²⁰ De Forenede Staters grundlov siger, at ingen er forpligtet til at vidne mod sig selv. Grundloven sigter her til, at man under en straffesag ikke kan tvinges til at vidne mod sig selv. Den giver også et vidne retten til under en hvilken som helst retsproces at nægte at svare under påberåbelse af, at svaret vil virke anklagende på ham selv. Et menneske har ingen ret til at nægte at svare med den motivering, at svaret vil virke som en anklage eller blive til skade for en anden person. Under visse omstændigheder kan han vælge at forholde sig tavs og udsætte sig for at blive anklaget for krænkelse, af rettens værdighed. (Se forklaringen i § 22) Om man kan fritages for at vidne afgøres i hvert enkelt tilfælde, og fritagelsen gælder kun den, der gør krav på den. Der vedtages love, der giver hjemmel for, at visse personer kan miste deres beskæftigelse, hvis de nægter at besvare spørgsmål. Selv i sager, hvor vidnets beskæftigelse står på spil, kan han ikke tvinges til at vidne mod sig selv. Men nægter han at svare — ligegyldigt om svaret skader ham selv eller ej — er det tilstrækkeligt juridisk grundlag til at afskedige ham. Det står til den enkelte at afgøre, hvorvidt han vil besvare spørgsmål eller tage den straf, som hans tavshed kan medføre.

21. a) Hvornår kan man i engelsktalende lande nægte at besvare spørgsmål? b) Hvornår er man nødt til at besvare spørgsmål? c) Hvilken uret handlemåde blev der anvendt over for Jesus?

²¹ Der er imidlertid intet galt i at tilbageholde anklagende oplysninger fra en person, der ikke har ret til at forlange at få dem. I engelsktalende lande er for eksempel en mand, som er under arrest, i sin gode ret til at nægte at give en politibetjent den slags oplysninger, hvis han foretrækker det. Kun domstolene har krav på sådanne oplysninger. Men er man først i retten og står i vidneskranken og har svoret, at man vil sige sandheden, så kan man ikke tilbageholde oplysninger vedrørende sagen, der hidtil har været fortrolige og måske er skadelige eller anklagende, uden at risikere at blive anklaget for foragt for retten, da dommeren har myndighed til at forlange et svar. En mand, der er anklaget for en forbrydelse, kan ikke gøre krav på fritagelse for at besvare spørgsmål vedrørende den forbrydelse, han står anklaget for, når han som den indstævnte aflægger vidnesbyrd om sig selv i vidneskranken. Et vidne må også fortælle alt hvad han ved om den bestemte forbrydelse, der er fremme til undersøgelse, men hverken den indstævnte eller vidnet kan tvinges til at vidne imod sig selv vedrørende en anden handling, der kan have forbryderisk karakter efter de retsbegreber, der er gældende i de engelsktalende lande. Der skal gives oplysninger om alle kendsgerninger i forbindelse med den sag, der er til retsundersøgelse. Hvis en indstævnt vil undgå at komme med udtalelser, der kan skade ham selv, skal han ikke gå i vidneskranken, såfremt landets lov tilsteder ham ret til at lade være. I nogle lande kan man nægte at gå i vidneskranken. Mens den indstævnte måske kan nægte at give vidneudsagn, kan et vidne, der er under strafansvar, ikke nægte at gå i vidneskranken. Når man går i vidneskranken i forbindelse med en bestemt handling eller forbrydelse, giver man dermed afkald på retten til at bede sig fritaget for at komme med udtalelser, der kan virke anklagende eller blive til skade for en selv. Man kan anmode om fritagelse i forbindelse med andre forbrydelser eller andre handlinger. En sådan fritagelse gælder også alle vidner, der bliver stillet for den Amerikanske Kongres’ Undersøgelseskomiteer. I den slags tilfælde drejer det sig ikke om nogen bestemt forbrydelse eller handling. Over for sådanne komiteer kan enhver gøre krav på dette privilegium. Det er hovedsagelig i de engelsktalende lande, man kan forlange fritagelse for at udtale sig, hvis ens udtalelser kan virke anklagende på en selv. I Mattæus 26:63-65 ser vi, at i tilfældet med Jesus overskred retten sine juridiske beføjelser, da ypperstepræsten forlangte, at Jesus under ed skulle sige, om han var Kristus, Guds søn. Jesus svarede: „Du har selv sagt det [det tilkom dig at sige det, NW]. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer.“ Jesus blev med urette tvunget til at svare, og summen af hans svar viser, at ypperstepræsten opfattede hans ord som en bekræftelse.

