Vind sejr over onde åndemagter

„Vi har en kamp, ikke mod kød og blod, men imod regeringerne, imod myndighederne, imod dette mørkes verdensherskere, imod de onde åndemagter i de himmelske egne.“ — Ef. 6:12, NW.

 1, 2. Hvilke manifestationer af dæmonernes magt, som forudsagt i Bibelen, sås under den første verdenskrig?

„VIL DÆMONER ØDELÆGGE SAMFUNDET — Psykiske fænomener tiltrækker sig opmærksomheden hos nogle af landets største mænd. Disse mænd hævder, at de har kontakt med de døde. At de modtager budskaber fra en eller anden skjult kilde, skal ikke betvivles. Denne psykiske videnskab kaldes immortalisme. I virkeligheden er det dæmonisme. Dæmonerne, der øver større og større indflydelse på menneskesindet, vil, således som Bibelen viser, snart ødelægge samfundet.“

² Med denne indledning, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen, opfordrede bladet The Watch Tower for 1. marts 1918 sine læsere til at undersøge, hvad Bibelen har at sige om spiritisme. I den mørke tid under den første verdenskrig forekom det bibelgranskerne, at dæmonerne, menneskehedens fjender, var parate til at ødelægge hele det menneskelige samfund. Verden fattede dengang næppe, at usynlige, overnaturlige kræfter havde været medvirkende til at kaste samfundet ud i den første verdenskrig i 1914. Under disse krigsveer udbrød revolutionen i Rusland, bolschevikkerne tog regeringstøjlerne, og den russiske zar, Nikolaj II, blev arresteret for kort efter, den 17. juli 1918, at blive henrettet i Sibirien. Hvorvidt revolutionen skulle brede sig ud over hele jorden med en kædereaktion af samfundsopløsende anarki, vidste man ikke med sikkerhed. Mange havde længe haft den anskuelse, at Bibelens profetier skulle tolkes derhen, og nu syntes begivenhederne at udvikle sig i den retning, mens den hjælpeløse menneskehed holdtes fast i dæmonernes knugende tag. Tiden var inde til at skaffe sig oplysning om, hvad dæmonernes egentlige hensigt var. Der gik nogle måneder, og i november 1918 holdt den første verdenskrig pludselig op, våbenstilstanden blev underskrevet af de krigsførende parter og freden oprettet, en usikker fred, der kun varede tyve år og ti måneder. Dog var menneskesamfundet, skønt blødende og lemlæstet, langt fra totalt ødelagt. Hvad var der sket? Var dæmonernes planer mislykkedes, eller var de blot blevet misforstået?

 3. Hvad er dæmoner ifølge Bibelen?

³ Med „dæmoner“ mener vi onde åndeskabninger i de usynlige regioner. Hos de orientalske folkeslag er talen om „dæmoner“ ikke noget usædvanligt, for dæmonerne spiller en stor rolle i deres religionen. Når vi taler om „dæmoner“, mener vi ondsindede åndeskabninger og ikke de groteske skikkelser, orientalerne foregøgler sig, nej dæmonerne er de mægtige, overmenneskelige åndeskabninger, som Bibelen beretter om.

 4, 5. Hvorfor er det nødvendigt og ubibelsk at tage spørgsmålet om dæmonerne alvorligt?

⁴ Gudfrygtige mennesker, sande, oplyste kristne, tager talen om dæmonerne meget alvorlig. Den fremtrædende forkæmper for kristendommen, apostelen Paulus, advarede os om, at vi må betragte dæmonerne med største alvor, for den kamp på liv og død, som vi kæmper mod disse os overmægtige skabninger, kalder på den dybeste alvor. I en af de fjorten bøger, han skrev som en del af Bibelen, siger han: I vandrede engang „i overensstemmelse med tingenes ordning i denne verden, i overensstemmelse med herskeren over luftens myndighed, ånden, som nu virker i ulydighedens sønner. . . . Tag den fulde rustning fra Gud på, så I må kunne holde stand mod Djævelens rænkespil; thi vi har en kamp, ikke mod kød og blod, men imod regeringerne [ikke af kød og blod], imod myndighederne, imod dette mørkes verdensherskere, imod de onde åndemagter i de himmelske egne.“ — Ef. 2:2; 6:10-12, NW.

⁵ Paulus skrev disse ord direkte til kristne i Efesus. En del af dem havde givet sig af med trolddomskunst, men da de tog imod „Jehovas ord“, som Paulus forkyndte, „samlede de deres bøger sammen og brændte dem op for alles øjne“. Andre havde tilbedt dæmonerne i det verdensberømte tempel for „efesernes Artemis [gudinden Diana]“. (Ap. G. 19:13-20, 27, 28, NW) De kristne i Efesus forstod til fulde apostelen Paulus’ ord, for de havde haft erfaringer med dæmonerne.

 6-8. Hvad er spiritisme? Hvilket indtryk har den gjort på lærde og andre?

⁶ Flere og flere i kristenheden får øjnene op for eksistensen af disse ånder, hvilket dæmonerne er. Hvordan? Gennem udbredelsen af den religion, der almindeligvis går under navnet „spiritisme“. Leksikonet definerer spiritisme som den tro eller den religiøse bevægelse, der bygger på den opfattelse, at afdødes ånder meddeler sig til dødelige mennesker ved visse fysiske fænomener, som for eksempel bordbanken eller under abnorme sindstilstande, som trancer og lignende, almindeligvis gennem medier; det er den teori, at mediumistiske fænomener forårsages af de afdødes ånder.

⁷ Spiritismen er henved fire tusind år gammel, men den har fået et kolossalt opsving i vor tid i den vestlige verden. Den amerikanske spiritistbevægelse opstod i 1848 med de to søstre Fox fra Hydeville, New York. De flyttede senere til Rochester, New York, hvor de fortsatte deres virksomhed som medier og tiltrak sig hele landets opmærksomhed. Dog havde Tyskland og Schweiz henved et århundrede før den amerikanske spiritismes opblomstring deres spiritister, som udvirkede eller troede på psykiske fænomener, der næsten var identiske med dem, der kendetegnede den amerikanske bevægelse. De havde visioner, automatskrift, forudviden fra åndeverdenen om kommende begivenheder og daglig direkte forbindelse med beboerne i den anden verden. Fra Amerika bredte bevægelsen sig til England, hvor de to mest aktive spiritister var D. D. Home, et fremtrædende medium, og W. Stainton Moses, præst i den anglikanske kirke og udgået fra Oxford universitetet. I en årrække forbløffede de England med deres præstationer. Under sine seancer plejede Mr. Home at tage glødende kul i hænderne og bære dem omkring uden at brænde sig. Han oplærte mange af sine elever til at gøre det samme. Selv kunne han vaske sit ansigt i flammer uden at tage mindste skade. De spiritistiske fænomener vandt et sådant ry, at de blev underkastet nærmere undersøgelser, alvorlige, videnskabelige undersøgelser. Mange gik fra disse undersøgelser fuldstændig overbeviste, og det både præster, filosoffer, videnskabsmænd og andre lærde. Vedrørende de slutninger, de kom til, siger The Encyclopedia Americana (bind 25, udgaven fra 1929):

