Den katolske kirke i Spanien — Hvorfor er den i krise?

„Vind sår de, og storm skal de høste.“ — Hoseas 8:7.

DEN 20. maj 1939 overrakte general Franco i Santa Bárbara-kirken i Madrid sit sejrssværd til ærkebiskop Gomá, Spaniens primas. Sammen fejrede hæren og kirken det der af paven blev kaldt „den ønskede, katolske sejr“. Borgerkrigen var slut, og en ny æra for den spanske katolicisme syntes at forestå.

Den sejrende kirke modtog rundhåndet statsstøtte, fik kontrol over undervisning og uddannelse, og udstrakt magt til at udøve censur over hvad som helst der ikke fremmede den nationale katolicisme. Men det succesrige militært-religiøse korstog var samtidig blevet begyndelsen til en nedgangstid for kirken.

I mange spanieres øjne var kirken medansvarlig for de sejrende styrkers grusomheder. Sandt nok gik størstedelen af befolkningen til messe i de første år efter krigen. Det var klogt at være en god katolik hvis man søgte arbejde eller gerne ville gøre karriere. Men havde våbenmagt og politisk pression fostret sand tro hos spanierne?

Fyrre år senere skulle dette spørgsmål blive besvaret af en hel række kriser.

Troskrise: I 1988 praktiserede kun 3 ud af 10 spaniere regelmæssigt den katolske tro, og de fleste betragtede sig som „mindre religiøse end de havde været ti år tidligere“. En undersøgelse foretaget for det spanske ugeblad El Globo har vist at skønt de fleste spaniere tror på Gud, er end ikke halvdelen af dem overbevist om at der findes et liv efter døden. Det mest overraskende er dog at 10 procent af dem der betragter sig som aktive katolikker, siger at de ikke tror på en personlig Gud.

Kaldskrise: Før i tiden sendte Spanien præster ud over hele jorden. For 30 år siden blev der ordineret 9000 præster om året. Nu er tallet faldet til 1000, og mange store præsteseminarier står tomme. Resultatet er blevet at spanske præsters gennemsnitsalder stiger — 16 procent er nu over 70 år, mens kun 3 procent er under 30.

Økonomisk krise: Den nye spanske grundlov adskiller kirke og stat. Tidligere modtog den katolske kirke automatisk rigelig statsstøtte, men regeringen har nu indført et system der betyder at en lille procentdel af hver enkelt borgers skat tildeles enten kirken eller en værdig social sag, afhængigt af hvad skatteyderen selv ønsker. Overraskende nok ønsker kun hver tredje spanier at kirken skal modtage hans penge. Dette har været et hårdt slag for den katolske kirke, der havde regnet med at næsten dobbelt så mange ville give deres „religiøse skat“ til kirken — og det betyder at der mangler meget i at kirken kan hvile i sig selv rent økonomisk.

Indtil videre ser det ud til at regeringen må bide i det sure æble og blive ved med at understøtte kirken med cirka 850 millioner kroner om året. Ikke alle katolikker er begejstrede for denne situation. En spansk teolog, Casiano Floristán, påpeger at „en kirke der ikke modtager dækkende bidrag fra de troende, enten ikke har troende nok, eller ikke er en kirke“.

Lydighedskrise: Denne krise berører både præster og sognebørn. Mange yngre præster og teologer går mere op i sociale anliggender end i religiøse. Deres „progressive“ tendenser tørner sammen med det konservative spanske hierarki og med Vatikanet. Et typisk eksempel er José Sánchez Luque, en præst fra Málaga, der mener at „kirken ikke har monopol på sandheden“ og at den bør „orientere folk, men uden at dominere“.

Mange spanske katolikker er af samme mening — kun en tredjedel af katolikkerne i Spanien er generelt enige i pavens udtalelser. Og de har endnu mindre tiltro til de spanske biskopper. En fjerdedel af en gruppe katolikker der for nylig deltog i en undersøgelse, sagde at de var „totalt ligeglade“ med biskopperne, mens 18 procent gav udtryk for at de alligevel ikke forstod hvad biskopperne sagde.