22. Hvilken udvej stod der de kristne åben, når de i totalitære lande blev ført for retten og taget i ed?

²² I lande under totalitært herredømme, som for eksempel under Hitlers regering, blev vore brødre, der kom for retten og blev taget i ed, stillet over for et valg mellem to muligheder, der begge var til skade for dem selv. Den ene mulighed bestod i at fortælle alt, hvad de vidste, og dermed angive deres brødre og udsætte dem for forfølgelse og straf og selv blive straffet. Den anden mulighed bestod i at nægte at svare i vidneskranken og følgelig blive anklaget for krænkelse af rettens værdighed. Skulle nogen i dag komme i samme situation, må den enkelte vælge, om han vil svare eller ej. At nægte at svare kan betyde idømmelse af straf. Han kan vælge at forholde sig tavs og komme i fængsel eller at tale og blive idømt endnu strengere straf eller udsætte sine brødre for fare. Han kan ikke tillade sig at lyve, men det står ham frit for at nægte at svare, men han må gøre sig klart, at han må tage den straf, „kejseren“ idømmer ham, måske mange års fængsel. En kristen kan ikke lyve, når han er under ed, og derfor måtte brødrene i det nazistiske Tyskland undgælde, fordi de levede i et land, hvor der ikke var retfærdighed, og hvor det var en forbrydelse at være en kristen. Jehova gav dem kraft og visdom til at holde ud. Det vil dog ikke sige, at man altid bør forholde sig tavs over for en uretfærdig domstol. Der gives lejligheder, hvor vi kan gøre gavn og ære Jehovas navn ved at aflægge et frimodigt vidnesbyrd. Jesus Kristus påpegede for sine efterfølgere, at de ville blive ført frem for herskerne til et vidnesbyrd for dem, og at de skulle tale. (Matt. 10:17-20) Apostlenes Gerninger 22 og 26 viser, hvordan Paulus aflagde et frimodigt og taktfuldt vidnesbyrd over for myndighederne. Det overlades således til den anklagede kristne at skønne, hvorvidt det er tilrådeligt under de foreliggende omstændigheder at tale frit eller ej, men hvis han vælger at tale, må han sige sandheden.

23. Løj Jesus under ed?

²³ Nogle har påstået, at under forhold som dem, der rådede i det nazistiske Tyskland, var det berettiget at lyve selv under ed, men Bibelen bekræfter ikke en sådan påstand. Jesus svarede, da han var under ed, og han sagde sandheden, selv om han kun sagde lidt. Der er intet sted i Bibelen, der viser, at Jesus nogen sinde løj. Hans ord i Johannes 7:8 (AS): „Drag I op til højtiden; jeg drager ikke op til denne højtid,“ og den omstændighed, at han alligevel drog op til højtiden, har nogle brugt som en begrundelse for, at det er berettiget at sige en usandhed. Men New World Translation of the Christian Greek Scriptures såvel som den danske autoriserede oversættelse viser, at Jesus ikke fortalte en usandhed. Han sagde: „Drag I op til højtiden; jeg drager endnu ikke op til denne højtid.“

24. Hvad lærer vi af Peters smertelige erfaring?

²⁴ I Mattæus 26:69-75 læser vi beretningen om, hvordan Peter med en ed fornægtede Jesus. Når man sværger på noget, må man fortælle sandheden. Peter handlede ikke rigtigt. Han vidste det, for bagefter græd han bittert. Hans samvittighed nagede ham. Det var ikke det eksempel, Jesus havde givet. Peter havde handlet forkert, men vi ser, at Jehova viste ham sin ufortjente godhed og tilgav ham, for han blev senere brugt til at udføre det arbejde, de første kristne fik betroet, og til at betjene brødrene. Jesu Kristi gode vandel og Peters smertelige erfaringer er eksempler for vor tids kristne.

25. Hvilken beskyldning fremholder nogle, og hvad kan vi se frem til?

²⁵ Forskellige personer i Bibelen er blevet beskyldt for at lyve, såsom Jakob, Rahab, gibeonitterne, David og andre, men Bibelen beretter intet om, at de af den grund kom under Guds fordømmelse. Hvordan disse tilfælde, hvor visse mennesker tilsyneladende løj, skal forstås, vil vi tage op til behandling i en anden artikel, som vi håber at offentliggøre i Vagttaarnet.

Løfter og god vandel

26, 27. Hvordan kan man leve på en løgn?

²⁶ De, som slutter sig til Jehovas nye verdens samfund og indvier sig til tjeneste for Jehova, aflægger et løfte, som de ikke ustraffet kan bryde. De, som giver et sådant løfte, må overholde alt, hvad de med deres indvielse er gået ind på, det vil sige, de må vise den almægtige Gud, Jehova, absolut lydighed. (5 Mos. 23:21-23) Eller hvis et menneske får kundskab om sandheden og ved, hvad der er ret, så har også han ansvar for at handle ret ind for Jehova. Hvad enten man indvier sig til Gud eller kun bekender at være et gudfrygtigt, kristent menneske, er man alligevel forpligtet til at handle ret og leve op til sandheden. „Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, og dog vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd.“ (1 Joh. 1:6, 7) Gør vi krav på at være noget, vi ikke er, lever vi på en løgn, nøjagtig som Ananias og Safira gjorde. Det onde præstskab på Jesu tid bar sig ad på samme måde. Alle, som er utro, gør sig selv til løgnere. At følge en uret vej er ensbetydende med at fornægte Kristus Jesus. „Hvem er løgneren, om ikke han, som nægter, at Jesus er Kristus?“ — 1 Joh. 2:22.

