Hvad sker der med religionen i Sovjetunionen?

OVER femoghalvtreds år har Sovjetunionen været et mysteriernes land for folk fra andre lande. I det meste af denne tid har man ikke vidst ret meget om hvordan folk levede bag det såkaldte „jerntæppe“.

Men i de seneste år har Sovjetunionen lukket sine døre op for flere og flere gæster. Besøgende har fået lov at rejse omkring i store dele af landet og tale med folk af alle slags. Et mere nøjagtigt billede af nationens politiske, økonomiske, videnskabelige og kulturelle liv er ved at tone frem.

Men på ét enkelt felt har det været svært at danne sig et nøjagtigt billede af livet i Sovjetunionen — nemlig på det religiøse felt. Hvordan går det med religionen i dette land? Lever den stadig efter fem årtiers kommunistisk styre? Måske trives og blomstrer den? Eller er den ved at visne? Hvad venter der den i fremtiden?

Modstridende meldinger

Der er i de senere år fremkommet modstridende meldinger i den udenlandske presse om religionen i Sovjetunionen. Nogle af meldingerne betyder, hvis de skal tages for deres pålydende værdi, at der ligefrem foregår en religiøs „vækkelse“.

For eksempel havde New York Times en dag følgende overskrift: „RELIGIONEN MENES AT VINDE FREM I SOVJET.“ Britannica Book of the Year for 1972 skrev: „Der afholdtes gudstjenester i næsten hver eneste af de større byer i landet, og en hel del unge vendte sig til religion.“

Det tyske ugeblad Stern skrev om en katedral i byen Nóvgorod som myndighederne havde gjort til museum. Det blev sagt at folk der besøgte kirken gjorde korsets tegn, bad og lyttede til religiøs musik. Dette blev taget som et vidnesbyrd om voksende religiøs interesse.

Ud fra sådanne rapporter kunne man få det indtryk at der virkelig er stigende religiøsitet i Sovjetunionen.

Men når man tager flere vidnesbyrd i betragtning og lytter til andre øjenvidneberetninger, begynder der at danne sig et helt andet billede. En del rapporter samstemmer med den historiker der ligeud sagde: „Den organiserede religion forekom, bortset fra isolerede områder med nidkærhed og fromhed, at være en døende institution“ i Sovjetunionen.

Man må altså søge under overfladen. Meget skal tages i betragtning når man vil prøve at afgøre hvordan det står til med religionen i Sovjetunionen i dag. Og når alle faktorer er taget i betragtning kan bestemte konklusioner drages. Måske vil en af disse konklusioner komme som en overraskelse for Dem!

I denne søgen vil det være en hjælp at undersøge hvordan forholdet mellem stat og kirke har formet sig i tidens løb. Det vil sætte os i stand til bedre at forstå grunden til at visse ting er sket, og hvad tendensen er.

Religionens stramme greb

Religionens historie i Sovjetunionen er først og fremmest den russiske ortodokse kirkes historie. Den har været langt den mest fremtrædende kirke i landet.

Denne kirke fik sin begyndelse i 988, da Vladímir den Store af Kíjev blev døbt i kristenhedens østlige, ortodokse kirkeretning. Det siges at han omvendte sig fra sin hedenske religion for at vinde sin hustru Anna. Hun var søster til kejseren af det byzantinske rige, der dengang var dominerende. Rigets hovedstad var Konstantinopel, den ortodokse kirkes hovedsæde.

Vladímir lod sine undersåtter vide at de alle måtte lade sig underkaste dåben som ortodokse kristne. Enhver der ikke gjorde det ville blive betragtet som en fjende af staten. Lige fra begyndelsen var den russiske kirke altså støttet af verdslig magt. Da det byzantinske rige styrtede sammen i 1453 blev den russiske ortodokse kirke erklæret uafhængig af ledelsen i Konstantinopel. Senere blev det religiøse overhoved i Moskva gjort til patriark på lige fod med patriarken i Konstantinopel. I 1692 afskaffede Peter den Store imidlertid patriarkembedet, og beherskede derefter selv kirken, og i 1721 blev den russiske ortodokse kirke officielt gjort til statskirke.

Som tiden gik blev kirken tættere og tættere forbundet med zarernes undertrykkende herredømme. (Ordet „zar“ [kejser] kommer af det latinske ord Cæsar.) Zarerne forlangte at folk skulle rette sig efter den russiske ortodokse kirke og gjorde det ulovligt at omvende sig til nogen anden religion. De hensynsløse zarer og kirken, der altid søgte sit eget, kunne sammen holde folket nede i uvidenhed og fattigdom.

Men så skete det i marts 1917 at liberale politiske grupper gennemførte en revolution og afsatte zaren. Da zaren nu var borte, så den ortodokse kirke en lejlighed til at blive uafhængig af staten; og den nye provisoriske regering støttede kirkens bestræbelser. I august samme år blev patriarkembedet genindført. Med en ny patriark (Tíkhon) og nyvunden frihed mentes det at kirken ville blive endnu mægtigere end før.

Der blæser nye vinde

Men før dette nåede at ske ramtes Rusland af et politisk stormvejr med orkanagtig styrke! I november 1917 fandt endnu en revolution sted. Nu kom bolschevikkerne (senere kaldet kommunister) til magten. De omstyrtede den daværende samfundsorden, også den provisoriske regering.

I løbet af nogle få år befæstede kommunismen, under Lenins ledelse, sit greb om Rusland og andre områder i nærheden. Så den 30. december 1922 blev Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker (U.S.S.R.) udråbt. Sovjetunionen kom til slut til at bestå af femten republikker, hvoraf Rusland er den største. I dag omfatter Sovjetunionen et større landareal end nogen anden stat. Dens befolkning er på næsten 250.000.000, den tredje største i verden efter Kinas og Indiens.

Da landet nu havde udstrakt sit styre til at omfatte over hundrede nationale folkegrupper, stod de kommunistiske herskere over for en befolkning med stærkt varierende religiøse anskuelser. Den russiske ortodokse kirke var naturligvis langt den største. Men der var også mange andre, især i de områder der først senere var kommet under kommunistisk styre.

Alle disse forskellige trossamfund var nu spændt på hvilken stilling de ville få i forhold til det nye styre. Det skulle de snart finde ud af. De blev alle ramt med fuld styrke af de revolutionære nye vinde der begyndte at blæse i november 1917.