Johannes Paul II på farten — Kan han forene sin splittede kirke?

ALDRIG har en pave rejst så meget på så kort tid. Mexico, Polen, Irland, De forenede Stater — disse lande besøgte Johannes Paul II inden for det første år efter at han var blevet valgt til pave den 16. oktober 1978.

At dømme efter den begejstrede modtagelse han fik i hvert land, kunne man måske drage den slutning at den katolske kirke har det bedre end nogen sinde. I Polen, pavens hjemland, fik han en særlig modtagelse. Omkring halvdelen af landets befolkning på 35 millioner siges at have set ham under hans besøg i juni.

Er denne interesse for Johannes Paul II et udtryk for at den katolske kirke står stærkt, eller for noget andet? Hvordan er folk blevet berørt af hans besøg?

Den katolske kirkes krise

Fremfor at stå stærkt og at have det bedre end nogen sinde, oplever den katolske kirke en vanskelig tid. „Vor kirke,“ skriver den amerikanske teolog Edward J. Foye, „befinder sig i en farlig og usund tilstand.“ (National Catholic Reporter, 19. oktober 1979) „Vi lider de frygteligste kvaler,“ siger monsignore John Tracy Ellis. „Der findes ikke et præsteseminarium som ikke er splittet mellem højre og venstre og status quo.“

Alene i De forenede Stater har omkring 10.000 præster forladt præstegerningen siden midten af 1960erne, og kun få vælger nu at lade sig uddanne til præster. I 1965 var der 49.000 præstestuderende i U.S.A.; i 1978 kun 11.200. Hvad nonnerne angår er situationen endnu værre. I 1966 var der 181.421 nonner, men antallet er faldet med over 50.000. Så godt som hver uge lukker en katolsk skole i De forenede Stater, af mangel på nonner til at undervise.

I andre af de lande paven besøgte er situationen om muligt endnu mere kritisk. I en artikel om pavens rejse til Mexico i januar 1979 skrev New York Times:

„Pave Johannes Paul II ankommer i denne uge til Mexico i en vanskelig mission — for at forhindre at der opstår en åben splittelse mellem den konservative og den progressive fløj af Latinamerikas romersk-katolske kirke . . .

Hans beslutning om at rejse til Mexico er et udtryk for situationens alvor . . . Siden 1968 er den latinamerikanske kirke blevet dybt engageret i politik, og progressive præster gør oprør mod deres biskoppers traditionelle disciplin.“

„Dybt grebne“ — hvordan?

Under pavens besøg i de forskellige lande gav flere nyhedsreportere udtryk for at folkeskarerne var „dybt grebne“. Men på hvilken måde? Conor Cruise O’Brien, der er chefredaktør for Londonbladet The Observer, skriver:

„Hvis jeg kunne se noget tegn på at folk opførte sig bedre efter at have set paven, ville jeg føle at de virkelig havde været ’dybt grebne’, og det ville glæde mig . . . Uheldigvis kan jeg overhovedet ikke se noget tegn på en sådan forbedring. . . .

Flere gange og i stærke vendinger fordømte paven vold. [Den katolske kamporganisation] IRA holdt derefter en pressekonference hvor den bekendtgjorde at det var dens hensigt at fortsætte som hidtil.“

Seks dage efter at Johannes Paul II havde opfordret katolikkerne i Irland til at ’vende sig bort fra vold og vende tilbage til fredens veje’, skød terroristerne en 38-årig protestantisk dokarbejder. Øjensynlig til gengæld herfor dræbte protestanter næste dag en katolik. „Og sådan fortsætter det alt sammen, nøjagtig som vi vidste det ville ske,“ sagde en irsk sognepræst.

Ikke desto mindre var skarerne synligt grebet af pavens tilstedeværelse. Men det var på samme måde som en skare er grebet af tilstedeværelsen af en berømt filmstjerne eller politiker. Når paven ankom var det rigtignok også med pomp og pragt, og med et ceremoniel der var en kongelig person værdig — i sandhed et syn for øjet!

Pavens erfaring som skuespiller var ham tydeligvis en hjælp i hans kontakt med skarerne. Før han blev præst havde han rejst rundt med et teaterselskab i Polen. At paven ved sin ankomst kyssede jorden, spøgte og sang sammen med folk på deres eget sprog, kyssede børn og trykkede folks hænder, gjorde ham hurtigt populær i de lande han besøgte. Bladet Time bemærkede at han havde „en behændig politikers hånd der ville have gjort [afdøde præsident] Lyndon Johnson til skamme“.

Men trods pavens personlige popularitet skrev bladet U. S. Catholic for november 1979 følgende: „Vi lytter ikke engang til ham, endsige praktiserer det han siger.“ Hvorfor ikke?

