En venlig hund — er den ufarlig

HUNDE formerer sig ikke så lidt hurtigere end vi mennesker. Alene i årene fra 1930 til 1960 er deres antal i De forenede Stater blevet firdoblet, mens befolkningstallet i samme periode ikke engang er fordoblet.

I selve New York er der en halv million hunde; det er dog langt færre end i London, hvor der er 700.000, og Mexico City, der har en million hunde. Selv om nogle få er ondskabsfulde — der blev anmeldt cirka 25.000 hundebid i New York i 1969 — er langt de fleste venlige. Vil det sige at alle venlige hunde er ufarlige?

At dømme efter den måde visse mennesker omgås hunde på, kunne det se ud til at det forholdt sig sådan. De viger ikke tilbage fra at kæle for praktisk talt enhver venlig hund de ser, ja de giver den måske endda lov til at slikke dem på hænderne og i ansigtet. Er det klogt?

Ikke alle hunde ufarlige

Det sker at en hund kommer i berøring med giftige planter, for eksempel en gift-sumak, og får pelsen indgnedet i giftstoffer fra planten. Har De nogen sinde rørt ved sådan en hund og senere fået udslæt af det? Tilfælde af denne lidelse har kunnet spores tilbage til en venlig hund. Folk der er allergiske har fundet at en hund giver dem ubehag. Når hunden fjernes, føler de sig straks bedre tilpas.

Hunde kan også få ringorm, og denne hudsygdom kan overføres til mennesker ved berøring. The Complete Dog Book, udgivet af den amerikanske kennelklub, siger herom: „Børn som er sammen med angrebne hunde bliver hyppigt smittet.“ Altså kan hunde, selv om de er venlige, være bærere af denne meget smitsomme, skønt ikke særlig alvorlige, sygdom.

Hundegalskab, derimod, er en af de mest frygtede sygdomme. Den overføres sædvanligvis til mennesker ved hundebid, selv om bid fra andre dyr også kan overføre smitte. En hund der er angrebet af hundegalskab kan i begyndelsen af sygdommen endda være endnu venligere end den plejer. Men hunden kan hurtigt blive irriteret; hvis den løftes op bider den måske og kan overføre en sygdom som i de fleste tilfælde er dødbringende.

Så er der de hunde der er venlige — men som har lopper der ikke er. Disse lopper angriber også mennesker og kan være smittebærere. Dr. Deane P. Furman, der er ekspert i parasitologi, siger angående lopper: „Enhver husmoder bør blive disse skadedyr kvit hurtigst muligt.“

Det er tydeligt at ikke alle hunde er ufarlige. I en drøftelse af hvilke bakterie-og svampeinfektioner hunde er udsat for, siger The New Dog Encyclopedia (1970): „Mange af disse sygdomme berører den offentlige sundhed da de angriber andre dyr og mennesker. Man skal især være forsigtig med smittebærende dyr hvor der er børn, ældre mennesker eller personer hvis modstandskraft er nedsat på grund af sygdom.“

Hundeskarn — en smittekilde?

Flere hunde betyder mere hundeskarn. En stor hund efterlader sig daglig godt og vel et pund ekskrementer, mens gennemsnittet for samtlige hunde ligger på cirka trekvart pund. Det vil sige at der i løbet af et år alene i New York efterlades 55.000 tons, foruden mange millioner liter urin! Kan disse efterladenskaber forårsage sygdom?

Ja de kan. For eksempel leptospirosis, som, når den rammer mennesker, kaldes Weils sygdom eller ’rottefeber’. Man anslår at 50 procent af alle hunde i verden er blevet smittet med leptospirosis på et eller andet tidspunkt. Mennesker kan blive smittet ved berøring med udtømninger fra hunde, især urin. Om denne sygdom siger Preventive Medicine and Public Health, udgivet af Philip E. Sartwell:

„Leptospirosis er udbredt i hele verden. Efterhånden som læger er blevet mere opmærksomme på sygdommen og laboratoriediagnostiseringsmetoder er blevet mere og mere anvendt, har det vist sig at leptospirosis hos mennesker er meget mere almindeligt end man før har troet. På grund af uensartetheden i de kliniske tegn på de mildere former af sygdommen uden gulsot, vil den ikke blive erkendt medmindre der foretages en laboratorieprøve. Klinisk kan man blot konstatere et pludseligt feberanfald med kuldegysninger, hovedpine, opkastninger og smerter i arme og ben, led og muskler. En bedring vil indtræffe i løbet af en uge eller ti dage.“

Visse steder bliver hunde også smittet med ekinokok-bændelormen. Disse orm udklækker deres æg i hundeekskrementer. Mennesker der klapper smittede hunde, eller som bliver slikket af dem, kan få disse mikroskopiske æg på hænderne, og hvis æggene kommer ind i munden og synkes, kan de forårsage ekinokok-sygdom eller hydatidosis. I Uruguay er kvæg og svin hærget af denne sygdom, og hvert år smittes henved 500 mennesker, hvoraf cirka halvtreds dør.

