Består frihederne stadig?

MED uafhængighedserklæringen i 1776 begyndte et usædvanligt, storstilet eksperiment i menneskeskabte regeringsformer — det moderne demokrati. På det tidspunkt blev de fleste andre nationer styret af konger og ved andre former for autoritært herredømme.

Men i De forenede Stater følte man at kun en regering der hvilede på folkets samtykke kunne beskytte de eftertragtede friheder, heriblandt talefrihed, trosfrihed, trykkefrihed og forsamlingsfrihed.

Disse friheder blev erklæret for at være „umistelige rettigheder“. I 1787 blev de optaget i de officielle dokumenter der skulle blive De forenede Staters fundament — forfatningen.

Hvad har historien at melde?

Idealers holdbarhed fremgår af hvor godt de virker i praksis. Det er ikke særlig svært at fæstne ædle ord til papiret, men det kan volde vanskeligheder at omsætte dem i handling.

Her kan historien fremvise en del selvmodsigelser. I mange tilfælde er de erklærede friheder blevet opretholdt ganske pænt. Men i andre tilfælde er der forekommet krænkelser og tilsidesættelser af grundlæggende friheder som har ført meget uheldige resultater med sig.

Det positive har været at grundideerne i talefriheden, trosfriheden, trykkefriheden og forsamlingsfriheden stort set er blevet opretholdt. Til tider har det imidlertid kostet en hård kamp i retssalene at beholde de friheder som forfatningen garanterer.

En kamp

Under udøvelsen af trosfriheden er religiøse mindretal undertiden kommet i modvind; for eksempel blev Jehovas vidner sidst i trediverne og i begyndelsen af fyrrerne udsat for forfølgelser i De forenede Stater. Pøbelen blæste på deres forfatningsgivne rettigheder når de overfaldt dem, men det samme gjorde forudindtagede myndighedspersoner ved deres optræden.

Jehovas vidner måtte som følge heraf føre mange sager helt op til De forenede Staters højesteret. Dom efter dom som denne høje ret fældede, standsede lykkeligvis disse undertrykkelsens kræfter. Trosfriheden blev bevaret.

Denne frihed har virkelig været til stor nytte for det forkyndelsesarbejde som Jehovas vidner har udført i hele verden, eftersom deres hovedkontor ligger i De forenede Stater. Og der er ingen tvivl om at grundlæggende rettigheder som trosfrihed, forsamlingsfrihed, talefrihed og trykkefrihed, som forfatningen står inde for, har betydet meget for alle religioner i landet.

Her stiller sagen sig jo helt anderledes i andre lande. Man behøver blot at tænke på hvordan forkyndelsesarbejdet blev holdt nede i Hitlers Tyskland. I dag er det heller ikke muligt at forkynde åbenlyst i kommunistiske lande, ligesom tilbedelsen af Gud er forbudt i en række andre diktatoriske lande.

Der har altså måttet føres en ihærdig kamp for at bevare de friheder som folk sætter højt. I De forenede Stater af i dag kan man stadig glæde sig over dem.

Bedre end ingen frihed

Det er bedre at tåle krænkelser af frihederne end slet ingen friheder at eje. Det er fejringen af 200-årsdagen i sig selv et eksempel på. Mange har fejret 200-årsdagen på en værdig måde mens andre har udnyttet den i selvisk øjemed.

I U.S. News & World Report hedder det: „Hvis vi ikke alle sammen tager os i agt, vil dette år blive mindet som 200-årsdagen for den amerikanske fidusmager. Hele det marked man har stablet på benene for at slå mønt af 200-årsfejringen begynder at antage urimelige proportioner.“

Bladet meddeler at man i anledning af 200-årsdagen kan købe „T-shirts, isspande, efterligninger af John Hancocks stol, splinter af tømmeret fra uafhængighedshallen, tro kopier af George Washingtons pistoler, 200-årsdags-kuglepenne, toiletsæder i rødt, hvidt og blåt samt affaldspapirssække med en frihedsklokke på“.

The Wall Street Journal har følgende at sige: „Det er bedrøveligt at skulle sige at 200-årsfejringen har fået mere end der tilkommer den . . . af plat kommercialisme majet ud i patriotiske farver“.

Fejringen har også lokket turisterne til de historiske seværdigheder. Det er hændt at turister ikke har respekteret beboernes rettigheder. I et kvarter i Philadelphia har besøgende i store flokke trængt sig frem gennem de historiske gader og stillet sig op for at kigge ind ad folks vinduer, ligesom man har smidt alskens affald på fortov og gader.

En dame udtalte i sin desperation at hun omsider havde fundet en metode til at holde de nærgående turister på afstand. Hun fulgte fortids skik og brug og begyndte at skaffe sig af med sit affald på samme måde som kolonisterne i sin tid gjorde det: Hun smed det ud fra sit førstesals vindue! „Hvis det ikke kan holde turisterne væk, så ved jeg ikke hvad der kan,“ erklærede hun.

Nogle steder har man krævet at ansatte skulle klæde sig i bestemte farver eller anlægge en bestemt frisure for at fejre 200-årsdagen. Søger man at tvinge folk til sådan noget, krænker man selve de friheder man fejrer med 200-årsdagen.

Det er klart at hvis krænkelserne går for vidt, må man søge bistand ved landets domstole. Domstolene har pligt til at hæge om de forfatningsgivne friheder. Men som sagt er det bedre at friheden kan krænkes fremfor ingen friheder at eje.

Det er sandt at mange i De forenede Stater har nydt godt af de grundlæggende friheder. Men nogle mener også at de ædle frihedsidealer i uafhængighedserklæringen og forfatningen har en falsk klang. Hvem har denne mening? Og hvorfor synes de at ordene lyder tomme?

[Ramme på side 5]

Friheden virkede godt nok for nogle, men andre kom til at mærke de katastrofale følger når den blev misbrugt