Hvem er Messias i Daniels bog?

FOR omkring to tusind og fem hundrede år siden åbenbarede engelen Gabriel en livsvigtig sandhed for Daniel. Den gik ud på at „en salvet“ eller „en messias“ ville komme ved udløbet af et bestemt antal „uger“, ikke almindelige uger men „åruger“. Det at en engel overbragte dette budskab antydede i sig selv at denne „salvedes“ komme ville være en begivenhed af største betydning, en begivenhed som kunne få dybtgående indflydelse på menneskeslægten.

Hvad fortalte Gabriel Daniel? Ifølge den oversættelse der er udgivet af Jewish Publication Society of America (copyright 1917), sagde han:

„Halvfjerds uger er fastsat over dit folk og over din hellige by til at fuldbyrde overtrædelsen og gøre en ende på synd, til at tilgive uretfærdighed og hidføre evig retfærdighed, og til at besegle syn og profet og salve det helligste sted. Vid derfor og forstå at fra ordet udgår om at genrejse og opbygge Jerusalem indtil en salvet, en fyrste, skal der være syv uger; og i toogtres uger skal det bygges igen, med åben plads og voldgrav, men i besværlige tider. Og efter de toogtres uger skal en salvet blive afskåret og ikke mere være til; og en kommende fyrstes folk skal ødelægge byen og helligdommen.“ — Dan. 9:24-26, JPS.

Ordlyden af denne oversættelse får det til at se ud som om „en salvet, en fyrste,“ ville komme, efter „syv uger“, mens en anden „salvet“ ville blive „afskåret“ efter toogtres uger. Bekræfter historien denne forståelse af sagen?

Jødiske synspunkter

Ifølge jødiske kommentatorer udgik „ordet . . . om at genoprette og opbygge Jerusalem“ da profeten Jeremias forudsagde at byen ville blive genopbygget efter at være blevet lagt øde af kaldæerne. For eksempel hedder det i Jeremias 30:18: „Byen skal bygges på sin høj.“ Dette får dem til at fortolke de „syv uger“ som et udtryk for den halvfjerds års periode med øde tilstand som endte med en jødisk rests tilbagevenden fra babylonisk landflygtighed. Visse jødiske kommentatorer går videre og mønter udtrykket „en salvet, en fyrste,“ på kong Kyros, der udstedte det dekret som tillod de jødiske landflygtige at vende tilbage til Juda og Jerusalem. Andre går ind for at identificere „en salvet“ med statholderen Zerubbabel eller ypperstepræsten Jesua, der begge vendte tilbage fra babylonisk landflygtighed efter udstedelsen af Kyros’ dekret.

Og hvad med de „toogtres uger“? Jødiske kommentatorer anvender dem på en tidsperiode på 434 år hvori Jerusalem skulle blive fuldstændig genrejst. Nogle tror at ’den salvede’ som skulle „blive afskåret“ (Dan. 9:26, JPS) sigter til kong Agrippa (II), der levede ved tiden for Jerusalems ødelæggelse i 70 e.v.t. Men andre anser ’den salvede’ for at være ypperstepræsten Onias, som Antíochos Epífanes afsatte i 175 f.v.t.

Jødiske kommentatorer er således på ingen måde sikre på betydningen af Gabriels ord. Ja, der er manglende konsekvens i forklaringen. Mens de „syv uger“ forstås som uger på hver ti år, i alt halvfjerds år (7 × 10), anses de „toogtres uger“ for at være på syv år hver, i alt fire hundrede og fireogtredive år (62 × 7). Således har disse jødiske kommentatorer i virkeligheden manipuleret med tidsfaktoren i deres bestræbelser for at fremtvinge en forklaring på Gabriels ord.

