Nødvendigt: kærlighed til Gud, kærlighed til andre, kærlighed til os selv

„Du skal elske Jehova din Gud . . . Du skal elske din næste som dig selv.“ — Mark. 12:30, 31

VI MÅ se os selv som vi er, indse hvordan vi er skabt, og hvad historien har vist om os. Hvilken vej har vist sig at være den gavnligste og klogeste?

Vi er mennesker af kød og blod, men vi har også en åndelig side. Skal vi da blive som hedonister, der udelukkende går op i kødelige fornøjelser? Eller som asketer, der spæger legemet for åndens skyld?

Bibelen anbefaler selvfølgelig ikke at man kun dyrker de kødelige nydelser. Men den taler heller ikke for askese, som nogle religioner gør. Den siger: „Det har jo ord for at være visdom, med sin selvvalgte form for tilbedelse og falske ydmyghed og skånselsløse behandling af legemet; men det er uden værdi til bekæmpelse af kødets tilfredsstillelse.“ — Kol. 2:23.

Bibelen taler ikke for at gå til yderligheder, men for ligevægt og rimelighed. „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker,“ siger den. (Fil. 4:5) Hvis vi går overmåde meget op i kødet, sulter vi ånden. Men hvis vi bliver helt fanatiske med hensyn til det åndelige, lider kødet under det. Vi må have omsorg for kødet uden at blive materialistiske: „Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med disse ting.“ Kødet har betydning, men ånden har dog større betydning: „Mands mod udholder sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt ånd?“ Det er altså livsvigtigt for os at være opmærksomme på det åndelige behov: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ — 1 Tim. 6:8; Ordsp. 18:14; Matt. 5:3.

Man må elske sig selv

Elske sig selv? Jamen, er det ikke netop ego-generationens mentalitet? Nej, for det drejer sig ikke om den selvoptagne Narcissus-kærlighed, den kærlighed der udelukker at man kan have ægte kærlighed til andre. Men for at kunne elske andre må man faktisk elske sig selv. Dette erkendes af den moderne psykologi, men det var også erkendt allerede for 3500 år siden. Dengang skrev Moses, i Tredje Mosebog 19:18: „Du skal elske din næste som dig selv.“ Man må elske sig selv, og elske sin næste som sig selv.

At vi skal elske os selv, betyder at vi må vise omsorg for os selv, nære selvrespekt og have en vis forståelse af vort eget værd. En betingelse for dette er at vi lever op til det som vi ved er rigtigt i Guds øjne, det som vor veloplærte og følsomme samvittighed forventer af os. Hvis ikke, bliver vi utilfredse med os selv, vi føler os skyldige og brødebetyngede. I denne tilstand af utilfredshed er vi tilbøjelige til at skyde skylden på andre, og så bliver vort forhold til andre spoleret.

Også dette fremgår af beretningen om Adam og Eva. De to vidste hvad der var rigtigt. Da de havde gjort det modsatte, skjulte de sig for Gud, fordi de havde dårlig samvittighed. Og da de blev udspurgt, prøvede de begge at give andre skylden — Adam skød skylden på Eva, og på Gud fordi han havde givet ham kvinden; Eva gav slangen skylden. (1 Mos. 3:12, 13) Adam kunne ikke længere føle nogen sand selvrespekt eller kærlighed til sig selv, og hans forhold både til Gud og til Eva blev ødelagt. Også Eva prøvede at rense sig og genoprette sin selvrespekt ved at give andre skylden. Men på denne måde bliver man ikke sin dårlige samvittighed kvit, medmindre samvittigheden da er totalt ufølsom. Man prøver måske, men man kan ikke narre sig selv, og den indre utilfredshed stiller sig i vejen for kærligheden til andre. Man må altså kunne elske sig selv.

Kærligheden til andre

Den moderne psykologi erkender også at vi har behov for at elske andre. Psykoanalytikeren Willard Gaylin udtalte i bladet Atlantic for januar 1979:

„En isoleret eksistens kan simpelt hen ikke gennemføres. Et menneskeligt væsen er menneskeligt fordi det næres af andre menneskelige væsener; uden dette kan det ikke eksistere. Hvis kærligheden og omsorgen kun gives i minimalt omfang, kan det måske nok overleve som biologisk enhed, men uden de menneskelige egenskaber der hæver det op over dyrenes hob. Hvis individet, selv efter at dets udvikling er fuldført, på et vigtigt punkt unddrages kontakten med andre af sin art, vil det måske i sin fantasi for en tid kunne genskabe de sociale relationer som holder det oppe, men det løber den risiko at synke ned til dyrenes stade.“

Psykoanalytikeren Otto Kernberg udtalte i bladet Psychology Today, udgaven for juni 1978:

