Havekunst op gennem tiden
DET første sted menneskene stiftede bekendtskab med Paradiset, var i en have der lå i et område der kaldtes Eden, muligvis i nærheden af Vansøen i vore dages Tyrkiet. En flod der delte sig i fire hovedstrømme, vandede haven som Adam og Eva skulle ’dyrke og tage sig af’. Hvilken glæde har det ikke været at tage vare på en have hvori der var en overflod af ’træer som var indbydende at se på og gode at spise af’! — 1 Mosebog 2:8-15.
Eden var et fuldkomment hjem. Adam og Eva og deres efterkommere skulle udvide havens grænser, uden tvivl ved at bruge Guds oprindelige haveplan som model. Med tiden ville hele jorden blive omdannet til et paradis som var tilpas fyldt med mennesker. Vore første forældre valgte imidlertid at være ulydige, hvilket medførte at de blev drevet væk fra dette fredfyldte sted. Sørgeligt nok blev alle deres efterkommere født uden for dette hjem i Eden.
Mennesket var ikke desto mindre skabt til at leve i et paradis. Derfor var det naturligt at kommende generationer ville forsøge at omgive sig med efterligninger af Paradiset.
Havekunst i oldtiden
Babylons hængende haver regnes blandt oldtidens underværker. De blev anlagt for mere end 2500 år siden af kong Nebukadnezar som ville glæde sin mediske kone der længtes hjem til Mediens skove og bjerge. Denne 22 meter høje have som var anlagt i terrasser der blev støttet af hvælvinger, indeholdt så meget muldjord at der kunne vokse store træer i det. Dronningens hjemve blev sikkert lindret når hun spadserede gennem dette terrasseformede område der var som en Edens have.
Havekunst indtog en fremtrædende plads i Ægyptens frugtbare Nildal. The Oxford Companion to Gardens siger: „Verdens ældste afbildninger af haver stammer fra Ægypten som havde en lang tradition for havekunst.“ På en tegning fra cirka år 1400 f.v.t. over en have der tilhørte en ægyptisk embedsmand i Theben, ses små søer, alléer og pavilloner. Næst efter de kongelige haver var tempelhaverne de mest overdådige. De blev anlagt med lunde, blomster og krydderurter som overrisledes ved hjælp af kanaler fra vandløb og søer hvori det myldrede med vandfugle, fisk og åkander. — Jævnfør Anden Mosebog 7:19.
Også perserne gjorde sig bemærkede inden for havekunst. Persernes og ægypternes haver var så indtagende at da Alexander den Stores hære i det fjerde århundrede vendte hjem til Grækenland, var de velforsynede med frø, planter og idéer. I Athen samlede Aristoteles og hans elev Theofrast den efterhånden mangfoldige flora og oprettede en botanisk have for at studere planterne og klassificere dem. Mange velhavende grækere havde ligesom deres ægyptiske og persiske forgængere nogle skønne haver.
Roms indbyggere kombinerede hus og have på den begrænsede plads i byen, og de der var rige, anlagde imponerende lysthaver på deres landsteder. Da tyrannen Nero ville have sit eget paradis, satte han med hård hånd i hundredvis af familier på gaden, rev deres huse ned og anlagde en privat park på over 50 hektarer rundt om sit palads. Senere, omkring år 138 e.v.t., nåede romersk havekunst sit højdepunkt med opførelsen af kejser Hadrians villa i Tivoli. Villaen var omgivet af 243 hektarer parker, vandbassiner, søer og springvand.
Fortidens israelitter havde også haver og parker. Den jødiske historieskriver Josefus omtaler et sted kaldet Etan (Etam), der var beliggende 13 til 16 kilometer fra Jerusalem, og hvor der fandtes nogle skønne haveanlæg der var rige på rindende vandløb. Etans parker kan have været blandt de ’haver, parker, vanddamme og skove’ som Bibelen siger Salomon ’anlagde sig’. (Prædikeren 2:5, 6) Et sted som Jesus har gjort berømt, er Getsemane Have der lå på eller i nærheden af Oliebjerget lige uden for Jerusalem. Det var her Jesus gerne søgte hen når han ønskede at være alene med sine disciple for at undervise dem. — Mattæus 26:36; Johannes 18:1, 2.
Fra arabiske til engelske haver
Da arabiske hære i det syvende århundrede bredte sig mod øst og vest, stødte de ligesom Alexander den Store på de persiske haver. (Jævnfør Ester 1:5.) Howard Loxton skriver: „Araberne syntes at de persiske haver lignede det paradis Koranen lovede de troende.“ Den persiske haveform blev forbillede for den typiske arabiske have som, fra det mauriske Spanien til Kashmir, var delt op i fire sektioner af fire vandløb som i midten mødtes i et bassin eller en fontæne, hvilket leder tanken hen på Edens fire floder.
