HAVE

Det hebraiske ord gan og det græske kēʹpos betegner et opdyrket område, ofte med kunstig vanding. På Bibelens tid var haver som regel indhegnede steder omgivet af en tjørnehæk eller af en mur af sten eller ler, eventuelt med tornede planter på toppen. — Høj 4:12.

De haver der omtales i Bibelen, adskiller sig noget fra de haver der kendes i Vesten. Mange af dem mindede snarere om parker med forskellige slags træer, deriblandt frugt- og nøddetræer (Præ 2:5; Am 9:14; Høj 6:11), samt krydderurter og blomster. (Høj 6:2) Gennem haverne førte ofte snoede stier, og der var sørget for god vanding, enten ved hjælp af bække eller vandingsanlæg. Der fandtes dog også mindre haver som blev dyrket af en enkelt familie. Da kong Akab ønskede at overtage Nabots vingård, var det fordi han ville bruge den som urtehave. — 1Kg 21:2.

Med undtagelse af de haver der tilhørte konger eller meget rige mennesker, lå de parklignende haver som regel uden for byen. Kongens Have, nær ved det sted hvor Zedekias og hans mænd forsøgte at undslippe fra Jerusalem under den kaldæiske belejring, lå sandsynligvis lige uden for byens sydøstlige mur. (2Kg 25:4; Ne 3:15) Josefus omtaler desuden et sted kaldet Etan, som han placerer 13 til 16 km fra Jerusalem og beskriver som „rig på skønne haveanlæg og rindende vandløb“, og hvor han hævder at Salomon ofte kørte i sin stridsvogn. (Jewish Antiquities, VIII, 186 [vii, 3]) Haven ved kongeslottet i Susan, hvor kong Ahasverus i sit tredje regeringsår holdt en fest der varede syv dage, må have været en stor og meget smuk have. — Est 1:1-5.

I Babylon. De Hængende Haver i Babylon blev regnet for et af oldtidens syv underværker. Kong Nebukadnezar anlagde dem for at behage sin hustru, en medisk prinsesse, som havde svært ved at vænne sig til det flade Babylonien og længtes efter sit hjemlands bjerge. Det siges at Nebukadnezar anlagde terrasser på buer af murværk og dækkede dette kunstige bjerg med så meget muldjord at de største træer kunne vokse i det. Øverst oppe anlagde han et reservoir der blev fyldt med vand fra Eufratfloden ved hjælp af en vandsneglpumpe.

I Ægypten. Da israelitterne opholdt sig i Ægypten, havde de åbenbart mindre urtehaver. I 5 Mosebog 11:10 siges der at de overrislede dem med foden. Det kan enten have været ved hjælp af foddrevne vandhjul eller ved hjælp af vandingskanaler hvor de med foden åbnede og lukkede muddervæggene mellem kanalerne for at vande havens forskellige dele.

Getsemane. Når Jesus ønskede at være alene med sine disciple, søgte han gerne til Getsemane Have på Oliebjerget, som var skilt fra Jerusalem ved Kedrondalen. Det var dér han tog hen sammen med sine disciple efter at have spist sit sidste påskemåltid og indstiftet Herrens aftensmåltid. Denne nat gik han lidt bort fra sine disciple og bad inderligt til Gud, hvorefter en engel kom og styrkede ham. Forræderen Judas, som kendte Jesu sædvane, førte en folkeskare til Getsemane og forrådte Jesus med et kys. — Mt 26:36, 46-49; Lu 22:39-48; Joh 18:1, 2.

Gravsteder. I nogle haver var der gravsteder. Manasse og hans søn Amon blev begravet i Uzzas have. (2Kg 21:18, 25, 26) Jesus blev lagt i en ny mindegrav i en have. (Joh 19:41, 42) Frafaldne israelitter bragte afgudsofre i haverne og satte sig mellem gravstederne og spiste ækle ting som et led i deres afgudsdyrkelse. Jehova forudsagde at han ville dømme dem for dette. — Es 65:2-5; 66:16, 17.

Edens have. Den kendteste have i historien er Edens have, som uden tvivl var et bestemt område der var indesluttet af naturlige grænser. Den lå „i Eden, mod øst,“ og havde en indgang på den østlige side, hvor keruberne efter syndefaldet blev posteret med det flammende sværdblad for at hindre menneskene adgang til livets træ midt i haven. (1Mo 2:8; 3:24) Haven blev vandet af en flod som udsprang i den, og som delte sig i fire hovedstrømme. Den var et „glædens paradis“ (1Mo 2:8, Dy), en naturpark med træer som alle var indbydende at se på og gode at spise af, samt andre vækster, og den var hjemsted for alle slags dyr. Adam skulle dyrke og passe haven og efterhånden udvide den til at omfatte hele jorden idet han adlød Guds befaling om at ’underlægge’ sig jorden. Den var en helligdom, et sted hvor Gud billedligt talt vandrede og talte med Adam og Eva; den var et fuldkomment hjem for dem. — 1Mo 2:9, 10, 15-18, 21, 22; 1:28; 3:8-19; se også PARADIS.

Bibelen oplyser ikke hvor længe keruberne vogtede vejen til livets træ, men det er muligt at de fortsatte med det indtil Vandfloden 1656 år efter Adams skabelse. Da haven ikke længere blev passet af Adam, som sammen med Eva var blevet udvist af den fordi de havde spist af det forbudte træ til kundskab om godt og ondt, groede den sikkert til og blev et vildnis. Under alle omstændigheder blev den udslettet i Vandfloden. — Se EDEN, 1.

Havens skønhed blev erindret flere hundrede år efter Vandfloden da Lot tog Jordanegnen i øjesyn og så at „hele stedet var vandrigt . . . som Jehovas have“. (1Mo 13:10) Jehova vågede til stadighed over det forjættede land og bevarede det som en arv til Israel. Moses stillede det i kontrast til Ægypten, hvor israelitterne havde måttet sørge for vanding som i en urtehave, mens det forjættede land blev vandet af „regnen fra himmelen“. — 5Mo 11:10-12.

Brugt billedligt. Gennem Joel advarede Jehova Juda om at „et talrigt og mægtigt folk“ ville hærge landet og forvandle det fra en tilstand „som Edens have“ til en øde ørken. (Joel 2:2, 3) De der gjorde Jehovas vilje og nød hans gunst, blev derimod sammenlignet med en vandrig have. (Es 58:8-11) Jehovas pagtsfolk ville blive bragt i denne tilstand når det vendte tilbage fra landflygtigheden i Babylon. — Es 51:3, 11; Jer 31:10-12.

I Ezekiel 28:12-14 siges der at „Tyrus’ konge“ havde været i „Eden, Guds have,“ og „på Guds hellige bjerg“. På Libanons skråninger med de berømte cedre havde kongen, iført prægtige klæder og omgivet af kongelig pragt, været som i en Edens have og på et Guds bjerg.

I Højsangen sammenligner hyrden sin elskede sjulamitpige med en have med al dens liflighed og skønhed, dens balsamiske dufte og dens kostelige frugter. — Høj 4:12-16.