Hvordan fjernsynet kan gøre skade
ENGANG mente nogle forskere at fjernsynsprogrammer ikke øvede nogen varig negativ indflydelse. Nogle få hævdede endda at programmer som skildrede vold kunne være gavnlige fordi de tjente som en slags „sikkerhedsventiler“ der hjalp folk til at få afløb for deres aggressioner på en fredelig måde.
Men det var før man havde haft tid til at analysere TV-programmernes virkning over mange år. Nu viser langtidsundersøgelser næsten enstemmigt at fjernsynet, brugt forkert, kan gøre skade, endog stor skade.
Det øver indflydelse
Påstanden om at en stadig strøm af TV-programmer der skildrer vold, umoralitet og lastefuldhed kun har ringe eller slet ingen virkning på seerne, kan ikke stå for en nærmere prøve. Hvis det var tilfældet, hvorfor ofres der da milliarder af kroner på TV-reklamer i mange lande?
Annoncørerne ved at fjernsynet er et medium der øver en meget stærk indflydelse. Reklamerne påvirker folk mentalt så de køber produkterne. Firmaerne tænker i kommercielle baner, og de ville næppe ofre en krone på fjernsynsreklame hvis folk ikke påvirkes af de reklamer de ser på skærmen.
Programmerne øver den samme indflydelse. Hvis folk bruger lang tid til at se dem, vil de uvægerlig blive påvirket, enten på den ene eller på den anden måde.
At sige at underlødige TV-programmer ikke påvirker seeren ret meget mentalt, er det samme som at sige at næringsfattig mad ikke skader legemet ret meget fysisk. Helbredet afhænger i vid udstrækning af den mad man spiser. Spiser man forkert længe nok, vil ens helbred tage skade. På samme måde er ens mentale sundhed for en stor del afhængig af det man fylder sindet med. For meget af det dårlige gennem længere tid kan påvirke sindet negativt.
Det er nu bevist at man påvirkes af det man ser i fjernsynet. I bladet TV Guide står der: „Nogle få videnskabelige undersøgelser antydede engang at vold i TV måske i virkeligheden kunne gøre seerne mindre aggressive, fordi den giver dem mulighed for at få udløsning eller afløb for deres indestængte fjendtlighed; men senere forskning har modsagt denne teori.“
Det er derfor ikke uden grund at der er blevet sagt mange kritiske ord om fjernsynet. Man er oprigtigt bekymret over den sindsforurening der foregår, ligesom man med rette er bekymret over forureningen af luften, vandet og føden.
Men på trods af denne bekymring fortsætter strømmen af skadelige TV-programmer. Unge seere synes måske ikke der er sket en forringelse af programmernes kvalitet, men ældre seere kan sammenligne før og nu. Da skribenten Michael Dean efter mange års fravær vendte tilbage til Australien, skrev han i Sydney-ugebladet The Australian: „At se australsk TV igen efter tretten års forløb, er et hårdt slag for ens nationale optimisme. Det er som hvis H. C. Andersen vendte tilbage til sin barndoms andegård og så at den grimme ælling var blevet til en endnu grimmere svane.“
Vold, kriminalitet, umoralitet og lastefuldhed er naturligvis ikke opfundet af fjernsynet; det er sandt. Men det er også sandt at disse ting gøres værre af fjernsynet. Det gælder især i lande hvor fjernsynet styres kommercielt og har forholdsvis frie hænder, eller hvor en eventuel censur er meget liberal og tillader ting på skærmen som ville have været uhørte for få årtier siden.
Fysiske skader
Nedbrydende programmer kan skade på flere måder. For eksempel kan de rent fysisk være sundhedsfarlige.
Den amerikanske lægeforening erklærer at vold og lastefuldhed i fjernsynet kan gøre nogle mennesker fysisk syge. Mange af de adspurgte læger bekræfter at visse TV-programmers virkning kan spores i konsultationsværelset og på hospitalerne. Og mere end 22.000 læger i Californien — langt den overvejende del af lægestanden i denne stat — har i fællesskab over for en domstol støttet den afgørelse at vold og lastefuldhed som skildres i fjernsynet, er „farlig for helbredet“. Det kan påvirke følelserne negativt og føre fysiske problemer med sig.
En anden sundhedsfare består i at der ikke kræves noget af legemet når man ser fjernsyn. Længere tids passivitet er skadelig for helbredet. Mangel på motion kan være dødbringende. Desuden er der mange som småspiser mens de ser fjernsyn, og det kan give problemer med vægten.
Læger har erfaret at et stort antal patienter med blodpropper i årevis har tilbragt for lang tid foran fjernsynet. Hvis man sidder for meget stille og ikke bruger benmusklerne tilstrækkeligt, går det ud over blodomløbet, og der kan dannes dødbringende blodpropper i de dybe vener i benene og fødderne.
Endnu en ulempe ved fjernsynet er at det kan stjæle ens nattesøvn. Det kan virke ’hypnotiserende’, så man glider fra det ene program lige over i det næste. Resultatet er at mange bliver siddende foran skærmen i stedet for at gå i seng i ordentlig tid. Eftersom de alligevel må op og på arbejde den næste dag, betyder det at de ikke får søvn nok. Utilstrækkelig søvn er en alvorlig sundhedsfare.
