Unge spørger:
Er der en fare ved rollespil?
„Det er ren fantasi. Den ene gang er man troldmand, den næste er man kriger. Man kan blive til et hav af personer som man drømmer om at være. Der er ingen grænser.“ — Christophe.
„VÆR i din fantasi hvad du ikke kan være i virkeligheden.“ Sådan lød sloganet i et tidsskrift der beskrev et populært fantasy-spil. For millioner af unge virker det utrolig tiltrækkende at flygte ind i rollespillenes fantasiverden. Hvad er det præcist disse rollespil går ud på?
Ifølge bogen Jeux de rôle (Rollespil) „inkarnerer hver spiller en sagnagtig figur der er sendt ud på en opgave eller søgen, og forbereder sig på en oplevelse i en fantasiverden“. Formålet med spillet er at udvikle den figur man har påtaget sig, ved at skaffe sig den erfaring, de penge, våben eller magiske evner der er nødvendige for at gennemføre missionen.
Rollespil blev populære i 1970’erne med spillet Dungeons and Dragons.a Siden har de udviklet sig til en industri i milliardklassen, der omfatter alt muligt lige fra brætspil, byttekort, interaktive bøger og computerspil til spil hvor man ligefrem klæder sig ud og rent fysisk spiller sin rolle. I USA er der tilsyneladende over seks millioner som regelmæssigt spiller sådanne spil, og i Europa drejer det sig om hundredtusinder. I Frankrig har mange gymnasier klubber til formålet, og i Japan er rollespillene den mest populære form for videospil.
Fortalerne påstår at disse spil stimulerer ens fantasi, udvikler ens evne til at løse problemer og gør én bedre til at kommunikere i en gruppe. Men modstanderne har sat spillene i forbindelse med selvmord, drab, voldtægt, krænkelse af gravfreden og satanisme. I Madrid blev to unge arresteret fordi de blev mistænkt for at have dræbt en 52-årig mand mens de gennemlevede scenariet fra et rollespil. I Japan slog en teenager sine forældre ihjel og skar sine håndled op som afslutning på et lignende spil. Ganske vist hører de nævnte tilfælde til undtagelserne, og de fleste spillere er intelligente og omgængelige unge mennesker. Alligevel bør unge kristne spørge sig selv om rollespil er noget de bør beskæftige sig med, eller om de bør være på vagt.
Vold og okkultisme
Der er stor forskel på rollespil, og de varierer både i form og indhold. Ikke desto mindre er volden en fast ingrediens i mange, om ikke de fleste, af den slags spil. I den fantasiverden som disse spil skaber, er vold tit uløseligt forbundet med den udvikling en figur gennemgår, eller den er med til at afgøre om han overlever. Hvordan stemmer det at deltage i sådanne spil overens med Bibelens vejledning? Ordsprogene 3:31 siger: „Misund ikke en voldsmand, og efterlign ikke hans adfærd.“ (New Jerusalem Bible) Bibelen opfordrer os ligeledes til at ’søge’ og ’jage efter fred’ — ikke efter vold. — 1 Peter 3:11.
En anden grund til bekymring er at magien indtager så fremtrædende en plads i disse spil. Ofte kan spillerne blive troldmænd eller andre personer med magiske evner. Hindringer eller fjender bliver overvundet med okkulte midler. I et af de populære spil er det efter sigende „muligt for spillerne at iføre sig rollen som enten engle eller dæmoner i ærkeengles eller dæmonfyrsters tjeneste . . . Blasfemiske undertoner gør spillet underholdende.“ Ét computerspil giver spilleren mulighed for at blive almægtig ved at indtaste ordet „Satan“.
Ikke alle unge kristne mener at der er noget i vejen med rollespil, bare man ikke bruger for meget tid på dem. „Det er bare et spil,“ siger en ung mand. Ja, det er muligt, men Gud advarede israelitterne mod at beskæftige sig med okkultisme. I den lov han gav til Moses, stod der at enhver „som driver spådomskunst, øver magi, tager varsler eller er troldmand, eller som binder andre med en besværgelse eller som spørger et åndemedium eller en spåkyndig til råds . . . er en vederstyggelighed for Jehova.“ — 5 Mosebog 18:10-12.
I betragtning heraf vil det da være klogt at deltage i et spil der fremmer okkultisme? Når man gennemlever roller der tilhører en person med magiske evner, svarer det så ikke til at ’lære „Satans dybder“ at kende’? (Åbenbaringen 2:24) En ung mand indrømmer: „Efter at have spillet et rollespil hele dagen turde jeg ikke forlade huset. Jeg havde på fornemmelsen at jeg ville blive overfaldet af nogen.“ Kan noget der vækker en sådan lammende frygt, være sundt?
