Præster i den politiske arena

NYHEDER vedrørende religiøse anliggender har i mange år været henvist til bagsiderne i små lokalaviser. Men i dag kan man også læse om præsternes bedrifter i forsidespalterne. Hvordan kan det være?

Fordi gejstlige mere end nogen sinde blander sig i politiske spørgsmål — og politik har hele tiden været forsidestof. Præster tager nu aktivt del i politik på ethvert plan, lige fra lokale kommunevalg til internationale konferencer.

På sin vis er dette ikke noget nyt. Kristenhedens kirker har alle dage blandet sig i regeringsanliggender. Men i de senere år har gejstligheden spillet en mere aggressiv rolle i politik. Vejen til dette blev banet først i 1960erne ved Det andet Vatikankoncil. Her opfordredes katolikkerne til at engagere sig mere i sociale og økonomiske spørgsmål. Og protestanterne fulgte trop. Det er naturligvis prisværdigt at man ønsker at hjælpe andre, men spørgsmålet er hvordan det bør gøres.

Jesus Kristus sagde: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ (Joh. 18:36) Alle præster kan sikkert disse ord udenad; og er man virkelig kristen tror man på dem. En kristen ved at det ikke giver gode resultater at handle imod Jesu ord. Hvordan kan det da være at mange præster bliver ved med at blande sig i politiske anliggender og faktisk prøver at gøre Guds rige til „en del af denne verden“?

Fordi de simpelt hen tror at det er de politiske organisationer og ikke de religiøse der har betydning i verden i dag. Pastor Carl McCall fra New York har for eksempel sagt: „Politisk engagering er det eneste folk respekterer en præst for i dag.“ Og i 1971 erklærede den katolske bispesynode at det er inden for politik der „virkes for retfærdighed“.

Det overrasker os derfor ikke at Louis R. Gigante, som er byrådsmedlem i New York og samtidig hjælpepræst ved den katolske Sankt Athanasius kirke, har sagt at der for ham kun er én måde at få tingene gjort på: „Ved magt. Det hele er magt . . . en af grundene til at jeg går ind for politik er at jeg ønsker at blive politisk leder, og jeg ønsker at blive politisk leder for at få magt.“

Men giver en sådan tankegang gode eller dårlige resultater? Lad os først kaste et blik på Sydamerika.

De revolutionære i Sydamerika

Det jesuitiske ugeblad America har erklæret følgende: „At holde den katolske kirke ude af partisanpolitik i Latinamerika er lettere sagt end gjort.“ Hvorfor det? Blandt andet fordi den katolske kirke altid har været indblandet i latinamerikansk politik. Men også her er der i de senere år sket en drastisk ændring i præsternes stilling.

Engang var kirken den rige klasses yndling. Biskopper i det nordøstlige Brasilien indrømmede således i et hyrdebrev forrige år: „Kirken blev ikke sjældent ligestillet med de førende på det kulturelle, sociale og politiske område. Ofte identificerede den sig mere med de styrende end med de styrede. . . . Kirken blev et redskab for den herskende kultur.“

Disse biskopper mener at denne kurs har resulteret i store lidelser for det jævne folk. Nu ønsker de i stedet at lade kirken ændre kurs og slutte op om „folkets befrielsesmarch“. Men har det givet bedre resultater?

Disse brasilianske biskopper sammenligner politisk befrielse med frelse og tror at den må gennemføres ved en voldelig revolution. Der er allerede flere brasilianske præster som er blevet dømt for samarbejde med byguerillabevægelser. Og i Colombia er en organisation der kaldes „Præster for Latinamerika“ blevet anklaget for at støtte revolutionær opstand.

Præsternes politiske interesse har medført at den brasilianske regering nu anklager mindst ét af den katolske kirkes undervisningsprogrammer for at virke som et kommunistisk brohoved. Regeringen hævder at „marxisterne har betragtet kristendommen som en del af den kapitalistiske styreform. I dag bruger de Kristus som et kommunistisk bolværk hvorved det lykkes dem at hente støtte hos religiøse mennesker“.

Som en modsætning til dette fordømte de katolske biskopper under præsidentvalget i Venezuela stærkt det de kaldte socialismens og kommunismens ’tvetydigheder’. Samtidig med dette kritiserede Chiles biskopper åbent militærjuntaens politik; og i maj måned blev den argentinske præst Carlos Mugica myrdet fordi han blandede sig i politik.

