Frigørelse fra okkulte kræfter

ET STORT antal mennesker der har beskæftiget sig med okkultisme befinder sig nu i overmenneskelige kræfters vold. De er ikke klar over hvad det er for kræfter, men de ønsker fortvivlet at kunne rive sig løs fra dem. Har de mulighed for det?

Mens de kæmper for at løsrive sig, kan de komme ud for alvorlige problemer. Nogle hører truende stemmer fra det usynlige. Andre udsættes for modstand fra udøverne af de okkulte kunster.

For næsten to tusind år siden boede der på øen Kypern en jøde ved navn Bar-Jesus der øvede okkultisme. Han var troldmand og gik under navnet Elymas, hvilket er en græsk form af en titel der oprindelig blev båret af persiske præster i kulter som øvede babylonisk trolddom. Det ser ud til at Bar-Jesus var ansat som mager og rådgiver for den romerske prokonsul i byen Pafos. Bibelen fortæller i Apostelgerninger 13:6-12 at da apostelen Paulus kom til byen og underviste prokonsulen i kristendommens principper, gjorde Elymas voldsom modstand herimod, idet han søgte at værne sin indflydelsesrige stilling som „præst“ ved trolddomskulten. Men prokonsulen blev frigjort fra denne onde indflydelse idet han antog Jehovas, den sande Guds, lære, som Paulus overbragte ham.

Mange tusind mennesker i det 20. århundrede er også blevet frigjort fra det okkulte ved at tage imod „Jehovas lære“ som den findes i Bibelen og som den fremholdes af Jehovas Vidner. En af de ting de lærer herved, er den sande identitet af de oversanselige kræfter bag de okkulte kunster. Det er ikke gode men onde kræfter, dæmoner. Jesus Kristus, der selv var udgået fra den usynlige verden, kendte til deres eksistens og talte om dem. (Luk. 4:33-35; 10:18-20; 13:16) For at løsrive sig fra dem må man have hjælp fra en kilde som har større magt end de, nemlig fra Gud selv. Og denne hjælp kan man kun få ved at lære sandheden fra Bibelen at kende og ved at efterleve den i fuld tillid til Jehova Gud.

Lad os anføre nogle virkelige eksempler på dette fra de senere år. Læg mærke til hvordan de nævnte personer blev inddraget i det okkulte og hvilken slags handlinger der har forbindelse med okkulte kræfter. Læg også mærke til hvordan okkultismen berørte deres liv og hvordan det lykkedes dem at frigøre sig.

En ypperstepræst for en heksekult søger frihed

Gordon, der bor i England, var heksemester. Her er hans egen beretning:

„Min forbindelse med okkultismen begyndte da jeg sluttede mig til Psychic Research Society [Psykisk Forskningsselskab]. I de følgende år overværede og deltog jeg i hundreder af seancer og oplevede de fleste former for spiritistiske fænomener, deriblandt direkte stemmer, svæven i luften, ektoplasma og apport [tilsynekomst af materielle genstande ved okkult kraft]. Samtidig opdagede jeg at jeg havde evner til at spå, at jeg var synsk og at jeg kunne praktisere psykometri [afsløre personers egenskaber ved at se og føle på deres ejendele].

For at udvikle mine okkulte evner begyndte jeg at dyrke transcendental meditation som medlem af et buddhistisk samfund. Jeg opdagede snart at østens filosofi er et naturligt springbræt til den grundlæggende okkultisme. En ny kollega, en erfaren kabbalist, lærte mig mange fascinerende ting. En hel verden af spændende mysterier åbnede sig for mig. Jeg læste og læste, og mine studier gik i dybden.

Jo større indblik jeg fik i rituel og transcendental magi, jo mere voksede min vennekreds over hele landet. Jeg blev mester i at lægge tarokkort og i kabbalatydning.a Jeg steg i heksekunstens grader og blev til sidst ypperstepræst for en heksekult. Jeg underviste mange andre i de magiske kunster, deriblandt min kone, som blev min ypperstepræstinde.

Men der var noget ved mig selv eller mine magiske kunster der ikke var som det skulle være. Min ’menighed’ lå under for jalousi og skænderi, den stredes med andre grupper, ja den ene gruppe benyttede endda trolddom imod den anden. Endnu værre var det at jeg efterhånden blev impliceret i smudsige affærer af kønslig art (en alt for almindelig faktor i forbindelse med heksekunst), hvilket gik ud over mit ægteskab.b Jeg begyndte at eksperimentere med ’bløde’ stoffer, og jeg blev stadig mere ulykkelig og fyldt af håbløshed.

Det var omkring det tidspunkt at en tilfældig bekendt, som vidste at jeg dyrkede heksekunst, gav mig et eksemplar af bogen ’Babylon den store er faldet!’ Guds rige hersker! Titlen fangede straks min interesse. Jeg vidste god besked med at det gamle Babylon var udgangspunktet for al ’hemmelig religion’ og at Åbenbaringsbogen i Bibelen, der omtaler ’Babylon den Store’, også indeholdt mange mysterier. Jeg læste bogen ivrigt og omhyggeligt, uden at tingene dog kom til at stå klart for mig. Men det viste sig at blive mit første positive skridt til at slippe ud af de okkulte kræfters underfundige greb.