Andre faktorer
„Den tid der er tilbage er begrænset,“ læser vi i Første Korintherbrev 7:29. Noget andet der vækker bekymring, er at rollespil ofte er meget tidskrævende. Nogle spil tager det timer, dage eller endog uger at gennemspille. Hertil kommer at man kan blive så opslugt af sin rolle, ja ligefrem afhængig af den, at alt andet bliver underordnet. En ung mand erkender: „Efterhånden som jeg passerede hvert stadium, ønskede jeg sværere udfordringer og mere realisme. Jeg blev virkelig forfalden til spillet.“ Hvordan kunne en sådan hang mon påvirke unges skolegang og åndelige aktiviteter? — Efeserne 5:15-17.
En ung japaner fortæller: „Jeg tænkte hele tiden på hvordan jeg skulle klare min næste udfordring i spillet, selv når jeg ikke var i færd med at spille. I skolen og ved møderne var spillet det eneste jeg kunne tænke på. Jeg nåede et punkt hvor jeg ikke kunne tænke på noget som helst andet. Min åndelighed var spoleret.“ Christophe, som er nævnt i begyndelsen af artiklen, fortæller hvordan han var „ude af trit med virkeligheden“. Ganske vist er der ’en tid til at le og en tid til at danse omkring’, men er det rigtigt at lade adspredelser fortrænge åndelige aktiviteter? — Prædikeren 3:4.
Tænk også på hvilken indstilling spillet fremmer. Et fransk tidsskrift markedsfører rollespillet med følgende ord: „Du vil komme ud for en mangfoldighed af dekadente, makabre og perverse oplevelser der er blevet omhyggeligt planlagt med henblik på at få dit hår til at rejse sig og for altid ændre dit syn på verden.“ Er en sådan indstilling i overensstemmelse med Bibelens vejledning om at være „spædbørn i slethed“? (1 Korinther 14:20) Christophe drog til sidst den konklusion at de spil han spillede, „ikke kunne forenes med kristen moral“. Han tilføjer: „Jeg kunne ikke se hvordan jeg skulle kunne forkynde, overvære møderne og lære om gode egenskaber som kristen kærlighed mens jeg på den anden side spillede en rolle der intet havde med kristen moral at gøre. Der var simpelt hen ingen logik i det.“
Illusionen eller virkeligheden?
Mange unge føler sig tiltrukket af den slags spil fordi de er en flugt fra virkeligheden. Men er det sundt at fordybe sig i en fantasiverden? Den franske sociolog Laurent Trémel har følgende kommentar: „Det virkelige univers, hvor usikkerheden vedrørende fremtiden er dominerende, . . . står i skarp kontrast til det simulerede, men naturtro univers, hvor man til sidst behersker reglerne, og hvor man kan forme sin karakter efter hvad man er, eller hvad man kunne tænke sig at være.“ Psykologen Etty Buzyn bemærker desuden: „Mens de leger, har de unge indtryk af at leve et farligt liv hvor de forandrer verden, men i virkeligheden håndterer de ikke nogen reel fare. De flygter fra samfundet og dets begrænsninger.“
I sidste instans kan en sådan virkelighedsflugt kun føre til frustration eftersom man ved spillets slutning må se livets realiteter i øjnene og tage stilling til dem. Uanset hvor megen succes eller hvor mange eventyr man oplever i en imaginær rolle, vil det aldrig kunne kompensere for ens fiasko eller middelmådighed i det virkelige liv. Det vil være klogest at gå løs på livets realiteter med krum hals, ja, at skærpe sin opfattelsesevne ved at stå distancen i de situationer der opstår i det virkelige liv. (Hebræerne 5:14) Det er bedre at bruge sin tid på at udvikle åndelige kvaliteter der sætter én i stand til at klare sine problemer. (Galaterne 5:22, 23) Det giver meget større tilfredshed og glæde end noget spil.
Det betyder ikke at alle spil der omfatter rollespil, er skadelige. På Bibelens tid legede små børn også lege som indeholdt et element af fantasi og rollespil. Det lagde Jesus mærke til, og han fordømte ikke harmløs adspredelse. (Lukas 7:32) Men kristne unge må sammen med deres forældre ’blive ved med at forvisse sig om hvad der er velbehageligt for Herren’. (Efeserne 5:10) Når man overvejer at købe eller deltage i et spil, må man spørge sig selv: „Afspejler det ’kødets gerninger’? Vil det hindre mig i at have et godt forhold til Gud?“ (Galaterne 5:19-21) Når man tager sådanne forhold i betragtning, kan man træffe en klog beslutning vedrørende rollespil.
[Fodnote]
[Illustrationer på side 13]
Hvilken indstilling fremmer nogle rollespil?