²⁷ Jehova har givet os megen vejledning og belæring i sit sandhedsord, så vi kan dygtiggøre os til liv i hans nye verden, og det ventes af os, at vi holder hans befalinger. Gennem Kristus har Jehova truffet en barmhjertig foranstaltning til at fjerne den afmagt og synd, der kom over os som følge af den første store løgn. Hvis vi tjener Jehova på rette måde, vil vi adlyde de befalinger, han har givet gennem sin søn. Sådanne, som påstår at være Guds tjenere og derfor kristne, men som ikke holder hans bud, er i virkeligheden løgnere og lever på en løgn. „Deraf kan vi erkende, at vi kender ham, om vi holder hans bud. Den, der siger: Jeg kender ham, og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke.“ — 1 Joh. 2:3, 4.

Samvittigheden

28. Hvad vil det sige at have en kristen samvittighed, og hvordan kan den være os en rettesnor?

²⁸ Jehova har givet menneskene en samvittighed. Ens samvittighed kan være god eller dårlig. Apostelen Paulus skrev til Timoteus, at nogle i de sidste tider skulle være brændemærkede i deres egen samvittighed. Det er dem, som vender sig bort fra Guds belæring. Sådanne, som ikke føler samvittighedsnag, når de handler uret. Men en kristen bør have en god samvittighed. Han bør være forvisset om, at han handler ret, og at han holder sig til sandheden i alle ting. Det er nødvendigt at have en god samvittighed ind for Jehova, hvis vor tro skal stå prøve, og bevare vor „tro og en god samvittighed. Den har nogle kastet over bord, og derved har de lidt skibbrud på troen“. (1 Tim. 1:19) Når vi får kundskab om sandheden, ophører vi med at have en ond samvittighed, og gennem Jehovas foranstaltning renser vi os selv. „Så lad os træde frem med et oprigtigt hjerte, i troens fulde vished, bestænkede på hjerterne og derved rensede fra en ond samvittighed, og tvættede på legemet med rent vand.“ (Hebr. 10:22) Den kristne samvittighed, der er oplært af Guds ord, er en god rettesnor for korrekt adfærd og overflødiggør en talmudagtig samling leveregler. Den kristne må rent personligt tage sig formaningerne i Jehovas ord til indtægt og dømme om, hvad der er ret, og hvad han bør gøre, når han befinder sig i en situation, hvor han må vælge, om han vil svare eller ej.

29. Hvorfor er en god samvittighed en velsignelse?

²⁹ Fordi vi handler rigtigt og siger sandheden, udsætter vore forfølgere og de mennesker i verden, som er modstandere af det gode, os ofte for lidelser. Når vi handler ret, er vi med til at vidne om den almægtige Gud og hævde og herliggøre hans navn. Det er en fryd at have en god samvittighed, og det er en pine for et menneske at lyve og handle forkert og nages af en ond samvittighed. Hvis man siger sandheden, behøver man ikke at holde rede på sine historier. De, som lyver, må hele tiden dække deres spor. Hvorfor tilbringe hele livet i nervøs angst og med at dække over tidligere løgne? Hvorfor ikke tale sandheden til hver en tid og nyde livet med en ren samvittighed? Hvis man må lide, fordi man taler sandheden, er det ikke svært at bære lidelserne, når man har en ren samvittighed ind for Gud. Det er et privilegium at lide for det, der er ret, og for at kunne bevare en god samvittighed. — 1 Pet. 2:19, 20.

30. Hvordan gør vi os selv og vore børn gavn ved at have rene hjerter og holde os nær til Jehovas organisation?

³⁰ I alt, hvad vi foretager os i vort liv, er det vort højeste ønske at være Jehova til behag. Vi vil gerne gøre det, som glæder Gud. Derfor holder vi os nær til den organisation, Jehova har opbygget, og gør, hvad hans ord pålægger os. Vi må fri os fra den onde verdens indflydelse og ikke tage ved lære af dens moral. Vi har pligt til med al vor viden og kunnen at udrette det, som Jehova forlanger af os. Fyld dit hjerte med sandhed, og du vil tale sandhed. (Matt. 12:34; Fil. 4:8) Vi er klar over, at Jehova ransager vore inderste tanker og vort hjertes lønligste kroge og prøver vore motiver for at forvisse sig om, hvorvidt de er rette eller urette. Hvis vi siger sandheden, kan vi vente at opnå Jehovas gunst. Vore børn vil ligeledes opnå hans gunst, for på grundlag af det gode eksempel, deres forældre giver dem, vil de lære at være sandfærdige ind for Jehova. Naturligvis er det af største vigtighed at lære børnene at tale sandhed, lige fra de er ganske små.

31. Hvorfor er det nødvendigt at holde sandfærdighed og oprigtighed i hævd blandt dem, som udgør den nye verdens samfund?