Ønsket om fortjeneste — den sultne verdens snigende fjende

I 1973 eksporterede De forenede Stater en femtedel af sine afgrøder. Hvis dette vældige eksportmarked lukkes eller hvis det begrænses meget, får man en pukkel af landbrugsprodukter i U.S.A., og priserne vil dale. Hvad sker der så?

Landmanden vil sikkert begynde at dyrke mindre. Hvis han fortsatte med at overfylde markedet, ville priserne jo blot synke endnu mere.

Da U.S.A.s landbrugsminister, Earl Butz, blev spurgt af bladet Farm Chemicals hvad der ville ske hvis landbrugspriserne gik ned, svarede han: „Så ville landbrugets produktion også gå ned.“ Ja, som en iagttager i Iowa har udtrykt det, er landmændene nået til den slutning at ’spillet hedder fortjeneste’.

På den anden side har den vægt der lægges på fortjeneste ligesom skabt en kunstig tryghedsfølelse blandt mange amerikanske landmænd. Før det sidste par års begivenheder slog mange landmænds uforstyrrede verden i stykker, troede de at der ikke var nogen ende på de penge de kunne tjene. Men nogle som investerede flere og flere penge for at opnå større fortjeneste, sidder nu i gæld til op over begge ører.

Ønsket om fortjeneste har også fået mange landmænd til at være modstandere af at oprette internationale fødevarereserver. Hvis man ikke er landmand, vil tanken om at samle et tilstrækkeligt kornlager i de rigelige år så man har noget at tære på i de dårlige år, sikkert forekomme én rimelig og fornuftig. Bibelen fortæller at man fulgte denne fremgangsmåde i det gamle Ægypten på Josefs tid, noget som fortalerne for en verdensfødevarereserve gerne henviser til. — Se Første Mosebog, kapitel 41-47.

Men for mange amerikanske landmænd at se, er dette ikke nogen god løsning. Hvorfor ikke? Det er blandt andet blevet besvaret af en tidligere vicelandbrugsminister, som sagde til landmændene at det var dem der måtte tilvejebringe og bekoste en eventuel verdensfødevarereserve. Dette ville nedbringe behovet for eksport, og en væsentlig del af landmændenes indtægtsgrundlag ville bortfalde. Bladet Farm Journal spurgte nogle eksperter om reserven kunne oprettes uden at det ville påvirke priserne i dårlig retning for landmanden. Svaret var et klart nej.

Ønsket om fortjeneste kan således få katastrofale følger på verdensplan.

Er det mellemmanden der får fortjenesten?

Hvis det ikke er landmanden der bliver rig af de stigende priser, hvem er det så? Mange landmænd og forbrugere peger på „mellemmanden“. Hvem er det?

Udtrykket bruges om alle dem der kommer ind i billedet fra det øjeblik fødemidlerne afhændes af landmanden, til forbrugeren køber dem i forretningen. Landmændene giver speditører, forretningsindehavere og andre skylden for de stigende fødevarepriser. Men hver af disse grupper hævder at de, ligesom landmanden, er ofre for inflationen og at de er nødt til at hæve priserne efterhånden som deres egne omkostninger stiger. Det eneste de vil have, siger de, er en rimelig fortjeneste så de kan leve af det og fortsætte deres virksomhed. De er med andre ord blot hjul i maskineriet.

Landmændene giver også markedsspekulanter og store fødevarefirmaer skylden for de højere priser. Er der hold i denne anklage?

Når en amerikansk landmand har et større parti fødevarer at sælge, for eksempel korn, sælger han det som regel ikke direkte til et bageri eller et andet firma som kan bruge det. Han kører det derimod hen til en lokal silo hvor kornet opkøbes og oplagres, i hvert fald midlertidigt. Den pris landmanden opnår ved kornsiloen, bestemmes at ’markedet’.

En varebørs holder regnskab med hvor meget korn (og andre produkter) der oplagres i siloerne rundt om i hele landet. Den oplyser eventuelle købere om hvad der er til salg, og tager imod ordrer fra køberne. Lageret i siloerne i forhold til efterspørgselen fra køberne bestemmer den pris landmanden får for sit korn.

Spekulanterne køber varepartier for en bestemt pris, på noget nær samme måde som andre køber aktier på fondsbørsen. Spekulanten køber ikke kornet for at beholde det; han har ikke i sinde at få det leveret på noget tidspunkt, men venter blot på at markedsprisen skal stige. Så sælger han det og opnår en fortjeneste. Sådanne spekulanter, hævder landmændene, har en væsentlig del af skylden for de stigende fødevarepriser — uden at have nogen direkte andel i dyrkningen af produkterne.