Hvorfor man ikke retter sig efter paven

Der er flere grunde. En væsentlig grund er manglende troværdighed. En katolik fra Philadelphia sagde om Johannes Paul IIs besøg i denne by:

„Han kørte paraderuten, beskyttet af hundredvis af bevæbnede politibetjente, gik ad den røde løber op på 200.000 dollars-podiet, omgærdet af de militærisk fjerprydede Columbusriddere. Senere spiste han til middag i et af byens mest luksuriøse palæer, kardinalens hjem, modtog uvurderlige kunstskatte af ’kejseren’, og opfordrede så de studerende ved Skt. Charles Borromeo præsteseminariet til at bevare Guds ord rent. . . .

Og derpå vendte denne glade, venlige og blide mand der havde holdt vore følelser fangne, tilbage til Rom til sit Castel Gandolfo, til sin Peterskirke, til sin bevæbnede schweizergarde og til sit bibliotek og museum med uvurderlige skatte. . . .

Han fortalte os om de rige nationers større ansvar for at overføre deres velstand til de fattige. Bør dette ansvar ikke også gælde Vatikanet?“ — National Catholic Reporter, 26. oktober 1979.

Virginia M. Rickmeier fra Chicago talte uden tvivl på mange katolikkers vegne da hun sagde: „Det ville især være lettere at lytte til paven i ’verdslige anliggender’ hvis han praktiserede det han prædikede. En familie der kæmper for at klare de daglige udgifter, kan have svært ved at tænke på at give til de fattige når paven selv lever i overflod. Hvor mange af lægfolket kan prale af at have en sommerresidens? . . . Og hvordan kan man oprigtigt sammenligne vor tids pavedømme med al dets pragt med den ydmyge og dog stærke og ærværdige Sankt Peter?“ — U. S. Catholic, november 1979.

Ja, hvilken modsætning er der ikke mellem de katolske lederes overdådige levevis og Kristi og hans apostles måde at leve på! Dog er det ikke på grund af denne uoverensstemmelse at de fleste katolikker ikke retter sig efter paven.

Fødselskontrol

Den væsentligste grund til at mange ikke retter sig efter paven er nok hans syn på fødselskontrol. Som én sagde: „Når man mener at paven har en helt forkert opfattelse af et spørgsmål, som for eksempel i ’Humanae vitae’, er det vanskeligt at tro ret meget på det han ellers siger.“

For cirka 50 år siden hævdede pave Pius XI i en officiel udtalelse at „de der hengiver sig til [kunstig fødselskontrol] er brændemærkede med svær syndeskyld“. Pave Paul VI ønskede ikke at rejse tvivl om kirkens lære om pavens ufejlbarlighed. Derfor udsendte han i 1968 sin berømte rundskrivelse Humanae vitae (Om menneskelivet), i hvilken han bekræftede at „ethvert samleje principielt (per se) skal være rettet mod videregivelse af liv“.

Det var denne holdning de fleste katolikker håbede at Johannes Paul II ville ændre. Resultatet af en opinionsundersøgelse der blev offentliggjort umiddelbart før hans besøg i De forenede Stater, viste at 66 procent ønskede at han skulle godkende brugen af kunstige midler til fødselskontrol. Men hvad skete? Den 5. oktober udtalte paven til en forsamling af amerikanske biskopper i Chicago:

„I har med rette talt imod både svangerskabsforebyggelsens ideologi og dens handlinger, ligesom rundskrivelsen Humanae vitae gjorde. Og af samme overbevisning som Paul VI stadfæster jeg selv i dag denne rundskrivelses lære, der blev fremsat af min forgænger, ’ifølge den myndighed Kristus har givet os’.“

Men det er forholdsvis få katolske ægtepar der er enige med paven. Og da mange præster heller ikke er det, bliver hans direktiver ikke fulgt. „Hvilken ret har paven til at trænge ind i mit soveværelse?“ spurgte en katolsk moder for nogle år siden. „For mig at se er det udelukkende et samvittighedsspørgsmål.“

Johannes Paul II ville have gjort klogt i at følge apostelen Paulus’ råd i Første Korinterbrev 4:6, som gengivet i den katolske Jerusalem-bibel lyder: „Husk regelen: ’Hold jer til det der står skrevet.’“ Ved at gå ud over det der står skrevet i Guds ord, har paven øget den store uenighed og dybe splittelse inden for den katolske kirke.

Cølibat

Kirkens gamle dekret om at præsteskabets medlemmer ikke må gifte sig, har også fået mange præster til at vende det døve øre til paven. Hundredtusinder af præster og nonner har siden 1960erne opgivet deres gerning, hovedsagelig på grund af dette dekret. Alligevel understregede Johannes Paul II den 4. oktober, under sit ophold i Philadelphia, igen nødvendigheden af at præster lever i cølibat.