Den katolske kirke går altså til begge yderligheder. Nogle steder siges den at støtte kommunismen, andre steder at forkaste den. Mellem disse to yderpunkter findes mange nuancer af politiske ideologier som støttes af sydamerikanske præster. Og indeklemt mellem de stridende parter finder vi det jævne folk, forvirret — næppe ’befriet’ — på grund af manglende enhed og ledelse fra kirkens side. Forståeligt nok ønsker mange at kirken blot ville holde sig væk fra politik. Men som bladet America skrev: „Det er lettere sagt end gjort.“

Andre religiøse oprørere

De revolutionære præster i Latinamerika har sat eksemplet, og det er blevet fulgt af præster og nonner på Filippinerne. Her har det givet tilsvarende resultater.

En kommunistisk undergrundsbevægelse der kaldte sig Folkets ny Armé, blev sidste år optrævlet af den filippinske regering. Hvem var dens leder? Luis Jalandoni, en højt estimeret filippinsk præst. Han blev pågrebet sammen med sin kone, en forhenværende nonne, og i deres besiddelse fandt man en pistol af kaliber 38 og nogle af Mao Tse-tungs skrifter.

I Afrika ser man et andet af de dårlige resultater som præsternes politiske aktivitet har medført: Kirkerne splittes indadtil. De afrikanske kirkemedlemmer med mørk hudfarve opfordres til at undertvinge de hvide kirkemedlemmer. Burgess Carr, der er farvet og residerende kannik ved Trinity Episcopal Cathedral i Monrovia i Liberia, har således sagt:

„En direkte forkastelse af vold er et uholdbart alternativ for afrikanske kristne.

Om ikke af anden grund, så må vi give frihedsbevægelserne vor udelte støtte fordi de har hjulpet kirken til at genopdage en ny og radikal forståelse af korset.

Ved at acceptere vold ved korset helligede Gud ved Jesus Kristus volden, så den blev et genløsningsmiddel hvorved mennesket kan opnå et mere menneskeværdigt liv.“

Denne argumentation overser imidlertid fuldstændigt at Jesus engang har sagt at den som lever ved vold skal dø ved vold. (Matt. 26:52) Ikke desto mindre bruger farvede kirkemedlemmer i kristenheden vold imod hvide „kristne“, selv om disse er medlemmer af det samme trossamfund. På denne måde opstår der splittelser. Selv folk som bor langt fra Afrika er indirekte med til at skabe og udbygge hadet og splittelserne dér. Hvordan?

I kraft af Kirkernes Verdensråd, som har sendt penge til afrikanske terroristorganisationer. Verdensrådet har udtalt at det i Afrika førhen anvendte „lempelige metoder . . . ved hjælp af anerkendte institutioner“ for at nå sine mål. Men for nylig har det erklæret at „et anseligt antal af dem der har viet sig til at tjene Kristus og deres næste, indtager en mere revolutionær holdning“.

Overvej engang følgende: Omkring 400 millioner mennesker rundt omkring på hele jorden tilhører kirker som er medlemmer af Kirkernes Verdensråd; det vil sige næsten fyrre procent af alle som hævder at være kristne. Måske støtter Deres kirke også Kirkernes Verdensråd. Var De klar over hvad Deres bidrag gik til? Synes De at dette fremmer enheden?

Man må heller ikke overse at præsternes politiske aktivitet har kostet mange mennesker livet. I Irland har både protestanter og katolikker anvendt vold som har kostet over tusind menneskeliv, heraf mange uskyldige børn. Radiostationen WBBM i Chicago tolkede manges tanker da man i en ledende udsendelse sagde: „I Irland er kirkernes hænder røde af blod, på samme måde som de var det under korstogene for mange år siden og i verdenskrigene her i vort eget århundrede. . . . mest forkastelig er præsternes opførsel; lad ingen komme og sige det modsatte.“

Uanset hvor man vender sig hen ser man det samme — i Amerika, Asien, Europa og Afrika. Næsten alle kirkesamfunds præster blander sig i politik. Men hvem kan påstå at det har givet gode resultater?

Hvordan har resultaterne været?

Når vi betragter disse kendsgerninger, ser vi at det ikke har medført enhed når præster, prædikanter, nonner og lægfolk er trådt ind i den politiske arena. Nogles politiske aktivitet har ført dem helt ud på venstrefløjen, mens andre støtter de rige på højrefløjen. Det har medført døden for mange, og undertrykkelse — ikke frihed — for endnu flere. Det har indirekte været med til at inddrage folk over hele verden i revolutionær virksomhed. Det har medført splittelse i kirkerne, både blandt præster og lægfolk. Man kan næppe påstå at den slags er godt og ønskværdigt. Men det er ikke alt.

