3. del

Videnskaben — Menneskets evige søgen efter sandhed

Religion og videnskab — en dårlig blanding

DEN lange søgen efter den videnskabelige sandhed i oldtiden skabte tilsyneladende et solidt grundlag for den forskning der siden har fundet sted. Intet har kunnet hindre fremskridtet. Alligevel hedder det i bogen The Book of Popular Science at „videnskaben i det tredje, fjerde og femte århundrede havde særdeles trange kår“.

Det skyldtes især to ting. I det første århundrede indledte Jesus Kristus en ny æra på det religiøse område. Og flere årtier før, i år 31 f.v.t., havde indførelsen af kejserdømmet i Romerriget indvarslet en ny politisk æra.

I modsætning til tidligere tiders græske filosoffer var romerne „mere interesserede i at løse dagligdagens problemer end i at søge efter en abstrakt sandhed,“ oplyser ovennævnte opslagsværk. Det er derfor intet under at „deres bidrag til ren videnskab var meget beskedent“.

Romerne var dog medvirkende til at den videnskabelige kundskab der indtil da var blevet indsamlet, blev videregivet. For eksempel udarbejdede Plinius den Ældre i det første århundrede en videnskabelig encyklopædi kaldet Naturalis Historia. Skønt den ikke var uden fejl, bevarede den forskellige videnskabelige oplysninger der måske ellers ville være gået tabt for eftertiden.

På det religiøse område var den hastigt voksende kristne menighed ikke optaget af datidens videnskabelige søgen. Dermed være ikke sagt at de kristne var modstandere af denne søgen, men ligesom Kristus var de først og fremmest optaget af at lære den religiøse sandhed at kende og udbrede den. — Mattæus 6:33; 28:19, 20.

Allerede inden det første århundredes udløb var frafaldne kristne begyndt at forfalske den religiøse sandhed som de havde fået bemyndigelse til at udbrede. Dette førte senere til at der som forudsagt opstod en frafalden form for kristendom. (Apostelgerninger 20:30; 2 Thessaloniker 2:3; 1 Timoteus 4:1) Det skulle senere vise sig at denne afvigelse fra den religiøse sandhed blev ledsaget af en ligegyldig, ja, til tider fjendtlig, holdning over for den videnskabelige sandhed.

Det „kristne“ Europa mister førerpositionen

The World Book Encyclopedia forklarer at i middelalderen (fra det 5. til det 15. århundrede) „var de lærde i Europa mere interesserede i teologi, eller studiet af religion, end i naturhistorie“. Collier’s Encyclopedia peger på at „denne interesse for frelsen frem for studiet af naturen viste sig at være til mere skade end gavn for videnskaben“.

Det var ikke Kristi lære som sådan der udgjorde en hindring. Derimod var kristenhedens labyrint af fejlagtige religiøse opfattelser med til at fremme denne udvikling. Man lagde for eksempel stor vægt på at frelse sjælen, som man mente var udødelig. Kirken havde kontrol med størstedelen af al lærdom, der hovedsagelig blev udviklet i klostrene. Den religiøse holdning hæmmede derfor mennesket i dets søgen efter den videnskabelige sandhed.

Lige fra begyndelsen af vor tidsregning blev teologien foretrukket frem for videnskabelige spørgsmål. De eneste nævneværdige fremskridt skete på det medicinske område. I det første århundrede skrev den romerske lægeskribent Aulus Celsus, som blev kaldt „romernes Hippokrates“, for eksempel et lægevidenskabeligt værk der i dag betragtes som en klassiker. Den græske farmakolog Pedanios Dioskorides, der var kirurg i Neros romerske hære, færdiggjorde en bemærkelsesværdig farmakologisk lærebog som i århundreder var meget brugt. Galenos, en græker fra det andet århundrede, grundlagde den eksperimentelle fysiologi, hvilket fik stor indflydelse på både den teoretiske og den praktiske lægevidenskab langt op i middelalderen.

Den videnskabelige stagnation fortsatte helt op til det 15. århundrede. Europæiske videnskabsmænd gjorde ganske vist opdagelser i denne periode, men for det meste var andre kommet før dem. Tidsskriftet Time bemærker: „[Kineserne] var videnskabens første mestre. Længe før europæerne havde de kendskab til kompasset, fremstilling af papir og krudt, [og til] trykning med løse typer.“

Det vakuum der opstod i den videnskabelige verden i det „kristne“ Europa, medførte at ikkekristne kulturer blev de førende.