⁸ „De lærde, som har givet udtryk for deres tro på spiritismen som en realitet, er kommet til slutninger, der kan opsummeres således: Gennem medier er det bevist, at livet fortsætter på den anden side graven; det er ikke længer et religiøst dogme, men en levende kendsgerning. Åndevæsenerne er ligeså ivrige efter at meddele sig til os, som vi er til dem, dog synes det, som om det er de lavere og simplere intelligensvæsener, der er os nærmest, og derfor dem vi fortrinsvis kommer i kontakt med. De ynder at optræde som store personligheder og at efterligne dem eller de tilstedeværendes afdøde venner. Dette opgives som grunden til de mange værdiløse „oplysninger“, der når frem. I mange år var tidsskriftet Banner of Light, udgivet i Boston, det ledende organ for denne kult. Som så mange andre spiritistiske blade er det gået ind. De har øjensynligt veget pladsen for psykologiske publikationer og New Thought-tidsskrifter. Deres store læserkreds tæller mange rigtige spiritister, men de kendes dog mindre og mindre under dette navn, idet de tilslutter sig New Thought, Mental Science, teosofi, orientalske kulter, Psykisk Forskning og andre moderne strømninger. Den spiritistiske lære er i det store og hele i overensstemmelse med Bibelens skrifter.“

 9, 10. a) Hvilken forbindelse er der mellem den stærkt udbredte lære om menneskesjælens udødelighed og spiritismen? b) Hvilken holdning indtager kristenhedens præster over for spiritismen?

⁹ Denne sidste udtalelse i Americana er i samklang med mange spiritisters påstand om, at denne spiritistiske religion er baseret på Bibelen, eller at Bibelen støtter og går ind for spiritisme. Navnlig er dette tilfældet blandt katolske og protestantiske præster, der er blevet spiritister. De hævder, at Bibelen lærer, at der er et liv efter døden, eller at menneskesjælen er udødelig. Denne lære er selve spiritismens grundvold. Derfor kaldes den også immortalisme, et navn, der blev givet den af en protestantisk præst. I 1909 bragte New York-bladet World et interview med denne præst, Samuel Fallows, biskop i den reformerte anglikanske kirke, Chicago, Illinois. Han udtalte blandt andet: „Der er store sandheder i spiritualismen. Der er mange spiritualistiske fænomener, vi ikke kan forstå, men vi må antage dem. Jeg har kaldt den nye videnskab „immortalism“ (udødeligheds-lære), fordi dens eksistens afhænger af sjælens udødelighed, på hvilken vi alle tror, og at identiteten bevares hinsides graven. „Immortalism“ er simpelt hen spiritualisme, hvor alle bedrag og kneb er udelukket. På grund af disse bedrag har spiritualismen været skyet af mange rettænkende mennesker, men „immortalism“ vil gøre krav på deres alvorligste opmærksomhed.“ Fire år forinden sagde han: „Som en kristen og bibeltroende må jeg tro på kontakten mellem de to verdener — den, som vi lever i, og den, som vore venner er gået over i. . . . Jeg tror på apparitioner og mener, at nogle mennesker besidder en vis mystisk psykisk evne til at lade deres ånd virke som en kanal så at sige, hvorigennem den jordbundne ånd kan meddele sig til vennen hinsides.“ — The Watch Tower, 1. juni 1905; 1. december 1909 (Vagttaarnet, januar 1910).

¹⁰ Johannes Greber siger i indledningen til sin oversættelse af det Nye Testamente, copy-right 1937: „Jeg var selv katolsk præst, og lige til mit otteogfyrretyvende år havde jeg aldrig så meget som troet på muligheden af at komme i forbindelse med Guds åndeverden. Dagen oprandt imidlertid, da jeg ufrivilligt tog det første skridt til at komme i kontakt med den og erfarede ting, der rystede mig i min sjæls inderste. . . . Mine erfaringer har jeg gjort kendt i en bog, der er udkommet både på tysk og engelsk og bærer titlen: Communication with the Spirit-World: Its Laws and Its Purpose.“ (Side 15, § 2, 3) I pagt med Grebers romersk-katolske herkomst er hans oversættelse indbundet i stift bind med guldkors på forsiden. I sit forord til føromtalte bog siger eks-præst Greber: „Bibelen er den mest betydningsfulde spiritistiske bog.“ Præget af denne anskuelse har Greber gjort sig anstrengelser for at få sin oversættelse af det Nye Testamente til at lyde meget spiritistisk.

11, 12. a) Hvilken oversættelse af 1 Johannes 4:1-3 kan drages i tvivl? b) Hvilken rigtig forståelse får man ud fra en nøjagtig oversættelse af denne passage?

¹¹ Spiritismen hævder, at der er gode ånder og onde ånder, og at den ikke ønsker at have noget med de onde ånder at gøre, men kun søger at komme i forbindelse med de gode ånder. I 1 Johannes 4:1-3 siger Bibelen: „I elskede, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud; thi mange falske profeter er draget ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, der bekender, at Jesus er Kristus kommen i kødet, er af Gud. Og enhver ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud; men dette er antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden.“ Grebers oversættelse af disse vers lyder: „Mine kære venner, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne for at lære, om de kommer fra Gud. Thi mange falske ånder, er kommet op af afgrunden og draget ud i verden, og de taler gennem menneskelige medier. Således kan I finde ud af, om en ånd kommer fra Gud: enhver ånd, der bekender, at Jesus Kristus viste sig på jorden som et menneske, kommer fra Gud. Mens enhver ånd, der søger at udrydde troen på Jesus som vor Herre, inkarneret, ikke kommer fra Gud, men er sendt af Kristi modstander. Det er blevet fortalt jer, at sådanne ånder skal komme, og de er allerede begyndt at vise sig i verden.“ Det er ganske tydeligt, at de ånder, eks-præst Greber tror på, har hjulpet ham med hans oversættelse.

