Den katolske kirke i Spanien — Magtmisbruget

„Jo større magten er, jo farligere er magtmisbruget.“ — Edmund Burke.

DEN mægtigste mand i det 16. århundredes Europa var Filip II, konge af det katolske Spanien. Hans rige var så stort at man sagde at solen aldrig gik ned over det. Det strakte sig fra Mexico til Filippinerne, fra Holland til Kap Det Gode Håb.

Men hans ambitioner var mere religiøse end politiske. Han ønskede at forsvare katolicismen i Europa og udbrede troen til hele sit rige. Han var opdraget af præster, og var overbevist om at den katolske kirke var hans monarkis og selve civilisationens sidste værn. Han var frem for alt et barn af kirken.

For at fremme katolicismens sag gav han inkvisitionens grusomheder sin velsignelse; han kæmpede mod protestanter i Holland og mod tyrkiske „hedninger“ ved Middelhavet; han giftede sig modvilligt med den syge engelske dronning, Mary Tudor, i et mislykket forsøg på at skænke hende en katolsk arving; senere sendte han sin „uovervindelige“ armada af sted for at vriste England ud af den protestantiske fold, og ved hans død var landet fallit — trods den store tilførsel af guld fra kolonierne.

Inkvisitionen — tre hundrede års undertrykkelse

Næst efter kongen var den mægtigste mand i Spanien storinkvisitoren, der havde til opgave at holde den spanske katolicisme ubesmittet og ortodoks. De der ikke var „rettroende“ måtte holde deres mening for sig selv eller flytte udenlands — hvis da ikke inkvisitionens agenter fandt dem først. Alle, måske med undtagelse af kongen, var underlagt inkvisitionens magt og magtmisbrug. End ikke det katolske hierarki var hævet over mistanke.

Ærkebiskoppen af Toledo blev fængslet i syv år på det mest spinkle grundlag, trods gentagne protester fra paven. Ingen i Spanien turde tage ham i forsvar. Man hævdede at ’det var bedre at en uskyldig mand blev dømt end at inkvisitionen blev vanæret’.

Inkvisitionen fulgte med conquistadorerne til de spanske kolonier i Amerika. I 1539, blot nogle få år efter erobringen af Mexico, blev aztekerhøvdingen Ometochtzin anklaget for afgudsdyrkelse på grundlag af hans tiårige søns vidneudsagn. Trods sin bøn om religionsfrihed blev han dømt til døden. I kolonierne var det, ligesom i Spanien, forbudt at have Bibelen på sit eget sprog. Jerónimo López skrev i 1541: „Det er en skæbnesvanger fejl at undervise indianerne i naturvidenskab og en endnu større fejl at lægge Bibelen . . . i deres hænder. . . . I Spanien har dette ført til manges fortabelse.“

I tre hundrede år vogtede inkvisitionen skinsygt over Spanien og dets kolonier indtil den til sidst løb tør for penge og for ofre at anklage. Uden ofre, og de store bøder de blev idømt, gik hele maskineriet i stå.a

Vinden slår om

I det 19. århundredes Spanien, da inkvisitionen var borte, voksede liberalismen i takt med at den katolske kirkes magt aftog. Kirkens landarealer — der indtil da havde udgjort en tredjedel af al opdyrket jord — blev konfiskeret af successive regeringer. I 1930’erne erklærede den socialistiske premierminister Azaña: „Spanien er ikke længere katolsk,“ og hans regering handlede derefter.

Kirken blev fuldstændig adskilt fra staten, og statsstøtten til de gejstlige ophørte. Skoleundervisningen måtte ikke være religiøs, og der blev endda indført borgerlige vielser og skilsmisser. Kardinal Segura klagede over dette ’alvorlige slag’ og frygtede for nationens fremtid. Alt tydede på at det ville gå yderligere tilbage for katolicismen da landet i 1936 blev rystet af en militæropstand.

Borgerkrig — et grusomt korstog

Kuppet blev anført af militærgeneraler som var drevet af politiske hensyn, men det varede ikke længe før konflikten antog religiøse overtoner. Inden for nogle få uger efter opstanden blev kirken, hvis magt allerede var blevet undergravet af en ny lovgivning, udsat for et omfattende og ondsindet angreb.b Tusinder af præster og munke blev dræbt af fanatiske modstandere af militærkuppet der opfattede den spanske kirke som et diktatur. Kirker og klostre blev plyndret og brændt. I nogle områder af Spanien var dét at en mand bar præstekjole nok til at dødsdømme ham. Det var som om inkvisitionens uhyre var stået op af graven for at opsluge sine egne fædres efterfølgere.

