Unge spørger:
Efter stofmisbrug — hvordan kommer jeg på fode igen?
Efterhånden som flere og flere unge eksperimenterer med stoffer, bliver spørgsmålet om hvordan man kommer på fode igen efter et stofmisbrug af stadig større betydning. Denne artikel behandler de følelsesmæssige sider af helbredelsen. Vi har skrevet den for at hjælpe dem der kæmper for at holde op med at tage stoffer. Samtidig håber vi at oplysningerne om hvor meget det kræver at blive helbredt vil hjælpe andre unge til at lade være med overhovedet at begynde at tage stoffer.
„I BEGYNDELSEN, da jeg lige var holdt op med at tage stoffer, havde jeg store problemer med at finde ud af mig selv,“ mindes Allen. „Nogle gange var jeg ikke rigtig klar over om jeg var glad eller ked af det. Ofte skulle der ingenting til før jeg fik et raserianfald. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle styre mine følelser.“
Er dette et usædvanligt tilfælde? Egentlig ikke. Det er ret almindeligt at stofmisbrugere får visse følelsesmæssige problemer når de holder op med at tage stoffer, og ofte søger de lindring ved at begynde på ny. Det er derfor af stor betydning at de lærer at opretholde den rette følelsesmæssige balance.a Men hvordan gør de det?
Den følelsesmæssige helbredelse
Allen, der er begyndt på sit andet år som stoffri, siger: „For at styre mine følelser og samtidig få mit liv ind i faste rammer, har jeg prøvet at følge en ganske enkel regel: Bliv aldrig for sulten, vred, ensom eller træt. Når jeg følger denne regel har jeg det bedst både fysisk og følelsesmæssigt.“ Læg mærke til hvad eksperter i rehabilitering af stofmisbrugere siger om det at undgå disse fire ting:
Sult: Sult og et deraf følgende lavt blodsukkerindhold kan forårsage irritabilitet og depression, siger eksperterne. Derfor er det vigtigt at den tidligere stofmisbruger får en regelmæssig og alsidig kost der omfatter grøntsager, frugt og proteiner. Det vil selvfølgelig også være bedst hvis han undgår „junkfood“ — rene kulhydrater såsom slik, kager og sodavand der indeholder sukker. Det anbefales også at han afholder sig fra alkohol ud fra den betragtning at det virker stemningspåvirkende.b
Vrede: Hvis man ikke behersker sin vrede er der virkelig fare for at helbredelsen mislykkes. Vrede får en til at gøre og sige ting man senere fortryder. Dette fører så til skyldfølelser, depressioner og svigtende selvagtelse, noget der meget let kan føre en tidligere narkoman tilbage i misbruget. Bibelen formaner os med følgende ord: „Bliv vrede, men synd dog ikke.“ (Efeserne 4:26) Selv om du en gang imellem bliver vred med rette, må du altså alligevel beherske dig. Spørg dig selv: ’Hvorfor er jeg vred? Hvad kan jeg gøre for at få noget positivt ud af situationen?’ Forsøg at tale tingene igennem med en moden voksen inden du siger eller gør noget du senere vil fortryde. Giv udtryk for dine følelser på en rolig og voksen måde. En af de bedste måder at bearbejde sine følelser på er at udtrykke dem i ord.
Ensomhed: Ensomhed kan udløse negative følelser som selvoptagethed, misundelse, selvmedlidenhed og depression. Her er der igen fare for at de negative følelser får den tidligere narkoman til at søge lindring ved at vende tilbage til stofmisbruget. Når du føler dig ensom kan du prøve at ringe til en nær ven og tale om dine følelser. (Ordsprogene 17:17) Eller prøv måske at tale med dine forældre. Endnu en god måde at bekæmpe ensomhed på er at hjælpe andre. Husk: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apostelgerninger 20:35.
Træthed: Det siges at træthed mere end noget andet kan hindre narkomaner i at komme på fode igen. Når man er træt bliver man ikke blot irritabel og nedtrykt, man får også svært ved at tænke klart. Det anbefales derfor stærkt at tidligere narkomaner har et fast søvnmønster, at de går i seng og står op på bestemte tider således at de får en god nats søvn.
Men hvordan virker alt dette i praksis? Allen forklarer: „Hvis jeg føler mig irritabel eller nedtrykt i dagens løb, standser jeg op og siger til mig selv: ’Er jeg for sulten, vred, ensom eller træt?’ Derefter kan jeg foretage den justering der skal til på et af disse områder, og inden længe har jeg det meget bedre — uden at tage stoffer!“
En erstatning for stofferne
En stofmisbruger får ofte et nært forhold til de stoffer han tager — han stoler på at de får ham til at føle sig tryg, lykkelig eller mere rolig i vanskelige situationer.