„Prøv ånderne“

¹² Når apostelen Johannes siger „prøv ånderne“, vil han ikke dermed sige, at vi skal give os af med spiritisme og komme i kontakt med ånderne ved hjælp af åndemedier, ouijaborde, psykografer eller andre spiritistiske rekvisitter og således prøve, hvilken ånd der er god, og hvilken der er ond. Med „ånder“ hentyder Johannes ikke her til usynlige åndeskabninger, men til hensigten, formålet eller motivet bag denne profeteren eller offentlige bekendtgørelse, som mennesker fremkommer med vedrørende Gud og Kristus. Derfor siger An American Translation: „Tro ikke enhver inspireret udtalelse, men prøv udtalelserne for at se, om de kommer fra Gud, thi mange falske profeter er fremstået i verden.“ New World Translation lyder: „Tro ikke enhver inspireret udtalelse, men prøv de inspirerede udtalelser for at se, om de stammer fra Gud.“ For at prøve disse inspirerede udtalelser, fremsat af de forskellige religioners profeter eller talerør, og se, om de er inspireret af Guds ånd eller ej, behøver vi ikke at gå til spiritistiske seancer eller til medier. For længe siden inspirerede Jehova Gud sin profet Esajas til at sige: „Bind vidnesbyrdet til og sæt segl for læren blandt mine disciple. Og når de siger til jer: „Rådspørg medierne og troldmændene, som hvisker og mumler,“ skulle et folk så ikke rådspørge sin Gud? Skulle de rådspørge de døde til fordel for de levende? Til læren og vidnesbyrdet! For det ord, de taler, er der visselig ingen morgengry. De vil blive stødt ud i bælgmørke.“ (Es. 8:16, 19-22, RS) De, som søger sand og pålidelig oplysning vedrørende de døde og vedrørende kommende begivenheder, vender sig i lydighed til Jehovas lære og vidnesbyrd, der er at finde i Bibelen.

13-15. a) Berettiger Bibelens lære, således som Paulus opsummerer den, spiritisternes påstande? b) Hvilke oplysninger og råd giver en anerkendt spiritistforfatter sine læsere vedrørende Bibelen?

¹³ Men en og anden vil måske indvende, at spiritisterne selv hævder, at de vender sig til Bibelen. Ja, men det er kun som et lokkemiddel, som et dække for at berolige de søgendes samvittighed og fange dem i spiritismens garn, som var den bibelsk og fuldt ud kristen, og som ejede den Guds godkendelse. Spiritismen benytter samme taktik som de falske apostle, om hvem den sande apostel Paulus skrev: „Sådanne mænd er falske apostle, svigagtige arbejdere, der forvandler sig til Kristi apostle. Intet under, thi Satan selv forvandler sig stadig til en lysets engel. Der er derfor intet stort i, at også hans tjenere fortsætter med at forvandle sig til retfærdighedens tjenere.“ (2 Kor. 11:13-15, NW) Det skjulte mål er at få dig til at tro mindre og mindre på Bibelen og stole mere og mere på dine egne erfaringer med spiritistiske fænomener, at få dig til at mistyde Bibelen og tro lige det modsatte af, hvad den lærer, ja, at ødelægge din tro på Bibelen. Vi har et eksempel herpå i den kendte britiske spiritist Arthur Findlay. I sin bog The Rock of Truth or Spiritualism The Coming World Religion (trettende oplag, 1949) siger han:

¹⁴ „Ingen upartisk gransker af fortiden kan komme til nogen anden konklusion end den, at troen på Den hellige Bibels inspiration, skønt den har været til styrke og hjælp for mange, dog har været en af de største hindringer for menneskeslægtens fremskridt. Da dette er tilfældet, er det så ikke ejendommeligt, at denne bog alle civiliserede steder, hvor man tilbeder Gud, stadig kaldes „hellig“ og „Guds ord“? . . . Hvor helt anderledes ville meget af verden ikke have været, hvis Bibelen aldrig var blevet betragtet som inspireret, og hvor langt lykkeligere vil kristenheden ikke blive, når alle lærer at bedømme Bibelen som enhver anden bog, idet de beundrer dens skønhed, men ignorerer dens fejl og usandfærdigheder. I betragtning af de fejl, kirken har gjort sig skyldig i, og de forbrydelser og grusomheder, den har begået ned gennem tiderne i sin grundlæggers navn, burde den ydmyge sig og angre i stedet for at være arrogant og reaktionær.“ — Siderne 120, 131.

¹⁵ I denne bogs emneregister læser vi følgende under overskriften „Bibelen“: „Slår til lyd for barbariske grusomheder; beviser for guddommelig inspiration savnes; ikke Guds ord; tages nu mindre alvorligt; uden historisk værdi; lige så god en troslære findes andre steder; beretningerne kan ikke bekræftes; beretningerne fremholdes som sandfærdige; spild af tid at studere den; anstødssten for spiritismen; bør læses som andre bøger,“ o.s.v. Under overskriften „Jehova“ læser vi: „Ikke Skaberen; påbød krig“; og under overskriften „Jesus“: „Mange har levet et lignende liv; ingen historiske beviser for, at han har levet; hans opstandelse, tvivlsom tradition; Talmuds beretning om; jomfrufødslen, døden og opstandelsen en efterligning af andre frelserguder; jomfrufødslen en senere tanke,“ o.s.v. Ud for hvert emne henvises der til sidetallene.

16. Kan det med rette siges, at Bibelen er en „anstødssten for spiritismen“, og hvorfor?

¹⁶ Det ses ganske klart, at de ånder, med hvem denne ledende spiritist står i forbindelse, er modstandere af Bibelen og af dens forfatter, Jehova Gud, og hans søn, Jesus Kristus. Hvorfor er de det? Fordi Bibelen, Jehova og Jesus Kristus er imod disse ånder, hvad Mr. Findlay indrømmer, når han siger, at Bibelen er en „anstødssten for spiritismen“. Vi behøver ikke at beskæftige os med spiritisme for at finde ud af, om denne religion står i forbindelse med gode eller onde ånder. De er alle sammen onde ånder, for de handler hver og en ud fra en løgn, akkurat som „de onde ånders fyrste“, Satan Djævelen, gjorde fra første færd i Edens have. Biskop Fallows, som fandt på udtrykket „immortalisme“, der har til hensigt at fjerne den foragt, man nærede for mediers forbindelse med ånderne, siger selv, at spiritismen er baseret på læren om menneskesjælens udødelighed og derfor på tanken om et liv efter menneskelegemets død.

17, 18. a) Hvad er den nøjagtige bibelske definition af „udødelighed“ og menneskets „sjæl“? b) Hvordan berøres spiritismens grundpåstande af disse bibelske definitioner?

¹⁷ Kun én af Bibelens nedskrivere, apostelen Paulus, omtaler udødelighed, og de tre gange, han gør det, hentyder han overhovedet ikke til menneskesjælen, men til den opstandne Jesus Kristus og til Kristi opstandne trofaste efterfølgere. Apostelen Paulus siger, at menneskesjælen er selve menneskeskabningen og ikke noget usynligt, uhåndgribeligt, åndeligt inden i det menneskelige legeme, noget, der er i det, men ikke en del af det, noget, der ved legemets død forlader det for selvstændigt at tage bolig i åndeverdenen. Paulus citerer den inspirerede skildring i 1 Mosebog 2:7, der omtaler den første menneskesjæls skabelse, og siger: „Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.“ (1 Kor. 15:45, 53, 54; 1 Tim. 6:14-16) Menneskesjælen er ikke udødelig og kan derfor ikke overleve legemets død.

