Få kontrol over dit liv nu!
FORSKNINGEN i menneskets adfærd og motivation har gavnet os på mange måder. Der kunne for eksempel være tale om at man er blevet hjulpet til at tackle en sygdom bedre fordi man har fået en mere dybtgående forståelse af den. Der er dog samtidig grund til at være på vagt over for sensationelle teorier, især dem der synes at stride mod alment anerkendte principper.
Når det drejer sig om genetik og adfærd, opstår spørgsmålene: Kan man frasige sig sit ansvar og afvise at blive krævet til regnskab for sine handlinger? Kan man melde hus forbi og give andre eller andet skylden for et fejltrin man har begået, og således gøre fælles sag med den voksende skare mennesker i denne „det-er-ikke-min-skyld-generation“? Bestemt ikke. De fleste tager gerne æren for enhver fremgang de måtte opleve. Burde de så ikke også være villige til at tage ansvaret for deres fejltagelser?
Hvad siger Guds ord, Bibelen, med hensyn til hvem eller hvad der i dag styrer vort liv?
Hvad siger Bibelen?
Først og fremmest må vi erkende at vi alle er født i synd, en arv fra vore første forældre, Adam og Eva. (Salme 51:5) Vi lever desuden i en særlig tid kaldet „de sidste dage“, hvor menneskene oplever „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Dette viser at det i det store og hele er vanskeligere for os i dag at have hånd i hanke med vores tilværelse end det var for vore forfædre.
Alle mennesker er ikke desto mindre moralsk frit stillede til at træffe deres egne beslutninger. Derfor kan de i høj grad selv bestemme over deres liv. Sådan har det været siden de tidligste tider, og det fremgår af Josuas ord til Israels nation: „Vælg selv i dag hvem I vil tjene.“ — Josua 24:15.
Bibelen fortæller at Satan Djævelen er blevet kastet ud af himmelen og øver en hidtil uset stærk og ond påvirkning på hele menneskeheden. Den fortæller også at selv på apostelen Johannes’ tid lå hele verden i den ondes magt. (1 Johannes 5:19; Åbenbaringen 12:9, 12) Men ligesom vi ikke kan hævde at det er den almægtige Gud der bestemmer hver eneste af vore handlinger eller fastlægger vores endelige skæbne, bør vi heller ikke udelukkende give Satan skylden for alle vore fejl og mislykkede bestræbelser. Bibelens afbalancerede syn er at „hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd.“ (Jakob 1:14, 15) Apostelen Paulus skrev under inspiration: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ — Galaterne 6:7.
Jehova Gud kræver altså hver enkelt af os til ansvar for vore handlinger. Vi må passe på ikke at undskylde os selv på grund af vores genetiske sammensætning og medfødte ufuldkommenheder. Gud krævede de voldelige homoseksuelle indbyggere i fortidens Sodoma og Gomorra til ansvar for deres fordærvede handlinger. Han betragtede dem tydeligvis ikke som nogle stakler der på grund af forskellige formodede genetiske fejl ikke kunne gøre for at de var onde. Folk der levede på Noas tid, var ligeledes udsat for en ond påvirkning; de måtte ikke desto mindre træffe et personligt valg hvis de ville overleve den vandflod der skulle komme. Kun få valgte rigtigt.
Den hebraiske profet Ezekiel bekræfter at man må have kontrol over sit liv hvis man vil opnå Guds behag: „Når du har advaret den ugudelige, og han ikke vender om fra sin ugudelighed og fra sin ugudelige vej, skal han dø for sin brøde, men du vil have udfriet din sjæl.“ — Ezekiel 3:19.
Den bedste hjælp er til rådighed
Vi har selvfølgelig alle behov for hjælp til at træffe de rigtige personlige afgørelser i vores hverdag, og for mange er dette virkelig en udfordring. Vi behøver imidlertid ikke at fortvivle. Gud godkender ganske vist ikke vores medfødte syndige tilbøjeligheder, men hvis vi ønsker at ændre vores adfærd, vil han stille den bedste hjælp til vores rådighed — sin hellige ånd og sit inspirerede ord. Uanset hvilke genetiske tilbøjeligheder vi måtte have og hvilke ydre påvirkninger vi kunne blive berørt af, kan vi ’afføre os den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og iføre os den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den’. — Kolossenserne 3:9, 10.
Mange kristne i Korinthermenigheden havde gjort store forandringer i deres adfærd. Den inspirerede beretning siger: „Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd, eller tyve eller havesyge eller drankere eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige. Og dog er det sådan nogle af jer har været. Men I er blevet vasket rene, I er blevet helliget, og I er blevet erklæret retfærdige i vor Herre Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd.“ — 1 Korinther 6:9-11.
Vi må derfor ikke give op i kampen mod vore ufuldkommenheder. Mange kristne i dag har vist at de med Jehovas hjælp har været i stand til at ’lade sig forvandle gennem en fornyelse af deres sind, og forvisse sig om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje’. De fylder deres sind med alt hvad der er sandt, retfærdigt, rent, værd at holde af, dydigt og rosværdigt; og ’dette har de fortsat i tanke’. De indtager fast åndelig føde og får gennem brugen deres opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret. — Romerne 12:2; Filipperne 4:8; Hebræerne 5:14.
Det er opmuntrende at se hvordan det lykkes for kristne i dag at overvinde problemer og nederlag ved hjælp af Guds hellige ånd. Gud gør os opmærksom på at en ændring af ens adfærd er forbundet med hjertet og dets ønsker: „Når der kommer visdom i dit hjerte, og kundskab bliver liflig for din sjæl, vil evnen til at tænke holde vagt over dig, dømmekraft værne dig, for at udfri dig fra den onde vej.“ — Ordsprogene 2:10-12.
Hvis du ønsker at opnå evigt liv — et liv uden de problemer og den ufuldkommenhed som præger denne onde verden — må du ’kæmpe energisk’ for at få kontrol over dit liv nu og lade dig lede af himmelsk visdom. (Lukas 13:24) Drag nytte af Jehovas hellige ånds hjælp, så du kan frembringe selvbeherskelsens frugt. Opdyrk et inderligt ønske om at bringe dit liv i harmoni med Guds love, og følg vejledningen i Ordsprogene 4:23: „Vogt dit hjerte mere end alt andet der skal vogtes, for derfra udspringer livet.“ Det kræver en indsats at få kontrol over sit liv i denne verden, men da det medfører at man får del i „det virkelige liv“ i Guds nye verden, hvor Jehova Gud vil rette alle genetiske mangler på grundlag af vor tro på Jesu Kristi genløsningsoffer, er det alle anstrengelserne værd! — 1 Timoteus 6:19; Johannes 3:16.
[Illustration på side 9]
Studium af Bibelen kan give os styrke til at overvinde dybt indgroede svagheder
[Illustration på side 9]
Fortsat bibelstudium kan hjælpe os til ikke at give efter