Hvad siger Bibelen?

Bør kristne være pacifister?

„Kirkerne burde igen være pacifistiske sådan som de var det i kristendommens første århundreder.“ Hubert Butler, irsk skribent.

DA HUBERT BUTLER havde besøgt Jugoslavien efter den anden verdenskrig, skrev han i 1947 meget modigt ovenstående ord i et essay som dog først blev udgivet sidste år. Han var chokeret over hvordan „den kristne kirke under krigen lukkede øjnene for ubeskriveligt frastødende forbrydelser og i meget høj grad fraveg Kristi lære“.

Butler var ikke bange for at tage bladet fra munden når det var til fordel for sager eller minoriteter der ikke var populære hos befolkningen i almindelighed. Og når han gjorde det, stod han som regel alene. Han påpegede frygtløst kontrasten mellem kirkernes optræden og Jehovas vidners modige standpunkt. The Irish Times beskrev Jehovas Vidner som „den helt sikkert mest uskyldige, uangribelige og upolitiske religiøse sekt af alle“. I sit essay, „Report on Yugoslavia“, skrev Butler at Jehovas Vidner som „[afviste] alle de kunstgreb hvormed de politiske og religiøse ledere retfærdiggjorde krig“, blev retsforfulgt af de jugoslaviske myndigheder fordi de nægtede at deltage i krigsaktiviteterne.

Men er det bibelsk korrekt at kalde Jehovas vidner pacifister? Det kommer an på hvad man mener med ordet „pacifist“. Butler brugte udtrykket for at rose Jehovas vidner for det mod de udviste ved at nægte at bære våben og gå i krig selv om det kostede den enkelte dyrt i form af lidelser. Sørgeligt nok opfatter mange som rives med af krigsfeberen, kun en pacifist som „en kujon eller en forræder der løber fra det ansvar han har over for sit land“. Er det synspunkt korrekt?

Modstand imod krig og vold

Ifølge Webster’s Ninth New Collegiate Dictionary er en pacifist en „stærk og aktiv modstander af konflikter og [især] krig“. Dette leksikon definerer pacifisme som „modstand mod krig og vold som midler til at afgøre konflikter; specielt: at nægte at bære våben af moralske eller religiøse grunde.“ Hvordan passer de definitioner på de troende i den første kristne menighed?

De nægtede ’at bære våben af moralske og religiøse grunde’ og undgik ’konflikter og krig’. Hvorfor? Fordi de vidste at Jesus havde sagt at hans disciple „ikke [var] en del af verden“, og at „alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd“. (Johannes 15:19; Mattæus 26:52) I bogen The Early Church and the World fortæller en historiker at „i det mindste frem til Marcus Aurelius’ regeringstid [161-180 e.v.t.] blev ingen kristen soldat efter sin dåb“. I The New World’s Foundations in the Old skriver en anden historiker: „De første kristne mente at det var forkert at kæmpe, og de ville ikke tjene i hæren, selv ikke når imperiet manglede soldater.“

De kristnes opgave var at forkynde den gode nyhed. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) De forstod at de ikke var bemyndiget af Gud til at føre krig mod hans fjender — til at fungere som hans skarprettere så at sige. (Mattæus 5:9; Romerne 12:17-21) Det er kun når såkaldte kristne, for at bruge Butlers ord, ’fraviger Kristi lære’ at de lader sig indvikle i nationernes krige. Præsterne på begge sider af fronten velsigner våbnene og beder om sejr. (Jævnfør Johannes 17:16; 18:36.) I middelalderen udkæmpede eksempelvis protestanter og katolikker mange blodige krige. I sin bog Civilisation skriver Kenneth Clark at resultatet blev „rædsler der [sænkede] sig over Vesteuropa, mens begge parter hævdede at være formidlere af Guds vrede“. Argumenterne der fremføres for at retfærdiggøre den form for krig, er ifølge McClintock og Strongs Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature „tydeligvis udsprunget af ønsket om at stille de verdslige myndigheder tilfreds, og de er klart i modstrid med den oprindelige kristne lære og hele ånden i evangeliet“. — Jakob 4:4.

Modstandere af al krig?

Men var „den oprindelige kristne lære og hele ånden i evangeliet“ virkelig pacifistisk? Kunne man, ifølge føromtalte definition, med rette kalde de første kristne for pacifister? Nej! Hvorfor ikke? Fordi de anerkendte Guds ret til at føre krig. (2 Mosebog 14:13, 14; 15:1-4; Josua 10:14; Esajas 30:30-32) Desuden bestred de aldrig Guds ret til at bemyndige det gamle Israel til at kæmpe for ham så længe denne nation var det eneste redskab han virkede igennem her på jorden. — Salme 144:1; Apostelgerninger 7:45; Hebræerne 11:32-34.

Hvis retfærdigheden skal ske fyldest, har Gud ikke alene ret, men også pligt til at fjerne onde mennesker fra jorden. Mange af dem der handler ondt, vil aldrig reagere positivt på Guds tålmodige tilskyndelse til at forbedre deres adfærd. (Esajas 45:22; Mattæus 7:13, 14) Der er grænser for hvor længe Gud vil tillade ondskaben. (Esajas 61:2; Apostelgerninger 17:30) Kristne påskønner derfor at Gud til sidst vil fjerne de onde fra jorden med magt. (2 Peter 3:9, 10) Som Bibelen forudsiger vil det ske ved „Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus“. — 2 Thessaloniker 1:6-9.

I den sidste bog i Bibelen kaldes denne krig for „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, eller Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14, 16) Der siges at Jesus Kristus vil være anføreren i denne krig, og at han „fører krig med retfærdighed“. (Åbenbaringen 19:11, 14, 15) Jesus Kristus kaldes med rette „Fredsfyrste“. (Esajas 9:6) Men han er ikke pacifist. Han har allerede udkæmpet en krig i himmelen for at rense den for alle oprørske fjender af Gud. (Åbenbaringen 12:7-9) Snart vil han udkæmpe en anden krig for at „ødelægge dem der ødelægger jorden“. Men hans disciple på jorden vil ikke tage del i eksekveringen af denne dom fra Gud. — Åbenbaringen 11:17, 18.

Sande kristne elsker fred. De holder sig fuldstændig neutrale i denne verdens militære, politiske og etniske konflikter. Men strengt taget er de ikke pacifister. Hvorfor ikke? Fordi de glæder sig til den krig Gud vil udkæmpe for at gennemtvinge sin vilje her på jorden. Denne krig vil afgøre det store spørgsmål om universel suverænitet og én gang for alle befri jorden for enhver fjende af fred. — Jeremias 25:31-33; Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10.

[Kildeangivelse på side 22]

Kristus spottes/The Doré Bible Illustrations/Dover Publications, Inc.