¹⁸ Ja, Bibelen er i sandhed en „anstødssten for spiritismen“, for lige fra første til sidste bog lærer den, at menneskesjælen er dødelig og dør, ophører med at eksistere. (1 Mos. 12:13; 17:14; 19:19, 20; 37:21 og Åb. 8:9; 12:11; 16:3; alle disse steder gengiver New World Translation det hebraiske ord nephʹesh og det græske ord psy·cheʹ med sjæl) Bibelens lære vedrørende menneskesjælens dødelighed kommer stærkest til udtryk i Jehova Guds egen advarsel: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Ez. 18:4, 20) Denne soleklare og uforanderlige lære, som Bibelen fremholder, fjerner fuldstændig den grundvold, hvorpå den spiritistiske bevægelse bygger. Bibelen beviser, at spiritisterne ikke kommer i forbindelse med afdøde menneskers udødelige sjæle i en åndeverden, men med dæmoner, onde ånder, og at spiritisme simpelt hen er en bedragerisk benævnelse for dæmonisme. Alle disse ånder må være onde, da de påtager sig falsk identitet og foregiver at være afdøde menneskers ånder for at holde den løgn i live, at de døde ikke er døde, men at deres sjæle er udødelige og lever videre efter døden, således som den ånd gjorde, der efterlignede profeten Samuel for kong Saul gennem åndemediet i En-Dor. De er løgneånder, selv om de kommer med enkelte korrekte forudsigelser, for de handler under falsk foregivende, en omstændighed, der gør deres handling dobbelt bedragerisk. (1 Sam. 28:3-20) De benægter, at det er nødvendigt med en opstandelse under Guds rige, for at de døde kan blive levende igen.

19, 20. a) Hvilken befaling vedrørende udøvelse af spiritisme har Jehovas folk i fortid og nutid modtaget gennem Guds bemyndigede talsmænd? b) Hvilken straf vil nu ramme den, som ikke lytter til Jehovas største talsmand, og hvorfor?

¹⁹ Jesus Kristus sagde engang: „Gud er en ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede med ånd og sandhed.“ (Joh. 4:24, NW) Da han selv bor i åndeverdenen, ved han til fulde, hvem disse ånder er, og han advarer sit folk mod at have noget som helst med dem at gøre. Han forbød sit teokratiske folk at lade sådanne, som øvede spiritisme, leve iblandt dem, og sagde: „I det tilfælde at der i en mand eller kvinde skulle vise sig at være en mediumistisk ånd eller spådomsånd, skal de uden undtagelse lide døden. Man skal stene dem til døde. Deres eget blod kommer over dem.“ — 3 Mos. 20:27, NW.

²⁰ I stedet for at bruge disse ånder som kanaler for sine profetier oprejste Jehova Gud profeter, navnlig den store profet Jesus Kristus. Derfor sagde han til sit folk: „Der skulle ingen findes hos dig, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, som driver spådomskunst, øver magi eller tager varsler, ingen, som er troldmand, eller som binder andre med en besværgelse, ingen, som rådspørger et åndemedium eller en professionel spåmand eller -kvinde, ingen, som retter forespørgsler til de døde. . . . Thi disse folk, som du fordriver fra deres land, lyttede til dem, der øver magi og spådomskunst, men hvad dig angår, har Jehova din Gud ikke givet dig noget sådant. En profet som mig [Moses] vil Jehova din Gud oprejse for dig af din midte, af dine brødre — ham skal I folk lytte til.“ (5 Mos. 18:10-15, NW) Og eftersom apostelen Peter sagde, at Jehova havde oprejst sin søn Jesus Kristus som denne store profet, hvem alle skulle lytte til, har vi det valg enten at lytte til ham eller ved hjælp af åndemedier at lytte til dæmonånderne. (Ap. G. 3:20-23) De sande kristne er forpligtet til at undgå spiritisme og i stedet lytte til Jehovas ypperste profet, Jesus Kristus, for apostelen Peter sagde: „I sandhed, hver sjæl, som ikke hører på den profet, skal fuldstændig udryddes af folket.“ — 5 Mos. 18:18, 19, NW.

21. Hvilket andet bibelsk vidnesbyrd tilkendegiver Jesu sande stilling til udøvelse af spiritisme?

²¹ Jesus viste sit standpunkt over for dæmonerne ved at uddrive over en legion, der havde besat mennesker. Han gav sine tolv apostle og de halvfjerds evangelister magt til at uddrive dæmoner ved hjælp af sit navn, og i den sidste bog i Bibelen skildrede han sin herliggjorte menighed i himmelen som en skøn stad og sagde: „Udenfor er hundene og de, som øver spiritisme, og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, som elsker og øver løgn [som spiritisterne gør].“ — Åb. 22:14, 15, NW; Matt. 4:24; 8:28-33; 10:1, 8; Luk. 8:1, 2; 9:1; 10:1, 17-20.

22. Hvad stillede Paulus udøvelse af spiritisme i klasse med?

²² Spiritismen er ikke åndelig, men en af kødets gerninger, der intet har med Guds rige at gøre, for apostelen Paulus sagde: „Kødets gerninger er åbenbare, og de er: utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, . . . og lignende ting. Angående disse ting advarer jeg jer forud, på samme måde som jeg allerede har advaret jer, at de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.“ — Gal. 5:19-21, NW.

Besættelse fører til sindssyge

23. Er det rigtigt eller ikke rigtigt, at sindssyge hos mennesker kan skyldes dæmonbesættelse? Hvorfor?

²³ Dæmonernes hensigt med spiritismen er ikke bare at ødelægge din tro på Guds ord, Bibelen, men mere det at besætte dit sind og legeme, få helt magt over dig og således føre dig ind på vejen til sindssyge. Selv den indiske spiritist V. D. Rishi indrømmer i sin bog Spiritualism in India, at der er fare for at blive besat og efterhånden sindssyg, og han omtaler specielle tilfælde. I afsnittet „Faldgruber ved kontakten med ånder“ siger han: „Under vort ophold i Delhi blev vi ved en lejlighed vidne til et tragisk tilfælde af besættelse, hvilket tydeligt understreger faldgruberne ved kontakten med ånderne. . . . Det er en advarsel og et fingerpeg for dem, som usystematisk forsøger sig med disse metoder uden at bekymre sig om de nødvendige forhåndskundskaber. Det bringer på ingen måde sagen i vanry[?], men kun de personer, som går uvidenskabeligt til værks.“ (Siderne 175-178) I afsnittet „Hvordan bevæger bordene sig?“ siger Rishi: „Vedrørende de nødvendige kvalifikationer for god mediumitet sagde en ånd: . . . Åndekontakt har ingen forstyrrende indvirkning på mediets hjerne, hvis der udvises mådehold.“ (Side 180) Dog viser Bibelen eksempler på, at spiritisme forårsager sindsforstyrrelser hos de besatte, i særdeleshed når flere dæmoner besætter et menneske.

