Hvad er privatlivets fred?

„RETTEN til at få privatlivets fred respekteret er ikke så let at forstå,“ siges der i værket The Guide to American Law, „fordi dette begreb ikke kan beskrives præcist.“ David F. Linowes, professor i politisk økonomi og offentlig politik, tilføjer: „Der findes ingen fast definition af ’privatlivets fred’.“

I juridisk forstand er privatlivets fred et forholdsvis nyt begreb. Det stammer fra en banebrydende artikel der i 1890 blev skrevet i et juridisk tidsskrift af Louis D. Brandeis og Samuel Warren i vrede mod den skrupelløse sensationsjournalistik, der dengang var kendt som „den gule presse“.

Privatlivets fred blev derfor defineret som „retten til at være i fred for andre“. Professor Masanari Sakamoto fra Hiroshimas universitet har imidlertid skrevet at denne definition „fik negative konsekvenser for den senere udvikling af retten“. Han betragter privatlivets fred som et positivt begreb der omfatter både adskillelse fra og samvær med andre.

Professor Sakomotos opfattelse stemmer med definitionen i The Encyclopedia Americana, der lyder: „Enkeltpersoners, gruppers eller institutioners krav på selv at afgøre hvornår, hvordan og i hvilket omfang oplysninger om dem skal meddeles til andre.“

Det er altså individuelt hvad man opfatter som hørende til privatlivets fred. Lad os se på nogle forskellige synspunkter.

Holdninger til privatlivets fred

„På portugisisk findes der ikke engang et ord der præcist definerer beskyttelsen af privatlivets fred. Ordet ’privatliv’ (privacidade) findes ikke i ordbøgerne,“ skrev den brasilianske avis O Estado de S. Paulo i 1979. Først for nylig, i 1986, har en brasiliansk ordbog optaget ordet privacidade, der har rod i det engelske ord privacy.

På det koreanske sprog kan begrebet „privatliv“ ikke beskrives med et enkelt ord, og i Japan er situationen nogenlunde den samme. „Der findes faktisk ikke noget japansk ord for ’privatliv’,“ forklarer Donald Keene, en amerikansk ekspert i japanske forhold. „I det gruppeorienterede Japan,“ hedder det i Kodansha Encyclopedia of Japan, „er den enkeltes ret til et privatliv traditionelt kommet i anden række i forhold til familiens, gruppens eller samfundets ret til at kende til og gribe ind i den enkeltes anliggender.“ Hvis man for eksempel gerne vil have et job i et japansk firma, skal man være forberedt på at besvare spørgsmål som: Hvordan kommer De ud af det med Deres kone? Hvor arbejder hun? Hvad tjener hun? Hvor gamle er Deres børn? Hvilken skole går de i? Hvis man er ugift og får jobbet, er det sandsynligt at chefen på et tidspunkt vil sige: „Nu er det vist på tide at De gifter Dem og slår Dem til ro.“

Ville du betragte det som en utilgivelig krænkelse af privatlivets fred? Sådan opfatter japanerne det ikke. Da nogle japanere blev spurgt om hvornår de havde størst fred i sindet, svarede kun otte procent af dem: „Når jeg er alene.“ Næsten to tredjedele af de adspurgte sagde at de havde fred i sindet når de var sammen med deres familie eller venner.

En japansk brud blev dog noget chokeret da hun ved sit bryllup på Filippinerne spurgte sin filippinske mand hvem alle de gæster var som han ventede til receptionen. „Det ved jeg ikke,“ svarede han. „Her er det skik og brug at værterne laver en masse mad, og så kan alle komme og glæde sig med dem.“ Sådan viser man gæstfrihed på Filippinerne. Her i Europa er det helt anderledes: Her er det mange steder sådan at man kun aflægger et besøg eller kommer til en fest hvis man har fået en formel invitation.

Før man afviser andres syn på begrebet privatliv som fuldstændig uacceptabelt, bør man nok se den positive side af det. En europæer vil måske indvende at man ikke har noget privatliv i andre samfund. Men i disse andre samfund har folk lært at dele næsten alt hvad de har med deres familie og venner. Man forventes at ofre sit privatliv i stedet for at beskytte det.