„En ny evangelisering“

Denne alarmerende situation fik i 1985 Spaniens biskopper til at aflægge en usædvanlig række bekendelser. Blandt andet indrømmede de dette:

Biskopperne erkendte også at landet blev mere og mere sekulariseret eller uinteresseret i religion. De anbefalede „en ny evangelisering“ af Spanien. Kun få fulgte imidlertid deres opfordring. To katolske kvinder som begav sig ud fra hus til hus, fik en overraskelse. De måtte bruge mere tid på at forklare folk at de ikke var Jehovas vidner, end på at fremføre deres katolske budskab.

Dette burde egentlig ikke have overrasket dem, for Jehovas vidner anvendte sidste år over 18 millioner timer på at besøge spanierne i deres hjem, i en sand, landsdækkende evangelisering. Ligesom de første kristne føler alle Jehovas vidner sig forpligtede til at ’gøre en evangelists gerning’. (2 Timoteus 4:5, da. aut.) Og skønt der er en udbredt ligegyldighed over for kirken, vil mange gerne høre evangeliet, den gode nyhed om Guds rige.

Jehovas vidner har blandt andet besøgt en ældre mand ved navn Benito. Da borgerkrigen brød ud befandt han sig i et område der blev kontrolleret af de militære oprørsstyrker. Han blev tvunget til at melde sig som soldat, men inderst inde følte han at det var forkert at bære våben. Han kunne ikke acceptere at der var tale om „hellig krig“. I stedet for at dræbe sin næste skød han med vilje sig selv i hånden, så han ikke kunne affyre et skydevåben.

Fyrre år senere begyndte han og hans kone at studere Bibelen med Jehovas vidner. Benito var lykkelig for at få at vide at Gud selv tilskynder sine tjenere til at „smede deres sværd til plovjern“, netop som hans samvittighed havde tilskyndet ham til at gøre mange år tidligere. (Esajas 2:4) Trods svigtende helbred varede det ikke længe før også han gjorde en evangelists gerning.

„En smuk sæbeboble“

Gloria var en katolsk kvinde der havde slået sig til tåls med at tilbede Gud på sin egen måde. I årevis havde hun brugt al sin tid for kirken som missionsnonne i Venezuela. Hun var imidlertid blevet skuffet da hun ikke kunne finde svar på sine spørgsmål om kirkens lære, for eksempel om Marias ubesmittede undfangelse, skærsilden og treenigheden.

Når hun prøvede at finde en forklaring, fik hun altid at vide at der var tale om mysterier. ’Hvorfor gør Gud tingene så svære at forstå?’ spurgte hun sig selv. Ved en lejlighed blev hun advaret om at hvis hun havde levet under inkvisitionen, var hun blevet brændt på bålet. ’Det er sikkert sandt,’ tænkte hun.

På grund af disse afvisninger var hun skeptisk da Jehovas vidner besøgte hende. Men da det gik op for hende at alt hvad de sagde kunne begrundes ud fra Bibelen, og at hun langt om længe kunne forstå Guds budskab til menneskene, blev hun meget glad. Nu bruger hun en stor del af sin tid på at forkynde den gode nyhed om Guds rige.

„Når jeg nu tænker på den katolske kirkes mange religiøse ceremonier,“ siger Gloria, „sammenligner jeg dem med en smuk sæbeboble, der glinser i mange farver, men er tom — hvis man forsøger at finde ud af hvad der er indeni, forsvinder den.“

Benito, Gloria og tusinder af andre Jehovas vidner i Spanien har fundet ny, åndelig styrke ved at vende sig til det ubesmittede sandhedsvand i De Hellige Skrifter. Det var denne åndelige styrke den ærværdige spanske kirke manglede — den var rig på traditioner, men fattig hvad åndeligt indhold angår; den var mægtig i flere hundrede år, men er nu ude af stand til at rive sin lille hjord ud af ligegyldigheden.

Jesus Kristus sagde engang om det at afsløre og undgå religiøse vildfarelser: „Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubske ulve. Af deres frugter skal I kende dem. . . . Altså: af deres frugter skal I kende dem.“ — Mattæus 7:15-20, da. aut.

Vi vil lade læseren selv bedømme hvilke frugter den katolske kirke i Spanien har frembragt.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 12]

Katolske biskopper anbefalede en ny evangelisering af Spanien. Kun få fulgte opfordringen

[Illustration på side 9]

Kun 3 ud af 10 spaniere går regelmæssigt i kirke

[Illustration på side 10]

Sagrada Familia-kirken i Barcelona er stadig ufuldendt efter hundrede års indsamlinger og byggeri

[Kildeangivelse]

Godo-Foto