24-26. Hvilket bekræftende vidnesbyrd aflægger læger og andre iagttagere om forbindelsen mellem sindssyge og udøvelse af spiritisme?

²⁴ Den 23. januar 1906 brugte Londonbladet Daily Mail næsten en hel side til at drøfte emnet: „Lader de døde virkelig høre fra sig?“ Det forlød blandt andet: „Så langt tilbage som i 1877 skrev dr. L. S. Forbes Winslow om „spiritistisk sindssyge“. „Ti tusinde ulykkelige mennesker opholder sig for øjeblikket på sindssygehospitaler, fordi de har beskæftiget sig med det overnaturlige. . . . Jeg kan nævne mange eksempler på, hvordan mænd med fremragende evner så at sige har forsømt alt og fulgt spiritismens lære blot for at ende deres dage på et sindssygehospital.““ (The Watch Tower, 15. marts 1906, siderne 87, 88) I en pjece med titlen „The Nature of Insanity; Its Cause and Cure“ [Sindssygens væsen; dens årsag og helbredelse] viser J. D. Rhymus, at i mange tilfælde er sindssyge kun dæmonbesættelse, og han citerer et brev fra en læge i Philadelphia; brevet er dateret den 12. november 1884, og i det står der: „Dommer Edmonds [en kendt spiritist] fra New York har for nylig udtalt, at mange såkaldt sindssyge, der befinder sig på anstalterne, faktisk kun er i ånders vold.“ Dommeren selv sagde: „I henved femten tilfælde af sindssyge eller snarere besættelse har jeg været medvirkende til patienternes helbredelse. Jeg fremholdt dette for det Videnskabelige Akademi i New York.“ „Efter at katolske præster over for spiritistiske medier blandt medlemmerne selv havde forsøgt med vievand og bønner, har dommeren ladet medierne komme til sig, når disse var helt sindsforstyrrede, for at afmagnetisere og udfri dem af de besættende ånders vold.“ — The Watch Tower, 15. juli 1897, siderne 210, 211.

²⁵ Dr. Edgar M. Webster, medlem af den amerikanske lægeforenings afdeling for mentalhygiejne, sagde i begyndelsen af dette århundrede: „Jeg har ofte set de ånder, der gør mine patienter sindssyge, og af og til hører jeg endog deres stemmer. Personer, der omtales som håbløst sindssyge, er ofte simpelt hen prisgivet en overmægtig ånds kontrol, ja til tider en skare af ånder. . . . En stor procentdel af de sindssyge er mennesker, der har forsøgt sig som spiritistiske medier, og som ved at stille sig selv til rådighed for åndernes indflydelse har erfaret, at en forkert eller ond ånd har benyttet sig af deres modtagelighed med det for øje at give sine åndelige ønsker og tanker frit løb gennem et jordisk medium.“ — The Watch Tower, 1. august 1905, side 229.

²⁶ Det er blevet anslået, at henved halvdelen af sindssygehospitalernes patienter er ofre for dæmonbesættelse. Som et vidnesbyrd om, at patienter på sindssygehospitalerne i dag lider under dæmonbesættelse, fortæller Mrs. Rita Barki fra Leeds, England, i efterårsudgaven fra 1952 af Official Quarterly Newsletter of the International Spiritualist Federation under overskriften „Med broderskabshilsen“ om sit besøg i Brasilien sammen med sin mand og datter: „Vort første besøg gjaldt et moderne hospital, beliggende i en skøn park med udsigt over Rios højdedrag. Hospitalet er inddelt i to fløje, den ene for almindelige patienter, og i denne fløj er der også en fødselsafdeling og en kirurgisk afdeling. . . . Den anden fløj er reserveret de sindssyge. Når en sindssyg patient bliver indlagt, er der både et medium og en psykiater til stede for at afgøre, hvorvidt det er et tilfælde af besættelse eller sindsuligevægt. Hvis det konstateres, at det er et tilfælde af besættelse, bliver det behandlet af mediet, og når den besættende kraft er uddrevet, overgives tilfældet til uddannede psykiatere for at få patienten bragt på fode igen. . . . Spiritismen i Brasilien har fuld forfatningsmæssig handle- og talefrihed, selv om kirken, der er overvejende katolsk, naturligvis rent principielt er dens modstander. En meget vigtig faktor er, at intet medium eller nogen troshelbreder må tage sig sine tjenester eller demonstrationer betalt.“ — Siderne 5-7.

Hvornår er Satan i splid med sig selv?

27. Kan den uddrivelse af dæmoner, som kristenhedens præster eller endog åndemedier udvirker, retfærdiggøres ud fra Bibelen? Begrund dit svar.

²⁷ Vi har her nævnt tilfælde, hvor åndemedier er blevet brugt til at uddrive dæmoner. Disse dæmoner hører Satan, „de onde ånders fyrste“, til, men betyder det, at Jehova Gud bruger disse åndemedier eller præster i kristenheden, som er i stand til at uddrive ånder? Nej, vist ikke! For åndemedier og de, som repræsenterer religioner, der lærer spiritismens grundløgn, immortalisme eller menneskesjælens udødelighed, er Gud en gru. Han vil intet have med dem at gøre undtagen for at udrydde dem i det kommende Harmagedonslag, ligesom han udryddede Israels kong Saul i slaget på Gilboas bjerg, fordi Saul havde spurgt et åndemedium til råds. — 5 Mos. 18:12; 1 Krøn. 10:13, 14.

28, 29. Hvorfor blev Jesu anklagere ham svar skyldig, da de talte med ham om, hvordan han uddrev dæmoner?

²⁸ Men hvis det er Satan, der driver dem ud, er han så ikke i splid med sig selv? Dette spørgsmål minder os om, hvordan de religiøse farisæere anklagede Jesus og sagde: „Han dér uddriver kun dæmonerne ved hjælp af Beelzebub, dæmonernes hersker.“ Dertil svarede Jesus, idet han viste, at Guds rige intet havde at gøre med dæmonerne: „Hvis Satan uddriver Satan, så er han kommet i splid med sig selv; hvorledes kan hans rige da bestå? Desuden, hvis jeg uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelzebub, ved hvis hjælp uddriver jeres sønner dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved hjælp af Guds ånd, jeg uddriver dæmonerne, så har Guds rige virkelig overrasket jer.“ — Matt. 12:22-28, NW.