Problemer der må overvindes

Sandt nok kan det give visse problemer at folk i nogle lande traditionelt har meget lidt privatliv. Hvis de gerne vil studere eller foretage sig noget andet personligt er de nødt til at udvikle en god koncentrationsevne. Donald Keene skriver i sin bog Living Japan: „Den eneste egentlige form for privatliv har man hvis man i tankerne isolerer sig fra andre mennesker der måske befinder sig klos op ad en. Denne form for privatliv er en nødvendighed i Japan.“

Det kan også skabe andre problemer at have slægtninge og venner tæt inde på livet. Nogle japanske ægtepar finder det for eksempel nødvendigt at flygte til et „kærlighedshotel“ for at kunne være alene sammen. I Brasilien er det også begrænset hvor meget privatliv man har i et hus hvor dørene er erstattet af tynde forhæng eller hvor værelserne er små aflukker adskilt af tynde vægge der ikke hindrer samtaler og andre lyde i at kunne høres i de andre værelser.

Men det er ikke kun sådanne boligforhold der kan skabe hvad nogle betragter som problemer. Andres venlige interesse kan irritere folk der foretrækker at holde sig for sig selv. Hvis man for eksempel ikke har børn kan man meget let blive bombarderet med personlige spørgsmål som: ’I har ikke nogen børn? Hvordan kan det være?’

For store omkostninger?

Her i Danmark er det ikke velset at stikke næsen for dybt i andres sager. I Storbritannien ønsker mange midaldrende mennesker at have deres privatliv i fred, selv for deres egne børn. I et klassebevidst samfund bestræber hver enkelt samfundsgruppe sig for at værne om sit privatliv.

Men det har sine omkostninger at man i nogle lande værner skinsygt om privatlivets fred. Politiken har for eksempel engang skrevet om en 80-årig mand der ikke kunne overvinde sig til at ringe på hos sin nabo da han en aften var kommet til at låse sig ude i ti graders kulde. Han vandrede rundt i halvanden time, før en politibetjent kom til hjælp og fik tilkaldt en låsesmed.

Problemer som dette foranledigede i 1970’erne en „dør-til-dør-bevægelse“ hvis formål var at opmuntre ensomme mennesker til at besøge deres naboer noget oftere og tale med dem. I løbet af få måneder fik denne bevægelse 50.000 tilhængere. Dette initiativ i et samfund hvor privatlivet traditionelt værnes med ildhu, giver et billede af hvor nødvendigt det er at vise interesse for andre.

Ved en undersøgelse foretaget af Allensbacherinstituttet i Tyskland gav 62 procent af de adspurgte udtryk for at deres personlige lykke var deres vigtigste mål i livet. Men som instituttet konkluderede: „Hvis vi anser det for tåbeligt at give til andre og kun har øje for vor egen og vor families lykke, er vi måske allerede gået ind i den sociale istid.“ Ja, mangel på interesse for andre går hånd i hånd med selviskhed.

I Japan har man bemærket en tendens til at nogle i selviskhed er begyndt at lægge større vægt på privatlivet. „Blandt de mange forandringer nationens hurtige økonomiske vækst har fremkaldt i det japanske samfund,“ skriver Tetsuya Chikushi, en førende japansk journalist, „er det fænomen at børn nu har deres eget værelse under hele opvæksten, et fænomen der af mange betragtes som den største forandring i det japanske samfunds historie.“

Denne forandring har både en positiv og en negativ side. Når et barn har sit eget værelse har det mulighed for at udvikle ansvarsfølelse og for at læse og meditere i fred og ro. Det rummer dog også en fare for at barnet murer sig inde og begynder at undgå resten af familien mest muligt. Angående denne negative side af sagen har Hiroshi Nakamura fra Børnenes Kulturinstitut i Japan sagt: „Jo tidligere man bliver uafhængig, jo bedre; jo mere velstående man er, jo bedre; jo mere privatliv man har, jo bedre — det er netop disse tanker der fremkalder den psykologiske kløft i familien.“

Mange japanere er foruroligede over at selviskheden griber om sig i deres samfund. Deres dilemma kan hjælpe os til at se at det er nødvendigt at være ligevægtig.

[Tekstcitat på side 6]

Nogle ægtepar flygter til et „kærlighedshotel“ for at kunne være alene sammen