Hvad siger Bibelen?

Skal kristne praktisere eksorcisme?

ANNELIESE MICHEL var en treogtyveårig lærerstuderende i Klingenberg-am-Main i Vesttyskland. Da den unge kvinde døde af sult den 1. juli 1976, vejede hun kun 32 kilo. Hendes død gav anledning til en større strid.

Anneliese Michel var død efter at to katolske præster havde forsøgt at uddrive fem onde ånder af hendes legeme. Dette førte til megen kritik, for mange tyskere mente at eksorcisme var noget der hørte til i middelalderen, noget man ikke bør forsøge sig med i dag.

Eksorcisme giver måske anledning til visse spørgsmål. Nogle spekulerer måske på hvad det er, og om det egentlig virker. Et vigtigere spørgsmål er dog dette: Skal kristne praktisere eksorcisme?

Hvad er eksorcisme?

I et leksikon om okkulte emner, An Encyclopædia of Occultism, står der: „Ifølge den overleverede definition, siger Smedley, er eksorcisme det at binde med en ed, at belægge med en ed, det vil sige ved brug af bestemte ord og udførelse af bestemte ceremonier at tvinge Djævelen og andre onde ånder til underkastelse og fuldstændig lydighed.“

I New Catholic Encyclopedia står der i definitionen af eksorcisme blandt andet: „Det at uddrive dæmoner eller onde ånder af personer, steder eller ting som er, eller menes at være, besat eller befængt med dem eller kan være udsat for at blive ofre eller redskaber for deres ondskab.“

Ifølge den katolske kirkelov har mænd der er bemyndiget af kirken, lov til at udføre eksorcisme. I New Catholic Encyclopedia står der: „Tidligere var det uddrivelsernes bog der blev benyttet til denne ceremoni; i dag kan Bispebogen, Messebogen eller ’Rituale Romanum’ benyttes. Den påkrævede handling er at kandidaten får overrakt bogen, og den påkrævede formel er de ord som den ordinerende prælat udtaler, som angivet i Bispebogen.“

Men er det bibelsk rigtigt?

Bibelen fortæller os: „Men da det var blevet aften kom folk til ham med mange dæmonbesatte; og han uddrev ånderne med et ord, og han kurerede alle som havde det dårligt.“ (Matt. 8:16) Jesus uddrev altså onde ånder; når det skete vendte den pågældende person tilbage til sin normale tilstand. Det bør her siges at der er forskel mellem dæmonbesættelse og almindelig sygdom; Kristus helbredte for begge dele. — Mark. 1:32-34.

Med hvilken myndighed og kraft uddrev Jesus onde ånder? Hans myndighed var fra Jehova Gud, og ved at uddrive dæmoner af mennesker som var blevet besat, beviste Jesus at han var Guds Salvede, Messias. Dæmonerne måtte, skønt uvilligt, anerkende Jesu myndighed. (Matt. 8:28-34) Hvordan kunne de også have modstået ham? Ved en anden lejlighed, nemlig den nat hvor han blev forrådt, sagde Jesus: „Mener du at jeg ikke kan bede min Fader om hjælp, så han i dette øjeblik sender mig mere end tolv legioner engle?“ (Matt. 26:53) Hvad kunne en enkelt dæmon, eller flere dæmoner, eller en hel legion have stillet op mod en sådan overmagt? — Luk. 8:26-30.

Jesus efterlod os ikke i tvivl om hvilken kraft det var der satte ham i stand til at uddrive dæmoner. Evangelisten Lukas fortæller at det var ved hjælp af „Guds finger“. Men hvad betyder dette symbolske udtryk? I Mattæus-evangeliet står der klart at Jesus uddrev dæmoner ved ’Guds hellige ånd’, Jehovas virkekraft. (Luk. 11:20; Matt. 12:28) Jesus udtalte selv at det var ved Guds kraft at han kunne uddrive dæmoner. — Mark. 5:18-20.

Jesus Kristus gav myndighed over dæmonerne til sine tolv apostle, og senere også til de halvfjerds som han udsendte. Nu kunne de i Jesu navn helbrede dæmonbesatte mennesker. (Luk. 9:1; 10:1, 17) Selv en mand som ikke personligt var sammen med Jesus, men som troede på ham, kunne uddrive dæmoner ved at bruge Jesu navn. (Mark. 9:38-40) Efter Jesu død havde apostlene stadig denne kraft. Apostelen Paulus uddrev for eksempel en „spådomsånd“ af en tjenestepige. — Apg. 16:16-18.

Noget der mangler

Udførte Jesus et specielt ritual for at uddrive onde ånder? Benyttede han eller hans apostle eller hans andre disciple en seance eller en form for magi når de skulle hjælpe dæmonbesatte mennesker?

Nej. Hverken Jesus eller hans disciple i det første århundrede ejede eller benyttede nogen „uddrivelsernes bog“. Og ingen steder i Bibelen finder vi ord, sætninger eller formler som skulle være særlig virksomme til uddrivelse af onde ånder.

For øvrigt kan ingen form for magi forenes med sand kristendom. Jehova Gud pålagde sit folk i fortiden: „Der må ingen findes hos dig, som . . . driver spådomskunst, tager varsler, er sandsiger eller øver trolddom.“ (5 Mos. 18:10) Det er værd at lægge mærke til hvad de nyomvendte kristne i det gamle Efesus gjorde. Vi læser: „En hel del af dem der havde øvet magi, samlede deres bøger sammen og brændte dem for alles øjne.“ (Apg. 19:18, 19) Byen var berømt for de såkaldte „Efesusbreve“, hvorom der siges: „De bestod tilsyneladende af nogle kombinationer af bogstaver eller ord, som, når de blev læst med en bestemt betoning, mentes at kunne helbrede sygdomme eller uddrive onde ånder.“ De der blev kristne i det gamle Efesus, holdt sig langt fra disse verdensberømte „Efesusbreve“.

