Kan der bygges bro over kløften?

KLØFTEN mellem jøder og kristne skyldes imidlertid ikke udelukkende Holokaust. De to religioner har lige fra begyndelsen været uenige i det afgørende spørgsmål om hvorvidt Jesus fra Nazaret var den lovede Messias.

I det første århundrede udløste spørgsmålet om Messias en voldsom forfølgelse af kristne. (Apostelgerninger 8:1) Senere ændrede situationen sig imidlertid, og de såkaldt kristne begyndte at forfølge jøderne. Kristenheden har i århundreder gjort sig store anstrengelser for at omvende jøderne, men som et hele har det jødiske folk ikke ladet sig rokke fra deres oprindelige ståsted.

En jødisk skribent har skrevet at jøderne ikke har noget imod Jesus som person, men tilføjer: „[Han] er afgjort ikke den politiske Messias som vi og vore forfædre så inderligt har ventet.“ Rabbiner Samuel Sandmel siger det endnu mere utvetydigt: „Vi er ikke kommet til at tro som I [kristne] tror; så enkelt er det.“ (We Jews and You Christians) Som følge af denne meningsforskel er der opstået en religiøs kløft mellem jøder og kristne der er langt større end de fleste forestiller sig.

Forsøg på at bygge bro

På den ene side udelukker den kristne lære fuldstændig at frelsen kan opnås uden gennem Jesus. Jesus sagde selv: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ — Johannes 14:6; jævnfør Apostelgerninger 4:12; Første Timoteusbrev 2:3-6.

På den anden side føler jøderne sig frastødt af den afgudsdyrkelse der er så udbredt inden for kristenheden. Treenighedslæren bliver også betragtet med foragt af jøderne som helt uforenelig med „jødedommens grundlærdom“ — den monoteistiske lære der kommer til udtryk i ordene: „Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én.“ (5 Mosebog 6:4, Melchior) Skribenten Jakób Jocz har sagt: „Det er på dette punkt at kløften mellem kirken og synagogen viser sig i hele sin dybde og bredde. . . . Set med jødedommens øjne er læren om Jesu Kristi guddommelighed en utilgivelig krænkelse.“ — The Jewish People and Jesus Christ.

Kristendommen og jødedommen har også forskellige holdninger til Moseloven og dens traditioner. Rabbiner Stuart E. Rosenberg har sagt: „Uden Guds pagt ville der ikke eksistere nogen jødisk nation: Den var årsagen til nationens tilblivelse, og den har aldrig forladt pagten. . . . Men lige fra begyndelsen har de kristne haft et problem med Israels pagt.“ Ja, for apostelen Paulus sagde om Moseloven: „[Gud] udslettede det mod os rettede håndskrevne dokument, . . . og han tog det bort ved at nagle det til marterpælen.“ — Kolossenserne 2:14.

Teologer som forsøger at nedtone den kristne lære ved at påstå at Moseloven stadig er gyldig eller at der er ’forskellige veje til Gud’, befinder sig i noget af et dilemma. For at få deres holdning til at stemme med ’Det Nye Testamente’ må teologerne gøre alle mulige teologiske krumspring, og jonglere med, fordreje eller helt ignorere vigtige skriftsteder. Eller de må, hvilket nogle også gør, påstå at de vanskelige passager ikke er autentiske, at Jesus Kristus aldrig gjorde krav på at være „vejen og sandheden og livet“, at Peters ord i Apostelgerninger 4:12 om at Jesu navn ’er det eneste navn under himmelen hvorved vi skal frelses’, blev tilføjet senere under indflydelse af paulinsk teologi, og så videre. Men derved underminerer de troen hos deres tilhængere.

Jakób Jocz sammenfatter det hele udmærket når han siger at de to religioner „ikke har nogen fællesnævner der kan danne grundlag for en teologi der kan bygge bro over kløften. De kan kun gå på kompromis ved at kapitulere: Enten må kirken blive til en synagoge eller også må synagogen blive til en kirke.“

Årsagen til at forligelse er umuligt

Der rejser sig imidlertid nogle formidable hindringer for at der nogen sinde kan indgås et sådant kompromis. For jøderne er alene tanken om en religiøs omvendelse bandlyst. Når alt kommer til alt, hvad har kristenhedens religioner så gjort som gør dem anbefalelsesværdige for jøderne? Rabbiner Samuel Sandmel opregner nogle af historiens grusomheder „som kristne har påført kristne i kristendommens navn“ og spørger dernæst: „Kan man i lyset af dette med rette forvente at vi skal mene at jeres religion er bedre end vores? Har den skabt bedre mennesker? Har den løst spørgsmålene om krig, fred og fremgang blandt kristne nationer?“

Holokaust har også rettet opmærksomheden mod jødernes overlevelse som folk betragtet, og sat spørgsmålstegn ved om deres religion og kultur vil bestå. Jøderne er derfor tilbøjelige til at betragte omvendelse ikke blot som kætteri men som forræderi. Tidsskriftet Journal of Jewish Communal Service har beklagende sagt: „Vi kan dårligt tåle at miste nogen af de nyeste generationer af voksne jøder. . . . Hvad nazisterne ikke formåede med Holokaust kan stadig ske ved [missioneren].“

