Er vores skæbne bestemt af vore gener?

„FØR i tiden troede vi at vores skæbne var fastlagt af stjernerne. Nu ved vi at skæbnen i stor udstrækning bestemmes af vore gener.“ Dette er et citat af James Watson i indledningen til bogen Exploding the Gene Myth af Ruth Hubbard og Elijah Wald. Umiddelbart efter denne udtalelse citeres R. C. Lewontin, Steven Rose og Leon J. Kamin imidlertid for at sige: „Vi kan ikke komme i tanker om nogen signifikant social adfærd hos mennesket der er indbygget i generne på en sådan måde at den ikke kan formes af en miljømæssig påvirkning.“

På bogens omslag rejses der et vigtigt spørgsmål: „Er menneskets adfærd genetisk betinget?“ Eller, sagt med andre ord, er menneskets adfærd udelukkende bestemt af de arveanlæg der videregiver en organismes arvelige biologiske karaktertræk? Bør visse former for seksuel adfærd accepteres hvis den skyldes personens arveanlæg? Skal kriminelle behandles som ofre for deres arveanlæg og være berettigede til at påberåbe sig et mindre ansvar på baggrund af en genetisk tilbøjelighed?

Det kan ikke benægtes at forskere har gjort mange nyttige opdagelser i dette århundrede. Blandt disse er det betagende DNA, „arbejdstegningen“ til menneskets genetiske sammensætning. De informationer den genetiske kode indeholder, har betaget både forskere og lægmænd. Hvilke opdagelser har man rent faktisk gjort inden for genforskningen? Hvordan bruges forskningsresultaterne til at underbygge det fremherskende dogme om forhåndsprogrammering eller skæbnetro?

Hvad med utroskab og homoseksualitet?

Ifølge en artikel i avisen The Australian tyder nogle undersøgelser på at „utroskab sandsynligvis er en nedarvet tilbøjelighed. . . . Tendensen til at være utro synes at være nedlagt i os.“ Forestil dig hvilken ødelæggende virkning en sådan indstilling kan have på ægteskaber og familieliv, da den giver et påskud til enhver der ønsker at påberåbe sig at ansvaret for en promiskuøs livsform ikke er hans!

En artikel om homoseksualitet i tidsskriftet Newsweek bar overskriften: „Arv eller miljø?“ Det hed i artiklen: „Videnskaben og psykiatrien kæmper for at forstå nye forskningsresultater der antyder at homoseksuelle tilbøjeligheder skyldes arv, ikke miljø. . . . Mange i bøssemiljøet hilser antydningen af at homoseksualitet begynder i kromosomerne, velkommen.“

Artiklen citerer derefter dr. Richard Pillard for at have sagt: „Hvis en persons seksuelle orientering skyldes arvelige faktorer, vil man kunne sige: ’Det er ikke en defekt, og det er ikke din skyld.’“ Frederick Whitam, som er forsker i homoseksualitet, støtter dette argument ved at sige at „folk ofte drager et lettelsens suk når de får at vide at homoseksualitet er medfødt. Familier og homoseksuelle bliver befriet for skyldfølelse. Det betyder også at samfundet ikke behøver at være bekymret for eksempelvis homoseksuelle lærere.“

Fra tid til anden bliver såkaldte beviser for at homoseksuelle tilbøjeligheder er arvelige, præsenteret i medierne som om de var fastslåede kendsgerninger snarere end teorier og ufyldestgørende antagelser.

Tidsskriftet New Statesman & Society kritiserer den slags frimodige påstande og siger: „Den duperede læser er ikke altid opmærksom på hvor begrænset mængden af saglige fysiske beviser egentlig er, eller på at der totalt mangler grundlag for den videnskabeligt set meget vovelige påstand at promiskuitet ’er indkodet i de mandlige gener og nærmest præget ind i mænds hjerner’.“ David Suzuki og Joseph Levine giver i deres bog Cracking the Code udtryk for bekymring over den aktuelle genforskning: „Mens der er meget der taler for at arveanlæg kan påvirke adfærdsmønstre i almindelighed, er det noget helt andet at påstå at et specifikt gen — eller et sæt gener, eller endda mange gener — i specifikke detaljer skulle kunne bestemme hvordan et dyr vil reagere over for sine omgivelser. Det er derfor rimeligt at spørge om nogen har fundet — i streng molekylær forstand lokaliseret og ændret — nogen DNA-kæder som på en forudsigelig måde påvirker specifikke adfærdsmønstre.“

Er alkoholisme og kriminelle tilbøjeligheder noget medfødt?

