Bør religion blande sig i politik?

Rundt om i verden er mange der påstår at de er kristne, dybt involverede i politik. Nogle prøver at skabe forandring der stemmer med deres religiøse og moralske overbevisning ved at støtte bestemte politiske kandidater eller partier. Politikere udnytter ofte moralske og sociale problemstillinger til at opnå støtte fra religiøse mennesker. Det er ikke ualmindeligt at religiøse ledere stiller op ved politiske valg. Og i nogle lande har en “kristen” trosretning endda status som statskirke eller statsreligion.

Hvad mener du? Bør kristne involvere sig i politik? Vi kan finde svaret ved at se på Jesus’ eksempel. Han sagde: “Jeg har … givet jer et forbillede for at I også skal gøre som jeg har gjort.” (Johannes 13:15) Hvilket forbillede har Jesus givet os i forbindelse med politik?

Nej. Jesus blandede sig ikke i politiske anliggender.

Jesus prøvede ikke at opnå politisk indflydelse. Han nægtede at tage imod det da Satan Djævelen tilbød ham magten over “alle verdens riger”. (Matthæus 4:8-10)a Ved en anden lejlighed prøvede folk at presse ham til at gå ind i politik fordi de kunne se hvor dygtig en leder han ville være. Men Bibelen fortæller: “Jesus vidste nu at de ville tvinge ham til at gå med dem så de kunne gøre ham til konge, så han trak sig igen tilbage til bjerget helt alene.” (Johannes 6:15) Jesus gav ikke efter for presset. Han ville ikke involvere sig i politik.

Jesus tog ikke parti i politiske spørgsmål. Jøderne på Jesus’ tid var vrede over at de skulle betale skat til de romerske myndigheder, og følte at det var uretfærdigt. Da de forsøgte at få Jesus til at tage stilling til spørgsmålet, gik han ikke ind i en politisk debat om hvorvidt skatterne var retfærdige. Han sagde ganske enkelt: “Giv kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.” (Markus 12:13-17) Han holdt sig neutral i det politiske spørgsmål, men gjorde det tydeligt at man skulle betale den skat som de romerske myndigheder, der repræsenterede kejseren, krævede. Samtidig viste han at der var grænser for kejserens myndighed. Man måtte ikke give staten noget Gud havde krav på, deriblandt ens udelte hengivenhed og tilbedelse. – Matthæus 4:10; 22:37, 38.

Jesus gik ind for og forkyndte om en regering i himlen, Guds rige. (Lukas 4:43) Han holdt sige ude af politik fordi han vidste at det var Guds rige, ikke jordiske regeringer, der ville gennemføre Guds hensigt med jorden. (Matthæus 6:10) Han forstod at Guds rige ikke ville benytte sig af jordiske regeringer, men ville erstatte dem. – Daniel 2:44.

Nej. Jesus’ disciple adlød hans befaling om at de ikke skulle være “en del af verden”. (Johannes 15:19) De fulgte hans eksempel og holdt sig ude af politik. (Johannes 17:16; 18:36) I stedet fokuserede de på det arbejde Jesus havde givet dem – at forkynde og undervise om Guds rige. – Matthæus 28:18-20; Apostlenes Gerninger 10:42.

Det vigtigste for de kristne i det første århundrede var at adlyde Gud, men de vidste også at de skulle respektere myndighederne. (Apostlenes Gerninger 5:29; 1. Peter 2:13, 17) Derfor fulgte de loven og betalte deres skat. (Romerne 13:1, 7) Selvom de ikke involverede sig i politik, benyttede de sig af de juridiske rettigheder og goder som myndighederne havde givet befolkningen. – Apostlenes Gerninger 25:10, 11; Filipperne 1:7.

Bibelen viser klart og tydeligt at hverken Jesus eller hans disciple blandede sig i politik. Som kristne holder Jehovas Vidner i hele verden sig derfor fuldstændigt neutrale i politiske spørgsmål. Ligesom de første kristne udfører de det arbejde Jesus har betroet dem – at forkynde “den gode nyhed om Riget”. – Matthæus 24:14.