Hvad siger Bibelen?

Er det forkert at spille kort?

DER findes hundreder af forskellige kortspil — lige fra kabaler, som man lægger alene, til poker, hvor der kan være op til ti spillere. Der er millioner af mennesker som tilbringer timevis med kortspil, hvor det drejer sig om at være enten dygtig eller heldig. De siger med glæde ja når nogen foreslår: „Hvad med et spil kort?“

Andre spørger imidlertid sig selv: Er det helt rigtigt at spille kort? Findes der principper i Bibelen som man bør tage i betragtning når man skal afgøre om man kan være med?

Nogle spekulerer måske på hvornår kortspillene egentlig havde deres oprindelse. Det var sandsynligvis i Hindustan omkring år 800 efter vor tidsregning. I dag er spillekortene jo som regel tynde, rektangulære papstykker med visse tal og figurer påtrykt. De fleste sæt består af tooghalvtreds kort, inddelt i fire „farver“ med tretten kort i hver. I hver „farve“ er der en „konge“, en „dronning“ og en „bonde“ („knægt“) — billeder der sikkert stammer fra middelalderen.

Er det forkert at spille kort fordi nogle af kortene har et billede af en konge eller en dronning? Nej, for Bibelen nævner også konger og dronninger, og gudfrygtige mennesker viser respekt for personer i sådanne stillinger. Men det ville selvfølgelig stride mod Bibelen at gøre et billede af nogen som helst art til genstand for tilbedelse. Apostelen Johannes skrev til sine medkristne: „Børnlille, vogt jer for afguderne.“ (1 Joh. 5:21) Nu er det jo ikke almindeligt at folk ligefrem viser ærbødighed for tegningerne på spillekortene. Noget andet er at ingen hvis samvittighed er oplært af Bibelen, ville bruge kort med umoralske billeder. (Matt. 5:27, 28) Sædvanligvis bruges den slags kort dog ikke i spil.

Andre finder måske at alle former for kortspil er forkerte fordi de kan føre til kappestrid. Apostelen Paulus skrev: „Når vi lever ved ånd, så lad os også fortsat vandre regelret ved ånd. Lad os ikke blive selvoptagne, så vi ægger hinanden til kappestrid og misunder hinanden.“ (Gal. 5:25, 26) De der gerne vil lade sig påvirke af Guds hellige ånd eller virkekraft, søger at undgå kappestridens ånd, en ånd eller indstilling der udspringer af egoisme og som får én til at udfordre andre for at bevise at man er bedre end de. Men det er naturligvis ikke alle kortspillere som ligger under for denne kappestridens ånd.

Hvis man føler at en stærk konkurrenceånd er ved at få tag i én når man deltager i et spil, må man prøve at bekæmpe den. Man vil måske endda komme til det resultat at ens følelsesmæssige sammensætning er sådan at man gør bedst i ikke at deltage i boldspil, kortspil eller andre spil. Men dét er selvfølgelig ikke ensbetydende med at alle andre også er grebet af konkurrenceånd fordi de undertiden deltager i sådanne spil. Måske spiller de blot fordi de kan lide det, og gør det med ren samvittighed over for Gud og mennesker.

Nogle kortspillere tror på lykken, sætter deres lid til „lykkens gudinde“. Er det rigtigt at gøre det? Nej, ikke ifølge Bibelen. Gud advarede sit folk i fortiden: „I, som svigter [Jehova] og glemmer mit hellige bjerg, dækker bord for lykkeguden, blander drikke for skæbneguden, jeg giver jer sværdet i vold.“ (Es. 65:11, 12) Dengang indbefattede det falsk tilbedelse, men ingen der ønsker Guds godkendelse kan se bort fra at det er forkert at stole på lykkeguden. Men det er naturligvis ikke alle kortspillere der stoler på lykken.

Nogle er måske betænkelige ved kortspil på grund af den tid det tager. Hvis man spiller kort mere end bare en gang imellem, kan det sluge så meget tid at vigtigere ting bliver skubbet i baggrunden. Dette kan dog også ske hvis man bruger for meget tid på andre ting, såsom at spille bold eller gå til koncerter. De der er viet til Gud vil derfor ikke lade nogen af den slags aktiviteter gå forud for bibelstudium og andre åndelige gøremål. Nej, de vil ’købe sig den belejlige tid, fordi dagene er onde’. (Ef. 5:15, 16) Men hvis en familie lejlighedsvis spiller kort, og dette ikke tager overhånd i deres tilværelse, er det altså ikke nødvendigvis forkert eller skadeligt i åndelig forstand.

Det betyder imidlertid ikke at alle former for kortspil er i harmoni med Bibelens principper. Der kan for eksempel være hasardspil, hvor man gør en indsats i form af penge og håber at vinde større summer. Hvad enten man taber eller vinder kan man gradvis miste sin selvbeherskelse. Man får måske ofte trang til at spille, ikke som adspredelse men for at vinde. Der kan let opstå en hensynsløs indstilling i ens hjerte. Vinderen bekymrer sig ikke om at hans medspillere måske har arbejdet hårdt for de penge som han med glæde tager fra dem uden at arbejde for dem. Snart gribes spilleren af decideret grådighed, og måske begynder han at bruge uærlige metoder for at vinde.

Godkender Bibelen en sådan indstilling? En spiller kan miste sin selvbeherskelse, en egenskab som Guds tjenere netop bør opdyrke. Den er en frugt af Jehovas hellige ånd, ligesom kærlighed, der ’ikke søger sine egne interesser’. (Gal. 5:22, 23; 1 Kor. 13:4, 5) Kortspil som en metode til at vinde sig penge eller andre værdier, godkendes heller ikke i Bibelen. Guds ord anbefaler at man udfører et ærligt stykke arbejde, og apostelen Paulus formanede dem der „vandrer uordentligt“ til at arbejde så de kan „spise mad de selv har tjent til“. — 2 Tess. 3:8-12; Ef. 4:28.

Hvad nu hvis spilleren efterhånden bliver grådig eller havesyg på grund af kortspil? Eller hvis han begynder at blive uærlig? Ingen af disse egenskaber sømmer sig for en som ærer Jehova. De „havesyge“ er blandt de uretfærdige som ikke skal „arve Guds rige“. (1 Kor. 6:9, 10) Desuden stræber gudfrygtige mennesker efter at ’bære sig ærligt ad i alle ting’. — Hebr. 13:18.

Lad os nu antage at man ikke selv fandt noget forkert ved at spille kort, men vidste at det ville belaste en andens samvittighed når han eller hun var til stede. I det tilfælde vil man måske beslutte sig til ikke at spille når man er sammen med vedkommende. Apostelen Paulus tog hensyn til andres samvittighed og bad om at hans trosfæller måtte handle med skelneevne så de kunne ’forvisse sig om de mere vigtige ting’ og ikke „bringe andre til snublen og fald“. — Fil. 1:9, 10; jævnfør Første Korinterbrev 8:13.

Der er altså flere vigtige faktorer at tage i betragtning når nogen foreslår én at deltage i kortspil. Unge bør naturligvis først tale med deres forældre om det; det kan være at forældrene ikke ønsker at deres børn skal være med. For voksne er det godt at huske at det for dem er en personlig afgørelse om de vil deltage eller ej.