Som tiden gik blev forholdene stadig værre. I min fortvivlelse kom jeg en nat i tanke om at den ven der havde givet mig ’Babylonbogen’, havde sagt: ’Hvis du behøver hjælp, så sæt dig i forbindelse med Jehovas Vidner.’ Jeg fandt telefonbogen frem og ringede til den nærmeste adresse. Selv om det var ud på natten, lyttede den fremmede opmærksomt. Inden der var gået en time stod han ved min dør.

Min nye ven, en ældste i den lokale menighed, var oprigtigt interesseret i det jeg havde at sige. Jeg tog ham med ind i min heksehule. Jeg husker stadig hvor forbløffet han var over det han så! Okkulte malerier fyldte værelset. Mine to indvielsessværd, mine besværgelsesperler og mine røgelsesbrændere hang der sammen med mit Athama-sværd — som heksene bruger til at tegne cirkler og femtakkede stjerner med når de påkalder de åndelige kræfter for at de skal sætte sig i kontakt med menneskene. Et sort Isis-hoved (’Magiens herskerinde’) i fuld størrelse stod ved siden af en skinnende orangefarvet figur af Amon-Ra (den ægyptiske ’Gudernes konge’) og en model af et sejlskib der skulle skildre sjælenes transport over de dødes hav. Vi talte i dette værelse indtil de tidlige morgentimer. Jeg havde i høj grad brug for hjælp.

Vores drøftelse drejede sig om Bibelen, en bog jeg altid havde næret en naturlig respekt for, men som jeg ikke kendte særlig godt. Vi benyttede en lille bog, Sandheden der fører til evigt liv, som basis for et systematisk bibelstudium. I de følgende uger lærte jeg den enkle sandhed om det onde og dæmonerne, og om deres magt til at beherske og styre menneskers sind.

Noget jeg blev meget foruroliget over, husker jeg, var ordene i Femte Mosebog 18:10-12: ’Der må ingen findes hos dig, som lader sin søn eller datter gå igennem ilden, ingen, som driver spådomskunst, tager varsler, er sandsiger eller øver trolddom, ingen, som foretager besværgelse eller gør spørgsmål til genfærd og sandsigerånder og henvender sig til de døde; thi enhver, der øver sligt, er [Jehova] vederstyggelig.’

Jeg anede ikke at der stod sådan noget i Bibelen, og det rystede mig en hel del. Faktisk begyndte min samvittighed at nage mig, nu da jeg indså hvor stor skyld jeg havde pådraget mig som følge af det jeg var impliceret i. På den anden side kom sandheden til at stå klarere for mig, og det var jeg taknemmelig for.

Senere forbavsede det mig at læse at de første kristne også havde været i berøring med dæmonisme og magiske kunster. Jeg havde altid vidst at ild var et symbol på udslettelse, og da jeg læste at de indbyggere i Efesus der blev kristne frivilligt kom og brændte deres bøger om magi,c indså jeg at jeg måtte gøre det samme. Sådan gik det til at jeg en nat, efter bøn til Jehova, gik ud på heden og brændte alle mine bøger og malerier. Og de mange metalgenstande der hørte med til mine kunster, slog jeg i stykker og kastede bort, uden hensyn til deres værdi.

Langsomt men sikkert blev jeg fri af dæmonernes indflydelse. Det var ikke nemt. Hekse og andre af mine tidligere venner gjorde alt hvad de kunne for at få mig fra det, men jeg skattede min nyfundne frihed alt for højt til at gå på kompromis. Ondskabens kræfter er stærke, men jeg indså snart at de gode kræfter er stærkere. Jeg har al mulig grund til at være taknemmelig for den lykke og tryghed jeg nu føler ved at tjene Jehova, sandhedens og lysets Gud. — 2 Kor. 4:3-6.“

UFO-observationer ved Stonehenge

I de senere år har der været betydeligt flere rapporter om UFOer (uidentificerede flyvende objekter) end tidligere. Mange af tilfældene kan uden tvivl forklares med jordiske fænomener som skyrefleksioner, vejrballoner, flyvemaskiner eller ren og skær indbildning. Imidlertid har den engelske kirkes biskop af Norwich givet udtryk for alvorlig bekymring, idet han i en tale i det britiske overhus har sagt følgende om UFOerne: „Jeg kender mange tilfælde hvor folk har været meget skræmt, ja så forstyrrede at det har nærmet sig en slags besættelse, der i mange tilfælde utvivlsomt er ond.“

Stonehenge på Salisbury-sletten — sandsynligvis det ældste af godt og vel 900 „forhistoriske“ sten- og jordanlæg på De britiske Øerd — er et sted hvor folk ofte samles i håb om at se UFOer.

