Hvem vil forkynde evangeliet i England?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ENGLAND

DE ENGELSKE kirker er ved at miste deres livsnerve — cirka 1500 medlemmer om ugen, rapporterer The UK Christian Handbook. De unge forlader kirken „fordi de finder den kedelig og trist,“ skriver The Times.

Der lukkes én anglikansk kirke om ugen, men „i tusindvis af mennesker søger efter en mening med livet,“ indrømmer den engelske statskirkes avis, Church Times.

Stillet over for denne krise gik Englands kirker i 1990 sammen om at indlede et „evangelismens årti“. Ifølge The Scotsman vil 90’erne kunne „blive det årti hvori de traditionelle, etablerede kirker genindfører evangelismen i et forsøg på at øge det dalende medlemstal og kæmpe imod tendensen til verdslighed“.

Et smukt ønske — men kan det føres ud i livet? Hvad er der sket i de senere år?

En usikker grundvold

Den anglikanske kirkes gejstlige skabte ikke megen begejstring for „evangelismens årti“ ved deres generalsynode i 1989. Ordstyreren for Kirkeunionens Komité for Mission og Fornyelse understregede for eksempel: „Det er yderst vigtigt med forberedelse,“ men tilføjede forsigtigt: „Og dét kan, i nogle tilfælde, vare hele årtiet.“

Biskop Gavin Reid forudsagde: „Efter fem år vil det være en pinlig kampagne.“

Snart dannede anglikanerne ufortrødent en enig front med katolikkerne, som havde påbegyndt deres eget „årti for evangelisering“ i 1988. De fleste andre kirkesamfund havde visse betænkeligheder. „Jeg må indrømme at jeg føler mig ubehageligt til mode over evangelismens årti. Det lyder godt, men hvad betyder det?“ spørger Paul Hulme, der er præst i den ansete Wesley-kirke på City Road i London. „Hvad er det vi angiveligt skal gøre som vi ikke allerede gør?“

De definerede mål

At evangelisere vil sige at forkynde evangeliet, eller den gode nyhed, at omvende nogen til kristendommen, hvilket ligger langt fra det som mange kirkeledere ønsker. Dr.theol. Newbigin fra Den Forenede Reformerte Kirke udtaler: „Det er ikke vores opgave at omvende folk til kristendommen. Det er Guds opgave.“ Hvad ligger bag en så yderliggående udtalelse? Det gør den stigende spænding mellem Englands mange forskellige racer med ikkekristne religioner. Overvej følgende:

Den anglikanske sognepræst Neil Richardson har sagt: „Evangelismens årti vil måske løbe ud i sandet ligesom andre årtier, men vil, mens det er i gang, aflede opmærksomheden fra det store problem som kirkerne og alle andre står over for: den potentielt eksplosive berøring mellem religionerne i alle vore byer.“ Han præciserer problemet med de efterfølgende ord: „Forholdet mellem de forskellige religiøse samfund må baseres på en fast tillid til at ingen søger at omvende nogen eller at hverve proselytter.“

Fuldt bevidst om denne „potentielt eksplosive“ situation, har ærkebiskoppen af Canterbury, George Carey, erklæret at „evangelismens årti“ er en „kluntet titel“; muslimske og jødiske ledere føler nemlig at de er målgruppe for „ihærdige evangelister“. Han sagde senere: „Det er forkert når nogle siger at kirkens primære opgave er at udbrede evangeliet.“

Biskop Michael Marshall fastholder på den anden side at det er nødvendigt at den engelske statskirke bliver „omdannet til Guds kirke i England“, og at muslimer og andre bliver bragt ind i den kristne fold. „Opfordringen til at vinde islam for Kristus er på dagsordenen,“ proklamerede han og advarede om at dette „utvivlsomt ville føre til et årti med konfrontationer“.

Hvad med jøderne? „En virkelig evangelisering må indbefatte jøderne,“ lød en overskrift i Church Times. Men det er David Sheppard, biskop i Liverpool, meget uenig i. „Hovedformålet med evangelismens årti må være at få fat i dem som har forladt troen eller som aldrig har vidst hvad det vil sige at tro på Gud,“ sagde han. Er det muligt? Neil Richardson skriver i The Guardian under overskriften „Evangelismens aftagende udbytte“: „Alle [i England] har haft en rimelig chance for at undersøge kristendommen. Det er åbenlyst at flertallet har besluttet at det ikke er noget for dem.“

Er de engelske kirker udrustede til at forkynde for et så verdsligt samfund med dets mange forskellige trosretninger og fremmede kulturer?

Udfordringen

Den tidligere ærkebiskop dr. Runcie erklærer: „Vore officerer i forkyndelsen er biskopperne og præsterne, det menige lægfolk er missionærerne.“ Den garvede prædikant Gilbert W. Kirby siger: „Enhver kristen bør kunne forklare det grundlæggende i sin tro for andre. Enhver kristen bør undervises i hvordan man leder andre til Kristus. . . . Et veloplyst kirkemedlemskab bør være vort mål. . . . Det er nytteløst at sige til folk at de skal forkynde hvis man ikke viser dem hvordan.“ Med andre ord må biskopperne og præsterne sætte eksemplet og vise deres hjord hvordan man forkynder.

I en BBC-mindeudsendelse om Gerald Priestland sagde radioreporter Brian Redhead ligeud: „De der har hovederne godt gemt under bispehuerne bør se i øjnene at de er ude af stand til at vække interessen hos de uinteresserede . . . De må lægge mere vægt på forkyndergerningen.“ Og hvor skulle det gøres?

