Hvad skulle man forvente?
TILHÆNGERE af udviklingslæren hævder at mennesket er det endelige produkt af en proces som begyndte med nogle livløse kemiske stoffer i havet. Her følger en typisk beskrivelse af denne opfattelse, som den står at læse i Science World:
„Nogle videnskabsmænd mener at mennesket har udviklet sig fra en abelignende skabning for mellem to millioner og 10 millioner år siden. Denne abelignende skabning havde sandsynligvis udviklet sig fra en anden form for abe millioner af år tidligere. Denne abe havde udviklet sig fra en primitiv primat der har lignet en klatrespidsmus. Som alle andre pattedyr havde klatrespidsmusen udviklet sig fra et amfibium, og amfibiet fra en fisk. . . . De første tegn på liv — simple encellede organismer — opstod i havet.“
Hvad siger Bibelen? I kapitel 1 i Første Mosebog kan man læse at Gud skabte de forskellige arter af liv på jorden hver for sig, i løbet af en vis tidsperiode. Først kom vegetationen, dernæst fiskene og de flyvende skabninger, så landdyrene og til sidst mennesket.
Men siger Bibelen at hver eneste plante og hvert eneste dyr blev skabt direkte af Gud? Nej, kun de grundlæggende arter. Inden for hver art kunne der opstå stor variation i årtusindernes løb. Der var for eksempel mulighed for mange forskellige slags katte inden for kattefamilien, forskellige hunde inden for hundefamilien, og forskellige mennesketyper inden for den menneskelige familie.
Kapitel 1 i Første Mosebog siger imidlertid at disse grundlæggende arter kun kunne frembringe afkom „efter deres arter“. De forskellige typer inden for hver art kunne altså parre sig og få afkom, men ikke typer fra forskellige arter. Og den ene art kunne heller ikke ændre sig og blive til en anden art.
Hvilke beviser man skal lede efter
Hvis udviklingslæren er sand må der findes beviser til støtte for at arter af liv lidt efter lidt har ændret sig og er blevet til andre arter. Der må være i det mindste nogle vidnesbyrd om dette.
Hvis Bibelen er sand skulle man derimod ikke kunne finde overgange fra nogen af de oprindelige arter til andre arter. Man skulle forvente at der var stor variation inden for hver af de oprindelige arter, men at arterne var skarpt adskilte, som af en bred kløft der ikke kunne slås bro over.
Hvis udviklingslæren er sand skulle man vente at finde tegn på begyndelsen til nye strukturer i livsformerne. Der skulle være en overflod af delvis udviklede arme, ben, vinger, øjne og andre organer og knogler. Dette måtte være tilfældet både i fossilerne og i nogle af de arter som lever i dag.
Hvis udviklingslæren er sand må der desuden være vidnesbyrd om at der kan opstå liv af sig selv, spontant, uden hjælp udefra. Man skulle også mene at det måtte være en del lettere at få liv til at opstå med hjælp udefra, som det for eksempel er tilfældet når mennesker benytter deres forstand og en hel del kompliceret udstyr til at gøre eksperimenter. Men hvis Bibelen har ret skulle der ikke kunne opstå liv eller levende, formeringsdygtige skabninger undtagen ved direkte skabelse eller ved den formeringsproces som Gud har udtænkt.
Eftersom det hævdes at udviklingen begyndte med at nogle livløse kemiske stoffer blev til encellede organismer, vil det være logisk at begynde en undersøgelse på dette punkt. Efter at man nu i mange årtier har eksperimenteret intensivt og indsamlet oplysninger om cellen, hvad har kendsgerningerne da vist?
[Illustration på side 7]
Hvis Bibelen har ret skulle man forvente stor variation inden for hver af de oprindelige „arter“. Inden for hundefamilien er der således mange forskellige racer, der kan parre sig indbyrdes. Men de kan ikke parre sig med dyr fra andre „arter“, som for eksempel kattefamilien