Undersøgelser af alkoholisme har gennem årene vakt mange genforskeres interesse. Nogle hævder at visse undersøgelser har vist at tilstedeværelsen af eller mangelen på bestemte gener kan forårsage alkoholisme. I 1988 oplyste The New England Journal of Medicine for eksempel: „Tre uafhængige undersøgelser i det sidste årti har fremlagt afgørende beviser for at alkoholisme er arveligt.“

Nogle specialister der beskæftiger sig med afhængighedsforskning, rejser nu indvendinger mod tanken om at alkoholisme hovedsagelig skyldes biologiske faktorer. En rapport i avisen The Boston Globe for 9. april 1996 oplyser: „Intet tyder på at vi finder et gen der forårsager alkoholisme, og nogle forskere erkender at det eneste de måske finder, er en genetisk svaghed som tillader nogle personer at drikke for meget uden at blive berusede — et træk der kan disponere dem for alkoholisme.“

Avisen The New York Times aflagde rapport om en konference der blev holdt på Marylands universitet, med titlen „Betydningen af forskning i sammenhængen mellem generne og en kriminel adfærd“. Forestillingen om at der findes et gen der forårsager kriminelle tilbøjeligheder, er fristende enkel, og mange kommentatorer synes at være ivrige efter at hoppe med på vognen. En videnskabsskribent har i The New York Times Magazine skrevet at ondskab muligvis „ligger gemt i de kromosomspiraler som forældre giver videre til deres børn“. En artikel i The New York Times rapporterer at den igangværende diskussion om hvorvidt gener forårsager kriminelle tilbøjeligheder, giver indtryk af at kriminalitet har „en fælles oprindelse — en abnormitet i hjernen“.

Jerome Kagan, en psykolog fra Harvard, forudsiger at der kommer en tid hvor man ved hjælp af gentestning kan identificere børn der har voldelige tilbøjeligheder. Nogle forestiller sig muligheden af at man kan bekæmpe kriminalitet gennem biologisk manipulation frem for gennem sociale reformer.

Sprogbrugen i rapporter over disse spekulationer om genernes betydning for menneskets adfærd er ofte svævende og uklar. Bogen Exploding the Gene Myth skriver om en undersøgelse foretaget af Lincoln Eaves, en arvelighedsforsker som hævder at have fundet vidnesbyrd om en genetisk betinget årsag til depression. Eaves havde undersøgt kvinder som man mente var disponerede for depressioner. Derefter konkluderede han at „[kvindernes] negative livssyn og væremåde sandsynligvis havde været en medvirkende årsag til diverse problemer“. Hvilke „diverse problemer“ hentydede han til? Kvinderne i undersøgelsen var blevet „voldtaget, overfaldet eller fyret“. Var det deres depression der havde forårsaget disse traumatiske oplevelser? „Hvad er det for en måde at ræsonnere på?“ spørges der i bogen. „Kvinderne var blevet voldtaget, overfaldet eller fyret, og de var deprimerede. Jo flere traumatiske oplevelser de havde oplevet, jo mere kronisk var deres depression. . . . Det kunne måske have været umagen værd at lede efter en genetisk sammenhæng hvis han [Eaves] havde fundet at depressionerne ikke havde nogen forbindelse med hændelser i kvindernes liv.“

Bogen siger at sådanne historier er „typiske for det meste af det som både massemedierne og videnskabelige tidsskrifter publicerer om genetisk betinget adfærd. De indeholder en blanding af interessante kendsgerninger, gætterier som ikke kan stå for en analyse, og vilde overdrivelser af den rolle gener har i vort liv. Det man især bemærker ved disse rapporter, er de svævende forklaringer.“ Bogen fortsætter: „Der er stor forskel mellem dét at forbinde gener med forhold der følger et mendelsk arvelighedsmønster, og at anføre hypotetiske arvelige ’tendenser’ som forklaring på komplekse tilstande såsom kræft eller for højt blodtryk. Forskere drager en forhastet konklusion når de mener at genforskning kan være en hjælp til at forklare menneskets adfærd.“

Tilbage står imidlertid nogle spørgsmål der ofte stilles: Hvorfor har vi af og til en fornemmelse af at ændrede adfærdsmønstre dukker op hos os? Er det noget man selv kan have indflydelse på? Hvordan kan man få styr på sit liv og bevare kontrollen over det? Disse spørgsmål vil blive besvaret i den næste artikel.

[Ramme/illustrationer på side 6]

Genterapi — er forventningerne blevet indfriet?

Hvad med genterapi, det vil sige injektion af korrigerende gener med henblik på at helbrede medfødte genetiske sygdomme? For nogle år siden nærede forskere store forventninger til denne behandling. Bladet The Economist for 16. december 1995 stiller spørgsmålet: „Er tiden kommet til at bruge genterapi? At dømme efter genetikeres offentlige udtalelser og en del medieomtale skulle man tro det. Et panel af nogle fremtrædende forskere i USA har imidlertid en anden mening. Harold Varmus, direktør for USA’s Nationale Sundhedsinstitutter (NIH), bad fjorten forskere om at give en redegørelse for det tilgængelige materiale om genterapi. Efter syv måneders overvejelser sagde de i en rapport der blev udgivet i sidste uge, at genterapi er lovende, men at resultaterne har været ’overdrevne’.“ Man udførte forsøg der omfattede 597 patienter som led af adenosindeaminase-mangel eller én af en snes andre sygdomme som man mente kunne behandles ved at tilføje fremmede gener. The Economist skriver: „Ifølge panelet er der ingen tydelige beviser for at genterapi har hjulpet én eneste af de patienter der deltog i forsøget.“

[Illustrationer på side 7]

Uanset hvad nogle måtte hævde angående arvelig disponering, kan man selv bestemme hvordan man vil opføre sig