Hvorfor ser det da ud til at virke?

Bibelen bekræfter at Jesus Kristus og hans første disciple kunne uddrive dæmoner. Den giver imidlertid også eksempler på misbrug. Nogle bedragere, præsten Skevas syv sønner, prøvede at gøre det „ved den Jesus som Paulus forkynder“. Hvad skete der? Den dæmonbesatte mand sprang ind på dem, pryglede dem og rev tøjet af dem alle syv. (Apg. 19:13-16) Det var altså ikke alle der forsøgte sig med eksorcisme som ville få held med det, selv om de brugte Jesu navn.

Jesus Kristus sagde selv: „Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke . . . uddrevet dæmoner i dit navn . . .? Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer!“ (Matt. 7:22, 23) Det er rigtigt at man til tider hører om at spiritistmedier har uddrevet dæmoner. Men det er ganske givet at hverken disse spiritister eller den eksorcisme de øver, har Guds godkendelse. Jehova Gud har erklæret: „Henvend eder ikke til genfærd og sandsigerånder [åndemedier, NW].“ — 3 Mos. 19:31.

Farisæerne anklagede med urette Jesus Kristus for at uddrive dæmoner ved hjælp af Beelzebul, Satan Djævelen. Derimod ville de sige at det var Guds hellige ånd eller virkekraft som stod bag når deres egne „sønner“ eller disciple uddrev dæmoner. Farisæerne syndede mod den hellige ånd når de benægtede de tydelige vidnesbyrd om at den stod bag Jesu uddriven af dæmoner. (Matt. 12:22-32) Farisæernes „sønner“ og andre som ikke var Jesu disciple, var i virkeligheden børn af Djævelen. (Joh. 8:44; 1 Joh. 3:10) Hvis de hævdede at de kunne udføre eksorcisme ville de altså være Satans redskaber. Men ved at bruge dem som redskaber ville Djævelen alligevel ikke modarbejde sig selv. — 2 Kor. 11:14.

Djævelen ville på denne måde blot forøge sin egen magt og indflydelse over de mennesker der lod sig bedrage. Hvis en eksorcist ved hjælp af falsk religion uddrev en dæmon, ville den besatte da ikke føle sig taknemmelig over at være blevet befriet? Mon ikke han, hans familie og hans venner ville tro at eksorcisten var en sand tilbeder af Gud? Mon ikke de ville begynde at interessere sig for hans tro og måske tilslutte sig hans trossamfund? Hvis det skete, ville Satan have vundet en sejr. Han ville have ført disse vildledte bort fra den sande tro, tilbedelsen af Jehova Gud „med ånd og sandhed“. — Joh. 4:23, 24.

Ganske rigtigt lod Jehova Gud i den kristne menigheds barndom ofte Jesu disciple udføre mirakler ved hans hellige ånds kraft. Men de mirakuløse åndens gaver var ikke længere nødvendige efter at det var blevet bevist at „Jehovas hånd“ var med Jesu Kristi disciple. (Apg. 11:21) Åndens mirakuløse gaver og de usædvanlige udslag af denne kraft ophørte derfor. — 1 Kor. 13:8-13.

Er der så ingen hjælp at finde?

Der er altså ingen bibelsk bemyndigelse til at udføre eksorcisme i dag, og sande kristne gør det ikke, men det betyder ikke at gudfrygtige mennesker savner beskyttelse mod onde åndemagter. De har al den hjælp der skal til.

Enhver der mener at han udsættes for angreb af onde åndemagter, bør holde sig langt borte fra spiritisme, spådomskunst og alt hvad der minder om dette. (5 Mos. 18:10-12) Hvis han generes af „stemmer“ fra det usynlige, uanset hvem disse hævdes at komme fra, bør han ikke følge deres opfordringer. Det er af vital betydning at forstå at stemmerne tilhører dæmoner, og man bør blankt afvise det de siger. — 2 Tess. 2:9.

Hvis man skal modstå onde åndemagter må man vogte sig for at have samkvem med folk der beskæftiger sig med magi, heksekunst og lignende. I stedet bør man søge samfund med sande kristne. (1 Kor. 15:33) Man må fjerne alt hvad der har forbindelse med dæmonisk religion, fra sit hjem og sin person. Det er også vigtigt at iføre sig ’åndens fulde rustning fra Gud’. Denne rustning omfatter blandt andet sandhedens bælte og „retfærdighedens brystharnisk“. — Ef. 6:11-18; 2 Pet. 3:11.

Det er af største betydning at tro på Jehova og bede til ham i oprigtighed. Hvis man angribes af dæmoner, må man bede til Jehova Gud gennem Jesus Kristus, og bruge Guds eget navn. „[Jehovas] navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.“ (Ordsp. 18:10; Fil. 4:6, 7) De udnævnte tilsynsmænd i den kristne menighed har med glæde hjulpet mange som ønskede at tjene Gud men blev besværet af dæmoner. Det er imidlertid vigtigt at den pågældende person selv har den rette indstilling. Han må modstå de onde åndemagter, og dette vil også have sin virkning. „Stå Djævelen imod,“ skrev disciplen Jakob, „og han vil flygte fra jer.“ — Jak. 4:7.

Eksorcisme og de dermed forbundne ritualer er ikke det rette middel mod dæmonbesættelse. Jehova Gud har selv i sin kærlighed givet mulighed for beskyttelse mod onde åndemagter, og de forstandige benytter sig af denne mulighed. Kristne bør ikke praktisere eksorcisme. De bør holde deres sind og hjerte rettet mod tilbedelsen af deres himmelske Fader og tjenesten for ham.