Stjernefødsel i en „ørnerede“

● HVORDAN fødes stjernerne? Hvorfor er nogle af dem større og klarere end andre? En række bemærkelsesværdige fotografier taget af Hubble-rumteleskopet viser måske en stjerne der er ved at blive dannet. Denne interessante aktivitet finder sted i Ørnetågen, en sky af gas og støv i vores egen galakse, Mælkevejen.

Når man ser Ørnetågen fra jorden, ligner den en fugl med udbredte vinger og fremstrakte kløer. Astronomen Jeff Hester og hans kolleger ved Arizona State University ønskede at fotografere området ved kløerne, som hver især danner en række „søjler“ der minder om elefantsnabler. Her har den ultraviolette stråling ioniseret brintmolekylerne, altså fjernet deres elektroner.

Hubblefotografiernes mosaikkort viser at mange små fingre skyder frem fra enderne af søjlerne. Ved fingerspidserne danner fortættede gasarter nogle kugleformer hvori der dannes stjerner og, ifølge visse astronomer, måske endog planeter. Disse objekters tilvækst hæmmes imidlertid af kraftige solvinde fra omkring hundrede spæde stjerner der er blevet dannet i tågen på et tidligere tidspunkt. Den klareste af disse stjerner kan være 100.000 gange så klar som vores sol og mere end otte gange så hed. Deres stråling har tilsyneladende allerede nedbrudt de mindre tætte områder i tågen. Denne proces, kaldet fotoevaporation, hæmmer måske stjernedannelsen ved at fjerne noget af det materiale som ellers ville blive opslugt af vordende stjerner. På fotografierne ligner de fordampende gasarter damp der stiger op fra gas- og støvsøjlerne.

Før en af disse gaskugler kan begynde at skinne, må der være masse nok, og dermed tryk nok, til at starte nogle kernereaktioner. Forskere anslår at massen skal være mindst 8 procent af solens masse. Desuden må der fjernes så meget af det omliggende støv at lyset kan undslippe. Hvis kuglen ikke får masse nok til at kernereaktionen kan komme i gang, kan den gå hen og blive en mørk gaskugle, en såkaldt brun dværg. Astronomer har for nylig opdaget den første identificerbare brune dværg.

Skyerne i Ørnetågen ligner de store tordenskyer man ser når der er uvejr, og derfor forestiller man sig måske at disse støvskyer ikke er ret store. Men faktisk er hver skysøjle så lang at et lysglimt i den ene ende er næsten et år om at nå den anden ende. Hver „lillebitte“ kugle i billedet er på størrelse med hele vores solsystem. Tågen ligger så langt borte at det har taget lyset derfra omkring 7000 år at nå os, og det med en hastighed af 299.792 kilometer i sekundet. Det vil sige at vi betragter Ørnetågen som den så ud før der var mennesker på jorden.

Astronomer mener også at der foregår stjernedannelser i andre tåger, blandt andet i Oriontågen. Men den vinkel hvorunder man kan betragte de andre tåger, gør at man ikke har de bedste betingelser for at iagttage processen. Stjerner kan også dø ved ganske enkelt at brænde ud, gå til i en voldsom eksplosion kaldet en supernova, eller ved at kollapse som følge af tyngdekraften og blive til et sort hul. Skaberen af universet, Jehova Gud, holder tal på stjernerne, for han har talt og navngivet dem alle. (Esajas 40:26) Stjerneørnens „rede“ kan vise noget om hvordan Gud har ’dannet lyset’ og frembragt stjerner med forskellig glans. — Esajas 45:7; 1 Korinther 15:41. — Indsendt.

[Helsides illustration på side 15]

[Kildeangivelse på side 14]

J. Hester og P. Scowen, (AZ State Univ.), NASA