Et tilføjet accenttegn ændrer meningen

Hvor forbavsende det end må synes for nogle, har jødiske afskrivere og adskillige jødiske oversættere gjort tilføjelser til den originale tekst i Daniel 9:25. Den gruppe skriftkloge der er kendt som masoreterne markerede ordene „syv uger“ i den hebraiske tekst i Daniel 9:25 med et ’Athnahhʹ, et accenttegn der markerer en pause, og adskilte det derved fra de „toogtres uger“. Dertil kommer at adskillige jødiske oversættere tilføjer „i“ eller „i løbet af“ før de „toogtres uger“ for at få det til at se ud som om Jerusalem ville blive helt genopbygget i den periode. Hvis det ikke var for disse ændringer i teksten ville Daniel 9:25 lyde sådan: „Du bør vide og forstå at fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår, indtil Messias, Lederen, skal der være syv uger, og yderligere toogtres uger. Det skal vende tilbage, og blive virkelig genopbygget med torv og voldgrav, men i tidernes trængsel.“ (New World Translation) En lignende gengivelse findes i mange ikke-jødiske oversættelser.

Denne gengivelse gør det ganske klart at en „messias“ eller „salvet“ skulle komme, ikke ved slutningen af de „syv uger“, men ved slutningen af „syv“ plus „toogtres uger“, det vil sige ved slutningen af niogtres „uger“. Den „messias“ der skulle afskæres nogen tid efter de „toogtres uger“ ville derfor være den samme som det var forudsagt skulle komme ved slutningen af „syv uger, og yderligere toogtres uger“. Viste „en salvet“ sig på det tidspunkt?

Tiden for Messias’ komme

For at afgøre svaret på dette spørgsmål må vi fastslå hvornår befalingen udgik om at genrejse og genopbygge Jerusalem. Fornuftigvis måtte man forvente at en sådan befaling skulle udgå når der kunne gøres noget for at gennemføre befalingen, snarere end da Jeremias profeterede før byen blev ødelagt.

Skønt en jødisk rest vendte hjem til Juda og Jerusalem fra landflygtigheden i Babylon i 537 f.v.t., blev byens mur og dens porte ikke genopbygget eller repareret før adskillige år senere. En delegation af jødiske landflygtige beskrev byen for Nehemias, der var mundskænk for perserkongen Artaxerxes (den Langhåndede): „De tiloversblevne, de, som er tilbage fra fangenskabet der i landet, lever i stor nød og forsmædelse, og Jerusalems mur er nedrevet og portene opbrændt.“ (Neh. 1:3) Nogle måneder efter at Nehemias havde modtaget denne melding blev han bemyndiget af kong Artaxerxes til at genopbygge Jerusalem. Dette var i måneden nisan i det tyvende år af Artaxerxes’ regering. (Neh. 2:1-6) De pålideligste historiske vidnesbyrd viser at nisan i dette tyvende år faldt i 455 f.v.t.a Det var således ved Nehemias’ ankomst til Jerusalem nogle måneder senere i 455 f.v.t. at ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem kunne træde i kraft.

Når vi bruger året 455 f.v.t. som udgangspunkt for at tælle de niogtres åruger (483 år), finder vi at en „messias“ eller „salvet“ var bestemt til at komme i år 29 e.v.t. Forventede jøderne en „messias“ på det tidspunkt? Viste en „messias“ sig da?

Manasseh ben Israel, en velkendt rabbi fra det syttende århundrede, hentyder til Daniels bog, det niende kapitel, idet han siger: „Der er nogle som vil acceptere at disse 70 perioder på hver syv år tilkendegiver at Messias ville komme efter afslutningen af dem. . . . Ja, alle de jøder der greb til våben imod romerne på det tidspunkt var af den mening.“ Den jødiske lærde Abba Hillel Silver bemærker: „Messias forventedes omkring andet kvartal af det første århundrede e.v.t.“ Den babyloniske Talmud taler i Traktat Sanhedrin, folio 97a, om „den syv års periode ved hvis afslutning Davids søn [Messias] ville komme“. Jøderne forventede således ikke at en hvilken som helst „messias“ men Messias, Davids søn, skulle komme netop på det tidspunkt der var angivet i Daniels bog, kapitel 9.