Men spekulanterne minder landmændene om at de også blot er en del af systemet, at de kun er interesseret i at skaffe sig en ærlig og redelig fortjeneste. De løber en stor risiko hver gang de investerer. Priserne stiger ikke altid, påpeger de, og når de falder, kan det betyde vældige tab for dem.

Når det kommer til stykket, siger spekulanten, skal der jo være nogen som ejer kornet efter at landmanden har afhændet det og før det når frem til forbrugeren. Hvis spekulanten ikke risikerer sine penge for at have kornet „på lager“, siger han, så må en anden gøre det; der vil således altid være en eller anden som opnår den fortjeneste spekulanten får.

Hvad så med de store kornfirmaer? Manipulerer de med markedet? Gør de indbyrdes aftaler for at skaffe sig større fortjeneste? Der er naturligvis altid en mulighed for at nogle kunne beherske markedet på en eller anden måde, til gavn for sig selv. Men at muligheden er til stede, beviser ikke noget. Ligesom landmanden, og ligesom alle de øvrige „mellemmænd“, hævder også kornfirmaerne at de blot ønsker at skaffe sig en redelig og rimelig fortjeneste. Det er grunden til at de sælger det meste af det korn der eksporteres fra U.S.A., til rige lande, ikke til fattige lande. De fattige lande har ikke råd til at betale.

Det amerikanske landbrug kan notere gode resultater, det må indrømmes; men systemet kan ikke fortsætte i det uendelige. Det er som en lille hundehvalp der hele tiden jager efter sin egen hale. Fordi alle i rækken ønsker — og har brug for — at tjene penge som følge af den nuværende økonomiske ordning, når fødevarerne ikke frem til dem der ikke har råd til at betale eller ikke har nogen der kan betale for dem.

St. Louis-bladet Globe-Democrat konkluderer: „Fødevarebilledet omfatter på den ene side landmændene, på den anden side kunderne, og mellem disse en forvirrende labyrint af såkaldte mellemmænd. At udpege en skurk, hvis der overhovedet findes en, er så godt som umuligt.“

„Læg det hele sammen, og hvad får man ud af det?“ spørger bladet Harper’s. Svaret lyder: „Recepten på et system der er på randen af sammenbrud.“

Der er åbenbart behov for et bedre system. Men hvilket?

Håb for de sultne

Vil et system der bygger på uselviskhed, på sand kærlighed og omsorg for andre, ikke være bedre end det nuværende, der bygger på ønsket om økonomisk vinding? Men hvem kan oprette et sådant nyt system og føre det igennem?

Jordens og menneskets Skaber kan. Og Bibelen viser at han har i sinde at gøre det. Det rige eller den regering som Jesus Kristus lærte sine disciple at bede om, vil sørge for at der snart indføres en ny ordning på jorden. (Matt. 6:9, 10; 2 Pet. 3:13) Til den tid vil man sande opfyldelsen af det bibelske løfte: „Landet har givet sin grøde. Gud, vor Gud, velsigne os.“ (Sl. 67:7) Jorden vil blive et paradis.

Jehovas vidner vil gerne ud fra Bibelen forklare Dem mere om hvad Guds riges herredømme vil komme til at betyde for hele jorden. De kan komme i forbindelse med dem ved at skrive til udgiverne af dette blad.

Hvordan så med landbruget under den nuværende tingenes ordning? Mange landmænd har ikke lyst til at opgive deres beskæftigelse. De erkender at der er mange fordele ved den livsform de har valgt sig. En landmand fra staten Wisconsin siger: „Man har tilfredsheden ved at være selvstændig. Det er en fornøjelse at arbejde med dyr og se dem vokse op, fra det ene kåde og legesyge stadium til det andet. Det er også glædeligt at se kornet og græsset på markerne, og at høste det år efter år. En landmand kan lægge sin egen arbejdsplan og være sammen med sin familie mange gange i dagens løb. Ja, landbruget har skam sine glæder. Mange landmænd føler at deres beskæftigelse bringer dem nærmere til Gud.“

De holder af deres arbejde. Men de afskyr det undertrykkende verdenssystem der lader ærlige mennesker — landmænd, sælgere, speditører, detailforhandlere — arbejde dag og nat for en minimal fortjeneste, og så alligevel ikke får levnedsmidlerne ud til de mennesker der virkelig har behov for dem. De beder inderligt til Gud om at han vil indfri sit løfte: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Matt. 6:9, 10.

[Illustration på side 11]

Ønsket om fortjeneste bevirker at de fleste landmænd og kornkompagnier er imod nogen form for verdensfødevarereserve