En jord uden skove — Er det hvad fremtiden vil bringe?
ENORME områder der i tusinder af år har været dækket af frodige, tropiske regnskove, ligger i dag øde hen. Disse smukke, grønne områder hvor millioner af frodige planter og træer, flere over 60 meter høje, engang tjente som bolig for eksotiske dyr og fugle, er nu i hastigt tempo ved at blive lagt øde.
Med en ødelæggende effektivitet hærger mennesket bjergene med øksen, saven, bulldozeren og tændstikken og forvandler dem til afsvedne, nøgne og øde landskaber. Den ubarmhjertige udryddelse af jordens tropeskove sker i det chokerende tempo af 20 hektarer i minuttet, eller over 100.000 kvadratkilometer årligt — et område der svarer til hele Østrig.
Ifølge eksperter vil omkring 12 procent af den regnskov der fandtes i 1980, være udryddet i år 2000. Slet ingen lille præstation af mennesket, selv om det har ry for at kunne ødelægge alt. Hermed vil det eksotiske fugle- og dyreliv, og de mange forskellige planter der ikke kan trives i andre klimaområder på jorden, også være forsvundet. Mennesket er i færd med at ødelægge et udsnit af det meget komplicerede økosystem der er så vigtigt for dets eget liv og som forsyner det med uvurderlige goder.
Over halvdelen af den medicin mennesket anvender, udvindes af planter, hvoraf mange kommer fra troperne. Og hvad ville industrien stille op hvis den ikke havde adgang til gummi, terpentin, spanskrør og bambus — alt sammen noget der stammer fra tropeskovene? Dertil kommer utallige former for fibre, harpiks, farvestoffer og krydderier. Mennesket udrydder blindt og kritikløst en skat af umådelig værdi.
Disse store skove frembringer desuden enorme mængder livgivende ilt. Visse videnskabsfolk advarer om at det massive indhug i de iltproducerende skove kan vise sig at forstærke den frygtede drivhuseffekt, og dermed få vandstanden i havene til at hæve sig til katastrofale højder.
Udryddelsen af skovene har allerede fået en alvorlig og øjeblikkelig indvirkning på store dele af verden. Lande som Brasilien, Indonesien og Filippinerne har oplevet hvordan tætte jungleområder hurtigt er blevet forvandlet til praktisk taget golde landskaber. „På ti millioner hektarer skovområde i Sydøstasien vokser der i dag kun sejlivet og ubrugeligt avneknippe, der hverken egner sig som føde, brændsel eller foder,“ skriver World Resources Institute.
Skovningen og salget af træer fra enorme skovområder vil medføre at skovene er udryddet på Fiji inden for de næste 20 år; i Thailand vil det ske ved århundredskiftet, og regnskovene i det filippinske lavland vil være borte omkring 1990, meddeler Science Digest. Ødelæggelserne i Australiens skove er også udbredt — to tredjedele af regnskovene er helt forsvundet! I Indien bliver der årligt fældet over en million hektarer skov.
„Her i midten af 1980’erne,“ hed det i apriludgaven af bladet Natural History i 1986, „mister hvert eneste land i Afrika træbeplantede arealer. Faktisk er mangelen på skove i hele den tredje verden nu en kendsgerning.“ I 63 lande fælder 1,5 milliarder mennesker træerne hurtigere end der kan nå at vokse nye træer op, hvorved de skaber et underskud af træer der kun kan føre til fallit hvad skove og brænde angår. Eksperter mener at dette underskud vil være fordoblet i år 2000.
Ødelæggelsen af skovene rører ved selve kernen i menneskets eksistensgrundlag, nemlig landbruget. Når man fælder træerne på bjerg- og bakkeskråningerne for at kunne så sin sæd, vil mulden hurtigt blive skyllet bort når der ingen vegetation er til at holde på jorden. I de lande hvor det er småt med brændsel „har man anslået at der hvert år bliver brændt 400 millioner tons gødning . . . Man anslår at denne afbrænding af en potentiel gødningskilde nedbringer udbyttet af korn med over 14 millioner tons.“
Vil det sige at jordens mægtige skove virkelig er dødsdømte på grund af uimodståelige kræfters spil? Vil denne generation mon efterlade ret mange af jordens ressourcer og dens skønhed til sine børn? Man taler meget om problemerne, skriver endnu mere, men gør kun lidt. Hvilken fremtid vil denne generation give i arv til sine børn? Det vil tiden vise, og tiden er ved at udløbe.
[Tekstcitat på side 7]
I 63 lande fælder 1,5 milliarder mennesker træerne hurtigere end der kan nå at vokse nye træer op
[Illustration på side 7]
I mange lande forvandles tætte jungleområder til golde landskaber