Hvem Messias er

Den eneste person der viste sig som denne Messias i år 29 e.v.t. var Jesus, en efterkommer af kong David. Bibelen, tillige med den verdslige historie,b indeholder vidnesbyrd om at Jesus i efteråret 29 e.v.t. kom til Johannes og blev døbt. Umiddelbart efter hans dåb „åbnedes [Himlene], og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham. Og se, der lød en røst fra Himlene, som sagde: ’Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.’“ (Matt. 3:16, 17) Ved denne salvelse med Guds ånd blev Jesus Messias eller Kristus, idet begge ord betyder „den salvede“. Fra da af gjaldt ordene i Esajas 61:1 ham: „Herren GUDS ånd er over mig; fordi HERREN har salvet mig til at bringe gode tidender til de ydmyge.“ (Jewish Publication Society) Tre og et halvt år efter sin salvelse blev Jesus „afskåret“ ved døden.

Vidnesbyrdet i Daniel 9:25 peger således umiskendeligt hen til Jesus som den lovede Messias. Rabbi Simon Luzatto (fra det syttende århundrede) indrømmede:

„Dette yderst bemærkelsesværdige skriftsted . . . har gjort rabbinerne så rådvilde og usikre at de ikke ved om de er i himmelen eller på jorden. Resultatet af en fortsat undersøgelse af denne profeti kunne for vort vedkommende let føre til at vi alle ville blive kristne. Det kan afgjort ikke benægtes at Messias’ komme er klart fremsat i den og at man skulle acceptere at tiden allerede er forløbet.“

Øjensynlig fordi masoreterne forkastede Messias, søgte de med et accenttegn i Daniel 9:25 at skjule tidsfaktoren, der afgjort udpegede Jesus som den lovede Messias. Professor E. B. Pusey bemærker i en fodnote til en af sine forelæsninger der blev holdt ved universitetet i Oxford (udgivet i 1885) vedrørende de masoretiske accenttegn:

„Jøderne anbragte versets vigtigste skilletegn under [syv], hvilket betød at de to tal, 7 og 62, blev adskilt. Dette må de have gjort uærligt, . . . (som Rashi [en fremtrædende jødisk rabbiner i det tolvte århundrede] siger idet han forkaster de bogstavelige fortolkninger der talte til gunst for de kristne).“

Det bør ikke overraske nogen at de fleste jøder stadig forkaster at Daniel 9:25 skulle gælde Jesus Kristus. Deres syn på dette er i høj grad blevet påvirket af jødiske lærde og tænkere der havde deres glanstid mellem det ellevte og femtende århundrede. Dette var en periode da jøderne måtte lide på grund af yderliggående antisemitisme, som i hovedsagen skyldtes hadefulde mennesker der hævdede at være Jesu Kristi efterfølgere. Dette bevirkede at Jesu navn blev en stank i næsen på de fleste jøder. Det er derfor ikke mærkeligt at rabbinske bibelfortolkninger fra den periode fornægter den messianske anvendelse af mange profetier der klart blev opfyldt på Jesus.

Talrige oprigtige jøder har imidlertid ikke ladet det onde der er gjort af mennesker som hyklerisk hævder at være „kristne“, fylde dem med fordom imod Jesu navn. De har selv undersøgt det vidnesbyrd der findes i de beretninger om Jesu jordiske tjeneste som blev nedskrevet af de jødiske evangelister Mattæus, Markus, Lukas og Johannes. De har også undersøgt de hebraiske profetier der udpeger Jesus som den lovede Messias. Deres undersøgelser har fået dem til at tro at Jesus i sandhed er Messias.

Hvis De er blandt de millioner af jøder der ikke tror at den lovede Messias er kommet, hvorfor så ikke tage Dem tid til at undersøge sagen grundigt? Hvis Jesus er den Messias som Daniels profeti i det niende kapitel peger frem til, så vil De naturligvis ikke ønske at stille Dem i opposition til ham, med tab af velsignelser for Dem selv. For at De kan modtage de velsignelser Messias’ retfærdige styre vil skænke, vil Jehovas vidner med glæde hjælpe Dem i Deres undersøgelse af yderligere kendsgerninger der peger hen til Jesus som Messias.

[Fodnoter]