Desuden virker nogle programmer så stimulerende på sindet at man ofte vil have svært ved at falde i søvn når man er kommet i seng. Efter en rundtur i De forenede Stater sagde en gruppe arbejdere fra Sovjetunionen, hvor fjernsynet er statskontrolleret: „Fjernsynet var også en skuffelse. Vi så fjernsyn den første aften vi var der og kunne knap nok sove bagefter for alle de mord vi havde set.“
Tilskynder fjernsynet til vold?
En af fjernsynets alvorlige virkninger har at gøre med voldshandlinger. I bladet TV Guide siges der: „En psykologiprofessor sammenfattede for nylig vidnesbyrdene med disse ord: ’Når mediet skildrer aggressionsformer eller kriminelle og voldsomme adfærdsformer, er der ikke megen tvivl om at det „underviser“ og at seerne „lærer“.’“
Ved et forsøg har man ladet én gruppe voksne se TV-programmer der tog sigte på at fremme et godt forhold mennesker imellem, mens en anden gruppe fik vist programmer med den sædvanlige mængde vold og lastefuldhed. Efter forsøgsperioden gav forskerne udtryk for at resultaterne var „forbløffende“. De der konstant så de dårlige programmer blev stadig mere aggressive og stridbare. De blev mere gnavne at omgås i familien, mindre tolerante over for deres børn, og deres opførsel som sådan blev i almindelighed dårligere.
En canadisk regeringsundersøgelse peger på at omkring 20 procent af al vold og aggression i det canadiske samfund kan tilskrives kortsigtede virkninger af sådanne TV-programmer. Yderligere 10 procent blev tilskrevet de langsigtede virkninger. Der stod i rapporten: „Vold på skærmen forstærker aggressioner og kan udløse voldelige overfald.“ Der blev advaret: „Selv om det kun er et lille udsnit af seerne der ægges til at begå aggressive overfald, vil det dog gå ud over nogle når så mange som 40 millioner ser en brutal scene.“
Undersøgelsen afviser også den tanke at man kan ’få afløb’ ved at se voldsprogrammer. Der blev tværtimod fremført at „vold på skærmen har en tendens til at øge en efterfølgende aggressivitet“.
Hos nogle kan fjernsynet desuden fremkalde en mental tilstand hvor de har svært ved at skelne mellem film og virkelighed. Da en patient på et psykiatrisk hospital slog en af de ansatte i hovedet med en billardkø, var han meget forbavset over at den ansatte ikke rejste sig igen. Patienten fattede ikke hvorfor den ansatte var bevidstløs, for på fjernsynsskærmen havde han tit set folk komme på benene med det samme efter et slag i hovedet.
Lovovertrædere har indrømmet at de har fået ideer til nye forbrydelser ved at se fjernsyn i fængselet. Ved et rundspørge gav ikke mindre end 90 procent udtryk for at de faktisk på den måde havde lært at forbedre deres kriminelle teknik. Fire ud af 10 sagde at de allerede havde prøvet at begå forbrydelser som de først havde set i fjernsynet. En sagde: „Fjernsynet har lært mig at stjæle biler, at bryde ind i virksomheder, at udplyndre folk, ja selv at rulle en beruset. . . . Alle tager ved lære af det der vises i fjernsynet.“
Et mildere syn på vold
Adfærdspsykologer har bemærket endnu et uhyggeligt aspekt ved voldsprogrammerne i fjernsynet. De mener nu at de stadige voldshandlinger på skærmen ikke alene gør mange mennesker mere aggressive, men også gør dem mere ufølsomme over for at andre bliver ofre for vold.
Dette blev for flere år siden omtalt i Politiken. I den faste rubrik „Ny viden, ny teknik“ skrev Kaj Robert Svendsen: „En ivrig kigger kommer nemt ud for 1000 mord og andre tilfælde af tidsfordrivende brutalitet på et år. Hvad sker der med ham? Jo mere han ser folk blive maltrakteret og måske miste livet derved, jo mindre indtryk gør det på ham. Han ender som hårdkogt offer for voldstilvænning og kan frygte at bære sin hårdkogthed med sig ud i hverdagen.“ Efter at have henvist til en amerikansk undersøgelse af TV-voldens virkning slutter artiklen med denne betragtning: „Noget kunne tyde på, at Perry Mason, McCloud og Hec Ramsey gør os . . . mere voldstolerante. Det kan samfundet kun blive mere hårdkogt af.“
En fast medarbejder ved New York Post, Harriet Van Horne, skriver: „Der er sket noget skrækkeligt med almindelige hæderlige mennesker. Noget skammeligt, noget alarmerende.“ Hun henviser til at mange mennesker, hvis de ser nogen blive overfaldet, „blot ser til og ikke gør spor“, som om det bare var noget de så i fjernsynet. De løfter ikke en finger, tilkalder end ikke politiet.