²⁹ Jesus var modstander af Satan Djævelen, „dæmonernes hersker“. Efter den tredje fristelse i ørkenen bød Jesus Satan at forsvinde. Ved slutningen af sin jordiske løbebane, lige før Jesus blev forrådt af Satans redskab, Judas Iskariot, sagde Jesus til sine trofaste apostle: „Verdens hersker kommer. Og dog, han har slet intet tag i mig.“ (Matt. 4:10; Joh. 14:30, NW) Jesus døde, fordi han forkyndte Guds rige, det rige, der snart skal knuse Satans rige i Harmagedonslaget, og det, Jesus lærte, var til hævdelse af Guds side i stridsspørgsmålet om universel overhøjhed. At han uddrev ånder eller dæmoner, bekræftede Guds ords sandfærdighed og profetiske karakter. Hvis nu Jesus uddrev dæmonerne ved hjælp af deres hersker Satan, var Satan sandelig kommet i splid med sig selv, for så brugte han jo sin værste fjende på jorden til at uddrive dæmonerne, og det ville ikke hævde Djævelens side af sagen, men tværtimod Guds.

30, 31. Hvilken væsentlig forskel er der mellem falske religionsdyrkeres og åndemediers uddrivelse af dæmoner og Jesu uddrivelse af dem?

³⁰ Sagen stiller sig imidlertid anderledes, når åndemedier og andre falske religionsudøvere uddriver dæmoner eller foretager andre former for helbredelse ved hjælp af dæmonernes hersker. I sådanne tilfælde bruger Satan dem, som allerede står på hans side og lærer hans dogmer, og den omstændighed, at han bruger dem til at uddrive dæmoner, underbygger kun hans falske lære og dæmoniske rige. Ved denne praksis kommer han ikke i splid med sig selv, men den tilsyneladende gode gerning at befri nogle for en dæmonbesættelse, som han selv er ansvarlig for, viser blot, at han stadig „forvandler sig . . . til en lysets engel“ for at få større indflydelse og magt over de bedragne.

³¹ Som en advarsel om, at dæmonuddrivelse i Jesu navn og udøvelsen af mange undergerninger på denne dag, da Jesus er nærværende for anden gang og usynligt er kommet i Guds rige, ikke er i overensstemmelse med Guds vilje, sagde Jesus: „Ikke enhver, som siger til mig: „Herre, herre“, skal komme ind i Himmeriget, men den, som gør min Faders vilje, han, som er i himmelen, skal. Mange skal sige til mig PÅ DEN DAG: „Herre, herre, har vi ikke profeteret i dit navn og uddrevet dæmoner i dit navn, gjort mange undergerninger i dit navn?“ Og dog vil jeg bekende over for dem: Jeg har overhovedet aldrig kendt jer. Vig bort fra mig, I, som øver lovløshed.“ — Matt. 7:21-23, NW.

32. Hvorfor er det ikke på sin plads, at Jehovas kristne vidner i dag uddriver dæmoner, således som de af Jesus udsendte apostle og evangelister gjorde?

³² I den kristne tidsalders første århundrede uddrev Jesu Kristi apostle og halvfjerdsindstyve evangelister på mirakuløs måde dæmoner i hans navn. Men denne den hellige ånds mirakuløse gave til at kunne uddrive dæmoner er ophørt med „Lammets tolv apostles“ død, således som Paulus forudsagde. (1 Kor. 13:8-11) I dag har Jehova Guds vidner ikke fået magt til at uddrive dæmoner som et tegn på, at de er Jehovas kristne vidner. Jehovas vidner har heller ikke bemyndigelse til at handle i lighed med hans vidner i det forbilledlige teokrati, Israel, der fik befaling til at dræbe alle åndemedier og dem, som rådspurgte dem eller øvede trolddomskunst, en befaling, kong Saul efterkom. (1 Sam. 28:3) De må ikke efterligne den aktion, som blev omtalt i bladet Press, Pittsburgh (Pennsylvania), den 16. juni 1946. Tro det, om De vil: „HEKSEJAGT I ÅR 1515! 500 schweiziske kvinder blev brændt som hekse på 2 måneder — 600 kvinder blev brændt i én tysk by, og på ét år dømte alene én dommer 15.000 hekse til døden.“ Derimod har Jehovas vidner befaling fra Gud om at holde al spiritisme, der er dæmonisme, borte fra den teokratiske organisation, idet de beholder „den fulde rustning fra Gud“ på som et værn mod de onde åndemagter. De må også forkynde Rigets budskab, sandheden, hvorom Jesus sagde, at den „skal frigøre jer“. Sandheden vil fordrive dæmonernes indflydelse fra ethvert offer, der søger at befri sig for deres tillokkelser eller snærende bånd.

33. Hvad er den forkerte, og hvad er den rigtige måde at nedbryde dæmonernes magt på?

³³ Et andet virksomt middel er at lære dem, som er genstand for dæmonernes angreb, at bede til Jehova Gud gennem Jesus Kristus, for det vil holde dæmonerne på afstand og drive dem på flugt. Femte Mosebog 18:11 taler om nogle, „som binder andre med en besværgelse“. Ofte begår folk den fejl at tro, at Guds magt ikke er tilstrækkelig stor til at bryde den trylleformel, en voodoodyrker eller anden dæmondyrker har udtalt, og derfor henvender ofret sig til et andet af dæmonernes redskaber, en heksedoktor, for at få ham til at hæve fortryllelsen. For denne udfrielse kommer den frigjorte således til at stå i taknemmelighedsgæld til Djævelen og hans dæmoner, ikke til den almægtige Gud. Det herliggør Djævelens organisation og ikke Jehova Gud. Det vinder ikke Guds velbehag, men hans mishag, og det bringer den frigjorte i gæld til Djævelen og svækker hans værn imod ham. At bede til Gud, at holde sit sind fyldt med det, der hører Gud til, og være aktiv og regelmæssig i Jehovas tjeneste vil nedbryde fjendens magt og give styrke til at modstå Djævelens fornyede angreb.

