Hvorfor blev cølibatet indført?
DET tvungne præstecølibat bliver mindre og mindre populært blandt katolikkerne. Da pave Johannes Paul II for nylig besøgte Schweiz, viste en opinionsundersøgelse at kun 38 procent af katolikkerne kunne gå ind for præstecølibat, og af en gallupundersøgelse fra 1983 fremgår det at 58 procent af katolikkerne i De forenede Stater mener at præster skal have lov til at gifte sig.
Alligevel har pave Johannes Paul II stadfæstet loven om præstecølibat, ligesom Paul VI gjorde i sin berømte encyklika Sacerdotalis Caelibatus (Præstecølibatet, 1967). Hvorfor bliver Vatikanet ved med at fastholde denne upopulære lov, selv om den synes at modarbejde dets egne interesser? Blev kravet om præstecølibat måske indstiftet af Kristus og apostlene?
Kravets oprindelse
I indledningen til denne encyklika indrømmer pave Paul VI at „Det nye Testamente, som bevarer Kristi og apostlenes lære . . . ikke [fordrer] cølibat af kirkens tjenere“. I The Catholic Encyclopedia hedder det ligeledes: „Disse passager [1 Timoteus 3:2, 12; Titus 1:6] synes fatale for den påstand at cølibatet allerede fra begyndelsen blev gjort obligatorisk for præsteskabet. . . . Denne valgfrihed har tilsyneladende varet ved gennem hele den periode som vi kunne kalde . . . kirkens første lovgivningsperiode, [det vil sige] frem til omkring Konstantins tid og tiden for kirkemødet i Nikæa.“
Hvis det tvungne præstecølibat hverken er indstiftet af Kristus eller af hans apostle, hvor stammer det da fra?
„I de gamle hedenske tider blev cølibatet holdt i ære,“ læser vi i M’Clintock og Strongs Cyclopædia. Af andre opslagsværker fremgår det at disse ’gamle hedenske tider’ går tilbage til fortidens Babylon og Ægypten. The New Encyclopædia Britannica oplyser: „Da oldtidens store civilisationer blev til, opstod cølibatet i flere forskellige sammenhænge.“ Det havde for eksempel tilknytning til tilbedelsen af Isis, den ægyptiske frugtbarhedsgudinde, sådan som Britannica nævner: „Seksuel afholdenhed var et uafviseligt krav til dem der ærede hendes hellige mysterier.“
Alexander Hislop skriver desuden i sin bog The Two Babylons: „Enhver forsker ved at da tilbedelsen af den babyloniske gudinde Kybele blev indført i det hedenske Rom, blev den indført i sin primitive form, med et præsteskab der levede i cølibat.“
Hvordan er det gået til at den katolske kirke har efterlignet oldtidens hedenske religioner og antaget kravet om præstecølibat?
Hvorfor blev kravet indført?
For det første giver et ugift præsteskab kirkeledelsen øget magt. Da præsterne ikke har nogen arvinger til embedet, må der indsættes nye ved hierarkisk udnævnelse. Selv The Catholic Encyclopedia vedgår at Rom er blevet anklaget for at benytte cølibatet som et middel til „at sikre præsteskabets underkastelse under den romerske pavestols myndighed“.
Men det er ikke hele årsagen. Som det fremgår af oversigten „Præstecølibatets historie“ på næste side, blev kravet om cølibat først ophøjet til lov i det 12. århundrede. En pave der gjorde meget for at berede vejen for indførelsen af denne lov, var Gregor VII (1073-1085). Interessant nok siges det om ham at han „tydeligere end nogen anden så hvilken umådelig øget indflydelse det ville medføre hvis præsteskabet levede i cølibat“.
Men foruden at afstive den katolske kirkes hierarkiske system gav loven om præstecølibat også præsteskabet magt over det jævne folk. Georges Duby, en af Frankrigs førende historikere, har for nylig sagt om middelalderens munke og præster at de, fordi de levede i cølibat, „hierarkisk stod over andre; de havde ret til at herske over resten af samfundet“.
Resultaterne
Om resultaterne af at præsterne nægtes mulighed for at indgå ægteskab skriver The Catholic Encyclopedia: „Vi nærer intet ønske om at fornægte eller undskylde den meget lave moral hvortil det katolske præsteskab i forskellige perioder af historien og i forskellige lande der kalder sig kristne, undertiden er faldet.“ Selv i dag har præsters umoralitet i mange lande haft til følge at retskafne mennesker har mistet respekten for præsteskabet som sådant.
