Hvordan man dresserer dyr
OPTRÆDENDE fugle, bjørne, sæler, heste, elefanter og en mængde andre dyr er stadig noget der glæder folk i alle aldre. Der er en vis fortryllelse ved at se disse dyr gøre ting som man aldrig ville se dem gøre i naturen. Men hvordan dresseres disse dyr?
Lad os se på hvad der sker under en forestilling. En kakadue eller toppet papegøje cykler cirka 15 meter på en lille cykel på en udspændt line. Når nummeret er færdigt får fuglen diskret en lækkerbisken af træneren. Omhyggeligt balancerende med en bold på snuden springer en søløve over en stang der er placeret over vandets overflade. Efter kunststykket får dyret en fisk. Ja, belønningen spiller en væsentlig rolle for opnåelse af et godt resultat ved dressering af dyr.
Desuden er det nødvendigt at træneren udviser stor tålmodighed, og der må være et godt forhold mellem ham og dyret. En nærmere undersøgelse af hvad trænere gør, kan give os en idé om hvor stor tålmodighed der kræves.
En anordning der almindeligvis bruges til dressur af fugle er „skinnerkassen“, opkaldt efter opfinderen, psykologen B. F. Skinner. Kassen er en terning på cirka en meter. I kassen er der lavet kighuller som gør det muligt for træneren at betragte fuglen uden at den ser ham. Kassen er foruden et rør til fremføring af føde udstyret med en anordning hvorved træneren kan ændre på fuglens omgivelser inde i kassen. Han kan fremkalde beroligende eller irriterende lyde, og lyset kan tændes og slukkes.
Træneren kan anbringe en fugl i kassen sammen med en rekvisit, måske en lille kærre. Hver gang fuglen gør noget med kærren som træneren synes er godt, kommer han en godbid i foderrøret og trykker på en knap som giver en behagelig lyd inde i kassen. Hvis fuglen derimod gør noget han ikke vil have, vanker der ingen belønning. Inde i kassen hører fuglen så en høj summen, og lyset glimter. Lidt efter lidt bliver dyret vænnet til at gøre de ting som giver en belønning.
Så er tiden inde til at fuglen optræder uden for „skinnerkassen“. Træningstimerne foregår nu på jorden eller på et bord. Igen benyttes belønningssystemet. Hvis fuglen gør det rigtige får den noget godt at spise, og, omvendt, hvis den gør noget forkert får den ingen belønning. På den måde forbinder fuglen en rigtig optræden og føde med sin træner.
Det samme princip anvendes ved optræning af husdyr, som for eksempel hunde. Når dyret gør noget som er forkert må man skænde på det. Nogle har fundet at et venligt klap efter en alvorlig irettesættelse har en gavnlig virkning, idet det forsikrer dyret om at det ikke er blevet vraget. I tilfælde af meget dårlig opførsel kan et par klaps bagi med en foldet avis have en gavnlig virkning. På den anden side bør hunden så også have en belønning når den gør noget rigtigt. Et klap og nogle få ord sagt i et venligt tonefald kan have en opmuntrende virkning. Hvis man er konsekvent med at belønne og afstraffe, kan man få en hund til at gøre hvad man ønsker.
Mennesker har i meget lang tid dresseret dyr til både nyttige og fornøjelige formål. For mere end 1900 år siden skrev den kristne discipel Jakob: „Enhver art af vilde dyr såvel som af fugle og krybdyr og dyr i havet kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesket.“ (Jak. 3:7) Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre, som også levede i det første århundrede, nævnte tæmning af elefanter, løver, tigre, ørne, krokodiller, slanger og forskellige fisk. At dette er muligt, bekræfter Bibelens udsagn om at mennesket blev sat til at herske over dyrene. (1 Mos. 1:28) Når dette herredømme udøves på rette måde betyder det at dyr behandles venligt. På den måde får man dem til at gøre deres bedste for både at glæde og tjene menneskene.