Fjernsynets virkning på børn

FJERNSYNETS virkning på voksne kan være betydelig. Men på børn er virkningen endnu stærkere.

Ingen anden teknisk opfindelse har nogen sinde øvet en så direkte indflydelse på denne letpåvirkelige del af befolkningen. En undersøgelse blandt skolebørn i Sydney, Australien, afslører at fjernsynet muligvis allerede nu har erstattet skolen, kirken og hjemmet som den faktor der i første række er bestemmende for hvilke værdinormer mange børn lærer.

Alt for meget

I nogle lande hvor fjernsynet er almindeligt udbredt, lægger det beslag på flere af barnets vågne timer end nogen anden aktivitet.

Et typisk barn i U.S.A. vil for eksempel som 16-årig have tilbragt fra 15.000 til 20.000 timer foran fjernsynet, men kun omkring 11.000 timer på skolebænken. Mange amerikanske børn ser nu fjernsyn fem, seks, syv eller flere timer om dagen, især på skolefridage.

Ville de fleste forældre lade deres børn gå i biografen to eller tre gange om dagen? Det ville sandsynligvis være helt udelukket, også selv om det var gratis. Men er det stort anderledes ukritisk at lade dem se alle programmer i fjernsynet?

Der er ingen tvivl om at mange børn ser alt for meget fjernsyn. Det gælder også her i landet selv om sendetiden naturligvis er væsentlig kortere her. Mange bruger fjernsynet som en slags babysitter. De siger faktisk til deres børn: ’Hør, sæt jer hen og se fjernsyn, og lad være med at forstyrre.’ Som en moder til tre har indrømmet: „Jeg tør ikke undlade at have et TV-apparat, selv om jeg ved at ungerne sikkert ville være langt bedre stillet uden. Jeg kan ikke se hvordan jeg skulle klare mig uden. Jeg er fuldstændig afhængig af det.“ Men i årtusinder har forældre jo kunnet klare sig uden fjernsyn.

’Næsten hypnotiseret’

Mange forældre siger at deres børn „næsten er hypnotiseret“ af fjernsynet. En siger om sin lille søn: „Han sidder der næsten i trance. Det er så godt som umuligt at påkalde sig hans opmærksomhed. Sådan ville han sidde i timevis, hvis jeg lod ham gøre det. Han virker helt hypnotiseret.“

I bogen The Plug-in Drug siges der: „Forældre beskriver igen og igen, ofte med betydelig ængstelse, den tranceagtige stemning hvormed deres børn ser fjernsyn. Barnets ansigtsudtryk forandres. Kæbemusklerne slappes og munden står halvt åben; . . . Der er et stift, tomt udtryk i øjnene. . . . Der er ikke meget som tyder på at barnet er mentalt aktivt og vågent.“ Med god grund kunne en overskrift i Toronto-avisen Star derfor erklære: „BØRN ER FJERNSYNSSLAVER.“

Almindelig sund fornuft siger os at det ikke er sundt for et barn at sidde i den tilstand i mange timer dag efter dag foran et fjernsyn. Et lille barnesind kan umuligt udsættes for tusinder af timers TV-programmer, hvoraf mange skildrer vold, umoralitet og slethed, uden at blive dårligt påvirket af det.

Fysiske problemer

Når børn ser for meget fjernsyn, navnlig sent om aftenen, kan resultaterne spores dagen efter i skolen. I Forbundsrepublikken Tyskland siger professor Heinz-Rolf Leuckert ved Münchens universitet: „Udkørte ansigter, trætte, søvnige øjne og sløve, uinteresserede kommentarer er det sædvanlige ved dagens begyndelse. Bortset fra at det går ud over helbredet, er søvnmangel også skyld i at børnene ikke er så opvakte i skolen — og de lærer ikke så let som klassekammerater der har fået en god nattesøvn.“

Da man prøvede at skære drastisk ned på den tid børnene så fjernsyn, gik de fleste tilfælde af kronisk træthed over i løbet af få uger. Selvfølgelig er fjernsynet ikke den eneste grund til træthed, men det har utvivlsomt gjort problemet værre. For øvrigt viste det sig at de børn der igen begyndte at se for meget fjernsyn, også fik deres træthedssymptomer tilbage.