34. Hvilke lovløse gerninger skal vi sky nu, og hvilken lovhjemlet gerning bør vi klart forstå og udføre?

³⁴ Eftersom åndens mirakuløse gaver er ophørt, søger vi ikke at udføre sådanne mirakuløse gerninger, som lovløshedens religiøse udøvere gør, dem, Herren Jesus Kristus vil byde at fjerne sig fra ham, fordi de ikke handler i overensstemmelse med Guds lov. Vi husker apostelen Paulus’ ord: „Når nogen deltager i væddekamp, vinder han ikke sejrskransen, hvis han ikke kæmper efter reglerne.“ (2 Tim. 2:5) For at blive bekranset med Guds godkendelse gennem Kristus ønske vi at gøre det, Gud tillader efter sin lov. Den gerning, han har legaliseret i denne endens tid for verden, er den, der blev forudsagt ved Jesus Kristus: „Denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og da skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) Ved at gøre denne gerning, lige til der bliver sat punktum for den nuværende verden i Harmagedonslaget, kan vi være forvissede om, at den indsatte konge, Jesus Kristus, vil stille os blandt dem, „der øver ret“, og bede os komme nærmere som hørende til dem, hans himmelske Fader godkender og dømmer værdige til at blive skånet under Harmagedonslaget og ført ind i den nye verden.

Dæmonerne driver menneskesamfundet mod Harmagedon

35. Hvilket værn bør vi gøre brug af nu, da spiritismen griber om sig?

³⁵ Vi lever på den „onde dag“. Det er navnlig med henblik på denne dag, at vi får befaling til at være iført den fulde rustning og „holde stand“ mod angrebene fra de onde åndemagter i det himmelske og bruge „åndens sværd, som er Guds ord“, imod de usete, overmenneskelige magter, idet vi adlyder Guds lov og forkynder „denne gode nyhed om Riget“ på hele den beboede jord. Det overrasker os ikke, at spiritismen, det vil sige dæmonismen, griber om sig, selv inden for de allerøverste politiske regeringskredse.

36. Hvad viser bibelske og verdslige beretninger om udøvelse af spiritisme blandt politiske og religiøse ledere?

³⁶ Følgende udtalelse i tidsskriftet People for den 10. marts 1954 tager vi kun som et yderligere bevis for, at de politiske regeringer i kristenheden ikke er en del af Guds rige: „HOVEDSTADENS ASTROLOGER: De øverste ledere søger hendes råd — blandt Jeannes klientel er Mamie Eisenhower og Washingtons statsmænd. — I et Washington, der bestandig spejder ud mod horisonten for at se, hvad der ligger forude, er Jeanne Dixon som en lyskegle. Ved hjælp af sin krystalkugle har hun kastet blikket ind i fremtiden og er fremkommet med så forbløffende nøjagtige forudsigelser, at nogle af hovedstadens øverste ledere og store forretningsmænd aflægger hende regelmæssige besøg.“ Denne nyhed er en bekræftelse af den velkendte Drew Pearsons udtalelse, der gik gennem hele den amerikanske presse den 22., 23. og 24. august 1953, og som de forskellige blade bragte under overskrifter som „Landets første dame ynder at blive spået“ og „Eisenhowers kigger ind i fremtiden“. Både Bibelen og verdenshistorien viser, at såvel konger og kejsere som religiøse ledere har øvet spiritisme og søgt oplysning, vejledning og hjælp hos dæmonerne. I dag udsøger de onde ånder sig deres ofre i de højere politiske og religiøse kredse i kristenheden. Den bibelske og den verdslige historie viser, at denne fremgangsmåde altid har ført til sådanne konge- og verdensrigers undergang. Den vil føre til det samme resultat nu — i Harmagedonslaget.

37. Hvem er nu ifølge Bibelen først og fremmest skydeskive for de onde åndemagters harme, og hvorfor?

³⁷ De onde åndemagter er kommet hele menneskeslægten på nærmere hold end nogen sinde før. Grunden hertil er, at Guds rige ved Kristus blev oprettet i himlene i 1914. Da udbrød der øjeblikkelig krig i himmelen, og de høje himle blev for evigt renset for Satans og alle hans dæmonengles nærværelse. Efter at disse dæmoner og deres hersker havde lidt nederlag i denne krig, blev de kastet her ned til jorden. Da de befinder sig i et tartarus-mørke, hvad enkelthederne i Guds hensigter angår, har de måske tænkt, at Harmagedonslaget var lige for hånden og deres fangenskab i afgrunden i de tusind år ganske nær. Derfor har de måske været opsat på at ødelægge menneskesamfundet for særlig at få ram på Jehovas folk, der befandt sig i en fangetilstand i samfundet. Satan og hans dæmoner, der har været denne verdens guder og usynlige herskere, følger denne politik: „Hersk eller ødelæg“, navnlig med tanke på at ødelægge Jehovas vidner. — 2 Pet. 2:4; Åb. 12:17.

38. Hvorfor har Jehovas folk i dag med held kunnet modstå disse onde åndemagter?

³⁸ Den almægtige Gud hindrede dette og krydsede dæmonernes hensynsløse plan. Det var ikke hans agt at kaste dæmonerne i afgrunden i 1918 eller at lade dem ødelægge det menneskelige samfund som en kulmination på den første verdenskrig. Han lod ikke sin sejrrige konge, Jesus Kristus, føre krigen i himmelen så langt frem som til Harmagedonslaget, den sidste del af den store trængsel over Satans usynlige og synlige organisation. Jehova standsede denne „kamp i himmelen“ ved at kaste Satan og hans dæmoner ud af himmelen og ned til jorden, og han gjorde det for at lade dem forblive her i deres fornedrede tilstand efter nederlaget en kort stund inden Harmagedonslaget. Således afkortede han den „store trængsel“ over Satans verden. (Matt. 24:21, 22) Han gjorde det ikke for dæmonernes skyld, men af hensyn til sine „udvalgte“, for at de kunne undgå at blive ødelagt sammen med denne verdens menneskesamfund. Dette har indledt en uophørlig kamp på allernærmeste hold mellem Jehovas vidner og disse onde åndemagter. Dog har Jehovas vidner indtil nu formået at „holde stand mod Djævelens snigløb“. — Ef. 6:11; Åb. 12:13-17.

39. Hvilke forhold har der i overensstemmelse med Bibelens forudsigelser rådet på jorden, siden Djævelen og hans forbundsfæller blandt åndeskabningerne nylig blev fornedret?

³⁹ „Guds fulde rustning“, brugen af „åndens sværd, som er Guds ord“, og stadig påkaldelse og bøn ved enhver lejlighed har gjort det muligt for Jehovas vidner at stå urokket og vedblive dermed uden at tage skade af det koncentrerede dæmonopbud her på jorden. Men for menneskeheden i almindelighed har det betydet, at den er blevet gennet frem ad vejen, der fører til undergang i Harmagedonslaget. Herom siger Åbenbaringen 12:10-12 (NW): „Nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklager dem for vor Gud dag og nat! Og [vore brødre] sejrede over ham på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord, og de elskede ikke deres sjæle til trods for dødsfare. Derfor, glæd jer, I himle, og I, som bor i dem! Ve jorden og havet, thi Djævelen er kommet ned til jer, og hans vrede er stor, fordi han ved, hans tidsperiode er kort.“ Intet under, at videnskabsmændene i Djævelens verden omsider har opfundet atombomben og brintbomben og andre rædselsvåben til massenedslagtning. Det var krigen om verdensherredømmet og ikke fredens goder, der fremskyndede, at opdagelsen af atomspaltningen blev taget i brug. Hvor dæmonisk!