Men Bibelen lærer noget andet. Den viser at selv apostelen Peter og andre af Kristi apostle var gift. Dette forhold omtalte den katolske skribent Gary Wills dagen efter, den 5. oktober, i Chicago-bladet Sun-Times, idet han henviste til Markus 1:29-31 og Første Korinterbrev 9:5. Han rejste derpå spørgsmålet om hvorfor kirken har fortiet at Peter var gift, og forklarede:

„Svaret er naturligvis at Roms præster, der lever i cølibat, har forsøgt at ignorere Bibelens vidnesbyrd om at Peter var en gift apostel. De har foregivet eller hævdet at kun en præstestand der lever i cølibat er værdig — hvorved de faktisk siger at Peter var uværdig som præst. De har fornægtet den apostolske norm . . .

Jeg finder det besynderligt at pave Johannes Paul, der rejser som Peters efterfølger, i Amerika vil understrege vigtigheden af en præstestand der lever i cølibat, når Rom altid har understreget Skt. Peters betydning blandt apostlene, skønt han varetog sit apostolat ledsaget af sin hustru.“

Mange præster og nonner har altså forladt deres gerning fordi de føler at de uretmæssigt er blevet tvunget til at underkaste sig en menneskeskabt lov. Nogle har endda helt forladt den katolske kirke, uden tvivl bestyrkede i deres beslutning af den bibelske advarsel: „Aanden siger udtrykkeligt, at i de sidste Tider vil nogle svigte Troen og høre på bedrageriske Aander og Lærdomme fremsat af Djævle. . . . Mennesker, der . . . paabyder, at man ikke må gifte sig.“ — 1 Tim. 4:1-3, Rosenørn-Lehn.

Forenende eller splittende?

Ved sine besøg håbede paven naturligvis på at samle og forene kirken. Men det ser ud til at det modsatte er sket. „Vi var begyndt at tale til hinanden og at læge 60ernes sår,“ sagde monsignore John E. Egan fra Notre-Dame. „Vi var begyndt at lytte igen, at høre på andres synspunkter. Nu er sårene sprunget op igen. Vi er forenede i vor beundring af paven, men vi står på ny splittede hvad angår lærespørgsmål.“

Det er dog ikke blot pavens syn på religiøse lærespørgsmål der skaber splittelse og bekymring. Et eksempel herpå er hans behandling af en skandale i forbindelse med hans personlige ven, den polske præst Michael M. Zembrzuski, som er omtalt i National Catholic Reporter den 21. september 1979. Zembrzuski var overhoved for munkeordenen Pauline Fathers (opkaldt efter Paulus fra Theben, der betragtes som den første kristne eneboer) i De forenede Stater. Men Zembrzuski brød sit løfte om at leve i fattigdom og ’skaltede og valtede’ med økonomiske midler, idet han efter det oplyste forødte millioner af dollars, givet som gaver til velgørende formål.

Biskop George H. Guilfoyle og det daværende overhoved for den katolske orden Passionist Fathers (passionisterne) i Chicago, Paul M. Boyle, blev af Vatikanet sat til at undersøge sagen. Efter at have foretaget en undersøgelse, der på grund af sagens indviklede beskaffenhed tog flere år, fandt de Zembrzuski skyldig i en livsførelse de betegnede som „umoralsk“, „underfundig“ og „en skandale“. Blandt andet skrev de:

„Fader Zembrzuski har levet et liv i ødselhed, idet han har spenderet enorme summer af penge på sig selv og sine venner. Hans venskab med en kvinde som han gavmildt har underholdt med klosterets midler, har givet anledning til mange rygter og anklager.“

I deres endelige rapport til Vatikanet i februar 1979 anbefalede Guilfoyle og Boyle i de stærkest mulige vendinger at Zembrzuski og de præster der var loyale mod ham, skulle afskediges. Men paven ignorerede denne anbefaling. Da han i juni besøgte Polen, nød Zembrzuski tværtimod den ære at være med i det officielle følge.

Sådanne handlinger får mange til at spekulere på hvilken slags mand Johannes Paul II i grunden er. Han synes at være en mand med flere forskellige ansigter, en modsigelsernes mand. På den ene side støtter han upopulære, byrdefulde — ja endog ubibelske — læresætninger som gør livet besværligt for kirkens medlemmer. På den anden side virker han, når han er sammen med folkeskarerne, og især når han er sammen med børnene, medfølende og kærlig.

Når det er belejligt henviser paven til Guds ord og Kristi eksempel. Da han formanede præsterne i Mexico til at undgå revolutionær og oprørsk virksomhed sagde han: „Evangelierne viser klart at for Jesus var hvad som helst der kunne ændre hans opgave som Jahves [Jehovas] tjener, en fristelse.“

Men praktiserer paven det han her prædikede? Følger han selv Kristi eksempel? Hvor ofte har man hørt ham forkynde ’Jahves, den Højestes,’ navn og hensigter? Og dog sagde Jesus i sin bøn til Jahve: „Jeg har gjort dit navn kendt.“ — Sl. 83:18, Jerusalem-Bibelen; Joh. 17:6.

Det forhold at paven ikke gør Guds navn kendt og heller ikke trofast holder sig til Guds ord, tyder på at det aldrig vil lykkes ham at forene sin splittede kirke, uanset hvor mange rejser han foretager.