Hos nogle af de børn der så alt for meget fjernsyn, fandt man også en forværring af symptomer som appetitmangel, hovedpine, opkastninger og irritabilitet. Det spillede også ind at børnene ikke fik motion nok, eftersom dette kan nedsætte de normale legemsfunktioner.

Øjenspecialister siger at for meget fjernsynskiggeri også kan gå ud over øjnene. I stedet for at udvikle en god øjenkoordination ved at foretage sig noget der kræver „tredimensionalt“ syn, sidder mange børn alt for længe og ser på den „todimensionale“ TV-skærm. Det anslås i De forenede Stater at op til 30 procent af de børn der ser fjernsyn, har problemer med øjnene. Nogle læger taler om „klodsede øjne“ der ikke kan følge en trykt linje men snubler over teksten og springer ord og udtryk over.

Mentale problemer

For meget fjernsynskiggeri stjæler også værdifuld tid som børnene gjorde bedre i at bruge til at læse, bygge noget, tale med andre eller lege. En skolebibliotekar siger om børn der er bundet af fjernsynet: „De finder ikke på noget og sætter ikke noget i gang. De kan ikke tænke noget igennem. De vil have det hele serveret så de kun behøver at kigge på eller gøre hvad man siger de skal gøre.“

En lærer på en kommuneskole i New York har udtalt: „Børn leger ikke mere på samme måde som før. . . . Det er som om de ikke længere har så stor fantasi, hverken når de taler, når de leger eller når de bygger noget.“ En anden lærer, som har 35 års erfaring, tilføjer: „Deres leg er mere passiv. De viser måske nok interesse for noget, men hvis det så betyder at de selv må gøre noget, mister de interessen.“ Hovedårsagen til dette er, ifølge disse lærere, at børnene ser for meget fjernsyn.

Pædagoger har lagt mærke til at børnenes læsefærdighed ikke udvikles så hurtigt som før i tiden. Det kan næppe heller være anderledes, når børn får lov til at erstatte læsning med så mange ikke-undervisende TV-programmer. Og da læsning altid kræver en personlig indsats, er det indlysende hvad barnet vil foretrække hvis det selv får lov at vælge.

Ikke alene hæmmes børnenes læsefærdighed, men de får også sværere ved at omgås mennesker i det virkelige liv. Hvorfor? Fordi mennesker i det daglige ikke altid vækker samme interesse som personer på skærmen. Og det barnet lærer om forholdet mennesker imellem ved at se fjernsyn, har som regel ingen relation til virkeligheden.

Familielivet berøres også. At omgås hinanden og komme ud af det med hinanden i familien, er noget man må lære ved at tale med hinanden, gøre noget i fællesskab og gensidigt påvirke hinanden. Børn har stærkt brug for at udvikle sådanne egenskaber, så de selv kan blive gode forældre. Intet kan erstatte gensidighedsforholdet mellem moder, fader, søstre og brødre.

Det er nødvendigt at barnet hele tiden kommunikerer med de øvrige familiemedlemmer for at få sine spørgsmål besvaret, forkerte synspunkter rettet og rigtige synspunkter styrket. Alt tyder imidlertid på at for meget fjernsyn virker nedbrydende på en sund livsholdning. Og problemet vil blive endnu værre når vore dages TV-børn selv sætter børn i verden.

Hvad vold kan bevirke

Et af de mest skræmmende aspekter i forbindelse med fjernsynets indvirkning på børnenes sind, har dog at gøre med vold. I det ene land efter det andet vokser vidnesbyrdene om at mange børn som ser for meget fjernsyn, er tilbøjelige til at blive mere voldsomme i deres daglige adfærd. De bliver også mere og mere tolerante over for voldshandlinger som går ud over andre.

