Hvad Bibelen siger

Hvilken sabbat bør man holde?

DA israelitterne var blevet udfriet fra trældommen i Ægypten fik de pålæg om at holde en ugentlig sabbat. Denne sabbat faldt den syvende dag i ugen; den begyndte ved solnedgang om fredagen og sluttede ved solnedgang om lørdagen. Hvilken hensigt tjente loven om at holde sabbat? Og er det den sabbat vi bør holde i dag?

Israelitterne fik først påbud om at holde sabbaten da de skulle til at leve af den mirakuløse manna. På den sjette dag skulle folket samle manna nok til to dage, da der intet ville være at samle på den syvende dag, sabbaten. (2 Mos. 16:22, 23) Da den syvende dag kom, var der imidlertid nogle som gik ud for at se efter manna, hvilket viser at de ikke var vant til at holde hviledagen. (2 Mos. 16:27) Gud sagde derfor til dem ved Moses: „Hvor længe vil I vægre eder ved at holde mine bud og love? Betænk dog, at [Jehova] har givet eder sabbaten! Derfor giver han eder på den sjette dag brød til to dage. Enhver af eder skal blive, hvor han er, og ingen må forlade sin bolig på den syvende dag!“ — 2 Mos. 16:28, 29.

Da Jehova forordnede at israelitterne skulle have en sabbat, handlede han til bedste for dem. Det gav hele folket, deriblandt trællene, ja endog husdyrene, lejlighed til at få en tiltrængt hvile og fornyelse. Desuden skulle sabbaten minde israelitterne om hvad den Almægtige havde gjort da han udfriede dem fra ægyptisk trældom. Så længe folket havde været undertrykt i trældom havde det ikke kendt til hvile. Guds lov påbød: „Den syvende dag skal være hviledag for [Jehova] din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, din okse eller dit æsel eller noget af dit kvæg eller den fremmede inden dine porte, for at din træl og trælkvinde kan hvile ud ligesom du selv. Kom i hu, at du selv var træl i Ægypten, og at [Jehova] din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og udstrakt arm; det er derfor, [Jehova] din Gud har pålagt dig at fejre hviledagen!“ — 5 Mos. 5:14, 15.

Eftersom overholdelsen af sabbaten skulle tjene som en påmindelse om hvad Jehova Gud havde gjort da han udfriede israelitterne fra Ægypten, er det klart at loven om at holde sabbat ikke fandtes før den tid; den var heller ikke blevet givet til noget andet folk. Dette bekræftes yderligere i Anden Mosebog 31:16, 17, hvor vi læser: „Israelitterne skal holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt. Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israelitterne. Thi i seks dage gjorde [Jehova] himmelen og jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.“ For israelitternes vedkommende var overholdelsen af sabbaten altså et synligt tegn eller bevis på det pagtsforhold de stod i til deres Gud. Hvis andre folk havde skullet holde en sådan hviledag, kunne sabbaten naturligvis ikke tjene som et særligt kendetegn for israelitterne.

Selv om Jehova Gud befalede sit folk at holde sabbaten, var han dog mere interesseret i at de af hjertet forstod ordningen end i at de rent mekanisk overholdt dagen. Det lod han sin profet Esajas give udtryk for med disse ord: „Hvis du af hensyn til sabbaten vender din fod bort fra at pleje dine egne interesser på min hellige dag, og virkelig vil kalde sabbaten en udsøgt nydelse, en hellig dag for Jehova, en som herliggøres, og du virkelig vil herliggøre den i stedet for at følge dine egne veje, i stedet for at finde hvad der interesserer dig, og tale et ord; da vil du have din udsøgte nydelse i Jehova.“ — Es. 58:13, 14, NW.

Læg mærke til at det ikke var et spørgsmål om at behage den almægtige Gud blot ved at lade være med at arbejde. Det var snarere et spørgsmål om at sætte dagen til side, specielt at hellige Ham den og følgelig at koncentrere sig om det åndelige. Israelitterne skulle afholde sig fra at følge deres egne selviske interesser og skulle finde glæde eller nydelse i at gøre Guds vilje.

Hvad så i dag? Kræver Jehova Gud af sine tjenere at de sætter en dag om ugen til side og helliger ham den? Læg mærke til hvad apostelen Paulus skrev om overholdelse af dage: „Én bedømmer én dag som bedre end en anden; en anden bedømmer hver dag som god; lad enhver være fuldt overbevist i sit eget sind. Den der holder dagen, holder den for Jehova.“ (Rom. 14:5, 6) Disse ord viser at de kristne i det første århundrede ikke var forpligtede til at holde en sabbatsdag. Det der betød noget var at de gjorde Guds vilje hver dag.

Moseloven, med dens sabbatsbud, blev opfyldt med Jesus Kristus. Den havde aldrig været gældende for ikke-jøder, og det blev derfor heller ikke pålagt mennesker som tog imod kristendommen at holde den. De kristne skulle derfor heller ikke lade andre fordømme dem, lade andre give dem en følelse af at de syndede fordi de ikke holdt visse dage hellige. Apostelen Paulus skrev til sine trosfæller i Kolossæ: „Lad derfor ingen dømme jer angående spisen og drikken eller med hensyn til en højtid eller en nymånefest eller en sabbat; for disse ting er en skygge af de kommende ting, men virkeligheden hører Messias til.“ — Kol. 2:16, 17.

Ydermere advarede apostelen Paulus de kristne i Galatien imod de navnkristne som ville forsøge atter at få dem til at underlægge sig Moseloven i forskellige henseender. Han sagde: „Hvordan kan det . . . være at I vender tilbage igen til de svage og fattige elementære ting og ønsker at trælle for dem igen? I overholder omhyggeligt dage og måneder og årstider og år. Jeg frygter for jer, at jeg måske har slidt til ingen nytte med hensyn til jer.“ (Gal. 4:9-11) Til de kristne hebræere skrev Paulus også: „Vi som har fået tro [på Messias som Gud havde sendt], går ind til hvilen, sådan som han [Gud] har sagt.“ — Hebr. 4:3.

Hvad ønsker Jehova Gud, i betragtning af det her nævnte, at hans folk skal gøre i dag? Som i tilfældet med israelitterne, der fik befaling til at holde en ugentlig sabbat, kan vi i dag behage den almægtige Gud ved at gøre alt til hans ære og ikke ved blot at overholde en formel hviledag. (1 Kor. 10:31) Vi bør derfor bestræbe os for at bruge hver dag på en måde der er til pris for Jehova Gud.

Ifølge det vidnesbyrd vi kan finde i Bibelen var det altså kun israelitterne der fik befaling til at holde den syvende dag som en sabbat. Deres overholdelse af sabbaten tjente som et tegn på den pagt der bestod mellem Israel og Jehova Gud. Da Jesus Kristus havde opfyldt Loven fik hans disciple ikke en ny befaling til at holde sabbaten. (Rom. 7:4-6) Ved at afholde sig fra at gøre selviske interesser til det vigtigste i livet, viser de kristne imidlertid at de forstår hvor vigtigt det er at de bruger deres tid til at ære Skaberen. Hver dag bør de stræbe efter at følge Guds vej; derved beviser de at de har deres glæde i ham.