Videnskabelige fremskridt

Omkring det niende århundrede indtog arabiske videnskabsmænd hurtigt den videnskabelige førerposition. Især i det 10. og 11. århundrede — mens kristenheden stod i stampe — udførte de store bedrifter. De ydede værdifulde bidrag inden for medicin, kemi, botanik, fysik, astronomi og, frem for alt, matematik. (Se rammen side 20.) Maan Z. Madina, der er professor i arabisk ved Columbia University, siger at „moderne trigonometri samt algebra og geometri i vid udstrækning kan tilskrives araberne“.

Meget af denne videnskabelige viden var ny. Men noget af den byggede på græsk filosofi, og var overraskende nok resultatet af visse religiøse forhold.

Relativt hurtigt efter vor tidsregnings begyndelse bredte kristenheden sig til Persien og dernæst til Arabien og Indien. I løbet af det femte århundrede blev patriarken af Konstantinopel, Nestorios, indblandet i en strid der førte til et skisma inden for Østkirken. Dette førte til dannelsen af nestorianernes kirkesamfund.

I det syvende århundrede, da den nye religion islam pludselig dukkede op på verdensskuepladsen og begyndte sin ekspansionspolitik, var nestorianerne ikke sene til at videregive deres viden til de arabiske sejrherrer. Ifølge The Encyclopedia of Religion „var nestorianerne de første der fremmede græsk videnskab og filosofi ved at oversætte græske tekster til syrisk og derefter til arabisk“. De var også „de første til at introducere græsk lægekunst i Baghdad“. Arabiske forskere begyndte nu at bygge videre på det de lærte af nestorianerne. Arabisk erstattede syrisk som det videnskabelige sprog i det arabiske imperium, og det viste sig at være et sprog der var velegnet til beskrivelse af videnskabelige emner.

Araberne både tog og gav. Da maurerne via Spanien rykkede ind i Europa — hvor de blev i over 700 år — førte de den oplyste muslimske kultur med sig. Og under de otte såkaldt kristne korstog, mellem 1096 og 1272, blev de vestlige korsriddere imponerede over at den islamiske civilisation som de kom i kontakt med, var så højt udviklet. En forfatter skriver at de vendte tilbage med „en mængde nye indtryk“.

Den forenklede arabiske matematik

Et væsentligt arabisk bidrag til Europa var de arabiske tal, der erstattede romertallene. Egentlig er det misvisende at kalde dem „arabiske tal“. Det ville være mere korrekt at kalde dem „indisk-arabiske tal“. Ganske vist skrev den arabiske matematiker og astronom al-Khwārizmī fra det niende århundrede om dette system, men det stammede fra de hinduiske matematikere i Indien, som havde udarbejdet det i det tredje århundrede f.v.t., mere end tusind år tidligere.

Systemet var ikke særlig kendt i Europa før den fremtrædende matematiker Leonardo Fibonacci (også kendt som Leonardo fra Pisa) i 1202 introducerede det i værket Liber Abaci (Bogen om regnebrættet). Han gav følgende beskrivelse af fordelene ved systemet: „De ni indiske tal er: 9 8 7 6 5 4 3 2 1. Med disse ni tal samt tegnet 0 . . . er det muligt at skrive et hvilket som helst tal.“ Til at begynde med gik det trægt med at få europæerne til at bruge det nye system. Men ved slutningen af middelalderen var det almindeligt brugt, og dets enkelhed banede vej for videnskabelige fremskridt.

Hvis man vil have anskueliggjort at de indisk-arabiske tal var en forenkling i forhold til romertallene, kan man blot forsøge at trække LXXIX fra MCMXCIII. Kniber det? Måske er 1993 minus 79 noget lettere.

Flammen i Europa tændes på ny

Fra og med det 12. århundrede begyndte den kundskabens flamme som havde lyst så klart i den muslimske verden, at dø ud. Men i Europa blussede den atter op da flere grupper lærde begyndte at danne læreanstalter, der skulle blive forløbere for de senere universiteter. I midten af det 12. århundrede blev der oprettet universiteter i Paris og Oxford. Universitetet i Cambridge fulgte i begyndelsen af det 13. århundrede, og i Prag og Heidelberg blev der oprettet universiteter i det 14. århundrede. I det 19. århundrede var universiteterne blevet hovedcentre for den videnskabelige forskning.

Oprindelig var disse læreanstalter stærkt religiøst prægede, og de fleste studier drejede sig derfor om eller var påvirket af teologi. Men skolerne underviste også i græsk filosofi, især Aristoteles’ værker. Ifølge The Encyclopedia of Religion „byggede skolastikken . . . gennem middelalderen . . . på den aristoteliske logik med hensyn til at definere, opdele og argumentere i sin problemløsning og behandling af emnerne“.