Præsterne har tilmed mistet de menneskers respekt som de ofte har søgt at behage. I London-bladet Daily Telegraph skriver Anthony Lejeune rent ud:

„Da Kristus sagde ’Mit rige er ikke af denne verden’ fremkom han, ifølge det en præst for nylig har sagt, med en ’politisk og verdslig’ udtalelse, idet han tog afstand fra den ’imperialisme, udnyttelse og undertrykkelse’ som datidens styre stod for. Evangeliet [er] . . . ifølge denne præsts synspunkt . . . en opfordring til politisk virksomhed. . . .

Denne socialistiske tendens som man finder blandt modernistiske præster er følgen af en overdreven tillid til politiske løsninger, ja, kort sagt af troen på at Kristi rige er af denne verden. Det sagde Kristus ganske vist at det ikke var, men denne vanskelighed kan klares med lidt bekvem omfortolkning. . . .

Mennesker længes efter et rige som ikke er af denne verden, og hvis den kristne kirke ikke længere kan tilbyde dette, vil folk lede efter det andetsteds.“

En lederartikel i nyhedsmagasinet To the Point, der udgives i Johannesburg i Sydafrika, har udtrykt sig lige så ærligt:

„Kirkerne må afgøre hvad deres hovedopgave er. Hvis de ønsker at oprette en verdslig magt, et verdsligt rige, vil de bruge de farlige våben der hører med. Men så må de ikke længere foregive at handle i hans navn som sagde: ’Mit rige er ikke af denne verden.’“ — 12. april 1974.

Præsterne har ikke vundet sig mange venner ved deres hykleriske og principløse handlinger.

Endnu værre er det at præsternes indblanding i politik har medført „fjendskab med Gud“. (Jak. 4:4) Jesus vidste at hans rige var et himmelsk rige og at det, når tiden var inde, ville sætte en stopper for undertrykkelse og ondskab. Kendsgerningerne viser at vi lever på den tid da dette snart vil ske. — Dan. 2:44; Matt. 6:9, 10; kap. 24 og 25.

Jesus sagde også at hans disciple, indtil dette skete, skulle ’tilbagebetale kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds’. Og den kristne apostel Paulus sagde: „Alle skal underordne sig de overordnede myndigheder.“ Hvis myndighederne bød de kristne at gøre noget som Gud sagde var uret, ville sande kristne naturligvis ’adlyde Gud som deres hersker mere end mennesker’. (Matt. 22:21; Rom. 13:1, Seidelin; Apg. 5:29) Men kunne en kristen blive revolutionær ved at „underordne sig de overordnede myndigheder“?

Det bibelske synspunkt støttes klart i bogen Church and State in Scripture History and Constitutional Law af James E. Wood jun., E. Bruce Thompson og Robert T. Miller (1958): „Jesus var ikke en politisk revolutionær og han undgik standhaftigt at blive indblandet i en politisk revolution, idet han foretrak døden fremfor oprør . . . i de af Paulus’ skrifter som er blevet bevaret, finder vi intet direkte angreb mod kejserstyret i Rom.“

Mange mennesker beklager at præsterne blander sig i politik. Tænk så på hvor afskyeligt de må tage sig ud i Guds øjne, den Gud som de gør krav på at repræsentere. Vi kan glæde os over at Gud ifølge Bibelen snart vil ødelægge al falsk religion for evigt. Den sande tilbedelse vil imidlertid bestå. — Matt. 7:15-20; Åbenbaringen, kap. 17 og 18.

Det er kendt verden over at Jehovas vidner forholder sig neutrale i verdens stridigheder. De tror virkelig på Jesu ord: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ (Joh. 18:36) Gør De også det?

Kunne De tænke Dem at være med til at hjælpe de undertrykte, men på en måde som Gud godkender og som giver gode resultater?

Hvis De kunne det, så kom hen i Jehovas vidners rigssal og lær de kristne at kende som ’ikke er en del af denne verden’.

[Illustration på side 4]

Kristeligt Dagblad 16. januar 1974:

Præster ofte forbilleder i Columbias guerillakamp

Kaare Osorio om kristne i væbnet kamp mod latinamerikansk regering

Kristeligt Dagblad 17. august 1974:

Kirken i Kenya griber ind ved valgene

Direkte opfordringer til vælgerne om at opgive håbet om at Gud slår korrupte politikere til jorden

Kristeligt Dagblad 6. december 1973:

Militante kristne går mod styret på Philippinerne