I en artikel i den amerikanske lægeforenings tidsskrift hedder det at et gennemsnitsbarn i De forenede Stater ved udgangen af gymnasiet „vil have set omkring 18.000 mord og utallige meget detaljerede tilfælde af røveri, brandstiftelse, bombesprængning, bedrageri, smugling, prygling og tortur“. Bladet bemærker at der forekommer cirka en voldshandling i minuttet i almindelige TV-tegnefilm for børn under 10 år.

Nogle forældre bemærker straks en reaktion når deres børn ser for meget vold i fjernsynet. En udtalelse lyder: „De får med det samme sværere ved at styre sig. De jamrer sig, de gør ophævelser, de stritter fuldstændig imod. . . . Det varer et stykke tid før de igen bliver normale.“

Men virkningen kan være langt mere dybtgående. Et hundrede og seksogfyrre videnskabelige rapporter over undersøgelser der tilsammen omfatter 10.000 børn, er alle nået til samme konklusion. De peger alle på at TV-vold får børn til at opføre sig aggressivt, og at virkningen er langvarig.

Dette er ikke kun et amerikansk fænomen. I Hongkong-avisen South China Morning Post har en overskrift forkyndt: „TV-VOLD SKADER BØRN, SIGER EKSPERTER.“ I artiklen stod der: „Børn i Hongkong er særligt udsatte for at blive påvirket af voldsprægede fjernsynsprogrammer, udtaler pædagoger, socialrådgivere, psykiatere og psykologer.“ Og en rapport fra Japan, som har været omtalt i bladet Atlas, viser at børn dér „tilbydes næsten ubegrænset blod og vold“ i fjernsynet.

I Canada har skolekommissionen i Hamilton, Ontario, udfærdiget en rapport på 91 sider til statens kommission for vold i massemedierne, og det hedder i rapporten: „Vold i fjernsynet kan give anledning til asocial adfærd og ubegrundet frygt og kan gøre børn ufølsomme over for deres omgivelser.“

Statens kommission fik også at vide at TV-voldens virkning på børn kunne sammenlignes med anbringelsen af en bombe der først vil eksplodere om 10-20 år. Det hed i rapporten: „Hvert eneste mord og hver eneste voldshandling et barn ser i fjernsynet, er som et lille, ja endog meget lille, lod der lægges på vægten. . . . ingen psykolog kan garantere for at vægtskålen ikke vil vippe ned og udløse voldshandlinger hos mennesker der hele tiden har virket normale.“

I England er man ved en toårig undersøgelse kommet til det resultat at nedbrydende TV-programmer virkelig har forårsaget større kriminalitet blandt unge. Ved en anden undersøgelse, der strakte sig over seks år og som omfattede 1565 drenge mellem 13 og 16 år, fandt man at hos drenge som ofte så brutalitet i fjernsynet, var sandsynligheden for at de ville gribe til vold omkring 50 procent større end hos dem der ikke regelmæssigt så programmer af den slags.

Amerikanske undersøgelser, foretaget på foranledning af De forenede Staters generallæge, peger i samme retning. Ved at se vold i fjernsynet har børn lært at optræde mere voldspræget. Det gælder uden hensyn til børnenes økonomiske baggrund, familieforhold eller miljø.

I forbindelse med en undersøgelse der har strakt sig over ti år oplyser tidsskriftet Science Digest følgende: „Den aggressivitet en ung mand viser når han er 19, har direkte og tydelig forbindelse med den mængde vold han så i fjernsynet da han var otte år gammel, uanset hvor meget eller hvor lidt aggressivitet han udviste til at begynde med, og uanset social status, intelligens og forældrenes adfærd.“ Tidsskriftet advarer: „Videnskaben er ved at opdage at visse virkninger, specielt den øgede aggression, holder sig livet igennem.“

Mange forældre vil nikke genkendende til den erfaring en læser har givet udtryk for i Washington-bladet Post:

„Jeg har lagt mærke til hvordan fjernsynet virker på mit eget barn, og noget af det jeg ser, tiltaler mig ikke. Hans ordvalg, for eksempel, bliver stadig mere voldsomt.