Stillet over for denne trussel vendte den spanske kirke sig endnu en gang til de verdslige magter — denne gang militæret — for at det skulle forsvare dens sag og føre nationen tilbage til den rette, katolske tro. Men først måtte borgerkrigen retfærdiggøres som „en hellig krig“, „et korstog“ til forsvar for kristenheden.

Kardinal Gomá, ærkebiskop af Toledo og primas af Spanien, skrev: „Er krigen i Spanien en borgerkrig? Nej. Det er de gudløses kamp . . . mod det sande Spanien, mod den katolske tro.“ Han kaldte general Franco, militæropstandens leder, „det redskab Gud bruger til gennemførelse af sin hensigt på jorden“. Andre spanske biskopper gav udtryk for lignende opfattelser.

Så enkel var sandheden naturligvis ikke. Mange på den republikanske side af konflikten var oprigtige katolikker, især i Baskerlandet, der traditionelt er stærkt katolsk. Under borgerkrigen kæmpede katolikker således mod katolikker — i den spanske katolicismes tjeneste, ifølge biskoppernes udlægning af konflikten.c

Da Francos styrker til sidst overvandt Baskerlandet, henrettede de 14 præster og fængslede langt flere. Den franske filosof Jacques Maritain, der skrev om overgrebene mod de baskiske katolikker, nævnte at „den hellige krig hader de troende der ikke tjener den med større nidkærhed end de ikketroende“.

Efter tre års grusomheder og blodsudgydelser på begge sider sluttede borgerkrigen med sejr for Francos hær. Mellem 600.000 og 800.000 spaniere var døde, mange som følge af barske gengældelsesaktioner fra de sejrende styrkers side.d Det lod kardinal Gomá sig ikke anfægte af. Han hævdede i et hyrdebrev: „Ingen kan benægte at den magt der har løst denne konflikt er Gud selv, hans religion, hans forordninger, hans lov, hans eksistens og hans gentagne indgriben i vor historie.“

Fra inkvisitionens indførelse i det 15. århundrede til den spanske borgerkrig (1936-39) havde kirke og stat med få undtagelser gjort fælles sag. Der er ingen tvivl om at denne ugudelige alliance tjente begge parters interesser. Men fem århundreder med verdslig magt — og magtmisbrug — havde alvorligt undergravet kirkens åndelige myndighed, som det fremgår af den følgende artikel.

[Fodnoter]

[Ramme på side 8]

Hvad biskopper har sagt om den spanske borgerkrig

Kort tid efter krigens udbrud (i 1936) beskrev kardinal Gomá konflikten som en kamp mellem „Spanien og anti-Spanien, religion og ateisme, kristen civilisation og barbari“.

La Guerra de España, 1936-1939, side 261.

Biskoppen af Cartagena sagde: „Velsignet være kanonerne hvis evangeliet kan gro i de brecher de åbner.“

La Guerra de España, 1936-1939, side 264-5.

Den 1. juli 1937 udsendte de spanske biskopper en rundskrivelse om den katolske holdning til borgerkrigen. Heri hed det blandt andet:

„Trods sin fredfyldte ånd kan kirken . . . ikke være neutral i kampen. . . . I Spanien var Nationalbevægelsen [Francos fascistiske styrker] den eneste mulighed for at genvinde retfærdigheden, freden og de goder dette afføder.“

„Vi mener at navnet Nationalbevægelsen er passende, for det første på grund af dens ånd, der afspejler tankegangen hos det store flertal af det spanske folk, og for det andet fordi bevægelsen er nationens eneste håb.“

Enciclopedia Espasa-Calpe, supplement 1936-1939, side 1553-5.

Katolske biskopper i andre lande var ikke sene til at støtte deres spanske kolleger. Kardinal Verdier, ærkebiskop i Paris, beskrev borgerkrigen som „en kamp mellem den kristne og . . . den ateistiske civilisation“, mens kardinal Faulhaber fra Tyskland tilskyndede alle tyskere til at bede for dem der ’forsvarede Guds hellige rettigheder, om at Han måtte skænke sejr til dem der kæmpede i denne hellige krig’.

Enciclopedia Espasa-Calpe, supplement 1936-1939, side 1556-7.

[Illustration på side 7]

Fra dette klosterpalads i San Lorenzo del Escorial herskede Filip II over sit rige, som man sagde at solen aldrig gik ned over