Der har naturligvis altid været nogle som ikke ville ’blandes ind i noget’. Men har fjernsynet gjort problemet værre? Harriet Van Horne konkluderer: „Vold, smerte og død chokerer os ikke så meget som det før gjorde. . . . Har 20 års grov legemsbeskadigelse i TV gjort det af med den barmhjertige samaritaner i os? Nødtvungent må man svare ja.“
Går ud over forholdet i familien
At man ser for mange nedbrydende programmer kan også skade forholdet i familien. Det gælder for øvrigt enhver form for TV-programmer, hvis man ser for mange af dem.
Selv om familiens medlemmer er samlet foran fjernsynet knyttes de ikke nærmere til hinanden af det, hverken mentalt, følelsesmæssigt eller åndeligt. Mange familiemedlemmer indrømmer at de føler sig mere fremmede for hinanden når de bruger for meget tid til at se fjernsyn. Allerede nu er der en kommunikationskløft i mange familier, og fjernsynet kan gøre den værre. Nogle siger endda at fjernsynet er hovedårsagen til denne kløft i mange hjem.
Problemet berøres af journalist Frode Muldkjær i Jyllands-Posten for 14. maj 1978. Han siger at dansk TVs indførelse af „udsendelser på hverdage mellem 18 og 19 er et skridt“ hen imod „USA-tilstande“. Husmødre i Nordjylland har protesteret mod disse faste sendetider fordi „man fratager børn og forældre samtalemuligheder ved at fylde serier ind i aftens-spisesituationen. Netop ved dagens sidste fællesmåltid har mange familier dagens eneste mulighed for at samtale om hændelser i dagens løb, og drøftelser af problemer m.m.“
Ifølge en undersøgelse der tidligere har været omtalt i Jyllands-Posten har TVs ny sendetid bevirket at medlemmerne i hvert femte hjem nu spiser hver for sig.
Ikke alene lægger fjernsynet beslag på en del af den tid der kunne bruges til almindelig gensidig kommunikation i familien, men det øver også en sådan indflydelse at nogle får sværere ved at tale med hinanden. Bogen The Plug-in Drug omtaler en kvinde der siger: „Efter at jeg har set fjernsyn et par timer har jeg vanskeligt ved at mobilisere mig selv og have med virkelige mennesker at gøre. Det er en svær overgang fra fjernsynet til virkelighedsforholdet. Jeg formoder at det er fordi man ikke behøver at yde noget mens man ser fjernsyn, hvorimod det altid kræver lidt af én at have med rigtige mennesker at gøre. Tænk så hvor meget sværere det må være for et lille barn, især et barn der ser en masse fjernsyn hver dag.“
Alt for mange TV-programmer giver et skævt og forsimplet billede af familielivet. I dagbladet El Nacional, der udkommer i Caracas, Venezuela, fortæller José Ricardo Eliashev om to privatejede TV-stationer hvis programmer er fyldt med „uægte børn, forsvundne fædre og ukendte brødre“. Han nævner at i disse programmer „er børn ikke skabninger der fortjener kærlighed og ubetinget ømhed. Derimod udnyttes og manipuleres de af de voksne — de kidnappes, forlades, forstødes eller gøres på anden måde til ofre“. Han slutter: „Familiebilledet, i hvert fald det kristne, ødelægges.“
Det er en af de ting der især foruroliger gudfrygtige mennesker. De foruroliges også over at mange TV-programmer undergraver høje moralnormer. Der er programmer som åbenlyst billiger utugt, ægteskabsbrud og homoseksualitet. Og ofte tales der til gunst for ateistiske synspunkter.
Om dette kunne man for nylig læse følgende i en lederartikel i U.S. News & World Report:
„Programcheferne kan undskylde selv deres mest banale programmer med at de vil blive flået levende medmindre de sender hvad folk synes at ville have. Men kritiseres bør de. De kunne i det mindste vise mod og fantasi nok til at overveje hvad folk bør se, i stedet for at prøve at overgå hinanden i ævl og dårlig smag. . . .
Kongressen ville ikke tie et minut hvis en førende industri stak en bruttoindtægt på en milliard dollars i lommen — sådan som de kommercielle radio- og TV-stationer gjorde sidste år — samtidig med at den ledte ubehandlet spildevand ud i vore floder og søer. Og dog hæver hverken Kongressen eller det nationale kommunikationsråd et øjenbryn mens de kommercielle TV-stationer hælder deres rå underholdningsaffald ud over de amerikanske hjem og forurener vore sind.“
Forureningen af sindene fortsætter. Og ingen steder er resultaterne mere ulykkelige, mere ødelæggende, end når det går ud over de sind der mindst af alle er i stand til at modstå denne forurening. Det er de uerfarne barnesind.
[Tekstcitat på side 10]
Allerede nu er der en kommunikationskløft i mange familier, og fjernsynet kan gøre den værre.
[Tekstcitat på side 11]
Mange TV-programmer undergraver høje moralnormer ved at billige utugt, ægteskabsbrud og homoseksualitet.
[Illustration på side 9]
For megen tid foran fjernsynet fremmer en passiv livsholdning — det kan være skadeligt både mentalt og fysisk