Han går hele tiden rundt og ’myrder’ mig eller ’dræber’ sig selv eller ’skyder’ noget eller nogen med et hvilket som helst husholdningsredskab der blot har den mindste lighed med et skydevåben.

Somme tider er han et uhyre eller en sørøver eller bare en skurk. Han snakker om fængsel, og om natten, når lyset er slukket, kommer mærkelige væsener på besøg.“

Dommere ser nu vidnesbyrd om denne ufølsomhed over for vold. For eksempel siger dommer Patrick Tamillia ved ungdomsretten i Pennsylvanien at de unge lovovertrædere er blevet mere og mere hærdede af kriminalitet i fjernsynet. Han udtaler: „De unge græder ikke meget i retten mere; de er simpelt hen utrolig hårdkogte. De ser vold i fjernsynet, hvor der ikke vises nogen anger. Når de gør nogen fortræd, føler de derfor ikke at de har gjort det mod et levende menneske.“

Politirapporter viser at langt flere unge end man almindeligvis tror, efterligner forbrydelser de har set i fjernsynet. En 17-årig ung mand der dræbte en ung kvinde, indrømmede at det var en planlagt efterligning af et mord i fjernsynet. En syvårig dreng, der blev opdaget mens han strøede knust glas i familiens lammefrikassé, sagde at han havde fået ideen fra en fjernsynsudsendelse. To drenge der forsøgte at afpresse et firma 3000 kroner ved hjælp af bombetrusler, havde fået ideen fra TV. En dreng på ni år der gav sin lærer en æske forgiftet chokolade til jul, sagde at han havde lært det af et TV-program hvor en mand myrdede sin kone på denne måde uden at blive afsløret. En politimands seksårige søn bad sin fader om rigtige kugler så han kunne få sin lillesøster til at „dø rigtigt“, sådan som han troede folk gjorde i fjernsynet.

En del seksuelle overgreb som er blevet begået af teenagere, har haft en slående lighed med handlinger som har været skildret i fjernsynet — med det resultat at en familiefader har sagsøgt en række TV-selskaber. Og en moder der ikke tidligere havde haft så meget imod vold i fjernsynet, skiftede pludselig mening da hendes fireårige søn prøvede på at kvæle familiens hund med en pude, lige efter at han havde set en mand gøre det samme ved et menneske i fjernsynet.

Børn har også bragt deres eget liv i fare som en direkte følge af noget de har set i fjernsynet. I Perth i Australien forsøgte en fireårig pige at hænge sig fordi hun havde set en hængning i en tegnefilm. Børn har brækket arme og ben eller har på anden måde lemlæstet sig selv ved at springe ud højt oppefra for at efterligne superhelte i fjernsynet. Drenge på cykler er kommet til skade når de har prøvet at efterligne motorcykelkørende „stuntmen“ som de har set på film i fjernsynet.

Flere og flere studier af både kortvarige og langvarige virkninger peger således i samme retning som bladet Parade: „TV-vold . . . er skadelig for børn i tre henseender: De lærer og husker — og mange efterligner — aggressiv optræden; det er lettere for dem at gå til håndgribeligheder, og de har ikke så mange skrupler ved det; det forstærker deres aggressivitet fremfor at give dem afløb for den.“

Det er naturligvis rigtigt at aggressioner og voldshandlinger har fundet sted blandt unge mennesker i mange år før fjernsynet kom til. Men det er en kendsgerning at uanset hvor slem situationen har været før, har den stadige strøm af uegnede TV-programmer gjort situationen værre.

Hvad kan forældre da gøre for at modvirke disse tendenser? Hvad bør de voksne gøre for selv at undgå at blive påvirket i dårlig retning af de nedbrydende TV-programmer?

[Illustration på side 13]

Hvor mange timer har dit barn set voldshandlinger i fjernsynet?