Tidligere tiders pinlige problemer

DER er opstået alvorlige problemer i forbindelse med virkeliggørelsen af de friheder som uafhængighedserklæringen og forfatningen stod inde for. Nogle af disse problemer har været nok så pinlige, og i nogle historikeres opfattelse har de sat en plet på De forenede Staters historie.

En iagttager hævder at amerikanerne under fejringen af 200-årsdagen får serveret en glansbilledeversion af landets historie. Han bemærker: „Der er bare det ved det at også andre sandheder burde være fortalt.“ Skal de to hundrede års historie vurderes ærligt må sådanne sandheder tages med.

En af de sandheder der må siges, knytter sig til de friheder der blev slået fast den 4. juli 1776. I uafhængighedserklæringen lød det „at alle mennesker er skabt lige; at deres skaber har givet dem visse umistelige rettigheder; at blandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke“. Forfatningen garanterede talefrihed, forsamlingsfrihed, trykkefrihed og trosfrihed. I den fjerde forfatningstilføjelse står der at læse: „Folks ret til at være sikre på deres person, huse, papirer, og ejendele, imod urimelige ransagelser og konfiskationer, må ikke krænkes.“

Dette er ædle principper. Og de er blevet opretholdt i betydeligt omfang for mange mennesker. Men historikere påpeger at frihederne ikke har været alles eje.

En tid præget af voldsomheder

Da de europæiske indvandrere slog sig ned i det der skulle blive De forenede Stater, krænkede de så godt som alle disse ædle principper. Det var de europæiske nybyggere der forlangte disse store friheder, som de imidlertid nægtede de mennesker der havde været i landet længe før.

Folks ret til at være sikre på deres person og ejendom og til at blive værnet imod ransagelse og konfiskation gjaldt ikke indianerne som havde boet i landet i hundreder af år før nybyggerne kom. Sandheden er at de indianske befolkningsgrupper stort set blev knust. Deres landområder og deres huse røvede man fra dem. De sparsomme rester af indianerstammerne blev tvunget til at opholde sig i reservater. Indianerne fik end ikke tilstået retten til at stemme i alle stater før i 1948.

Vel blev indianerne anset for at være ’uciviliserede’. Det er sandt at de krigedes indbyrdes og at den ene stamme ofte besejrede den anden. Det er rigtigt at de på livet løs bekæmpede den hvide mand. Men spørgsmålet er om ikke amerikanerne lige så uciviliseret og af al magt ville have modsat sig det hvis en fremmed magt havde betragtet borgerkrigen 1861-1865 mellem Nord- og Sydstaterne som en ’uciviliseret stammekrig’ og havde besat De forenede Stater for at ’civilisere’ landet.

Indianernes talsmænd udtrykker sig den dag i dag med bitterhed. Vernon Bellecourt, en af lederne i de amerikanske indianeres bevægelse, hævder at ’amerikanerne skulle betragte deres 200-årige styre som 200 års skændsel og bedrag’. Han erklærede at indianerne ikke burde fejre 200-årsdagen fordi ’vi intet har at fejre . . . eftersom det var de hvide kolonister der begyndte at fratage de indfødte amerikanere deres suveræne rettigheder og deres landområder’.

Nogle autoriteter mener at de voldsomme begivenheder i De forenede Staters tidligste historie øver indflydelse på nutiden. I bladet Post, der udkommer i Denver, hedder det: „Det lader til at det alvorligste punkt er spørgsmålet om det amerikanske samfunds beskaffenhed. Lige siden pionertiden har vold i ikke ringe grad gjort sig gældende. Den ’krig’ som igennem århundreder har været ført mod indianerne, har sat sine uudslettelige spor. Europæerne kom som ubudne gæster, og alt for ofte tiltog de sig med magt andre folks landområder, tilintetgjorde andre folks samfund. Vold blev et gennemgående træk.“

Endnu et kapitel i Amerikas historie har sine pinlige sider, nemlig slaveriet.

Hvorfor slaveri?

De landområder som nybyggerne fratog indianerne, gav dem rådighed over vidtstrakte arealer med rige afgrødemuligheder. I de sydlige kolonier egnede klimaet og jordbunden sig udmærket til dyrkning af tobak, ris, sukkerrør og bomuld.

Men hvem skulle trække arbejdslæsset på disse kæmpearealer? Den forholdsvis lille befolkning af europæere kunne ikke klare det. Og arbejdet var ikke ligefrem af den art man brød sig mest om. Hvad var løsningen på problemet? Sorte slaver, indfanget i Afrika og hjemført derfra.

Mange har undret sig over at en nation kunne gå med til slaveri når den var grundlagt på principperne om at „alle mennesker er skabt lige“ og at alle ejer visse „umistelige rettigheder“ i form af „liv, frihed og stræben efter lykke“ samt retten til at blive værnet imod „urimelige ransagelser og konfiskationer“. En af de klager der fremførtes i uafhængighedserklæringen gik ud på at briterne tog borgere til fange og tvang dem til at gå ind i kongens tjeneste. Men man undså sig ikke for at tage negre til fange og tvinge dem til slavearbejde, og „man“ var de selv samme mænd som skrev de ædle ord i uafhængighedserklæringen.

Dette viser hvor dybt selviskhed og begærlighed bor i alle mennesker. Og et af selviskhedens ønsker er at tjene store penge, selv om det skal blive på andres bekostning. I Amerikas historie synes denne kraft oftest at være langt mægtigere end de ædle principper man hyldede, og det samme gælder i dag.