Ved begyndelsen af dette århundrede da det var almindeligt at aflægge husbesøg, modtog William Wand, der senere blev biskop i London, sin første oplæring i Lancaster i England. Han skrev senere: „Jeg tror at det højeste antal døre jeg nåede at banke på i løbet af en eftermiddag var fyrre. Sognepræsten var også meget opmærksom på det mindretal der næsten aldrig kom i kirken. Han var opsat på at gøre det man nu kalder et ’fremstød’ mod apati og ligegyldighed.“

Hvis en præst i nutidens England søgte en sådan kontakt med folk, ville han virkelig skille sig ud. For sent har de engelske kirker fundet ud af at der ikke findes nogen erstatning for at forkynde i folks hjem sådan som Jesus og hans disciple gjorde.

„Kun et helhjertet menneske kan vinde andre for Gud,“ siges der i bogen Evangelism and the Laity. „’Gør en evangelieforkynders gerning’ [2 Timoteus 4:5] . . . er et bud som på en eller anden måde må adlydes af alle kristne hvis kirken skal kunne gennemføre sin hensigt i vor generation.“

Hvad er „den gode nyhed“?

John Taylor, generalsekretær i en afdeling under metodistkirken, har i Londonavisen The Times skrevet om „vor pligt til at give andre del i den gode nyhed“. Han udtaler: „Kirken må . . . finde nye og mere effektive metoder til at undervise og sørge for sine egne medlemmer. Selv i kirken hersker der en rystende uvidenhed om de kristne skrifter.“ Hvad har denne uvidenhed betydet for kirkens medlemmer?

„Nogle yngre ledende evangeliske kristne . . . hævder at det at være kristen fordrer visse sociale og politiske aktiviteter,“ forklarer Rachel Tingle i bogen Another Gospel? — An Account of the Growing Involvement of the Anglican Church in Secular Politics. Denne „teologi om Riget“, som den kaldes, tager udgangspunkt i at Guds rige udstrækkes til jorden når fred og „social retfærdighed“ er blevet indført med politiske midler. Det er altså blot „befrielsesteologien“, eller den gamle ideologi „kristen socialisme“ i ny forklædning.

Hvordan harmonerer disse idéer med Jesu egen udtalelse: „Mit rige er ikke en del af denne verden. . . . Mit rige [er] ikke herfra“? (Johannes 18:36) Eller med ordene af en tidligere profet: „I de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig“? — Daniel 2:44.

Bemærk at dette rige oprettes af Gud — ikke af mennesker. Frihed for krig, uretfærdighed og endda død, vil komme fra Jehova gennem hans udnævnte Konge, Jesus Kristus — ikke fra mennesker. Det er i sandhed en god nyhed der må bekendtgøres. — Åbenbaringen 21:3, 4.

Denne overbevisning har de næsten 130.000 Jehovas vidner i England. De kommer fra alle nationale grupper og har vidt forskellig religiøs baggrund, men de står forenede som kristne. De er veloplærte forkyndere som er ivrige efter at give enhver der vil høre del i den gode nyhed. Til dette formål gør de brug af forskellige metoder, og mange nyder gavn af deres tjeneste.

[Ramme på side 23]

Englands evangelister

Det følgende er et uddrag af en artikel i ugemagasinet Catholic Herald for 22. oktober 1993, side 8.

„Hvad skete der egentlig med evangelismens årti? Ja, hvad skete der? For to år siden var det månedens emne, og der gik næsten ikke en uge uden at det blev nævnt i medierne. I dag? En øredøvende stilhed. . . .

Hvor er den pågåenhed som Jesus lod forstå var nødvendig da han sendte sine disciple ud for at forkynde i de omliggende landsbyer? Eller som Skt. Paulus gav udtryk for med ordene: ’Ve mig om jeg ikke forkyndte evangeliet! (1 Kor. 9:16).’

Problemet er at mange katolikker ikke forstår at forkyndelsen ikke er et tilbud men et påbud, givet af Kristus selv: ’Gå, gør disciple af alle nationerne’ [Mattæus 28:19]. . . .

Hvor mange katolikker er så godt inde i deres tro at de kan svare skeptikerne? . . . Det er utroligt at Guds søn kom her til jorden og at der kun er ganske få af os som gider undersøge hvad han sagde. . . .

Jeg er ikke tilhænger af [Jehovas] Vidner. . . . Men se det engang fra den anden side. Deres moralske holdning, baseret på tro på Guds fuldkomne normer, er uangribelig. I forbindelse med det vi taler om, har hvert Vidne desuden sat cirka tre aftener om ugen til side til at drøfte læren, studere Bibelen og tale om kristen livsførelse i hverdagen, og det gør de ofte i hinandens hjem.

Og ikke blot det, men hvert Vidne har også lært at dét at han er kommet til troen er ensbetydende med at han må være missionær. Han lærer hvordan han skal fremholde budskabet. Dét at banke på døre, og gå ud to og to, er en central del af hans liv. Vidnerne tager sig også flittigt af de fattige og dem der har særlige behov.

Kort sagt . . . det er svært ikke at komme til at tænke på urkirken som den skildres i [bogen] Apostelgerninger: ’Det er på deres gerninger I skal kende dem.’ Deres vækst har været eksplosiv. Den direkte forkyndelse giver resultater!“