Fred, der har taget stoffer gennem flere år, siger: „Selskabelige sammenkomster var et mareridt. Jeg var genert og følte mig ikke godt tilpas blandt andre mennesker. Jeg fik en knugende fornemmelse i maven, en følelse af at jeg ikke hørte til. Den eneste mulighed jeg kunne se for at få løst op for dette, var at bruge stoffer. Men inden længe kom jeg i vanskeligheder.“ Hvilken slags vanskeligheder? „Jeg blev arresteret to gange,“ fortsætter han, „én gang for gadeuorden og én gang for spirituskørsel. Begge gange var jeg høj af et eller andet.“
Hvis det ikke er loven stofmisbrugeren kommer på kant med, får han måske problemer med sine lærere i skolen. Eller han får et anspændt forhold til sin familie. Hvis han får det virkelig dårligt vil han måske forsøge at holde op med at bruge stoffer. Men medmindre han erstatter det forhold han har haft til stofferne med noget mere meningsfyldt, vil han måske erfare at han vender tilbage til stofferne. Som dr. Sidney Cohen har skrevet i bladet The Journal of the American Medical Association: „Folk holder ikke op med at bruge ’stemningspåvirkende’ stoffer før de opdager at livet har noget bedre at byde på.“
Der findes „noget bedre“
Både Allen og Fred fandt „noget bedre“ end stoffer. De begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Gennem et studium af Guds ord, Bibelen, lærte de om Guds vindende egenskaber og om hvordan de kunne opbygge det samme forhold til Ham som et barn har til sin fader.
Allen siger det på denne måde: „At lære om Guds barmhjertighed har ført mig ind i så nært et forhold til ham at det giver mig en tillidsfuld holdning til livet. Jeg er mere lykkelig nu end jeg nogen sinde før har været.“ Fred er enig og tilføjer: „Selv om visse dage er bedre end andre kan jeg sige som sandt er, at jeg har fået en indre fred som jeg aldrig opnåede ved at bruge stoffer.“ „Guds fred“ der ’beskytter ens hjerte og sind’, loves dem der opdyrker et nært forhold til Gud. — Filipperne 4:6, 7.
En sådan fredfyldt tilstand kan ikke måle sig med noget som helst man kan opnå med kunstige midler, og den vil hjælpe en til at klare selv de problemer man kun har ringe eller slet ingen indflydelse på, såsom sygdom eller måske et dødsfald i familien. (Prædikeren 9:11) Du vil få styrke til at tage hverdagens udfordringer op — for eksempel at komme ud af det med dem der behandler dig dårligt og at klare de dage hvor alt lader til at gå skævt!
Lær at benytte dig af dit forhold til Gud ved at bede til ham når problemer melder sig. Giv udtryk for dine inderste tanker, følelser og behov. Fortæl ham om din angst, dine bekymringer og dine skuffelser. Udtryk din glæde og din taknemmelighed over for ham. En sådan dybtfølt bøn, fremsat „i tro“, vil virke beroligende på dig. (Jakob 1:6-8) Husk at apostelen sagde at sådanne anmodninger medfører „Guds fred“ der vil ’beskytte hjertet’ og hjælpe os til ikke at ’være bekymrede for noget’.
Jo nærmere man kommer Jehova, jo mere vil man fornemme at han interesserer sig for ens liv, nøjagtig som når små børn kan fornemme deres omsorgsfulde forældres kærlighed. Hver hindring du overvinder med Guds hjælp vil blive en byggesten til din tro, den tro der vil tjene som en beskyttende mur og sikre dit følelsesmæssige velvære.
Ja, for at blive fuldstændig helbredt må den tidligere stofmisbruger erstatte stofferne med den indre fred og tilfredshed der er et resultat af et nært forhold til Gud. Et sådant forhold vil sætte ham i stand til at nyde livet uden at vende tilbage til stofferne for at opnå en falsk tryghedsfølelse. Som Fred, der nu har været stoffri i over tre år, siger: „Jeg har fået en indre fred som jeg aldrig opnåede ved at tage stoffer.“
[Fodnoter]
a Hvorfor man bør sige nej til euforiserende stoffer og hvordan man kan gøre det, samt hvad den fysiske helbredelse omfatter, er behandlet i numrene af Vågn op! for 22. juni og 8. oktober 1985, samt for 8. februar 1986.
b Ifølge brochuren Narcotics Anonymous „er ret mange narkomaner kommet ind i en ny form for misbrug fordi de er begyndt at drikke alkohol som erstatning for stofferne, hvilket giver dem lige så mange problemer som de havde før.“
[Tekstcitat på side 15]
„Jeg prøver at følge en ganske enkel regel: Bliv aldrig for sulten, vred, ensom eller træt“
[Tekstcitat på side 17]
„Jeg har fået en indre fred som jeg aldrig opnåede ved at tage stoffer“
[Illustration på side 16]
Tidligere stofmisbrugere bør undgå alkohol i betragtning af dens ’stemningspåvirkende’ egenskaber