„Alt andet lige, så sker der noget med et menneske når det får et nært forhold til en anden, noget der bringer det den allerstørste tilfredshed. . . . Og når dette ikke kan opnås, føler man sig tom og kronisk utilfreds.“

Vi har behov for at føle os anerkendt af andre. Den bedste vej til at få er at give. Jesus sagde: „Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer. Et godt mål, der er presset, rystet og som løber over, vil man give i jeres skød. For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.“ (Luk. 6:38) Der er glæde ved at få, men langt større glæde ved at give. Når vi giver andre vores kærlighed, vokser den; vores evne til at vise kærlighed bliver større. Og til gengæld vil andre give os deres kærlighed. Vis andre kærlighed først, det vil få dem til at elske dig. Det fremgår af den kærlighed Jehova har vist mennesker som viser en taknemmelig indstilling: „Vi elsker, fordi han elskede os først.“ — 1 Joh. 4:19; Apg. 20:35.

Små børn må opdrages til at forstå vigtigheden af at elske andre. Når de leger med deres jævnaldrende, lærer de at de ikke altid kan få deres vilje, ikke altid kan gøre som det passer dem, ikke kan være den første til alting. Små børn er tilbøjelige til at forlange at få deres vilje, men de lærer snart at prisen for fællesskab med andre er at de andre også skal have lov at være „den første“. De der altid vil have deres vilje, ender med at blive ensomme.

Kærlighed til Gud

Vi er for intet at regne i sammenligning med jorden, der i sig selv er ganske lille sammenlignet med solen, som er en meget lille stjerne blandt Mælkevejens milliarder. Og Mælkevejen er en galakse blandt milliarder af andre i universet. I dette enorme rum er vi mennesker mikroskopiske og ganske betydningsløse — medmindre den Gud som har skabt universet og os, har omsorg for os og har en hensigt med os. Det har han, og alene derfor kan vort liv have mening og indhold. Han har kærlighed til os; og vi må vise ham kærlighed. Dette betones gang på gang i Bibelen. En religiøs forfatter, Leslie K. Tarr, stiller jeg-dyrkernes filosofi op som kontrast til kristendommen. Han siger:

„Selviskhedens evangelium er et slag mod alt hvad der er ædelt i vor kultur, og det er den diametrale modsætning til det kristne evangelium. ’Gør plads for mig’ er krigsråbet for det nye barbari. Evangeliet er et kald i den modsatte retning. Det er en appel til at fornægte sig selv, tage sit kors op, . . . vende den anden kind til og gå to mil med på vejen. Modsætningen til dette, opråbet til at ’gøre plads for mig’, lyder meget lurvet. . . . Det indadrettede evangelium er, i dets verdslige og religiøse former, meget langt fra det budskab som først og fremmest retter vore øjne mod Gud, og dernæst udad mod andre.“ — Torontobladet Star, 25. november 1978.

Den velrenommerede historiker Arnold Toynbee har udtalt sig om nutidens moralske dilemma, og om videnskaben siger han:

„Den har ikke hjulpet det [mennesket] til at bryde ud af sin iboende selvoptagetheds fængsel og opnå fællesskab eller enhed med en virkelighed som er større, mere betydningsfuld, mere værdifuld og mere varig end individet selv.“ — Surviving the Future af Arnold Toynbee.

Med en skylle af „jeg-bøger“ søger jeg-dyrkelsens moderne guru’er at vise vejen til foden af deres filosofis regnbue, hvor de håber at finde den gyldne skat. Men igennem tusinder af år af menneskets historie har det vist sig at menneskers filosofier ikke fører til varig gavn. „Visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger,“ og sådanne gerninger har den menneskelige visdom ikke haft. (Matt. 11:19) Folk kan le og sige at den bibelske visdom ikke kan bruges i praksis, men det er dog en kendsgerning at verden aldrig har prøvet den i praksis — hverken kærlighed til Gud eller til næsten, end ikke den rette kærlighed til sig selv, og slet ikke den gyldne regel som Jesus forkyndte: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Matt. 7:12.

I sin bog Whatever Became of Sin? siger psykiateren Karl Menninger: „At sætte sig ud over sin egen selvoptagethed er ingen dyd; det er en nødvendighed for at overleve.“

Vi må altså nære den rette kærlighed til os selv og til andre, men først og fremmest til Jehova Gud. Jesus satte disse ting i det rette indbyrdes forhold da han svarede på spørgsmålet: „Lærer, hvilket er det største bud i Loven?“ Han svarede: „’Du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind.’ Dette er det første og største bud. Det andet, der ligner det, er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ På disse to bud hænger hele Loven og Profeterne.“ — Matt. 22:36-40.