Slaveriet begyndte selvfølgelig ikke i 1776. De første negerslaver kom til landet cirka 150 år tidligere, nemlig i Jamestown. Men da uafhængighedserklæringen blev underskrevet den dag i 1776, fandtes der henved 500.000 negre i en befolkning på 2.600.000. Godt og vel 90 procent af negrene levede i Sydstaterne.

Thomas Jefferson, der skrev udkastet til uafhængighedserklæringen, havde i sine år som ung sagfører vendt sig imod slaveriet. Men han ejede selv slaver. Herom hedder det i bladet Ebony: „At han kunne gøre det samtidig med at han selv udnyttede slaver var typisk for den tids opvakte unge revolutionære.“ Nogle historikere mener at Jefferson ejede mere end 200 slaver på Montidello, hans gods i Virginia på tusinder af tønder land.

Patrick Henry anså slaveriet for at være afskyeligt men sagde ikke desto mindre: „Jeg ejer slaver som jeg selv har købt!“ Hvorfor han gjorde det forklares måske i de næste ord han udtalte: „Jeg er som alle andre besværet af at leve her uden dem.“

To år senere, da man ventede bruddet med Storbritannien, faldt der fra Patrick Henrys mund de berømte ord: „Giv mig frihed eller giv mig død!“ Der var uden tvivl mange negerslaver der følte det på samme måde.

Omsider opgivet

Ophidselsen over slaveriet tog til. Mange indså det bunduretfærdige i slaveriet når nationen hævdede at stå inde for frihed.

Mange amerikanere betragtede sig selv som Jesu Kristi disciple, og de kunne ikke rigtig se hvordan deres medmennesker kunne leve i varigt slaveri når Jesus Kristus med de berømte ord i „den gyldne regel“ havde sagt: „Alt hvad I ønsker at folk skal mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Matt. 7:12.

Da borgerkrigen brød ud i 1861 var fireogtredive stater forenede i unionen. Heraf var de femten slavestater. Elleve stater brød ud af unionen og dannede en konføderation; fire slavestater sluttede sig til Nordstaterne.

I 1863 udsendte præsident Abraham Lincoln sit frigørelsesdekret, hvorefter slaverne blev anset for frie i unionens stater. Men slaveriet i alle stater blev ikke fuldstændig ophævet førend i 1865, da man vedtog den trettende forfatningstilføjelse.

I 1870 gav den femtende forfatningstilføjelse negrene stemmeret. For mange var den ganske uden betydning. I nogle stater opkrævede man nemlig en stemmeafgivningsskat. Denne skulle erlægges førend man kunne afgive sin stemme. Hverken de fattige negre eller de fattige hvide havde råd til at betale den. Først da den fireogtyvende forfatningstilføjelse blev vedtaget i 1964 blev afstemningsskatten forbudt ved unionsvalgene. Og i 1966 erklærede højesteret en sådan afstemningsskat for lovstridig ved alle valg.

I mange stater var stemmeretten desuden betinget af at man kunne læse og skrive. Mange negre, og hvide med, kunne ikke klare en sådan prøve, som regeringen ikke forbød førend i 1970.

De uretfærdigheder der er blevet begået i de 350 år slaveriet bestod, er en mørk plet på Amerikas historie. Den dag i dag har landet ikke overvundet alle virkningerne.

Kvinder der ikke deler synspunkter

Adskillige kvinder hævder at de friheder der blev fastlagt da nationen blev til, længe har været nægtet dem på nogle områder. De peger for eksempel på at kvinder i næsten halvandet hundrede år ikke havde stemmeret.

De peger på at når Lincoln erklærede at nationen skulle have en „regering af folket, ved folket, for folket“, måtte en demokratisk styreform give kvinder stemmeret. Forholdt man dem denne ret ville halvdelen af befolkningen, af „folket“, blive berøvet en ret som grundlæggerne havde tiltænkt alle. Regeringen gav omsider efter, og gav i 1920 kvinderne stemmeret.

Endvidere fremfører mange kvinder at de i almindelighed ikke vises det samme hensyn og ikke får samme behandling som mændene gør fra arbejdsgivernes side, og at de ikke får lige løn for lige arbejde, heller ikke i tilfælde hvor de er eneforsørgere. En kvinde påstår at kvinder kun ansættes efter devisen „sidst ansat, først fyret“.

Ikke alle kvinder i De forenede Stater er naturligvis af samme mening. Flertallet anerkender at der er sket forbedringer i kvindernes arbejdsforhold som følge af love der tager sigte på at beskytte kvinder imod uretfærdigheder og misbrug på arbejdsmarkedet.

Friheden har således i de forløbne to hundrede år tegnet en noget ujævn linje. Nogle har kunnet nyde en udstrakt frihed, hvilket de har påskønnet og været glade for. Andre har mere eller mindre mærket visse former for undertrykkelse. Selv om man har rådet bod på mange af tidligere tiders uretfærdigheder, præger de dårlige resultater heraf stadig nationen.

[Illustration på side 7]

De første europæere drev handel på fredelig vis og gav varer i bytte for det de ønskede. Men snart krævede de mere, og de satte magt bag deres krav

[Illustration på side 8]

Idealerne om frihed og lighed gjaldt ikke slaverne