Pavens rejser — hvorfor nødvendige?
VED sit andet besøg i Polen fuldførte pave Johannes Paul II sin 20. internationale valfart på blot fem år. Efter århundreder hvor paverne så at sige ikke kom uden for en dør, er der grund til at spørge: Hvorfor har al denne rejseaktivitet været nødvendig i løbet af så kort et tidsrum?
Skribenten Peter Nichols giver et fingerpeg. Om det konklave på hvilket Johannes Paul II blev valgt, skriver han: „Der må bestemt have været udbredt enighed . . . om at den katolske kirke fremfor alt havde brug for en fast hånd, og om at den lange periode med uro, forvirring, eksperimenter, tvivl og debat, for ikke at nævne frafaldet, . . . nu måtte bringes til ophør.“
En udtalelse af en aldrende hollandsk præst kaster yderligere lys over forholdene; han siger om katolicismen i Holland: „Der hersker fortvivlelse. Der finder en flugt af både intellektuelle og jævne mennesker sted. Der er utilslørede stridigheder mellem biskopperne. Det er en umådelig dyb tragedie.“ Om emnet præstekald tilføjede han derpå: „De ønsker ikke at blive præster, de unge mennesker. De vil ikke overgive sig til en kirke der moralsk er i en sørgelig forfatning.“
Denne misere gør sig gældende i den katolske kirke i størstedelen af verden. Den selvfølgelige troskab mod kirkens forskrifter som var så fremtrædende hos katolikkerne for 30 eller 40 år siden, er mindsket. Både altergang og skriftemål har dalende søgning.
Ja, der ses dybe sprækker i den romersk-katolske kirkes massive struktur. Splittelserne er særlig tydelige på tre hovedområder: (1) Spørgsmålet om hvordan man i hverdagen skal omsætte grundlæggende katolske retningslinjer for moral (om abort, prævention og skilsmisse) i handling; (2) forholdet til politik og sociale reformer; og (3) teologien, kirkens grundlæggende læresætninger.
Adlyder katolikkerne paven?
Inden for blot få år har spørgsmålene om abort, svangerskabsforebyggelse og skilsmisse givet stof til en hed debat i alle lag af den katolske kirke. Lige forud for pavens besøg i De forenede Stater i 1979 blev et udsnit af amerikanske katolikker adspurgt om deres tilslutning til retningslinjerne for katolikker. Bogen The Man Who Leads the Church nævner at „50 procent var indstillet på at tolerere fri abort; 53 procent mente at præster skulle have tilladelse til at gifte sig; 63 procent fandt skilsmisse acceptabel . . . og 66 procent sagde at de kunne ønske at kirken godkendte brugen af præventive midler. Især på det sidste område er forskrift for længst blevet ét og praksis noget ganske andet blandt Amerikas katolikker. Det er en kendt sag at brugen af svangerskabsforebyggende midler er almindelig blandt katolske ægtepar, og dét uden at de nærer nogen særlig skyldfølelse i den anledning.“
Man finder en lignende holdning til moralspørgsmål selv i overvejende katolske lande. En rapport fra Spanien viser at der her solgtes 47.605.000 præservativer i 1982. Det har gennem længere tid været ganske almindeligt i katolske lande at få foretaget abort. Selv i Irland, en katolsk højborg, viser der sig sprækker. John Whale skriver: „Biskopperne [i Irland] erkender selv at ’der årligt for tiden registreres flere end 2200 irske piger som har fået foretaget abort i Storbritannien’. Der er almindelig enighed om at det virkelige tal er meget højere.“
Et af de store spørgsmål der optager katolikkerne stærkt, er skilsmisse. For kirken findes den slet ikke, og i sine taler har pave Johannes Paul II være ubøjelig hvad dette emne angår. I stedet kan man ty til den undertiden bekostelige og tidkrævende udvej at få ægteskabet erklæret ugyldigt. Om situationen i De forenede Stater siger John Whale: „Skilsmisse blev af ærkebiskop Edward McCarthy af Miami udpeget som ’det største problem vi står over for — ingen tvivl om det,’ tilføjer han.“ Hvorfor er nogle kirkelige myndigheder så alligevel tilbageholdende med at gøre kirkens strenge vedtægter gældende i denne sag? „De erkender at en sådan fremfærd ville betyde at de forfejlede deres hensigt, både præsteligt og med hensyn til den talmæssige fremgang for katolikkerne. Derfor udsteder de hvert år tredive tusind annulleringer — der i det væsentlige er attester på at et sammenbrudt ægteskab aldrig virkelig er blevet indgået, . . . ’Det har et anstrøg af juridiske kunstgreb,’ har en gejstlig fra Chicago . . . vedgået.“ — Kursiveret af os.