I det 13. århundrede bestræbte den lærde Thomas Aquinas sig for at forene Aristoteles’ lære med den kristne teologi. Han blev derfor senere kaldt „den kristne Aristoteles“. Men på nogle områder var han uenig med Aristoteles. Thomas Aquinas afviste for eksempel teorien om at verden altid har eksisteret, og mente, ligesom Bibelen lærer, at den var blevet skabt. Ved at ’holde fast ved den overbevisning at universet er ordnet og kan fattes med fornuften, ydede han et værdifuldt bidrag til den moderne videnskabs udvikling,’ hedder det i The Book of Popular Science.

Men i det store og hele blev den lære som Aristoteles, Ptolemæus og Galenos havde fremsat, accepteret som den ufejlbarlige sandhed, selv af kirken. Det førnævnte opslagsværk forklarer: „I middelalderen, hvor interessen for videnskabelige eksperimenter og direkte observationer var begrænset, var Aristoteles’ ord lov. Ipse dixit (’Han har selv sagt det’) var det argument som de lærde i middelalderen brugte for at bevise sandheden i mangen ’videnskabelig’ iagttagelse. På den måde var de fejl Aristoteles havde begået, især inden for lægekunsten og astronomien, en hindring for videnskabelige fremskridt.“

I det 13. århundrede vovede Roger Bacon, en munk fra Oxford, at betvivle den blinde tillid man nærede til tidligere tiders opfattelser. Roger Bacon, der er blevet kaldt „den største videnskabelige skikkelse i middelalderen“, var stort set den eneste der mente at man kunne finde frem til videnskabelige sandheder ved hjælp af eksperimenter. Det siges at han allerede i 1269, flere hundrede år før sin tid, forudså bilernes, flyvemaskinernes og motorskibenes komme.

Men til trods for sit fremsyn og sin genialitet havde Roger Bacon kun begrænset kendskab til videnskabelige fakta. Han var en ivrig tilhænger af astrologi, magi og alkymi. Dette bekræfter at videnskaben er en stadig søgen efter sandhed som altid vil være genstand for revision.

Skønt den videnskabelige forskning tilsyneladende lå i dvale i det 14. århundrede, var menneskets søgen efter den videnskabelige sandhed langtfra overstået da det 15. århundrede nærmede sig sin afslutning. De næste 500 år skulle vise sig langt at overgå det der var gået forud. Verden stod på tærskelen til en videnskabelig revolution. Men nogle ville også blive ofre for videnskabelige vrangforestillinger. Læs mere herom i næste udgave af dette blad hvor vi bringer 4. del af „Videnskaben — Menneskets evige søgen efter sandhed“.

[Ramme på side 20]

Den arabiske videnskabs guldalder

Al-Khwārizmī (ottende til niende århundrede), irakisk matematiker og astronom; kendt som ophavsmand til udtrykket „algebra“, som kommer af det arabiske udtryk al-jebr, der betyder „sammenføjningen af adskilte dele“.

Abū Mūsā Jābir ibn Ḥajjān (ottende til niende århundrede), alkymist; kaldet den arabiske kemis fader.

Al-Battānī (niende til tiende århundrede), astronom og matematiker; forbedrede Ptolomæus’ astronomiske beregninger og foretog en mere nøjagtig beregning af årets og årstidernes længde.

Ar-Rāzī (Razes) (niende til tiende århundrede), en af de kendteste persiskfødte læger; den første der skelnede mellem kopper og mæslinger og som klassificerede alle substanser som hørende til enten dyreriget, planteriget eller mineralriget.

Abū ’Alī al-Ḥasan ibn al-Hajtham (Alhazēn) fra Basra (10. til 11. århundrede), matematiker og fysiker; ydede betydelige bidrag til optikken, deriblandt lysbrydning, reflektion, samsyn og atmosfærisk lysbrydning; den første der korrekt beskrev synsindtryk som lys der rammer øjet fra et objekt.

Omar Khajjám (11. til 12. århundrede), anerkendt persisk matematiker, fysiker, astronom og filosof; bedst kendt i Vesten for sin poesi.

[Illustrationer på side 18]

Aristoteles (øverst) og Platon (nederst) øvede i århundreder en stærk indflydelse på videnskaben

[Kildeangivelser]

Athens nationale arkæologiske museum

Musei Capitolini, Rom