Rabbiner Henry Siegman drager derfor følgende konklusion: „Mindet om tvungen omvendelse står dybt prentet i det jødiske folks bevidsthed og har været en af de væsentligste hindringer i forholdet mellem jøder og kristne.“

Det springende punkt

Der er således ikke udsigt til nogen virkelig enhed mellem jøder og kristne. Bestræbelserne for at nå til enighed bliver fortsat undermineret af uløselige teologiske spørgsmål, modstridende politiske interesser og gensidig mistillid. Den religiøse dialog har tendens til at vige uden om det spørgsmål der er den egentlige årsag til kløften, nemlig at Jesus gjorde krav på at være Messias. Først når dette spørgsmål bliver afklaret kan nogle af de århundredgamle barrierer af frygt og mistillid begynde at nedbrydes.

Nu skal det indrømmes at de fleste jøder ikke ønsker at tale om Jesus. Deres modvilje er en uundgåelig følge af århundreders antisemitisme i Jesu navn. Men det var ikke Jesus der indledte korstogene, og det var heller ikke Jesus der var skyld i inkvisitionen eller Holokaust. Disse grusomme ugerninger blev udført af mennesker som falskeligt hævdede at være kristne! Dette fremgår af Jesu egne ord da han citerede fra Moseloven og opstillede et af den sande kristendoms grundprincipper: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:39; 3 Mosebog 19:18) Disse ord står som et anklageskrift mod kristenheden. Den form for religion den praktiserer er tydeligvis en grov forvanskning af det som Jesus egentlig lærte.

Kristenheden kontra kristendommen

Jehovas vidner ønsker at jøderne skal forstå at det er kristenhedens kirker — ikke selve kristendommen — der har været årsag til mange af jødernes lidelser. De ønsker at få jøderne til at se upartisk og fordomsfrit på Jesus, så de kan træffe et informeret valg. De vil også gerne fortælle jøder om deres tro på at den messianske tidsalder som fortidens profeter forudsagde skulle komme, er umiddelbart forestående. Men hvorfor skulle en jøde lytte til et af Jehovas vidner?

Blandt andet fordi Jehovas vidner ikke bruger afgudsbilleder i deres gudsdyrkelse — hvorved de ville krænke jøderne; de tror heller ikke på treenighedslæren — noget andet som vækker jødernes mishag. De afviser denne lære som hedensk og ubibelsk.a Jehovas vidner er i virkeligheden slet ikke en del af kristenheden! Derfor bærer de heller ikke noget af skylden for Holokaust, og langt mindre for antisemitismens blodige historie.

Af alle de religioner der hævder at være kristne har kun Jehovas vidner fulgt Jesu befaling i Johannes 17:16 om „ikke [at være] en del af verden“. Dette betyder at de forholder sig strengt neutrale i politik. Oplyste jøder ved at over tusind tyske Jehovas vidner døde i Hitlers koncentrationslejre under den anden verdenskrig, idet de foretrak at blive ofre for Holokaust frem for tavst at være medansvarlige.b De bød nazismen trods ved frygtløst at insistere på at være neutrale, hvilket er et stærkt vidnesbyrd om kraften i sand kristendom. Havde kristenheden gjort det samme, kunne Holokaust aldrig have fundet sted.

Jehovas vidner bliver derfor venligt modtaget af mange jøder. Det er imidlertid ikke alle der sætter pris på deres besøg. Rabbiner Samuel Sandmel anerkender dog at kristne føler sig forpligtede til at forkynde for andre. (Romerne 10:10) Han spørger de kristne: „Kan I udføre jeres gerning på en sådan måde at det hverken krænker vores værdighed eller medfører at I ophører med dette [forkynderhverv] som I regner for så vigtigt?“ — We Jews and You Christians.

Det er netop hvad Jehovas vidner bestræber sig på. De beder respektfuldt deres jødiske medmennesker om at overveje det spørgsmål der så længe har skilt kristne og jøder: Det messianske håb. Hvad var det der affødte dette håb? Hvorfor er kristnes og jøders syn på dette spørgsmål så forskelligt? Den senere tids nye bølge af antisemitisme i nogle dele af verden gør spørgsmålene om Jesus mere aktuelle end nogen sinde. Den næste artikel vil prøve at besvare disse spørgsmål.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 6]

„Set med jødedommens øjne er læren om Jesu Kristi guddommelighed en utilgivelig krænkelse“

[Illustrationer på side 7]

Handlinger begået af „kristne“ har ikke anbefalet kristendommen som en religion der bygger på kærlighed

[Kildeangivelse]

U.S. Army

[Illustration på side 8]

Kristenhedens billeddyrkelse og treenighedslæren har frastødt mange jøder