For ikke så længe siden celebrerede en kardinal i De forenede Stater en messe for fraskilte og separerede. The New York Times berettede: „Det var . . . første gang en kardinal celebrerede messe for fraskilte og separerede katolikker.“ Hvis selv en kardinal viger tilbage for at følge kirkens forordninger, er det intet under at paven må rejse rundt i verden for at opretholde disciplinen i rækkerne!
Er kirken splittet af politik?
Skønt der fra Vatikanets talsmænds side gøres meget for at fremhæve det „hyrdemæssige“ formål med pavens rejser, er der mange kommentatorer der ser dem i et ganske andet lys. Bogen The Man Who Leads the Church fastslår angående pavens rejser: „Trods det at man har fremhævet rejsernes åndelige eller hyrdemæssige natur, har der på hver af dem været et politisk spørgsmål at angribe.“
Hvorfor er disse besøg da så påkrævede? Fordi dybe splittelser i politiske og sociale spørgsmål indvirker på den katolske gejstlighed. Dette blev tydeligst illustreret ved pavens rejse til Mellemamerika. En journalist gav sin artikel om pavens rejse overskriften: „Politik og religion adskilles og sammenflettes hvor paven kommer frem.“ Dette sås med al ønskelig tydelighed under besøget i Nicaragua, hvor katolske præster beklæder betydningsfulde stillinger i regeringen. Ifølge The New York Times er ærkebiskoppen af Managua, Nicaraguas hovedstad, samtidig „en stærk kritiker af regeringen“. Er det ikke en splittet kirke?
Samme artikel fastslog desuden at pavens vigtigste hensigt i Mellemamerika var at „styrke den romersk-katolske kirke . . . mod indefra kommende udfordringer fra venstreorienterede præster og nonner“. Den katolske kirkes massive og enevældige struktur er ved at slå revner, og med en vis lighed med hollænderdrengen der i fortællingen forsøger at standse et digebrud med sin finger, må pave Johannes Paul II farte omkring i verden for at prøve at stoppe hullerne.
Kirkens lære under angreb
Flere sprækker i det katolske hus kommer for dagen efterhånden som katolske teologer og præster fortsætter med at drage nogle af kirkens grundlæggende læresætninger i tvivl. Det kan ikke undre at benediktinerpræsten Patrick Granfield har beskrevet pavens ansvar for at bevare troens enhed som frygtindgydende, „fordi næsten enhver side af den traditionelle lære om tro og moral er genstand for heftig teologisk diskussion. Stridsspørgsmålene er blandt andet: . . . kønsmoral, prævention, abort, skilsmisse og indgåelse af nyt ægteskab, præstecølibat, ordination af kvinder.“
Tilbage i 1971 havde paven, dengang kardinal Wojtyla, givet udtryk for at nogle teologer havde sået tvivlens sæd ved at sætte spørgsmålstegn ved grundlæggende læresætninger som treenigheden, Kristi guddommelige natur, hans bogstavelige nærvær i nadverens sakramente, og ægteskabets uopløselighed. Andre, som for eksempel den katolske teolog Hans Küng fra Schweiz, drog 1800-tallets læresætning om pavens ufejlbarlighed i tvivl.
Den katolske kirke er ved at sønderslides af splittelser og indadrettet tvivl. Blandt dens præster findes alle anskuelser, lige fra de liberale og fremskridtsvenlige til de konservative og ultraortodokse på det religiøse område, og fra de kommunistiske til de fascistiske på den politiske scene. Dertil kan man føje den verdensomfattende kaldskrise, der har ført til præste- og nonnemangel. Kommunismen kan fortsat påregne støtte fra et betragteligt befolkningsudsnit i katolske lande som Italien, Frankrig og Spanien. Der er ikke noget at sige til at paven er nødt til at rejse rundt og give strenge advarsler!
Men hvilket budskab bringer han med sig til nationerne på sine rejser? Hvilket håb fremholder han for verden? Vor afsluttende artikel om emnet vil tage disse spørgsmål op.
[Ramme på side 9]
Paven hylder Maria ved besøg i Lourdes
I august 1983 var Johannes Paul II på pilgrimsfærd til byen Lourdes i Frankrig, hvor en bondepige i 1858 hævdede at hun 18 gange havde set jomfru Maria. Ved besøget blev paven beskyttet af 3000 politifolk og hilst af en mængde på en kvart million. Et sted holdt han „en lidenskabelig prædiken“ hvori han foreslog at 2000-årsdagen for Marias fødsel burde fejres i det „hellige“ år 1983. Der findes ingen oplysninger om hvornår Maria blev født, men paven antager at hun har været omkring 17 år da hun fødte Jesus. Under alle omstændigheder fandt han tiden inde til en storstilet Maria-hyldest. — Se side 10-12.
[Illustrationer på side 8]
Paven ser strengt på den katolske holdning til skilsmisse, prævention og abort