Ekinokok-sygdommen er udbredt i den sydlige del af Sydamerika, Sydaustralien, Tasmanien, New Zealand, Afrika og det mellemste østen, hvor den forekommer mere eller mindre hyppigt hos mennesker. Der er en overraskende stor udbredelse af sygdommen blandt eskimoerne og indianerne i Canada, mens den ellers er ret usædvanlig i Nordamerika. Her i Danmark forekommer den sjældent.

Hunde får disse bændelorm når de æder de indre organer af inficerede kreaturer eller svin som har de små hoveder af ormene i sig. Disse hoveder sætter sig fast på hundens tarmvægge, hvor de vokser ud til de er cirka en halv centimeter lange. En hund kan være vært for mange tusind af disse voksne orm og udskille en million æg om ugen!

Hvis disse æg indtages af en mellemvært — enten blandt mennesker, kvæg eller svin — kan de udklækkes i tarmene, trænge ud gennem tarmvæggene og bane sig vej til forskellige organer og væv, især leveren. Her dannes en ekinokok-blære hvori fosteret udvikler sig til et bændelormshoved. Selv om der ikke i mellemværten dannes en udvokset orm, kan dannelsen af blærer, enten den foregår hos et menneske eller et dyr, medføre sygdom eller endog død.

Altså er hunde der har disse bændelorm en mulig smittekilde for både dyr og mennesker. De kan være en virkelig fare for sundheden. Men er hunde som har andre, mere almindelige typer for orm, også farlige?

Skønt man ikke i almindelighed regner dem for at være det, er det interessant at lægge mærke til hvad Scientific American skrev i udgaven for september 1966: „Hunde og katte udgør måske ’en ikke ringe fare for den offentlige sundhed’, konkluderer tre engelske forskere efter en undersøgelse af mennesker der er blevet smittet med indvoldsorm som er ret almindelige hos kæledyr i hjemmene. Ormenes æg, Toxocara canis og T. cati, kan overføres til mennesker. . . .

Undersøgelser foretaget i England og U.S.A. viser at én ud af fem huskatte og -hunde giver ly for den pågældende indvoldsorm, og forekomsten er sandsynligvis meget hyppigere i troperne. Forskerne er kommet til den slutning at toxocariasis angriber temmelig mange mennesker, at det sandsynligvis kan sprede polio, forårsage epilepsi og meget vel kan forbindes med et antal andre sygdomme, især i troperne.“

Det bør ikke overraske at udtømninger fra hunde kan indeholde sygdomsfremkaldende organismer, og at disse kan smitte mennesker. Er det ikke en kendt sag at mennesker selv hyppigt er smittebærere? Jo, og det er derfor af stor betydning at vi sørger for ordentlige kloakforhold så vi kan skaffe os af med vores forholdsvis farlige efterladenskaber.

Hvad der kan gøres

Vil det i betragtning heraf være klogest helt at undgå kontakt med hunde? Nej, for så kunne man måske også sige at det var klogest at undgå kontakt med mennesker, da de også kan være smittebærere. Men vi vil gerne understrege at man bør være vågen for at hunde kan være smittebærere. Og selv om hunde er venlige, betyder det ikke nødvendigvis at de er ufarlige. Det er ikke uden grund at Bibelen kalder hunden et urent dyr. — Ordsp. 26:11.

Det er derfor godt at udvise forsigtighed når man omgås hunde. Det vil ikke være klogt at klappe enhver hund der kommer forbi eller at lade den slikke en, selv om det er en venlig hund. Hunden kan have en smitsom sygdom, eller den kan have snuset til en syg hund eller måske slikket den bagi. Den kan også netop have væltet sig i snavs som indeholder sygdomsfremkaldende organismer. Og selv om man kender hunden godt, er det noget griseri at lade den slikke en i ansigtet, lade den spise af ens tallerken, eller lade dens skarn ligge hvor mennesker kan komme i berøring med det.

Især hvis hunde i det område hvor De bor er kendt for at sprede smitte eller sygdom, bør De være på vagt. Hvis der for eksempel i Deres nabolag dukker tilfælde af hydatidosis op, så lad være med at give Deres hund råt kød og pas på at den ikke kommer i nærheden af kødaffald. I Uruguay, hvor denne sygdom er almindelig, er det forbudt ifølge loven; og det ville være forkert at tilsidesætte en sådan lov.

Det vil være klogt at forvisse sig om at ens forsyning af drikkevand ikke udsættes for mulig smitte fra dyr eller deres udtømninger, at ens hund ikke løber og boltrer sig i køkkenhaven, og at udvise forsigtighed i forbindelse med madvarer. Herhjemme foretages der en omfattende kontrol med kødet, men hvis man vil være på den sikre side må man forvisse sig om at det er godt gennemstegt eller -kogt.

Den kærlige Skaber har givet os dyrene for at vi skal glæde os over dem. Men lad os samtidig udvise god dømmekraft og huske at en venlig hund ikke nødvendigvis er ufarlig.