40. Hvad ser Guds sande tilbedere, der lydigt følger Lammet, nu i de åndelige regioner omkring jorden?

⁴⁰ Det er ikke i spiritistiske mediers eller i spiritismens krystalkugle, men i Åbenbaringens profetiske symboler, vi ser, hvad der foregår i de usynlige regioner omkring jorden, som Satan og hans dæmoner nu er henvist til. Vi ser, at Satan og hans dæmoner hverken vinder sejr over Jehovas vidner eller samler dem som bukke til en sidste hårdnakket kamp mod den almægtige Gud i Harmagedonslaget. Derimod så Johannes, Åbenbaringens nedskriver, at „Lammet [Kristus] stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fire og fyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander“. Foruden de 144.000 åndelige sejrvindere, der stod sammen med Kristus på det himmelske Zions bjerg, så Johannes „en stor skare“ af alle folkeslag og tungemål, og den tilbad og tjente bestandig Gud i hans åndelige tempel. — Åb. 14:1; 7:9-15.

41. Hvem så Johannes i sit syn, og hvem ser vi nu er ofre for Satan og dennes forbundsfæller blandt åndeskabningerne, der er bundne til jorden?

⁴¹ Hvem var det da, Johannes så i sit syn, og hvem ser vi nu som ofre for den indsamling, Satan og hans onde åndemagter foretager? Johannes siger: „Jeg så tre urene inspirerede udtalelser, der lignede frøer, komme ud af dragens og ud af vilddyrets og ud af den falske profets mund. De er nemlig dæmoninspirerede udtalelser og gør tegn; og de går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. . . . Og de samlede dem på det sted, der på hebraisk kaldes Har-Magedon [eller Harmagedon].“ — Åb. 16:13-16, NW, margenen.

42. Hvilken gudgiven forskrift må Jehovas vidner følge for bestandig at være i sikkerhed for de onde åndemagter og stå som sejrvindere?

⁴² Jehovas vidner følger ikke de dæmonanførte konger „på hele den beboede jord“ til disses kamppladser i Harmagedonslaget. De følger „Lammet [Jesus Kristus], hvor han end går hen“. (Åb. 14:4; NW) Han går ud for at møde hele Satans verden i Harmagedonslaget. Ved at følge ham til denne kampstilling kan vi sejre over de onde åndemagter allerede nu i denne „endens tid“. I Harmagedonslaget vil vi være vidner til hans egen sejr over dem.

Kampen må fortsætte!

43. Hvorfor er det mere end nogen sinde nødvendigt at våge, kæmpe og bede?

⁴³ Kampen mod de onde åndemagter er endnu ikke forbi for Jehovas vidner. Modstanderen, Satan Djævelen, søger at holde stillingen som verdenshersker. Han og hans dæmoner er kosmokrater, „verdensherskere“, som der siges i Efeserne 6:12. Navnlig efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.Kr., da Guds forbilledlige teokrati blev omstyrtet, har de udøvet deres onde kosmokrati eller verdensherredømme. Nu modstår de Jehovas vidner, fordi disse forkynder et andet kosmokrati, det gode budskab om Guds herredømme i den nye verden ved Kristus. Jehovas vidner må være årvågne og kæmpe og bede som aldrig før.

44. I hvilke henseender er vore dage som Noas forud for Vandfloden?

⁴⁴ Det er sandt, at Jesus sagde følgende om denne dag, da han er nærværende i sit usynlige rige: „Ligesom Noas dage var, således skal Menneskesønnens nærværelse være.“ (Matt. 24:37, NW) I Noas dage før Vandfloden var der ulydige, åndelige gudssønner, der materialiserede sig i menneskelegemer uden mediers hjælp. De giftede sig med menneskedøtrene og avlede et usædvanligt afkom, nefilim, åbenbart kæmper, der var menneskene overlegne, og som bidrog til at fordærve menneskeheden og fylde jorden med vold. (1 Mos. 6:1-4, 11, 12) At de dage, da Menneskesønnen er nærværende, skal ligne Noas dage forud for Vandfloden betyder ikke, at vi kan vente lignende dæmonmaterialisationer, eller at dæmonerne synligt vil blande sig i menneskers anliggender, lige så lidt som vi kan vente, at de skulle gifte sig med vor tids menneskedøtre og avle en ny nefilimslægt, som ville gå til grunde i Harmagedonslaget. Dæmonerne er nu „ånder i forvaring“ og er af Gud hindret i at materialisere sig direkte. De behøver imidlertid ikke at materialisere sig for at nå deres mål. Det er nok, at de under udøvelse af spiritisme hovedsagelig forgriber sig på kvindelegemer, idet de betjener sig af dem som åndemedier. (1 Pet. 3:18-20) I de over fyrretyve år siden Rigets oprettelse i 1914 har de onde åndemagter allerede vist deres evner til uden hjælp af materialisationer at udøve kosmokratisk magt, udbrede spiritisme, fordærve menneskeheden, fylde jorden med vold og samle de mange forskellige politiske systemers ledere til styrkeprøven med den almægtige Gud og hans Kristus i Harmagedonslaget. De onde åndemagter har med held vildført hele den beboede jord, men ikke den nye verdens samfund af Jehovas vidner.

45, 46. Hvorledes får medlemmer af Guds nye verdens samfund, der forkynder Riget, allerede nu del i sejren, og hvordan får de del i den endelige triumf?

⁴⁵ I stedet for at lade sig påvirke af den religiøse og politiske propaganda eller af denne verdens synlige herskeres politik og ideologier har Jehovas vidner nægtet at slå følge med denne verden og blive en del af den. De har holdt sig adskilt fra den ved deres fuldstændige indvielse til Jehova Gud ved hans Kristus. Modigt har de afsløret de dæmoninspirerede udtalelser, der er kommet ud af munden på den symbolske drage og hans politiske vilddyr og falske profet; de har advaret andre mod Dragen Djævelens rænkespil; og de har forkyndt det magtfulde budskab om sand udfrielse fra de onde åndemagters vold, „denne gode nyhed om Riget“. Roligt og støt har denne forkyndelse af det gode budskab løsnet de onde åndemagters usynlige tag, således at hundredtusinder er kommet ind i den nye verdens samfund, hvor Jehovas ånd råder. Her står vi fast og kæmper med vor teokratiske krigsførelses åndelige våben under bøn og påkaldelse, idet vi bestandig sejrer i Herrens vælde og hans styrkes kraft.