En ung mand, Robert, var jævnlig med til sådanne „observationer“, hvor han så mange uforklarlige fænomener. For at uddybe sin indsigt læste han med glødende interesse bøger om emnet, og kom derved længere og længere ind i den okkulte verden. Han fortsætter selv sin historie: „Min personlighed forandredes. Jeg begyndte at tro at jeg var profet, at jeg var noget særligt og havde et kald. Jeg udviklede oversanselige kræfter og var i stand til at klare mig i dagevis uden mad og drikke og uden søvn. Jeg kunne endda trække gardinerne fra bare ved at se på dem. Engang blev jeg taget med på den lokale politistation og undersøgt af politiets psykiater, der troede at jeg var på stoffer. Men han kunne ikke hjælpe mig. Til sidst kom jeg på et sindssygehospital. Efter at jeg var udskrevet derfra, blev jeg meget deprimeret og lagde planer om at begå selvmord. Det var indre stemmer der tilskyndede mig til det.

Inderst inde elskede jeg stadig livet og higede efter at blive frigjort fra den onde magt der omgav mig. Så kom jeg i tanke om at jeg som yngre havde overværet en bibelsk samtale som min moder havde haft med Jehovas Vidner. Jeg bestemte mig da til at opsøge det Jehovas vidne jeg havde truffet dengang. Så snart jeg havde gjort dette begyndte jeg at studere Bibelen. Vi gik ud fra kapitlet ’Findes der onde ånder?’ i bogen Sandheden der fører til evigt liv. Den saglige fremholdelse af de bibelske oplysninger i disse drøftelser overbeviste mig om sandheden og satte mig i stand til at opnå den frihed jeg sådan ønskede.“

„Eksorcisten“

Da filmen „Eksorcisten“ blev vist for nogle år siden, fremkom der mange uhyggelige beretninger om hvordan folk blev påvirket af den når de så den. Maureen var ateist. Hun havde hørt så meget om filmen at hun besluttede at gå hen og se den sammen med en veninde. Det fik dramatiske følger.

„Det var det skrækkeligste jeg nogen sinde har set. Det var frygteligt. Jeg kunne mærke at der skete noget med mig. Jeg rystede over hele kroppen og kunne kun med nød og næppe rejse mig fra sædet og gå ud. Men det var kun begyndelsen på mine vanskeligheder.

Da jeg kom hjem var jeg ved at briste i gråd. Min mand var ikke til nogen trøst for mig, for han havde fra starten sagt at jeg ikke skulle gå hen og se filmen. Hvor havde han ret! Om natten kunne jeg ikke sove, men drømte om filmen.

I ugerne derefter blev det værre og værre. Jeg var bange for at gå i seng, og når jeg alligevel gjorde det, kunne jeg vågne op, badet i kold sved. Jeg vidste at der var et eller andet i huset, for jeg kunne mærke at det fulgte mig overalt hvor jeg var. Jeg følte at jeg var ved at gå fra forstanden.

Det faldt mig ind at hvis der fandtes sådanne onde kræfter, måtte der også findes gode kræfter. Jeg begyndte da at se mig om efter et kors jeg kunne bære for at finde beskyttelse. Med samme formål købte jeg også en Christoffer-medalje. Hver nat holdt jeg dem i hånden og bad, i håb om at Gud ville hjælpe mig hvis han fandtes. Men det blev ikke spor bedre. Faktisk syntes det at blive værre.

En dag betroede jeg min veninde hvilke problemer jeg havde, og hun sagde at hun havde en bog der måske kunne hjælpe mig. Hun havde selv fået den af et af Jehovas vidner. Den hed Sandheden der fører til evigt liv. Jeg begyndte med det samme at læse den, først kapitlet om onde ånder, og derefter ’Hvem er Gud?’

Mens jeg læste stødte jeg på Jesu ord til Satan: ’Vig bort, Satan! thi der står skrevet: „Du skal tilbede Herren din Gud.“’ Derefter siges det at Djævelen forlod Jesus.e Jeg læste det igen og igen, og sagde til mig selv at jeg ville gøre det samme. Først gentog jeg ordene i tankerne, men senere samlede jeg mod til at sige dem højt. Først da kunne jeg sove.

Da jeg så min veninde igen, spurgte hun om bogen havde hjulpet mig, og hun sagde at hvis jeg ville have flere oplysninger, skulle jeg sætte mig i forbindelse med Jehovas vidner.

Jeg kendte en familie af Jehovas vidner der boede i nærheden, og jeg tog straks imod deres tilbud om at studere Bibelen med mig. Langsomt begyndte forholdene at blive bedre, efterhånden som min uvidenhed blev afløst af bibelkundskab. Men ikke før jeg til sidst skilte mig af med alle mine hedenske amuletter og religiøse genstande opnåede jeg fuldstændig frihed.“

Søger du at løsrive dig fra en eller anden form for okkultisme? Da sæt dig i forbindelse med Jehovas vidner. De er ikke eksorcister, men de ved hvad Bibelen siger man må gøre for at få hjælp fra Jehova Gud selv. — Jak. 4:7, 8.

[Fodnoter]

[Illustration på side 9]

Isis, Amon-Ra

[Illustration på side 11]

Stonehenge