I det 17. århundrede plantede stormogulerne over 700 paradisiske haver ved Dalsøen i den smukke Kashmirdal i Nordindien. Disse haver som havde springvand, terrasser og vandfald, dannede en prægtig palet af farver. Den sorte marmorpavillon som er bygget på Dalsøens bredder af Shah Jahan (der også byggede Taj Mahal), har stadig denne inskription: „Hvis der findes et paradis på jorden, er det her, er det her, er det her.“
Nogle århundreder tidligere blev middelalderen i Europa afløst af det 14. århundredes renæssance. Den italienske havetradition, som var blevet trådt under fode da middelalderen begyndte i det femte århundrede, fik en genopblomstring — denne gang i kirkens regi. Kristenheden betragtede haven som ’et midlertidigt paradis’. En bygningstegning fra det 9. århundrede viser et kloster med to haver der er mærket „Paradis“. Kristenhedens haver blev snart større og prægtigere, men frem for at genspejle åndelige idealer blev mange af dem symboler på magt og rigdom.
Da Karl VIII af Frankrig i 1495 erobrede Napoli i Italien, skrev han hjem: „De smukke haver jeg har i denne by, kan slet ikke beskrives. . . . Der mangler kun Adam og Eva i at gøre dem til et jordisk paradis.“ Hvis Karl VIII imidlertid havde levet i det 17. århundrede, ville han på fransk jord have set kong Ludvig XIV’s kæmpemæssige haver. Ifølge bogen The Garden kan parken i Versailles „stadig gøre krav på at være den største og mest storslåede“.
Renæssancen havde imidlertid en ny definition af paradiset: Det oplyste menneske skulle undertvinge sig naturen og bringe orden i haven ved ikke at lade noget vokse tilfældigt. Træer og blomster blev plantet i nøjagtige geometriske figurer. Romernes tradition for planteskulpturer, hvor træer og planter faconklippes og formes, oplevede således en vældig genoplivning.
Opdagelsesrejser og international handel bragte i det 18. og 19. århundrede nye planter og nye idéer inden for havearkitektur til den vestlige verden. Engelsk havekunst begyndte nu at gøre sin indflydelse gældende. The New Encyclopædia Britannica siger: „I 1700-tallets England var man i stigende grad blevet opmærksom på den naturens verden mennesket var en del af. Frem for at forme naturen efter en menneskeskabt geometrisk orden begyndte man at tilpasse sig naturen.“ Mænd som William Kent og Lancelot Brown var meget dygtige anlægsgartnere. Brown anlagde over to hundrede haveanlæg i England. Thomas Jefferson og John Adams, der begge senere blev præsidenter for De Forenede Stater, rejste rundt i England i 1786 for at studere engelske haver.
Østerlandsk indflydelse
Kinas traditionelle havekunst er for den østlige civilisation hvad ægypternes, grækernes og italienernes er for den vestlige verden. Kineserne var oprindelig animister der betragtede floder, sten og bjerge som materialiserede ånder der skulle æres. Da taoismen, kungfutsianismen og buddhismen senere fejede gennem landet, opstod der nye retninger inden for havekunst.
På den anden side af Det Japanske Hav udviklede japanske havekunstnere deres egen stil, hvor form går forud for farve, og hvor hver enkelt genstand har sin bestemte plads. I et forsøg på at fastholde naturens æstetik og mangfoldighed på et begrænset område er gartneren meget omhyggelig når han placerer sine sten, og når han tilplanter og former sin have. Dette kommer især til udtryk inden for bonsaikunsten (bonsai betyder „plantet i en skål“) hvor et træ eller flere træer i miniaturestørrelse nænsomt betvinges og gives de ønskede former og proportioner.
Selv om den østerlandske have kan variere i stil fra dens vestlige modstykke, afspejler også den en længsel efter Paradiset. Wybe Kuitert, som er ekspert i japanske haver, siger for eksempel at gartnere under Heian-perioden (794-1185) forsøgte at skabe et indtryk af et „paradis på jorden“.
Værdsat over hele verden
Mennesker overalt i verden, selv jægere og samlere der levede i „naturlige haver“ som jungler, skove og græsstepper, har haft stor værdsættelse af haven. I deres beretninger om aztekerne i Mexico og inkaerne i Peru „omtalte conquistadorerne kunstfærdige haver med terrasseanlagte bjerge, lunde, fontæner og dekorative vandbassiner . . . ikke ulig datidens haver i Vesten,“ siges der i The New Encyclopædia Britannica.
Ja, lundene langs Nilen i oldtiden, østerlandske landskaber, moderne byparker og botaniske haver vidner om menneskets længsel efter Paradiset. Forfatteren Terry Comito skriver om denne evige „paradisnostalgi“: „Haven er det sted hvor vi føler os hjemme.“ Og mon ikke alle ville ønske at de kunne sige: „Mit hjem er som Edens have?“ Er en verdensomspændende Edens have, der ikke kun er for de rige, blot en drøm? Kan den blive til virkelighed?
[Illustrationer på side 7]
En malers opfattelse af de hængende haver i Babylon
En klassisk have i Japan
Versailles, Frankrig
Op gennem historien har menneskene længtes efter Paradiset
[Kildeangivelse]
Det Franske Turistkontor/Rosine Mazin