Loven om præstecølibat, der er hentet fra hedenske kulter, har også resulteret i en nedvurdering af ægteskabet, som er en ærefuld ordning der er indstiftet af Gud selv. (Mattæus 19:4-6; 1 Mosebog 2:21-24; Hebræerne 13:4) Som det hedder i The New Encyclopædia Britannica: „Denne idé om kultisk renhed har øget tendensen til at ægteskabet nedvurderes og til at kønslivet betragtes som noget djævelsk, og har resulteret i kravet om at præster og munke lever i cølibat, hvilket igen har givet anledning til en århundredlang strid inden for kirken.“
Præstecølibatet blev indført med skjulte motiver, hvilket kan forklare hvorfor det bevares. Det har dog hverken gavnet det katolske lægfolk eller præsteskabet. Kirken har endda selv lidt under det, eftersom det er en udbredt opfattelse at den nuværende mangel på præster for en stor del skyldes denne ubibelske lov.
Et andet aspekt af den katolske kirkes syn på ægteskab og kønsliv kommer for en dag når søgelyset rettes mod dogmet om Marias evige jomfruelighed.
[Tekstcitat på side 5]
„Det nye Testamente . . . fordrer ikke cølibat af kirkens tjenere.“ — Pave Paul VI
[Ramme på side 6]
Præstecølibatets historie
Det første århundrede: „Vi finder ikke i Det nye Testamente noget tegn på at cølibatet blev gjort obligatorisk for hverken apostlene eller for dem de ordinerede.“ — The Catholic Encyclopedia.
Det fjerde århundrede: „Det ældste vidnesbyrd om en lov om præstecølibat findes i kanon 33 fra synoden i Elvira [i Spanien], omkring år 300 e.v.t.“ — Dictionnaire de Théologie Catholique.
„Synoden i Nikæa [år 325] nægtede at påtvinge hele Kirken denne lov [Elvira-kanon 33].“ — A Catholic Dictionary.
Op til det tiende århundrede: „I århundreder var dette spørgsmål om præstecølibat genstand for konstant strid inden for Kirken. Unaturlige forbrydelser forekom i stort omfang blandt præsterne. I det niende og det tiende århundrede mente de tilsyneladende at deres embede gav dem frihed til udskejelser. . . . Mange præster levede åbenlyst i ægteskab, skønt synoderne hele tiden udstedte nye befalinger som gik dem imod.“ — M’Clintock og Strongs Cyclopædia.
Det ellevte århundrede: „Synoden i Paris (1074) erklærede uden tøven at loven om cølibat var utålelig og urimelig. . . . I lang tid håndhævedes loven i nogle lande kun delvis eller slet ikke. I England fandt synoden i Winchester i 1076 det rigtigt at give i det mindste præster der allerede var gift og som boede på landet eller i landsbyer, lov til at beholde deres hustru.“ — A Manual of Church History (katolsk) af F. X. Funk.
Det tolvte århundrede: „Til sidst blev der i 1123 ved Den første Lateransynode vedtaget en lov (stadfæstet i tydeligere vendinger ved Den anden Lateransynode, kanon vii), som, skønt den ikke i sig selv var særlig klart formuleret, hævdedes at erklære ægteskaber indgået af underdiakoner eller gejstlige af højere rang, ugyldige. . . . Dette kan siges at markere cølibatets sejr.“ (Kursiveret af os.) — The Catholic Encyclopedia.
Op til det sekstende århundrede: „I romerkirken gjorde vedtagelsen af loven [om cølibat] ikke ende på striden. I det 13. og det 14. århundrede gjorde mange eksperter i kirkelov og endda biskopper sig til talsmænd for indførelsen af den østlige [kirkes] lovgivning, som tillod præster at gifte sig. De fandt et bekvemt argument i den præstelige morals, ja selve den religiøse morals, forfald, der var kendetegnende for den tidlige middelalder. På de store konciler i Konstanz (1414-18), Basel (1431-39) og Trento (1545-63) krævede flere biskopper og teologer cølibatloven afskaffet.“ — Encyclopædia Universalis.
„Ved Tridentinerkoncilet (1545-63) var flere biskopper, samt kejser Karl V, stemt for en lempelse af [cølibat]regelen. Flertallet mente imidlertid at Gud ikke ville forholde nogen kyskhedens gave hvis de oprigtigt bad om den, og bestemmelsen om cølibat blev således endeligt og for altid pålagt den romersk-katolske kirkes præster.“ (Kursiveret af os.) — M’Clintock og Strongs Cyclopædia.
Det tyvende århundrede: „I forbindelse med Det andet Vatikankoncil (1962-65) er præstecølibatet igen blevet et stridspunkt i den romerske kirke. . . . Efter koncilet er antallet af præster der ønsker at fratræde embedet og gifte sig, steget stærkt. . . . Pave Paul VI udsendte imidlertid en encyklika, Sacerdotalis Caelibatus (23. juni 1967), som stadfæster den hævdvundne lov om cølibat.“ — Encyclopædia Britannica.