En ny tidsalder for jøder og kristne?

„Forfølgelsen vil ophøre når paven går ind i synagogen.“ — Jødisk ordsprog.

DEN 13. april 1986 gik Johannes Paul II som den første romerske pave ind i en jødisk synagoge. Under tordnende bifald bekræftede paven at den katolske kirke „beklager det had, de forfølgelser og den antisemitisme som jøderne til alle tider og fra alle sider har været udsat for“. Han sagde at hans besøg ’havde til formål at overvinde gamle fordomme og sikre en større erkendelse af jøders og kristnes fælles åndelige arv’.

Også andre af kristenhedens kirker har i de senere år søgt at bygge bro over den kløft der i århundreder har været mellem dem og jøderne. I juni 1987 offentliggjorde de presbyterianske kirker i USA et dokument der udtrykte beklagelse over kirkens „antijødiske indstilling og handlemåde“ gennem tiden. Kort tid efter vedtog United Church of Christ sin egen resolution, hvori den erklærede at „kristendommen ikke har gjort jødedommen overflødig“ og at „Guds pagt med det jødiske folk ikke er blevet ophævet“.

Kristenheden og Holokaust

Hvad er baggrunden for disse bemærkelsesværdige bestræbelser? Intet mindre end et forsøg på fra kristenhedens side at distancere sig fra nazismens Holokaust. I årene umiddelbart efter den anden verdenskrig forsøgte de fleste kirkeledere at ignorere at de skændselsgerninger der blev begået under Holokaust, blev udført af mennesker der kaldte sig kristne. Men jøderne glemte ikke denne foruroligende kendsgerning.

Som årene gik begyndte de der havde overlevet Holokaust at give deres mening til kende. I bøger, blade og film blev verden konfronteret med koncentrationslejrenes rædsler. Staten Israels kamp for at overleve henledte også verdens opmærksomhed på jøderne. Som følge heraf er kristenheden blevet udsat for et stadig mere massivt angreb. Som G. Peter Fleck skriver i The Christian Century: „Der er noget grueligt galt med . . . en religion og en civilisation der kunne fostre og tolerere noget så afskyeligt [som Holokaust]. Og der må være noget galt med en kirke som næsten forholdt sig fuldstændig tavs og passiv under rædslerne.“

Jødiske ledere erklærer sig enige. Rabbiner Stuart E. Rosenberg har spurgt hvorfor ’så få kirker og deres ledere [efter den anden verdenskrig] undlod at kæde de kristnes konstante og vedblivende antisemitisme sammen med nazismens slutprodukt — det overlagte mord på en tredjedel af det jødiske folk’. Han siger at mange kirkemedlemmer „ignorerede eller, hvad der var endnu værre, stille og roligt accepterede dommen over seks millioner jøder i Hitlers Europa som en dom fra Gud fordi ’jøderne havde forkastet Jesus’.“ — The Christian Problem.

I sin bog A Jew Today skriver Elie Wiesel: „Hvordan skal man forklare at Hitler og Himmler aldrig blev ekskommunikeret af kirken? At Pius XII aldrig fandt det betimeligt, for ikke at sige nødvendigt, at fordømme Auschwitz og Treblinka? At en stor del af SS-folkene var troende som forblev kristne lige til det sidste? At der var mordere som gik til skrifte mellem massakrerne? Og at de alle kom fra kristne familier og havde fået en kristen opdragelse?“

Det er derfor intet under at kirkeledere har følt sig presset til at tage deres holdning til jødedommen op til revision. Der er således ved at opstå en ny teologi inden for kristenheden hvori jøderne ikke længere omtales som ’Kristusmordere’ eller som ’et forbandet folk’, men derimod nyder ære og anerkendelse. Der tales endog om at kristendommen og jødedommen kan være ’forskellige veje til Gud’.

Begyndelsen på en „ny tidsalder“?

Nogle har hyldet denne udvikling som begyndelsen til „en helt ny tidsalder i forholdet“ mellem jøder og kristne. Rabbiner Leon Klenicki har endog erklæret at jøder nu bør „tænke på Jesu betydning og kristendommens mission som en måde hvorpå man kan føre hele menneskeheden til Gud“. Han tilføjer: „Måske ønsker Gud at vi skal samarbejde.“ — The New York Times, den 24. juli, 1988.

Men ikke alle er så optimistiske. Evangeliske teologer i kristenheden betragter den nye liberale indstilling til jødedommen som en afvigelse fra den fundamentale kristne lære. Mange jødiske ledere er også skeptiske over for de nye fredstoner og betragter dem som uklare og selvmodsigende, eller blot som endnu et forsøg på at omvende jøderne.

Jødiske ledere siger at for at der kan skabes sand harmoni må kristenheden utvetydigt opgive sin tidligere antisemitiske politik og vedkende sig sin rolle i Holokaust. De kræver at kirkelederne fuldstændig fraviger den opfattelse at jøderne er skyld i Jesu død. De ønsker jødedommen anerkendt som en gyldig vej til frelse og ikke blot som en forløber for kristendommen. De vil have kristenheden til at indstille sine bestræbelser på at omvende jøder, og endelig kræver mange at kristenheden fuldt ud anerkender og støtter staten Israel.

Men som den følgende artikel viser vil der stadig være en bred kløft selv om der bliver taget sådanne ekstraordinære skridt.

[Illustration på side 4]

Kristenheden kan ikke benægte sin rolle i Holokaust

[Kildeangivelse]

Forbundsarkivet, Koblenz